Knud Sønderby

Lyden af en honningmad

Midt i en jazztid af Knud Sønderby var den første roman, jeg ejede. En ugle-trane-bekkasin– eller en anden pipfugl. Jeg var vel otte-ni år og vidste ikke rig­tigt, hvad en roman var, så jeg regnede med, at det var noget lignende et partitur – jeg kendte nemlig Jazz-oratoriet af Bernhard Christensen.

Senere skulle jeg så lære, at litteratur var noget andet end musik, men idag er jeg ikke så sikker. Og slet ikke når det gælder Knud Sønderby. Den mand er simpelt hen gennemtrængt af lyd, af virkelighedens lyd, af lykkens lyd, af sandhedens lyd – af timing.

Alle forfattere har et sprog og kan derfor ikke undgå rytme, klangfarve, kadencer. Men i Knud Søn­derbys tilfælde er lyden af verden allestedsnærvæ­rende, ligesom høresansen er den sidste, der for­svinder, når man dør.

Der er et særligt pointeret existensvilkår, man bedst kan finde beskrevet hos Ingemann, men som også er initialdeterminationen hos en Sønderby. Ingemann bliver som lille dreng med bind for øj­nene holdt hen over en dyb brønd i en kurv for sjov af den unge pige, der snurrer ham rundt og truer med at slippe.

Midt i en jazztid starter lidt på samme måde – i vægt­løs tilstand som lille dreng på den unge piges arm. Et sted i luften mellem tryghed og fortabelse. Og så er det kun en honningmad, der falder på gulvet – men med honningsiden opad. Maden spiser drengen siden i mystisk ærefrygt.

Og hermed indledes et forfatterskab i dansk littera­tur, som kan karakteriseres ved en helt ejendommelig lydhørhed over for tilværelsens magiske øjeblikke. Knud Sønderby er både romanforfatter og essayist, men han er frem for alt – hverdagsmystiker, et men­neske, der havde lydhørheden i sig og dermed evnen til at standse op og undres: En fuldstændig almindelig grå vinterdags øjeblik af ekstatisk lykke – en gave af genfødsel, tak – og øjeblikket af dyb sorg over at ligge en solskinsdag på stranden med den skønneste pige i verden og se ud over det blå hav.

Dialogerne – talesproget – i de første “mondæne” tyverromaner om kuldslået, blasert ungdom er idag – daterede. Men det skyldes jo netop Sønderbys absolutte gehør for, hvordan man talte – i 20’erne, 30’erne. Dialogerne er for præcise i tiden til at kunne rejse med tiden.

Helt anderledes er det i øjebliksglimtene, de blå, hvor to mennesker fx ligger og famler. Det har mange forfattere kunnet finde på. Men jeg har aldrig læst nogen, der kunne koble skriget fra en fugl i en bjerg­fyr på denne famlen og så ovenikøbet, uden at det på nogen måde virker overlæsset: en zebra nede i Afrika i den blå morgen, våd på ryggen. Og så kommer den helt uimodståelige eftersætning: “Det er blot noget, jeg formoder, hvis den zebra ikke går der, er det hele ingenting.”

Det er kun Knud Sønderby der kan få et famlende favntag til at bero på en zebra i Afrika.

Essayenes blå glimt strømmer fra en nærmest zen­agtig hengivelse til nu’et, hvad enten det er lys eller mørke, dur eller mol, til dobbeltgrebet, paradoxet, hvor modsætningerne er blevet til hinandens nøgle og forudsætning gennem de lyde, hvor verden bliver til og går til grunde i samme magiske øjeblik, som bedst kan beskrives som lyden af tid. Eller lyden af luft, en gylden dirren, larmende bogfinke, nattergal i sol­skin, og frøernes kvækkekoncert, som en “underjor­disk bedreviden”. Violinen, der stryger “hen over al­verdens bekymringer med en blød, sorgløs pigehånd”. Eller saxofonen, der befinder sig, ligesom dykkeren, nede på havets bund, men hvis tone farves af det lys, der trænger gennem de grønne vandmasser. “Der er stor sandhed i saxofonen,” skriver Sønderby, og det er ikke nok for ham at skrive det én gang. Det kommer da capo. For saxofonen er det instrument, der kom­mer den menneskelige stemme nærmest, med gråden i sig, den verdenskloge, beherskede gråd, der sommeti­der lyder som smil.

Der er stor sandhed i saxofonen. Der er stor sand­hed i Knud Sønderby.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).