Ditlev Schepelern

Kære Ditlev Schepelern.

I sensommeren havde København besøg af H.C. An­dersens store kinesiske oversætter, Ye Junjan. Det var morsomt at træffe den gamle vismand. Vi fandt hinan­den i den overbevisning, at en oversat bog er en del af sit nye sprogs litteratur. H.C. Andersen er idag en ki­nesisk forfatter. Den gamle franske vismand, Montaigne, erklærede sin kærlighed til grækernes Plutark, efter at Plutark er blevet fransk, depuis qu’il est francais, som Montaigne så slående udtrykker det. Den oversætter, som arbejder med indsigt og kærlighed, udfører et vigtigt kulturelt hverv, når han dermed ud­vider sit lands åndelige horisont.

Det har du gjort og på en meget selvstændig måde. Du har en hovedandel i disse tiårs generobring af skjulte skatte i vor litterære arv, oversættelsen af vær­ker, skabt af danske, men begravet, fordi de blev skre­vet på latin.

Først nævner jeg, at du for Holberg-Samfundet 1961 oversatte to raske akademiske småskrifter af Holberg. Hans kontroversielle Baccalaurprogram fra 1720, som blev undertrykt, fordi professor Holberg deri højlydt klagede over, at så få søgte at erhverve de højere, vi­denskabeligt betonede grader ved Universitetet. Des­uden Holbergs kloge rektortale, da han i 1736 afgav po­sten som Universitetets rektor. Du behersker alle Hol­bergs tonarter!

1971 disputerede du på en afhandling om den store Ole Worms samling af naturgenstande m.m. Du påvi­ste, at Museum Wormianum ikke var et småkomisk rari­tetskabinet, men en videnskabelig og pædagogisk ud­nyttet studiesamling. Forinden havde du, for Det dan­ske Sprog- og Litteraturselskab, oversat og udgivet, 1965-68, Breve fra og til Ole Worm, tre bind med ialt 1200 store sider. Der findes intet værk, som fører os så nær ind på lærdommens dagligliv i Norden og ud i Europa. Jeg forstår den kendte danske naturforsker - det var C.J. Ballhausen - der erklærede forleden over for mig, at han havde læst dine tre bind to gange. Ole Worm var medicinsk professor, men spændte som naturfor­sker og oldtidsforsker meget vidt. Det var brevet på la­tin, som var det nemme og naturlige bindeled, mediet, for alle videnskabeligt vågne i den gamle verdens lande, inklusive fædrelandet. Det faldt af sig selv, at æl­dre og yngre kolleger, placeret i København og Sorø, skrev på latin til hinanden, også når det gjaldt familie­nyt eller bare sladder.

Ole Worm havde en særlig omhu for de unge dan­ske, han fik sendt på studierejser til Holland, Tyskland, Frankrig og Italien. For at høre hans og dr. Schepe- lerns mæle, lad os læse Worms brev af 11.5.1640 til den unge, senere meget berømte Thomas Bartholin, som dengang lå ved universitetet i Leyden. Bartholin vil supplere sin afdøde faders artikel om pygmæerne - Caspar Bartholin: De pygmæis - fra 1628. Nogle har i mellemtiden hævdet, at pygmæer blot er gespenster som dem der huserer i metalgruber. Kan det være rig­tigt? Nej, svarer Ole Worm. Ikke fordi Worm benægter gespensternes eksistens, men fordi pygmæer er sårbare. Spøgelserne „er Aander, og naar de viser sig i fantastiske Skikkelser for at gøre Indtryk paa Menne­sker, er de virkelig iklædt legemligt Hylster, ellers kunde de ikke saa pludselig komme tilsyne og for­svinde igen. Men de rigtige Pygmæer kan aldrig af­lægge Legemet efter Forgodtbefindende, men bevarer det sammenknyttet med Sjælen lige til Døden. Hvor­for de altid er synlige. De kan berøres, de kan dræbes og behandles paa anden Maade som andre Menne­sker" (II: 187-88). Noget at tænke på i vore parapsykiske, visionsglade dage, hvor gengangerbegrebet går igen.

