Agnes Henningsen

Da Agnes Henningsen afslørede for sin søn Poul, at den han troede var hans far, ikke var det, bad drengen i sit stille sind en bøn: Han ville sådan ønske, det var Georg Brandes! Det kan blive ganske incestu­øst, hvis man påstår, at Agnes var Georg Brandes’ barn, det var da også kun i åndelig og overført betyd­ning. Til gengæld var Brandes en overgang hendes el­sker.

Agnes Henningsen tog tidens litterære signaler bogstaveligt både personligt og i skrift. Hun var fra be­gyndelsen indstillet på at følge frisindets mænd, først og fremmest den nævnte Georg, men også hans bror Edvard Brandes plus den falanks af oprørsk talent, der rykkede frem i 1870erne og omfattede så forskellige åndstyper som Holger Drachmann og J.P. Jacobsen. Hun ville noget med sit liv, helst så meget som muligt, og troede som mange, at forløsningen lå i kunsten in casu skønlitteraturen og dramatikken.

Det kom til at koste hende dyrt. Ganske vist fandt hun pædagogiske hjælpere som Herman Bang og So­phus Claussen og de mindre illustre, Carl Ewald og Johan Knudsen (den første som far til Poul, den anden som udgiver), men lige meget hjalp det, Agnes Henningsen blev ganske vist trykt og udgivet, men om en egentlig forløsning blev der aldrig tale. Det hun skrev lignede, og den historie, hun fortalte lignede hen­des egen, men der manglede noget væsentligt. Det var ikke fordi de valgte emner ikke vakte opmærksomhed, man opfattede hendes skriverier som “dristige”, men i retrospekt kan man få fornemmelsen af, at det var hendes persona og de “skandaler” der omgav Agnes Henningsen, som sikrede hende opmærksomheden i langt højere grad end de romaner og teaterstykker, hun skrev.

Det sidste var det værste. Hver gang hun fik et stykke op, gik det galt. Der var ikke blot tale om lunkne afvisninger, der var simpelthen dømt fiasko. Hvad hun fik, var altså et liv i litteratur og blandt litte­rater samt en rolle som en slags “offentligt fruentim­mer”, et demonstrationsobjekt i en bestemt sags tjeneste, der kostede hende både en plads på Finanslo­ven og gav hendes almindelige omdømme skrammer.

Det var først da det gik op for Agnes Henningsen nærmest ved karrierens afslutning, at selve den skinbarlige virkelighed kan forstås som fiktion (og om­vendt!), at hun kunne kaste fortøjningerne og skabe kunst. Det var først da hun opgav den kunstneriske prætention og de anviste manerer og lagde fiktionen på hylden, at fantasien fik vinger, der bar. Fra det øje­blik hun besluttede sig for at skrive sine erindringer, fik ikke blot levet liv nyt liv, den skabende krampe let­tede og afløstes af flugt, rytme, humor og poesi, og der er intet overraskende i, at Agnes Henningsen valgte et citat fra Claussen som titel på et af erin­dringsseriens første bind: Letsindighedens gave.

Letsind og kunst forbindes ikke ofte med hinan­den, det er inkommensurable størrelser vil de fleste mene. Men Agnes Henningsens erindrende forfatter­skab er et godt eksempel på, at man tit kommer læng­ere ud og dybere ned, hvis man giver det dansante en chance. Man kan slippe levende fra at kalde en bog Let gang på jorden – særlig når man betænker, hvor tungt forfatteren i virkeligheden måtte træde og hvordan hun mod alle mulige odds fik formet sin skæbne, så den løftede sig og med den materien, som pludselig viste sig at være ren ånd.

På et tidspunkt var hun ved at give op. Men – som Agnes Henningsen skriver i erindringerne – da det stod allerværst til, “fik hun talent”. Talent er ikke noget man får, det er noget, man har, og som hun – selvfølgelig – havde, men det kom først frem for alvor, da omstændighederne ville det, og først og fremmest, da hun holdt op med at bilde sig selv ind, at der skulle camouflage og fine tillærte litterære manerer til for at skabe ordentlig kunst, at det var nødvendigt at grad­bøje kendsgerningerne og virkeligheden for at skabe ægte fiktion.

Agnes Henningsens erindringer er et hovedværk i det tyvende århundredes danske litteratur. Det er til­gængeligt fra alle vinkler, hvilket er ganske usædvan­ligt, når man tænker på, at de fleste bøger enten er for nørder eller idioter. Jeg vil vove den påstand, at megen skrift bliver til støv før Agnes Henningsens erindringer, for i dem kan man ikke alene se en epoke og et menneske blive levende, men også sig selv og sin længsel efter at kunne danse uden et øjeblik at slippe jordforbindelsen.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).