Poul Henningsen

PH-skalaen

Interessant nok viser det sig, at en række af PH’s ideer temmelig nøjagtig kan indplaceres på PH-skalaen, der som bekendt går fra 0 til 14. Medens den kemiske pH-skala går fra surt (0) over neutralt (7) til basisk (14), går PH-skalaen snarere fra surt (0) over neutralt (7) til basalt (14).

0.

“... Arbejdere foretrækker en formindsket og forvræn­get Gengivelse af Bourgeoisiets i Forvejen slette Bolig­form.”

Hvis man kan overtale almindelige mennesker til at købe nogle pænere lamper, bliver samfundet mere de­mokratisk. Det er ideen om, at god smag i sig selv er progressiv. Den ide har kun ført til en elitær og steril mellemlagssmag, som mange almindelige mennesker i dag efteraber, nøjagtig som de i 1930 efterabede bor­gerskabets piedestaler og viftepalmer.

1.

“Man må saaledes advare paa det kraftigste mod An­vendelsen af for dybtstraalende Armaturer.”

Borges: “Er et menneske, der hele tiden forestiller sig et kort over Ungarn, måske ikke vanvittigt?” PH-lampen er en smuk skulptur, men uanvendelig til de fleste oplysningsformål. Som pendel over et bord går den an, som skrivebordslampe eller til rumoplysning (hvor den hænger i offentlige institutioner i titusindvis) er den uanvendelig.

2.

“Kunsten deltager og skal deltage i Klassekampen.”

Man bør ikke foreskrive kunsten bestemte opgaver.

3.

“[Naturfrednings]foreningen er hjemstedet for reak­tion og naturnazisme ...”

Altså: Naturfredning sker ikke for naturens skyld, men for menneskets og bør derfor indrettes på menneskets interesser. Synspunktet er medtaget som exempel på PH’s generelle humanisme, ikke kun i blød og venlig forstand, men i filosofisk forstand. PH er en art nykan­tianer (ligesom Gelsted mere explicit var det): det er overalt menneskelige målestokke, der afgør vort for­hold til verden. Synspunktet er naturligvis antropocentrisk og forudsætter (forkert), at vi ikke kan erkende andet i verden end vore egne interesser. Men det dæk­ker også over, at forskellige mennesker har forskellige interesser.

4.

“... Nationalmuseet. Dette Magasin, som indeholder smukke Minder og en Masse Pulterkammersager lige til Afhentning af Frelsens Hær ...”

Tidligere perioders kultur er ligegyldig bortset fra dens anvendelse i nuet. Det gamle lort kan trygt kasseres. Dette forudsætter naivt en lineær historie, hvor vi hvert øjeblik bliver klogere og medtager alt anvendeligt fra øjeblikket forinden. Kendskabet til fortiden kan ikke bare relativere ens egen selvherlige nutidsdyrkelse, men også levere stof til senere nuer, der adskiller sig fra vort eget.

5.

“Ungdommen er grebet af (...) taage, mørke, stem­ning, “indadvendthed”.”

Patetiske åndsformer er kritisable, de er hule og for­løjede og skal erstattes af en djærv og munter besin­delse på nuet. Kulturradikalismens generelle vægring ved det tragiske har en rod her. Det forudsættes, at al tragik kan ophæves i en vits. Men livets irreversibilitet modsætter sig denne anstrengte generalmunterhed.

6.

“Det moderne er ikke Glas og Jernbeton, men By­plantanken.”

Det har PH jo ret i, og hans indsatser fordeler sig tids­typisk. På den ene side ser han klart forkortelsen i at reducere form til funktion; på den anden side bidra­ger hans støtte til byens funktionsopdeling til den moderne bys misere.

7.

“Kærlighed og ægteskab, hvad kommer de hinanden ved?”

PH's optagethed af emnet dækker over to konkurre­rende indstillinger: en nøgtern og antiromantisk be­skrivelse af den skiftende kærligheds vilkår og en til­jubling af, at den bør skifte så hurtigt som muligt. Intet kan indvendes mod den første version, selvom den provokerende aktualitet i synspunktet nu er væk. Den anden version, derimod, forekommer kynisk.

8.

“Va mæ kulturen?”

PH’s antisnobbisme har også to sider og svinger fra det villet hyperfolkelige til det befriende. Bestræbelsen på å la skræfdsprågød lijnø taløsprågød ær anstrengende og vidner, i bedste fald, om en naiv mangel på indsigt i skriftens og talens helt forskellige ærinder og mulig­heder. Men antisnobbismen rummer også en herlig despekt for det føleri, der resulterer af dyrkelsen af følelsen af at smage på ens egen følelse.

9.

“Jeg tror ikke paa værdien af de grundlovsmæssigt sik­rede individuelle og politiske rettigheder i Sovjet­unionen.”

I tyverne og trediverne var PH salonkommunist – og anvendte ironisk skældsordet om sig selv. Men skæl­lene faldt tidligt fra hans øjne, og ulig flertallet af sine med-kulturradikale var PH allerede kort efter krigen antikommunist – som man kan se det af det impone­rende skænderi med stalinisten Albert Olsen i 1947.

10.

“Der findes en række væsner som man ikke kan stille moralske krav til: Maskinerne, atomkraften, tekniken, kapitalen, reklamen, industrien. Vi må stille de mo­ralske krav til os selv. At de ikke styrer os, men at vi sty­rer dem.”

Denne kølige indsigt hindrer moralen i at brede sig ud over hele politikken. Citatet – og måske også ind­sigten? – er sent (1961).

11.

“Det er ikke demokratiets idé / at vige og vige.”

For PH er demokrati ikke – som for alt for mange ph-ister – den uendelige tolerances doktrin. For demo­krati må der om nødvendigt kæmpes, som PH så det mod nazismen i trediverne og mod kommunismen (dog først efter krigen).

12.

“Folket har det sidste ord – ikke det første.”

PH’s demokratiopfattelse i en nøddeskal. Den bestem­melse, som abstraktionen “folket” udøver, er ikke fremadrettet, men bagudrettet, fordi forslag kun fremsættes af individer. Heri en nødvendig elitarisme, hvis potentielle vanvid omvendt begrænses af det de­mokratiske valgs bagudrettede regulering.

13.

“Som definition paa diktaturet vil jeg ta modsæt­ningen til den demokratiske moral med lighed for loven og det er den jesuitiske moral at hensigten hel­liger midlet.”

Citatet stammer fra en af PH’s kronikker i anled­ningen af retsopgøret efter krigen. Striden om retsop­gøret var på mange måder PH’s finest hour. Her måtte principperne stå deres prøve i strideste modvind, båret af en hævngerrig folkeopinion. PH skelnede mellem krigstilstanden, hvor likvideringer måtte være dagens orden, og fredstilstanden, hvor almindelige retsnormer ubetinget måtte genindføres.

14.

“... fordi den virkelige debattør altid har pligt til at kravle over, hvor gærdet er højest.”

Som debattør er PH, som man ved, skarp og satirisk, men ulig mange af sine kulturradikale arvtagere fore­går satiren oftest på basis af en bestræbelse på at aner­kende og forstå modstanderens synspunkter, selv når han er fundamentalt uenig.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).