Tale for Merete Klenov ved overrækkelsen af Akademiets oversætterpris den 29. november 1991, samt Merete Klenovs takketale
Apollon danser med ni muser. Man har hævdet, at filmkunsten fik sin, den tiende muse. Jeg ville gerne for kunsten at oversætte kræve den ellevte.
Det danske Akademi har i mange år ønsket at kunne uddele en særlig oversætterpris. Takket være et kulturvenligt firma Uno-X kan vi nu for tredie gang uddele Akademiets pris for fremragende oversættelser. Pristageren er lektor, cand.mag. Merete Klenow With, hvis største indsats indtil nu er genskabelsen på dansk af Albert Cohens trilogi om de sefardiske jøder på øen Chefatonia (eller Caphatonia). Denne population, så stolt af sin herkomst og kultur, men også selvovervurderende og let komisk, har Cohen skildret mageløst i tre bøger, Solal eller den unge Elsker (1934), Fattigprås (1938) og Herrens udkårne (1968). Da den sidste indbragte forfatteren Goncourtprisen, blev Cohen berømt, og de danske oversættelser kom i omvendt kronologisk rækkefølge 1988, 1990 og 1991. Der er i de tre bøger en overdådighed af stilarter, muntre, saglige, patetiske. Navnlig udfolder Belle du Seigneur en stilistisk virtuositet; Cohen efterligner Proust, Joyce - lige til en prosalyrisk flugt, der minder om Søren Kierkegaard, som nævnes i romanen på linje med Heidegger og Kafka (s. 362). Vores oversætter kan det hele, også den nøgterne ironiske tone, hvormed Cohen skildrer Folkenes Forbund, hvor han har været ansat. De ansatte tænker kun på at rykke op i lønningsklasse. Vi ser en fransk funktionær i mellemregionen. Han får sin arbejdsdag til at gå med ingenting og må endda ærgre sig over sin overordnede, der sender hans skrivelser tilbage til omarbejdelse, fordi han f.eks. har formuleret den afsluttende høflighedsformel med fire gange „de“, og det er en smule ubehændigt: J’ai l’honneur, de vous remercier tres sincérement et de vous prier, Monsieur le Ministre, d’agréer les assurances de ma haute considération“ (s. 46). Klenow With omdanner formlen en smule og erstatter „de“ med „at“: ,,Jeg har den ære at takke Dem varmt og at anmode Dem om, Hr. Minister, at være forsikret om, at vi skal overveje sagen“ (I, 34). Hele institutionen, hvor helten, den forførende Solal, lader sig højt betale, får læseren til at tænke på kolosser af internationale institutioner, som vi underholder idag.
Også faglitteraturen behersker Merete Klenow With. Albert Cohen (1895-1981) var schweizer. Rumæneren Mirca Eliade (1907-86) gjorde fra o. 1950 en international karriere som religionsforsker. Han ser al religion som mødet med det hellige, og hylder personligt en forening af arkaisk religiøsitet med europæisk humanisme og østerlandsk mystik. Hans på fransk affattede Histoire des croyances et des idées religieuses er i tre bind, hvoraf Klenow With har oversat det første. Vi ser ved sammenligning, at hun forstår både antropologiens og myteforskningens terminologi. Hubert Monteilhet’s enorme roman Nnopolis (1984; dansk 1986) fremmaner en kogende bestialsk og dog spirende kristen verden. Her har oversætteren brug for hele bredden af det danske dagligdags ordforråd. En lille prøve (s. 29):
"Denne januarmorgen hvilede en klam kulde over de lavere dele af byen, da Marcus vågnede med et sæt ved at en nyfødt skreg højt og hjerteskærende, fordi en skarnskvinde havde anbragt barnet på møddingen bag hans ejendom i bunden af blindgyden. Det var så meget mere irriterende, som han normalt ikke kunne sove, og fordi minutterne lige før solopgang var de eneste - foruden middagstimen - hvor Roms sædvanlige baggrundsstøj dæmpedes.
Da kærretrafik var strengt forbudt i dagtimerne, ifølge Julius Cæsars forordning, - undtagen når det drejede sig om bygningsarbejder eller reparationer - så var det om natten at alle byens lagre og markeder blev forsynet. Næppe var solen forsvundet bag Janiculumhøjen før en utålmodig sværm af vogne, kærrer og trækvogne ventede på angrebssignalet foran Roms sytten porte. Og ikke så snart var dagens lys fordunklet, før kuske, lastdragere og muldyrdrivere begyndte at piske deres dyr ind i den umådelige mørke labyrint, som ikke skulle finde fred for deres råben, vrinsken, rumlen og knagen før daggryet afløste mylderet af flakkende lygter og fakler.
