Karen Blixen

Min vej til Rungstedlund – et mindeglimt

Som der dog nu er sagt og skrevet meget om Karen Blixen!

Det var der ikke, da jeg som nittenårig først stødte på hendes navn over de store artikler Breve fra et Land i Krig i Hereticas allerførste numre i 1948. Jeg forstod, at hun var en berømt dame. Det er her, hun som ud­sendt korrespondent i Tyskland skildrer sine indtryk af “Det Tredie Rige” under en måneds ophold i for­året 1940. Det var lige før besættelsen, så artiklerne nåede ikke dengang at blive offentliggjort. Nu burde de være evergreens, dels som journalistisk mesterstykke, dels pga. den originale ræson. Hun har hele tiden pro­pagandaministeriet i hælene, de nidkære folk, der skal vise hende herligheden. En højtstående doktor indvier hende her i organisationen “Kraft durch Freude” og spørger hende, om hun ikke synes, at be­vægelsens navn klinger smukt. “Jo”, svarer hun, “men det ville, med Deres tilladelse, klinge endnu smukkere for mig, såfremt det hed: “Freude durch Kraft”. – For om kraften, rent abstrakt nævnt, – og hvadenten det drejer sig om hestekræfter eller vandkraft, - kan man tænke, at den er et middel og skal bruges til noget. - Og Det Tredie Rige selv har vel en anvendelse rede for al den kraft, som De her mener at frembringe. Men glæden synes at være et mål i sig selv, og den har en tilbøjelighed til at forsvinde ... der hvor den mistæn­ker, at den skal drages til nytte ...” Og så giver hun Goethe det sidste ord: “So fühlt man Absicht, und man wird verstimmt.”

Det er også her hun - tankevækkende også idag - sammenligner islam (ordet betyder hengivelse) med nazismen, Det Tredie Rige, og finder lighed i selve fundamentet og ritualerne. Noget i Mein Kampf lig­ner kapitler i Koranen. - Disse rejsebreve vakte min lyst til at læse Karen Blixens bøger, en nysgerrighed som dog snart faldt hen igen. Jeg rejste lidt på “dannelsesrejse” i Frankrig og læste surrealister og tænkte i det hele taget meget lidt på ny dansk litteratur.

Året efter var jeg hjemme for at springe soldat ved fly­vertropperne i Værløse. Efter et par måneders kadaver­halløj blev “basserne” i kompagniet delt ud til diverse særtjenester. Da jeg var uden uddannelse, havde jeg i pa­pirerne givet mig selv titlen “forfatter”. (Jeg havde fået udgivet en digtsamling, der fik en enkelt anmeldelse, af en vis Kai Friis Møller, under rubrikken “En samling uri­mede urimeligheder”). Det var nok til, at de gav mig job som journalist ved “Military Press” ved den danske kommando i Tyskland. Det var ret kedeligt med megen lediggang, så jeg læste rigtig mange bøger en meget lang vinter dernede. Foruden flere af klassikerne prøvede jeg at bøde på min uvidenhed om nutidens danske digt­ning, ikke mindst indlod jeg mig med Karen Blixens vær­ker. Det skete lidt ved tilfældighedens fascination. Jeg blev forbavset over kompleksiteten og det fantastiske raffinement i disse mærkelige skæbnekabaler, der lå så fjernt fra den moderne digtning, der havde optaget mig. Ikke mindst beundrede jeg de prægtige billeder, der på ejendommelig genkendelig måde syntes stimuleret af scener og kolorit i ældre tiders billedkunst, mer eller mindre stiliseret i novellernes ånd. De overdådigt reto­riske replikker morede mig; en slags tale på koturner, umådelig langt fra virkelighedens talesprog – i udtryk for såvel sorg, klage, ræsonnement, protest, oprør, glæde som det teatralsk komiske – satte sig i én som en slags kombination af opløftelse og underholdning. Det var uhyre æstetisk og meget litterært og trak på en mængde arkaisk mytologisk stof.

