Christian Elling

Christian Elling har jeg ikke truffet. Han er i den for­stand før min tid. Før mit medlemskab af Akademiet. Men han var dog en skyggeskikkelse i mit før-akademiske og ungdommeligt revolutionære ungdomsliv. En slags skyggeagtig modpol der repræsenterede kunst som smag og tradition. Alt det som vi i den ny fortrop ikke ville. Om det så har dækning i den virke­lige person, har jeg ingen muligheder for at vide. Han blev i denne sammenhæng en brik i et klassisk spil, hvor modspillere, fiktive og virkelige, er hjælpemidler for noget nyt og anderledes. Så længe det varer. Så bli­ver man medlem af Akademiet.

I Akademiets sammenhæng var hans tilstedeværelse et udtryk for det litteræres indgåen i et større billede. At det er kunst og ikke fagforening. Hvad tilstedevæ­relsen af Steen Eiler Rasmussen også var et udtryk for.

Og så har Christian Elling sagt de ord som for mig bedst udtrykker Akademiets raison d’être. De er ble­vet i mit påhør overbragt af Allan Philip som har været der altid. I forbindelse med et af de opkommende an­greb på Akademiet. Dets selvbestaltethed, skævhed, manglende reaktion på det ene eller andet som man mener Akademiet burde reagere på.

Christian Ellings reaktion var: “Vi skal gå rundt iført vores toga og føre åndrige samtaler.”

Bedre kan det ikke siges.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).