Sven Møller Kristensen

Man kan savne hans dæmpede stemme med dens ka­rakteristiske små rytmiske hop. Var der en svag klang af jysk? Hvem tænkte ellers på at han var præstesøn fra Darum, hvor Feilberg havde syslet med sagn og over­tro. Men han voksede op på Langeland, hvor der her­skede munterhed og materialisme. Og så blev det i øvrigt 1920’ernes København, hvor Vejlestudenten mødte den unge kulturradikalisme og engagerede sig på den socialistiske front. Han var imidlertid et musisk menneske, studerede sang som bifag til dansk og kom på bænk med komponisten Bernhard Christensen, der lever den dag i dag. Denne indviede ham i det nye tonesprog, jazzen, ikke som sværmeri for urskovsmy­stik eller primitivisme, men som udtryk for tidens nøg­terne saglighed, den synkoperede hverdag. Da min år­gang af gymnasiaster sang hans og Bernhard Chri­stensens jazzoratorier De 24 timer og Skolen på ho’det, var det umuligt for os at stå stille. Og når Trymskviden blev til “Trompetkvadet”, var det måske ikke så fjernt fra Eddadigtenes oprindelige fremførelse med ryt­misk recitation og gestisk illustration.

Hans mål var aktiviseringen af det hele menneske, krop og ånd i ét, hvad Johan Huizinga kaldte Homo ludens. Det gjaldt om at få menigmand viklet ud af de borgerlige konventioner. Han kom ind i de venstrein­tellektuelle kredse omkring Kjeld Abell og Poul Hen­ningsen og leverede versteksterne til Melodien der blev væk. Det var ikke alvorstunge socialismeteoretikere; betegnende er et par linjer fra hans heksameterhyl­dest til PH på hans fødselsdag:

Du er så udpræget praktiker, skaber af lamper og drager,
legende, syngende, aldrig (såvidt man da véd det) en bogorm ...

Hans senere fremstilling af Digtningens teori begynder ikke på ret marxistisk vis med samfundets produk­tionsforhold, men derimod med den oprindelige “orkestiske” enhed af dans og sang og ord, hvoraf den litterære tekst er en sildig udspaltning. Modernismens eksperimenter med tryksider og bogstaver var ham en kunstig hjernesport. Derimod ville han have gouteret de unge performers blandt postmodernismens lyri­kere (T.S. Høeg, Jens Blendstrup).

Selv debuterede han med et par bøger om musik og jazz, og samtidig blev han knyttet til et progressivt kur­sus for småbørnspædagoger (bl.a. ledet af Sofie Rifbjerg), der satsede på at udvikle den kreative fantasi. Han ægtede en børnehavelærerinde, og da han selv fik børn, skrev han børnebøger og medvirkede siden til at udbygge fagstudiet af børnelitteratur. I barnet ligger grundlaget for det musiske.

Fra musikken førte han den saglige stilanalyse over på litteraturen. Under indtryk af den nytiltrådte pro­fessor Rubow valgte han i stedet for den biografisk­psykologiske tilgang til digtningen det stilistiske prosastudium og disputerede på en afhandling om dansk fiktionsprosa 1870-1900, i 2. udgave kaldt Im­pressionismen i dansk prosa. Men hans egentlige inter­esse lå i litteratursociologien, i naturlig forlængelse af hans politiske ståsted. Hans tobindsværk Digteren og samfundet i det 19. århundrede var et provokerende pionerarbejde, selvom det langtfra forfaldt til de ou­trerede holdninger som retningen senere kom til at udvise.

Han har selv beskrevet sin udviklingsgang fra det liberalt-grundtvigske hjem over Brandesradikalisme i gymnasiet til socialisme i studenterkredsen. Modstan­den mod nazisme og fascisme fik Sovjet til at “stå som håbet og vejen frem i kraft af kulturrevolutionen [og] planøkonomien”, indgydende “skiftevis tillid og tvivl”.

I samme artikel fra 1979 (i Den kødelige rationalisme) har han forklaret hvordan han 1945 tilbød sig som lit­teratur- og teateranmelder i Land og Folk og samme år indmeldte sig i kommunistpartiet. Der var svære an­fægtelser helt siden Moskvaprocesserne, men “hver gang tog man mod en tilsyneladende god forklaring”. Utroligt som Stalinregimet kunne stikke omverdenen blår i øjnene. Møller Kristensen udmeldte sig først 1957, ikke på grund af forholdene i Rusland, men på grund af den stramme ensretning i DKP.

Hans udogmatiske indstilling – han har betegnet sig som “en moderat eller hellere en kritisk marxist” – gjorde ham velegnet som redaktør af venstrefløjstids­skriftet Dialog 1950-52 som modvægt mod Heretica, efter at han 1945-50 havde redigeret det rent litterære Athenæum. Programartiklen i det første Dialog-num­mer hed “Rationalisme og humanisme”. Han afviste her at den herskende kulturkrise skulle skyldes ratio­nalismen: “kan det være muligt at den mest ufornuf­tige af alle verdener lider under et overmål af for­nuft?” Det skyldes snarere misopfattelsen og misbru­get af den menneskelige ratio, og heroverfor sætter han et humanistisk program om en forening af intel­lekt og instinkt til en naturlig helhed. Det var i det hele hans kulturpolitiske ideal, lige langt fra de yder­ligheder som Otto Gelsted har kaldt aben og englen: det dyriske og det metafysiske.

(Teksten er oprindelig udgivet som en del af bogen Det Danske Akademi, 1995-2002: Minderids. Gyldendal, 2003).