Uanset min korte livserfaring anede jeg også i for­tællingernes vedholdende tendens til – ad mange om­veje og vildveje – at bringe “orden i livets regnskab” en særlig, nærmest massiv, skæbnetro, der umiddelbart virkede besværgende og postuleret. Ja næsten forføre­risk. Jeg havde i min ungdom selv en fornemmelse af at være “ført”, men uden at have gjort mig forestil­linger om det. Livet var, forekom det mig, på sin måde formløst, og det gjaldt om at formulere det, men jeg havde ingen tro på nogen “højere lovmæssighed”. Derfor fik jeg allerede ved mine tidlige læsninger af Karen Blixen næring til en vis skepsis – eller ambiva­lens – over for værket, som egentlig ikke aftog siden. – Men her må så tilføjes, at jeg intet kendte til hendes baggrund og prøvelser i virkeligheden, som hele vær­ket uanset alle forklædningerne er dybt præget af.

Indblik i hendes håndtering af forholdet mellem liv og kunst fik man først senere. Og jeg må indrømme, at den private baggrund indtil videre var mig ligegyldig.

Mest grebet blev jeg af det store erindrings-epos: Den Afrikanske Farm. Det var den smukkeste bog. Jeg er glad for at have læst den tidligt, før den siden så opsigtsvækkende dokumentation om hendes liv. For hvorom alting er: de mageløst indlevende skildringer af landet, folket, vennerne, dyrene, hendes “forholds-løse” (!) engelske elsker er umiddelbart tilgængelig kunstnerisk sandhed. Uanset hvad der ikke siges, et klogt og smukt epos, og det står til troende når hun åbner sin verden med ordene: “I Højlandet vågnede man om Morgenen og tænkte: Nu er jeg der, hvor jeg skal være.” I et liv, som muligvis også er en drøm. – Og virkelighedens hemmelige understrøm i bogen løber videre i det forfatterskab, der blev hendes andet liv.

Jeg skrev af og til nogle små forfatterportrætter og bogomtaler til en lille lokal garnisons-avis. En af de små artikler var et skitseret dobbeltportræt af den for­træffelige danske forfatter i det 19. århundrede Meïr Aron Goldschmidt og Karen Blixen.

Det var igen et tilfælde, at jeg læste dem næsten samtidigt. Der var mange ligheder. En forkærlighed for ramme-fortællingen med flere historier bygget ind i hinanden, til hændelserne mødes i et pointeret sam­menfald. Men også mindre anekdoter og snurrige skæbne-tableauer hos Goldschmidt som f.eks. “Photographierne og Mephistopheles” har noget “Blixensk” over sig. - Spor af læren om Nemesis viser sig hos Karen Blixen, endog af og til i titlerne: Sandhedens Hævn, Gengældelsens Veje og Skæbne-Anekdoter. Gud­inden Nemesis opfattes ofte simpelthen som straf­fende, gengældende, hævnende. Men Nemesis’ “ord­nende” indvirkning på menneskelige forhold viser sig langt mere subtilt og åndfuldt-fantasirigt i begge for­fatterskaber. Hele anden del af Goldschmidts erin­dringer handler om denne gudinde. Sporet følges fra den græske skikkelse tilbage til egyptiske og oriental­ske (Astarte og Isis): forestillinger om en (kvindelig) livsordnende magt. Mild eller grum, alt efter hvordan menneskene arter sig. Hun er blevet forstået som “retfærds skytsånd”, “Verdensorden i bevægelse”, en fæl­lesskabets samvittighed, “en sælsom justerende magt over tingenes kringlede gang”. En forestilling om me­ning og konsekvens, der allerede gådefuldt er til stede i enhver begyndelse ... Goldschmidt fandt i de ar­kaiske myter og tydninger af Nemesis noget “evigt” i den menneskelige psyke og vore vilkår. Det sammen­faldende i hans og Karen Blixens anskuelser var så tydeligt, at jeg mente, man kunne tale om et valg­slægtskab.

Jeg havde ikke sendt min lille artikel til Karen Blixen, – men på en eller anden måde kom den hende i hænde. Helt uventet modtog jeg et brev fra hende, omadresseret fra mit barndomshjem i Pile­stræde i København. Hun skrev, at artiklen fornøjede hende, og hun ville gerne tale med mig, om jeg en dag ville komme til te på Rungstedlund.

