Paul V. Rubow

Paul V. Rubow var åndsaristokrat og for så vidt et selvskrevent akademimedlem. (Han forudså oprettelsen i en artikel i Mit Bibliotek 1943). Men han beskæftigede sig ikke med den danske samtidslitteratur og gjorde liden nytte ved prisindstillinger og -uddelinger. Han betragtede tiden som præget af sprogligt forfald. Han kunne kun goutere guldalderepigonen Seedorff Pedersen.

Rubow var den ældste af fire lægesønner, tidlig moden, selvstændig og respektløs allerede i skolen. Som universitetsstuderende blev han af sin lærer, den bredt favnende Vilhelm Andersen, kaldt så skarp at man kunne skære sig på ham. Han efterfulgte snart læremesteren som professor i nordisk litteratur, men lod sig efter få år kalde til den mere eksklusive lære­stol i almen litteraturvidenskab med hovedvægt på de romanske litteraturer (1933). Her kunne han spille ud for en lille menighed af ældre studerende, som op­fattede når han hvislede sarkasmer gennem mundvi­gen. (Bl.a. bevidnet af Elsa Gress i Vist koster det noget). Og her kunne han dyrke sine franske favoritter. I en artikel om sæsonens boghøst 1941 har han afgivet sit credo: “Bøger af den latinske Tradition har et afgjort Forspring for de andre. De er fri for de nordiske Taager og de barbariske Folkefærds klæge Tungsind. Deres Klarhed stammer fra Middelhavslandenes klare Himmel. Deres Fynd og Lys er en Gave af evigt Værd. Klassikerne alene, og deres Fortsættere indenfor de romanske Litteraturer, kan give Forestilling om de uundværlige Ting i et Skriftværk. Tonens og Farvens Enhed, Elementernes Harmoni, de smukke Propor­tioner, den sikre Smag.” (De nye Bøger dec. 1941).

I tråd hermed ligger allerede hans akademiske debut, da han som syttenårig skrev specialeopgave om Georg Brandes’ forhold til sine forbilleder i Frankrig som kritikere, Taine og Sainte Beuve. Gennem senere udvidelser grundlagde han derved Brandes-studiet. Og på en måde kan man skimte samme afhængig­hedsforhold mellem det nordiske og romanske i den provokerende artikel, hvor han erklærede de island­ske slægtssagaer for at være uhistoriske romaner efter fransk mønster – det var nordboernes indsats i ro­mangenrens historie at forvandle “en romantisk hof­digtning til en realistisk farvet folkeprosa”.

Det viser et rubowsk karakteristikon: han tænkte i litterære genrer. Således i den skelsættende mono­grafi om H.C. Andersens eventyr (1927), hvor det i fortalen hedder: “En Digters halve Skæbne er den Til­stand, hvori han modtager Genren, han dyrker. Ska­belse af Intet kendes ikke i den litterære Erfaringsver­den.” Tilsvarende i den særlige brandes’ske genre: lit­teraturkritikken, hvorom Rubow skrev sin disputats Dansk litterær Kritik i det nittende Aarhundrede indtil 1870.

Med tiden blev ganske vist denne genrehistoriske og æstetisk bestemte synsvinkel for ensidig, og han gled fra de taine’ske kategorier – momentet, miljøet, folkestammen – til det sainte beuve’ske psykologiske portræt. Medvirkende var også en alvorlig sygdom o. 1935. Han ville allerhelst, erklærede han engang der­efter, vide hvordan disse digtere ser ud indeni. På den måde opstod en lang række essays, men også en regu­lær biografi som trebindsværket om Holger Drachmann. Han antog tilmed en doktorafhandling om Nis Petersens piger, dog nok mest for at ærgre sine kolleger.

Fælles for faserne i hans store produktion er en usvigelig lydhørhed for sproget og stilen. Han fik den skærpet i sin ungdom som medarbejder ved Ordbog over det danske Sprog, hvor han påtog sig at behandle så vanskelige småord som de, denne og en. I det lille pri­vattryk betitlet Kunsten at skrive – Kunsten at læse (1942) indleder han med at slå fast, at det litterære ta­lent “fremfor alt beror paa to Ting: Evnen til at se og Ordhukommelse. Dog at de fleste gode Digtere tillige udmærker sig ved en interessant Rytme”. Og han ud­vikler videre sine klassicistiske stilidealer og deres rod i den enkelte personlighed. Mod slutningen nævner han også hvordan læsning kan hjælpe i nød og for­tvivlelse: “Der er i denne Vaande ingen anden Udvej end at afværge Oplysningsfilisteriet og den selvtil­fredse Dumhed” og ty til salmebogen og Thomas à Kempis’ traktat Kristi Efterfølgelse (sic). Han savner til­med den kirkelige skriftestol. Måske har hans malice og arrogance kaldt på forestillinger om skyld eller skæbne hos den kapriciøse drilleånd. Hans sidste, meget ujævne bog handler om Goldschmidt og den­nes Nemesis-tro, og en artikel herom fra 1965 har føl­gende slutning, som ikke er medtaget i bogen: “Maaske er han død i Sønderknuselse, og dette er altid et Avancement. Døden som en Sejrsmarch er vist for­beholdt de Højeste.”

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).