Ole Worms sidste brev i samlingen er rettet til hans søn Willum i Leyden, medens „Pesten hærger os“: Vi er „stedt i de største Farer. I sidste Uge døde 561, i for­rige 526. Gud bevare os naadigt! Din Broder Matthias har jeg sendt til Bergen, for at han kunde være i større Sikkerhed. Hvor Resen er, ved jeg ikke ... Moder [Worms tredje hustru] og alle vore hilser dig - ved Guds Naade alle raske! Det omtalte Papir har jeg sendt til Roskilde til [Bertel] Bartholin, som jeg hører er i største Sorg, fordi hans Hustru ligger på det yderste" (III: 521-22). Som læge gjorde Worm sin pligt til det sidste. Brevet her er skrevet 15. august 1654. 14 dage efter var Ole Worm død, d. 31. august, ikke af pesten, men af en blærelidelse. Der er mange menne­skeskæbner i disse breve, som du har oversat i et hel­støbt dansk, hvori du her og der lader den latinske re­torik gå over i sætningsføringen. Det gælder tillige din fordanskning af de dagbogsnotater, som den purunge Niels Stensen (Steno) førte, medens han under sven­skernes belejring af København 1658-59 som student deltog i hovedstadens forsvar: Niels Stensen i hans Chaosmanuskript, 1986.

Som prosaens mester er du versets. Efter Worm-brevenes fortrolige snak fik vi Anders Sunesens 8000 høj­stemte heksametre. Dagligt liv i det 17. århundrede er­stattes med middelalderens teologiske systematik. Hexaemeron udvikler, i 12 sange, menneskets stadier fra Skabelsen til Verdens ende. Den nyskabte Adam og hans Eva, Syndefaldet, og Den yderste Dom. En lære­bog som disse vers og Jørgen Pedersens analyse giver os en ny nøgle til Danmarks religiøse tankeliv i skola­stikkens tidsalder. For at vise din digteriske kløgt af­skriverjeg nogle få vers, hvor et billede vendes om, så at menneskets moralske kraft, med Guds hjælp, trium­ferer (VII: 3932-40). Man tror at høre Augustin:

Gyder vi Vand i et Kar, men har glemt, at det
først skulde renses,
Plumrer vi Vandet med Snavs, medens Dyd har
den modsatte Virkning:
Gydes der Dyd i et Menneskes Sjæl, da vil
Snav­set forsvinde,

Lutret tilbunds som i nyskuret Kar er den renset
for Synder.
Mørket af Lyset forjages, og Gift af den
virk­somme Modgift,
Lasten af Dyden, og Naaden din Synd lader
gan­ske forsvinde:
Opslaa din Port og lad Dyd rykke ind, og din
Synd skal forlades,
Pludselig føler du, at den er væk, for det stærke
den viger
Og giver Plads for det straalende Lys, der Skyer
forjagte.

Per Jovem, du har fortjent din oversætterpris, som fir­maet Uno-X gør det muligt at uddele for første gang. Måske det vil glæde samme fond, at jeg til dine fortje­nester kan medregne, at når den kloge Montaignes sam­lede Essays i 1989 kan udkomme på dansk, i Else Henneberg Pedersens oversættelse, så har din lærdom og sprogsnilde udfoldet sig ved gengivelsen af den fran­ske humanists mange klassikercitater. Montaigne siger ved enden af sin bog, at det er fuldkomment liv, når man forstår på ærlig vis at nyde og nytte de gaver, der er givet os. Således har du fornemt forvaltet dine ta­lenter. Tillykke!

Ditlev Schepelerns takketale

TAK skal være det første ord. Tak til Det danske Aka­demi, der har vist mig den ære at udpege mig som den første modtager af Akademiets oversætterpris. Tak for de smukke ord, hvormed min ungdomsven, professor Billeskov Jansen, ledsagede overrækkelsen. Tak, ikke alene på egne vegne, men også som - selvbestaltet - re­præsentant for den nyttige, men gennemgående lav­mælte kategori af skrivende folk, der virker som over­sættere.

Det sprog, hvorfra jeg oversætter, er latin, og uden iøvrigt at ville gøre brug deraf ved denne lejlighed, vil jeg dog idet mindste begynde med et latinsk citat

tardi venere bubulci (Virgil: Ecl.X,19).

Det betyder: Sent kom oksedriverne, og det kan jeg vel sige som den sidste af de 5 prismodtagere, hvoraf de foregående 4 er produktive litterære personligheder, hvad man som oversætter ikke tør kalde sig.

Da oksedrivernes hæderlige håndtering vel kan be­tragtes som uddød hertillands, tør jeg vel erstatte ordet med et nutidigt modeord og istedet sige: Sent kom vandbærerne.