Jeg ankom en smuk augusteftermiddag i 1950, i ny­strøget udgangsuniform. (Hun viste ingen tegn på overraskelse, men jeg hørte siden, at hun havde ven­tet en lidt ældre herre, måske en midaldrende pen­sioneret overlærer, og ikke en ung soldat. Goldschmidts erindringer var ikke ligefrem almindelig ud­bredt ungdomslæsning). Hun modtog mig med åben, munter gæstevenlighed. Der var ingen andre i kamin­stuen, så dette første møde var en tete-à-tete. Det blev begyndelsen til et venskab gennem mere end et årti. Jeg var da 21 år, hun 65.

Man følte sig straks inddraget i en særlig atmosfære, og jeg havde en stærk følelse af at være velkommen. Hun var klædt sommerligt let, på en net og enkel måde. I hendes imødekommende elskværdighed var opmærksomheden vågen, der var som en funke i det store blik, og hun holdt hovedet lidt på skrå, som hun sad over for mig og talte og røg cigaretter. Den store kaminstues karakter, de lette og luftige farver i det smukke rum, var som den endnu er bevaret i Rungstedlunds museale skikkelse. En fornem – ikke prang­ende – stil. Men dengang levede det på en anden måde, som et udtryk for værtindens væsen. Det var også forbundet med en duft, en ganske let – kan man sige lidt tør? – parfume, der dengang ligesom fore­nede sig med stuens douce lys. Jeg tog vistnok allerede mit bestik af Rungstedlund, der skulle blive et kært fri­sted for mig.

Det er sjældent, man nøje husker samtaler, der fandt sted for et halvt århundrede siden. Når jeg erindrer noget af snakken den eftermiddag, skyldes det anled­ningen til mit besøg. Vi sad i de grå Louis seize-stole ved Steen Eiler Rasmussens flisebord. Hun bestemte kon­versationens tempo, og jeg lagde allerede mærke til – og måtte jo følge – hendes veloplagte tilbøjelighed til at lade det accelerere. (Gennem årene siden mindede hendes paradokse indfald og rivende tungefærdighed mig af og til om viddet hos Oscar Wilde). Af og til pau­serede hun med vægt for at lade en tanke sætte sig, mens vi bare kiggede på hinanden. Hun gav mig en for­nemmelse af velvære og fortrolighed, som om man kendte hinanden godt, men også af noget spændende og lovende.

Men det kom hurtigt til at dreje sig om Goldschmidt. Uanset min artikels beskedne omfang havde jeg rørt ved noget ved at sammenligne hendes bestræbelser og anskuelse med hans. Og hun sagde mig med det samme, at ingen andre før havde nævnt denne vigtige forfatter i forbindelse med hende. – “Synes De for­resten ikke, at den første sætning i Goldschmidts erindringer er rigtig flot?” spurgte hun. Nu kunne jeg ikke lige huske den. “Jo,” fortsatte hun, “han indleder de to store bind med ordene: Jeg er af Levi Stamme. – Dermed siger han, at han kan føre sin slægt tilbage gennem 6000 år.” Vi talte om, hvor lidt man vidste om ham som privatperson, hvor lidet meddelsom han selv var, skønt han i højeste grad deltog i tidens offentlige debat, ofte med meget afvigende synspunkter, og vel egentlig både berømt og berygtet. Der opstod her en pause i samtalen, som jeg lagde mærke til. Hun spurgte mig, om der var én dansk figur i litteraturen, jeg især fandt vellykket. Jeg tøvede, fordi jeg ikke gik så meget op i danske romaner. Selv syntes hun, at Simon Levi var den bedste. Hun satte ham så højt som nogle af verdenslitteraturens bedste personfremstil­linger, og hun nævnte bl.a. nogle hos Gogol, Tjekhov og Mark Twain. Simon Levi var en komplet nyska­belse, skåret helt fri af sin forfatter. Beskrivelsen af ham er minimal, i få streger, uden at blive karikatur. Hun citerede Goldschmidt for at have sagt, at han med en indre karakteristik ville legemliggøre Simons ydre apparition, så man tydeligt ser den lille mand for sig, i samme øjeblik han ytrer sig.

