K.E. Løgstrup

K.E. Løgstrup var umådelig tiltrækkende og til tider frygtindgydende at være sammen med, fordi han var så opmærksom altid og tænkte på stedet. Man blev vidne til det og kunne se det på ham. Af og til sagde han måske kun at han ikke kunne finde ud af det lige nu, det fik vente, og så virkede det omtrent lige så dra­matisk som hvis han havde forløbet sig. Men han hu­skede spørgsmålet og vendte tilbage til det næste gang.

Læste man ham, fik man hele processen med. Alle omveje og sproglige knuder, alle de indrømmelser han gav sine modstandere. Hans bøger er fragmenta­riske og fulde af indfald. Sammenhæng og helhed lå ham på sinde, om noget, men hans filosofi er ikke et system. Det trivielle er det vigtigste i vores liv, kata­stroferne kommer af at vi sætter os ud over det, og re­ligion er tydning af elementære fænomener.

Holger Mikkelsen i De nøgne træer kan ikke sige hvor­for han handler som han gør, og det var en fejl, troede jeg, hos ham eller mig. Så læste jeg om den etiske for­dring, som ikke kan bevises, men er der alligevel. Uop­fyldelig, ensidig og tavs. Uden moralske anvisninger. Det blev ikke sidste gang Løgstrup forklarede mig en erfaring jeg ikke havde fattet. Han fandt frem til vil­kår, som vi ikke kan lave om på, og frigjorde energi og livsmod hos sine læsere.

Erkendelsesfilosofien går ud fra at verden bliver til i vores bevidsthed. Det passer ikke, sagde Løgstrup. Vores sansning er afstandsløs og vi er afmægtige – op­slugt af den, holdt i live af den. Men digtning kan fast­holde sansningen gennem sproget, åbne for den ver­den vi allerede er inde i, som var den en ren tillidssag, og vi stod midt i en åbenbaring. Og det gør vi for så vidt også, ifølge Løgstrup. Vi er ikke udenfor, ikke hjemløse, verden er andet end omverden.

Sansningen rører ved en før-kulturel magt, som sky­der op i medfølelse, oprigtighed og indignation, i livs­ytringer som er suveræne. De kommer os i forkøbet, kan ikke erstattes eller rationaliseres, men det er dem der holder hele samfundslivet i gang, og får de frit løb, er der andre sammenhænge end de historiske og eksistentielle, som vi selv har skabt.

Der kunne falde en strenghed over hans træk som hos en protestantisk reformator på en radering af Al­brecht Dürer eller Holbein. En utålmodighed i hans ansigt, et forbehold, et tilbageholdt vredesudbrud må­ske. Men oftest var det en forventning og en latter som lå parat. Han lo gerne, var i fin fysisk form siden han som ung drev gymnastik i Hermes, en elegant danser, og holdt sig i bevægelse på uundværlige lange traveture gennem landskaber hvor som helst.

En af de sidste gange jeg var sammen med ham, gav han sig til at fortælle om sine unge dage, da han stu­derede i Tyskland og mødte både Rosemarie, Hans Lipps og Martin Heidegger. Han talte ellers aldrig om sig selv og gik sin vej, hvis andre begyndte på det, mens han var til stede. Han var mildt sagt ikke selvop­taget. Jeg husker kun den ene gang, da han var fuld­stændig åben, og det gik op for mig at jeg omsider ikke var spor bange for ham, men turde sige hvad som helst til ham fra nu af.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).