Vandbærer er et ord, jeg er stødt på, når mit blik un­dertiden strejfer sportssiderne i avisen. Jeg har ikke fo­retaget nogen nøjere undersøgelse af ordets anven­delse, men har det indtryk, at det f.eks. kan dreje sig om en cykelrytter, der nok deltager i de store interna­tionale løb, men ikke har skygge af chance for nogensinde at bære førertrøjen. Intet større arrangement af den art kan vel gennemføres uden deltagelse af mange "vandbærere". Der skal jo være nogle, som verdensme­strene kan køre udenom, en af dem bliver vel nummer sjok. Jeg ved ikke, om man også taler om vandbærere inden for andre sportsgrene. Det kunne være linie­vogteren ved en fodboldlandskamp, en mand som må være fuldt fortrolig med spillereglerne, måske selv en god spiller, holdets støtte et sted i tredie division, men uden chance for at komme på landsholdet.

Nu fantaserer jeg videre og overfører begrebet til kunstens verden. Vandbærere er uundværlige. De kan opdeles i mange kategorier. Der er den dygtige pianist, der har haft en hæderlig debut som solist, men har fundet sin egentlige plads på akkompagnatørens stol. Han akkompagnerer den store solist, hvis navn står med kæmpebogstaver på plakaten, medens akkom­pagnatøren må nøjes med mindre typografi. I anmel­delsen omtales hans indsats ofte kun løseligt, han skal endda være glad, hvis omtalen er anerkendende. Der findes også balletdansere, som aldrig bliver solodan­sere, eller skuespillere, som aldrig får hovedroller, stille eksistenser, som trods alt kan være lykkelige: De hører dog til huset!

Da den unge H.C. Andersen i 1819 kom til Køben­havn, var vel en af hans fantastiske fremtidsdrømme at komme til at stå på Det kongelige Teaters scene, at få sit navn på plakaten. Få år senere var drømmen gået i opfyldelse. Tænker vi os, at han var død kort efter sin debut, havde hans liv dog været et eventyr, hans ene­ste, som han tog med sig i graven. Den hr. Andersen, hvis navn en enkelt gang stod på plakaten, ville være blevet vanskelig at identificere. Han ville være forsvun­det blandt mange andre glemte "vandbærere", men havde dog oplevet at høre til huset.

Det kunne se ud som aftalt spil, men er blot et lyk­keligt tilfælde, at Billeskov i sin tale netop citerede et sted fra min Hexaémeron-oversættelse, hvor der tales om, at vand, som fyldes i et kar, forurenes, hvis karret ikke først er renset. Vandbæreren nævnes ikke, men er dog til stede som den anonyme medhjælper. Oversæt­teren skal også gå til sit arbejde med renset sind for at formidle en andens arbejde på et andet sprog. Han må ikke være et urent kar. Han skal være mere receptiv og reproduktiv end egentlig skabende. Sjældent forven­tes han at være selvstændigt inspireret.

Her må jeg dog tilstå at have oplevet noget i retning af inspiration, overført fra originalens indre kraft, netop ved Hexaémeron-oversættelsen, omsætteisen af et over 8000 vers langt latinsk middelalderdigt til ny­danske heksametre. Uden inspiration havde jeg næppe kunnet fuldføre arbejdet på et par år, endda som fritidsbeskæftigelse. Noget lignende har måske de ukendte vandbærere følt, som for 2000 år siden fyldte vand i de 6 stenkar ved brylluppet i Kana og oplevede, at vandet blev til vin. Men som så mange andre vand­bærere er de glemt, ingen har siden bekymret sig om, hvad de tænkte og følte.

Overskriften til denne lille takketale kunne blive: Noget om vandbærere. Det lyder som titlen på et digt af Halfdan Rasmussen, hvem jeg idag ser for første gang som levende person, men benytter lejligheden til at takke for mange glade stunder - det sker på egne, børns og børnebørns, ja på alle hans landsmænds vegne.

Må jeg som medlem af oversætternes hæderlige vandbærerlaug til slut atter takke dem, som har mulig­gjort indstiftelsen af Det danske Akademis oversætter­pris, Akademiet for at være blevet udpeget til dens første modtager, for at måtte opleve glæden ved at komme på plakaten, for en enkelt dag at høre til hu­set!