Anne Marie Bjerg

Der findes alt for få hæderspriser for at oversætte, selvom det kan være en fin og lødig - skønt dårligt be­talt - kunstart, der beriger vor litteratur ved at ind­lemme klassiske eller moderne værker fra udlandet. Derfor skal rosinen i pølseenden idag være uddelin­gen af Akademiets oversætterpris, som blev indstiftet sidste år af Uno X-fonden. Der står i fundatsen, at „pri­sen uddeles for en oversættelse af høj kvalitet af litte­rære arbejder fra fremmede sprog til dansk. Den kan uddeles enten for en enkelt oversættelse af særlig fremragende kvalitet eller for en indsats som oversæt­ter af et større antal værker." Endvidere står der i sid­ste paragraf, at der ved uddeling skal lægges vægt på, at prisen ofte tildeles kvinder.

Ved årsfesten i fjor blev den uddelt for første gang og tildelt en oversætter fra et sprog der ligger de fleste fjernt: nemlig latin, nemlig dr. H.D. Schepelern. I år har Akademiet blandt vore mange dygtige oversætter­inder udvalgt en, der i særlig grad har oversat fra et af de sprog der ligger os nærmest, nemlig svensk. Det kunne synes en langt enklere sag end at translatere de antikke sprog, men netop på grund af det nære fami­lieskab frembyder det sproglige faldgruber - det som min gamle svensklærer på universitetet, lektor Valfrid Palmgren Munch-Petersen kaldte „farlige ord og lum­ske ligheder" (som titel på en meget nyttig lille ordli­ste). Hun anførte selv et eksempel fra Sven Langes Strindbergoversættelse, hvor et romankapitel indledes med at „sålgarna blommar" dvs. pilene blomstrer, hvad der i den danske udgave blev til at nogen sælger blom­ster. Eller et par dagsfriske eksempler: i det fortjenst­fulde udvalg af Gunnar Bjorlings lyrik tales der om en kokslår, dvs. høkasse; det er blevet til et køkken-lår, ef­tersom man jo i modernistisk poesi kan vente hvad som helst. Og forleden i tv-udsendelsen om Berns Salonger i Stockholm var et verscitat om et smykke på „ditt ånne“ (højtideligt for pande) blevet tekstet som et smykke på din ende - for det var jo dog en variete­scene. Det lumske er at man ikke aner uråd ved de såkaldte homonymer, dvs. enslydende ord, som netop ikke er synonymer, altså ensbetydende. Jeg advarer på forhånd alle læsere af svenske og norske romaner i oversættelse, hvis ordet grine optræder: det kunne være overført i god tro fra originalen, hvor det i så fald betyder det modsatte, nemlig at tude.

Jeg vil dog tro at dagens prismodtager Anne Marie Bjerg ikke har gjort sig skyldig i sådant, som på svensk hedder klavertramp eller grodor (tudser). Hun har nemlig ikke blot studeret de nordiske sprog som en del af sin hovedfagseksamen fra Københavns universi­tet, men også været bosat i Stockholm i otte år. Jeg kan bevidne af egen erfaring, at det er den bedste måde at indleve sig i et andet lands sprog og litteratur og kul­tur. Især hvis man vender hjem igen, før ens eget sprog går i opløsning - hvad der gælder mange danske, som har giftet sig i Sverige eller Norge. Anne Marie Bjerg behersker også dansk ud i de fineste nuancer, og skulle man fremhæve et enkelt af hendes arbejder - som det ifølge prisfundatsen er tilladt - kunne det være for­danskningen fra i år af Kerstin Ekmans 500 siders ro­manværk „Røverne i Skuleskoven“, der spænder over middelaldersprog og folkelig latin, alkymistisk og astrologisk fagterminologi, dialektale varianter og gammeldags sprogbrug.

Desuden har hun klaret andre sværvægtere fra bro­derfolket som Per Wästberg og Göran Tunström, og også fra engelsk, hvor den faglige konkurrence kan være skarpere, har hun hævdet sig ved bl.a. at om­plante James Joyce.

Men ved at fremhæve hendes nordiske indsats kan man samtidig yde en anerkendelse af Nordisk Råds støtteordning til nabolandslitteraturoversættelser. Selv­om det ideale ville være, at danske læsere tilegnede sig svenske og norske bøger direkte, er det næstbedste at disse bliver formidlet på kvalificeret vis af sprogligt og litterært kyndige oversættere.

Ikke mindst da hvis deres gerning kunne vække ap­petit efter originalerne. Goethe har sagt at „Ubersetzer sind als geschäftige Kuppier anzusehen, die uns eine halbverschleierte Schone als hochst liebenswurdig anpreisen: Sie erregen eine unwiderstehliche Neigung nach dem Original" (oversættere er at betragte som geskæftige koblere, der anbefaler en halvtilsløret skønhed som højlig værd at elske: de vækker en ui­modståelig trang til originalen).

Enten nu oversættere således betragtet arbejder på at overflødiggøre sig selv, eller de altid vil være nød­vendige formidlere, er der grund til at stimulere deres slidsomme gerning og give en kontant påskønnelse af en særlig fremragende indsats.

Med disse ord ønsker jeg Anne Marie Bjerg tillykke med Akademiets oversætterpris for 1989.

Anne Marie Bjergs takketale

Tak for de smukke og anerkendende ord om mit ar­bejde som oversætter gennem 21 år. Det er dejligt at mit arbejde og nu Det danske Akademis Oversætter­pris kan være med til at gøre offentligheden opmærk­som på den kunstart som skønlitterær oversættelse er. En sådan forståelse har jo været i glemmebogen gen­nem årtier, ja, måske et par århundreder. Herhjemme savner vi en egentlig, kvalificeret oversættelseskritik. Og vi mangler en oversættelseshistorie.

Jeg har altid syntes det var vanskeligt, og samtidig en udfordring, at forklare hvad det er, som gør dette at oversætte så tiltrækkende - og til noget andet og mere end at slå op i en ordbog og skrive af på sit modersmål. Der kan gives mange interessante sprogteoretiske for­klaringer, men de mangler altid det afgørende: den kropslighed, som al kunstnerisk sprogbrug også er, samtidig med at det er dette mærkværdige svæv mel­lem to sprog, to virkeligheder, hvor et nedslag i det ene sprog, den ene virkelighed, er påkrævet, for at en le­vende og nuanceret anden verden kan træde frem for læseren eller tilhøreren. Vekselvirkningen mellem det fortrolige og det fremmede skal være til stede. Virke­lighederne er ens og alligevel forskellige, fordi de skal sanses gennem to adskilte sprog.

Som jeg har sagt i anden sammenhæng, forholder det sig sådan at man har sin identitet bundet i sit sprog, ligegyldig hvor godt eller dårligt man kan det. Vores danske sprog er det vi har - hvis vi vil have det. Vel at mærke ikke som en hellig ko, der skal røgtes og plejes for at det kan se ud som den altid har gjort. For­fattere og oversættere hører til de professionelle sprogbrugere og udviklere i landet. Og hvis vi vil be­vare vores sprog som noget levende og foranderligt, noget modtageligt og udfarende, er det nødvendigt at gøre det økonomisk og praktisk muligt for os som sprogets møvlere, linedansere og lydfolk at leve med og i samfundet. For sproget og samfundet er hinan­dens forstærkere! Derfor: TAK for prisen!