Steen Eiler Rasmussen

Steen Eiler var en anden (ved siden af Christian El­ling) outsider i Akademiet. Han var arkitekt. Godt nok en skrivende arkitekt. Hans bøger om arkitektur og den slags havde jeg læst som stor knægt. Men litteraturmenneske var han ikke.

Jeg tror at det er vigtigt at Akademiet rummer den slags facetter. Det farver og påvirker de meget pligt-læ­sende medlemmers bedømmelse af det læste. Den rene litterære verden kan som alle “rene” og sluttede verde­ner meget hurtigt blive selvtilstrækkelig hierarkisk.

Steen Eiler ivrede ofte for at Akademiet brugte sine sammenkomster til at samtale om andre emner end dem der var snævert knyttet til de litterære prisudde­linger. At intelligente mennesker skal bruge deres tid til at uddele priser, fandt han urimeligt. Han mente også som Elling at der skulle rettes på togaerne og føres åndrige samtaler. I den sammenhæng henviste han altid til andre akademier, som f.eks. Akademiet i München, der havde klasser for musik, bildende kunst osv., og som indkaldte til møder med oplæg om mere grænseoverskridende emner.

Jeg har kun oplevet Steen Eiler som passivt med­lem. Han deltog ikke i afstemningerne, men det betød bestemt ikke at han var stum. Tværtimod. Han talte uafbrudt. Og havde udviklet en særlig teknik med at tale hen over de naturlige punktummer, der hvor der havde været mulighed for at bryde ind, uden at trække vejret. Den nødvendige vejrtrækning lå der­imod meget raffineret midt i sætningerne.

En anden stor snakker var Elsa Gress. Hun forsy­nede møderne med en permanent baggrundslyd, “som kartofler der står og småkoger” som Jørgen Gustava Brandt udtrykte det. Når Steen Eiler kom til, blev denne småmumlende lyd suppleret med en højere tone, en fløjtekedel (et nu næsten forsvundet appa­rat) med evigt kogende vand.

Jeg har grebet mig i at savne disse fortrolige lyde.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).