Simon Levi dukker op gang på gang i Goldschmidts værker. Hun opfattede Ravnen som den første danske kollektivroman, en bog der ikke drejer sig om indivi­dets udvikling, men om en gruppes foretagende. Uden fokus på den enkelte i og for sig. Handlingen foregår i den virkelige verden, – men belyst af even­tyrets objektivering, en konstruktion eller syntetisk struktur, der hidrører fra en virkelig lang fortællertra­dition, med orientalske islæt.

Goldschmidt var anderledes end andre danske skri­benter fra romantikkens epoke. Det lykkedes ham at forene eventyr med samfundsskildring, og æstetik med etik, det var nyt. Han interesserede sig ikke meget for individuation og sjælelige rørelser, mere for sam- og modspil. Som hun sagde det, lød det jo i mine ører som en beskrivelse af noget, der i høj grad gjaldt hende selv. Det, der betyder noget hos Goldschmidt, er de enkelte figurers rolle i handlingens komplicerede mønster, men for at det kan træde klart frem, må hver enkelt stå helt tydelig, ikke statisk, men i historiens bevægelse. Og på et tidspunkt viser Nemesis et af sine ansigter.

Vores venskab gennem det sidste decennium af hendes liv faldt sammen med den periode, da hun arbejdede hårdt på Sidste Fortællinger og Skæbne-Anekdoter, oprinde­ligt tænkt som én bog. Der skulle gå femten år mellem Vintereventyr og hendes sidste bøger. Afbrudt af svær sygdom og manglende inspiration, et begreb hun tog helt bogstaveligt. Men resultatet blev markant. De sene fortællinger som før båret af en strøm af fantasi og en høj, ofte også ironisk høj, stil og leg med sproget. Jeg hørte hende med mundtlig veloplagthed fortælle de samme historier igen og igen – og omforme dem, efter­hånden som hun mærkede sin tilhørers reaktioner. Det modernistiske element, man kan kalde eksploration: en undersøgelse i selve tekstens tilblivelse, der kan føre til noget helt uventet for forfatteren selv, lå hende fjernt. Der er intet af improvisation eller eksperiment, undta­gen i det, der lå i hendes overvågende given agt på kaba­len. Men hun var bestemt ikke upåvirket af samtiden. I forhold til tidens litterære establishment og de her­skende retninger var hun et enfant terrible. I uophørlig eftertanke, selvprøvelse og selvkritik, – i stadig hvas dia­log med “moderniteten”.

Det er et udbredt falsk rygte, at hun “holdt hof” og stor salon. Jeg har aldrig oplevet, at vi var mere end et par stykker sammen på Rungstedlund, og det temme­lig sjældent, selvom hun elskede, og gjorde sig stor umage med, værtinderollen. Ofte – når jeg boede der nogle dage – var man eneste gæst og husven. Forestil­lingen om at hun – for good and all – var flygtet ind i sin mytomane kunstnerrolle, eller uafbrudt sad si­bylle, er rigtig forkert.

At hun i sit livs sene venskaber med et par andre, der var en halv snes år ældre end jeg, fristedes til at se sig selv i rollen som deres forsyn – eller Mefisto – var jeg ikke medvidende om. Her slog hendes “opfor­dring til dans” åbenbart over i tung og svedig alvor – for dem. Og frygtelig skuffelse for hende. Men at voksne mennesker i den grad har kunnet lade sig do­minere af hende, til sammenbruddets rand, er dybt besynderligt. Dog, at en ung litterat, med et kunstsyn, arvet fra Biedermeier, der indicerede uforløst kærlig­hed og indestængt brynde som forudsætning for ud­viklingen af et egentligt åndsliv, måtte gå så galt af hende, synes jeg er mindre mærkeligt.

Karen Blixens biografer synes at være enige om, at det, der var hendes liv, med dets kampe, prøvelser, håb og tab, i grunden hørte op med hendes hjem­komst til Danmark og Rungstedlund efter tabet af far­men. At hun derefter forsvandt ind i kunsten, skabte sin myte i fortidige gevandter, i stadig sublimering, og eksklusivt forvandlede sine tidlige drømme og tunge erfaringer til historier.

Men der er nu noget her, der ikke helt stemmer. Jeg fik i hvert fald i fruen på Rungstedlund indtryk af en lyslevende, meget aktiv, opmærksom og intenst nær­værende person midt i nutiden.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).