Marcus’ drømme, som efter hans fald husedes i en vaklevorn ejendom i hjertet af den gamle stad, akkompagneredes af hestegrin og hestepærelugt, af fiske- og lortestank, der trængte sig ind ad de skævtlukkede skodder, sammen med harpikslugten fra faklerne, som i hans drømme mindede ham om den evige fare for ildsvåder, der sammen med pestangreb var romerens store rædsel.
Men når dagen brød frem, brød en vældig larm pludselig ud, en umådelig summen, isprængt mere klangfulde og aggressive lyde. Butiksfolk af enhver art, fra barberen til slavehandleren (for Rom havde af en slags blufærdighed ikke et egentligt slavemarked), tog skodderne fra deres boder og opstillede deres stader og kurve på gader. Blikkenslagere, smede, låsesmede og guld- og sølvsmede hamrede løs, så det klang. Kroholderne råbte med varme pølser og blodpølse. Skolemestrene og deres elever kæftede op i søjlehallerne. De omvandrende gadehandlere fra Trastevere falbød glammende deres svovlstikker, og tiggerne stønnede deres klagesange frem. Ingen kunne tænke på at få søvn i øjnene, før det blev siesta."
Fra 1989 er oversættelsen af den lille fine selvbiografi af Marc Chagall: Mit liv og min kunst (1931). Den jødiske flertydighed i Chagalls hebraisk er øjensynlig bevaret gennem hustruens fransk til Klenow Withs dansk. Ligesom Marguerite Yourcenars noget slæbende franske diktion går igen i den lige udkomne I from erindring (1992), Souvenirs pieux, første del af tre.
Det er mig en glæde at overrække Merete Klenow With denne belønning - 25.000 kr. - for oversættelser, som vidner om bred kulturel indsigt og en imponerende beherskelse af modersmålet.
Merete Klenovs takketale
Jeg har af Tage Skou-Hansen fået strenge pålæg om at fatte mig i korthed. Det kunne naturligvis gøres à la Per Højholt: Kommer ind, siger tak, nejer og går ud igen. Men jeg har lidt mere på hjerte, som jeg må af med.
Først vil det da være rimeligt at takke Uno-X for at de har stiftet en fond, som består efter at firmaet er nedlagt. Og dernæst vil jeg sandelig også takke Det høje Akademi, fordi man har valgt netop mig som prismodtager blandt de mange, der giver sig af med at oversætte, og endelig vil jeg takke dig Billeskov Jansen for dine rosende ord.
Jeg har jo i tidernes morgen været din elev på universitetet og står faktisk også i stor taknemmelighedsgæld til dig som lærer. Jeg vil her lige nævne et godt råd, som du engang gav mig, og som delvis har hindret mig i at sætte pen til papir, men som du altid selv har levet op til. Det lyder: Hvis man skriver noget - eller holder en tale - skal der være bare én ting deri, som folk ikke vidste i forvejen. Det råd kan man jo ikke godt følge som oversætter, men jeg vil alligevel fortælle forsamlingen noget, som måske ikke alle ved: en neurolog fortalte mig engang, at vor hjerne er sådan indrettet, at de forskellige sprog vi kan, ikke ligger i et alment „sprogcenter", men derimod er lagrede hver for sig. Han nævnte et utroligt eksempel med en ældre mand, der fik sit dansk-center smadret ved en ulykke, så at han blev så at sige stum på dansk, men som tog til England og klarede sig fint på sit engelskcenter - eller som EDB-freaks ville sige: på sin engelske file.
Det er ret indlysende, at skal man oversætte, må der være mindst to files/filer som fungerer; det er i sig selv ret forunderligt, men det helt mirakuløse er så, at de kan kobles. Marguerite Yourcenar, der også indimellem oversatte, siger, at i den situation er man som et medium, et gennemgangsled. Og det giver jeg hende ret i, sådan føler i det mindste jeg processen. Men så kommer der jo somme tider kurrer på tråden, der er ord og udtryk man ikke kender eller forstår, eller man „forstår" dem udmærket, dvs. man ved godt, hvad det sproglige udtryk dækker i „virkeligheden", men ved ikke, hvad fænomenet hedder på dansk. At finde løsninger på de problemer er mere et håndværk. Personligt har jeg haft den store lykke at kende et levende, omvandrende fransk-dansk leksikon, p. Pierre Grégoire, som ikke alene kender glosen på begge sprog, men som kan give en bred historisk baggrund for dens franske anvendelse.
Tilbage står det uforklarlige, koblingsmekanismen. Og den takker jeg også for, det må vel være opad, den tak rettes. Det er en stor gave, som jeg er meget taknemmelig for, fordi det er så sjovt at oversætte, og jeg godt kan lide at more mig. Og så vil jeg sige tak, neje og gå ud.