Elsa Gress

Det professionelle menneske var den titel, Elsa Gress valgte til et udvalg af essays og artikler gennem 25 år, udgivet 1966, og hun nåede næsten lige så mange år til før sin død som skribent i en profession, der gik til marv og ben på hende selv og mange af hendes læsere. Hen­des tænkemåde var dramatisk, handlingsorienteret, hun var telefonsky, men havde til gengæld en uud­slukkelig appetit på levende mennesker og idéudveks­ling i samarbejde. Hun etablerede således mangfol­dige og skiftende kredse omkring sig i det decenter, hun sammen med ægtefællen Clifford Wright indret­tede i en professionel leg, først i Glumsø, siden på Marienborg på Møn. Kunstnere og galninge fra især den angelsaksiske verden slog sig ned i det talende, ma­lende, dansende, agerende miljø, der gav genlyd og satte inspirationer an, som derefter kørte videre ad andre baner.

Hendes hurtige og opmærksomme intellekt rørte ved ellers uoverkommeligt mange ting, hun hørte ti­dens ure gå og fik færten af de kulturelle bølger før de fleste. Det indgav hende en overtydning om, at hun egentlig vidste alting bedre end andre, havde tænkt alle tanker, før de blev almindelige, og var derfor godt træt af dem, når de endelig blev lanceret, enten det nu var i USA eller herhjemme. Hun fik forulempet et stort antal mennesker i netop utrættelige debatter med sin harme eller nedladenhed.

Tit havde hun virkelig forlængst sagt det, der nu blev dagens program. Er der nogen der hører efter? hed i 1964 et af det dusin artikelsamlinger, det blev til. Det mente hun ikke der var, og miskendelsen sad derfor godt fast i hende og lod sig ikke rigtig flytte, selv om hun i årenes løb modtog diverse hædersbevisninger og fik status som en uofficiel rigsrappenskralde – med sæde i Det Danske Akademi, hvor hun dog spillede en lavmælt rolle.

Hun nærede stor forkærlighed for skikkelser, hun mente var miskendte genier i deres tid, Nicolai Abildgaard, Karen Blixen, Carl Th. Dreyer, faste pejlemær­ker i hendes forfatterskab.

Hendes særlige pointe, i god tid før 1970’ernes kvindebevægelse, var at Det uopdagede køn (1964) i vir­keligheden var selve mennesket, det skabende men­neske. Derfor gav hun ikke fem flade øre for feminis­men. Som tænker var hun konkret, skeptisk mod alt hvad der lignede bevægelser, primært fascismen, et gammelt hovedtema hos hende, indlært fra barndom­men, som hun har fortalt det i sit varigste værk, erin­dringsbillederne Mine mange hjem (1965), fulgt af Fug­lefri og fremmed (1971) og af den menneskemyldrende Compania 1-2 (1976). Især rejser i Europas tusmørke før krigen og den ny verden efter krigen gør indtryk.

Også hendes romaner er erindringsprægede, nu mytologiske variationer over kunst- og kærlighedsliv, Salamander (1977) om den dæmoniske mandlige kunstner og Simurghen (1986) om dødens høst. Man kan næppe sige, at hendes dramatiske evner forløstes i scenekunst, der havnede i det fortænkte og massivt symbolske. Processerne og det legende samvær var hendes scene. Det kunne kræve en særlig beslutning at udsætte sig for det, når hun i forvejen pr. brev havde ladet en forstå, at man var helt galt afmarcheret og lagde hende sten i vejen, overhovedet forsømte at yde hende fuld fortjeneste. Det gjaldt da snarest om at give usødet for råt, for så var der ingen ende på det hjertelige og muntre møde, det blev til, hvis man da mente hende det vel. Hendes humor afløste den util­fredse mumlen, man også lærte at kende. Hendes tale blev stærk og klar, og man kom vidt omkring i hendes store erindringskreds på tværs af lande- og person­grænser.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).