H.C. Branner

Han var ikke fri for plager, men plagede yderligere sig selv. Dette ikke særlig farvestrålende billede bør natur­ligvis ses blandt mange andre, stærkere og klart livs­lystne – det står dog tydeligt til sidst. Også når man har taget hans sparsomme selvbiografiske fragmenter i be­tragtning, og det bekræftes igen af det intime portræt, sønnen Jens Branner leverede i sin fremragende erin­dringsbog Opbrud. H.C. Branner kom ikke let til det, hverken at være forfatter eller sig selv, og han kunne altså indædt gøre det stadig sværere, idet han vist op­fattede sit talent og sit nervesystem som forbundne kar: jo mere det sidste kunne hærges og udpines, jo frodi­gere og smukkere ville det første flyde over.

Der kunne ellers være mere end rigeligt at døje med. Som så mange andre kunstnere og intellektuelle med baggrund i – det man senere har kaldt – mellem­lagene, kunne også Branner spilde kræfter på at være ‘anderledes’. Han ville sidst af alt falde i ét med små­borgerskabet, og det forstår man så godt, men når en frigørelse fra denne nihilistiske subkultur så ofte blev forvekslet med at vælge en i øjeblikket måske mindre konventionel levevis, så kunne den så meget desto bedre fastholde ham i sit greb. Dér sad han da med en snart noget overmoden fascination af outsideren, eller hans forestilling om sådan en farlig én, mens han aldrig en dag undlod at påtage sig rollen som den helt igennem tilforladelige funktionær. Han skulle så­ledes til skrivebordet og skulle blive der det samfunds­bestemte antal timer, og den ørkesløse stirren på det hvide papir kom til at lægge beslag på en væsentlig del af hans tid og energi.

Han var for resten nogenlunde jævnaldrende med denne automatiserede arbejdsmoral, som omkring år­hundredskiftet var vundet frem med industrialisme og lønmodtagerholdning. Hvor arbejdsindsatsen blev løsrevet fra enhver vurdering af opgavens eventuelle nødvendighed, og arbejdsdagen blev en kalkuleret konstant, aldeles uafhængig af solens hældning og gang over himlen. Dermed kunne jo også et savn be­gynde at murre i sindet. En længsel piblede frem, efter den ikke-industrialiserede verden og efter al den naturlighed, som førhen ligesom havde bestemt over dagen og vejen. Væk var den nu, og Vorherre velsag­tens også, og fra digterne forlød det allerede, at salig­heden hellere måtte søges i synet og duften og berø­ringen af det duggede aks og den hvide pigebarm over det blanke fjordvand. H.C. Branner voksede op med den kult, og hans forfatterskab udfoldede sig under dens kulmination. Frelsesvejen var da efterhån­den specificeret som seksuel emancipation, men den tilbedte guddom var ikke kun kvinden, også barnet, og gerne dem begge, som billeder på det naturlige menneske. Han var dog især optaget af hende. Den store moder og den barmhjertige søster. Den gav­milde og grusomme elskerinde. Hun skaber ham, og gennem hende kan han vinde verden. Eller gå til grunde, miste alt. En for så vidt omfattende, og for så vidt bevægende, mental forberedelse på den kvinde, der snart skulle dukke op foran: hverken mere eller mindre naturlig end han, men ganske nøgternt parat til at overtage hans positioner i samfundet.

Men med hende som hovedfigur, og med en af disse halvt drømte, farlige mandetyper som en anden, havde han pådraget sig et stof af en uoverkommelig­hed, der kunne gøre det til en værdig modstander for hans formidable begavelse. Og truede arbejdet en gang imellem alligevel med at gå alt for glat, havde han andre vældige vanskeligheder til rådighed, såsom spørgsmålet om menneskehedens fremtid. Fra sin debut i 30’erne havde han været vant til at skulle for­kynde et eller andet, enhver forfatter forventedes jo at møde op til tiden med et klart svar, og det krav skær­pedes med krigen. Herefter skulle han endvidere op­finde en ny etik, ja et nyt menneske, og det var ende­lig også velset, om han af og til lod et profetisk syn gå videre til offentligheden. Men endda på trods af de umuligheder, og i kraft af dem, formåede H.C. Bran­ner til syvende og sidst at frembringe et af det 20. år­hundredes store forfatterskaber, i sin kerne helt origi­nalt. Hans psykologiske geni gjorde det, i ledtog med hans sikre stil, dens ligefremme prægnans og særlige gentagelsesteknik, som var mere end en teknik: en kontinuerlig improvisation, der modulerede visse fra­ser, gang på gang lagde noget til deres betydning og således i spillet med det narrative forløb avlede stadig mere komplekse udtryk. Musik.

Det kan være, den kom til at klinge renest og dybest i Rytteren. En erotisk-eksistentiel perfektion af en roman, om hvilken Tom Kristensen dengang mente, at den var en verdensberømmelse værd, og en lig­nende bog ville da også i morgen, hvis fx en Milan Kundera udgav den, kunne føje substans til hans re­nommé. Alligevel har debutromanen Legetøj for det meste været min favorit. Allerede da jeg skulle læse den i 1. g – endnu i Branners levetid – ramte den mig med en overrumplende kraft, og dét ikke blot fordi den onde Feddersen sad der så lyslevende foran mig, oppe bag katederet. Nej, også fordi den unge helt og den unge heltinde var størrelser, som vi andre ganske uanstrengt og befriende kunne vokse ind i, og siden har jeg igen oplevet flere af de andre ansatte i Kejser­boderne som de livagtigste i forfatterskabet. Forfatte­ren havde endnu ikke alt for mange ideer om, hvor­dan mennesket burde se ud, og tillod sig at være lys­tigt forgabt i mennesker som de var.

Hans kone havde hjulpet ham med det. Da han før Legetøj hele tiden fik sine noveller tilbage fra aviser og forlag og var ved at give op, sagde hun til ham, at det var fordi han prøvede at skrive, som han troede andre ville have det. I stedet skulle han bare gøre som han selv syntes, og det gjorde han så, og hvis han senere hen i visse tilfælde blev ophavsmand til mindre inciterende stykker, så var det jo nok af den simple grund, at han ikke huskede ordentlig på, hvad hun havde sagt.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).