Else Henneberg Pedersen

1991 udkom hos H. Aschehoug, Oslo, en fængslende bog, som ligger det område nær, vi her skal omtale, Det umuliges kunst. Om at oversætte.

Den består af 23 essays og interviews. I spidsen en artikel af Erik Gunnes: Kan Bibelen oversettes? Det er jo en sag, vi også her i landet nylig bar været igennem, under offentlig­hedens levende opmærksomhed. Erik Gunnes er pro­fessor i historie, og han har oversat bl.a. Det nye testa­mente (1968). I artiklen giver han i en oversigt bibel­oversættelsernes historie og diskuterer principielle synspunkter, især det altid tilbagevendende problem om ordforrådets modernisering. Det er for os i Aka­demiet interessant, at Det norske Akademi for Sprog og Litteratur i 1968 fik de norske prøveoversættelser forelagt; det gjorde indvendinger mod mange hver­dagslige ordforslag - og blev ret ofte fulgt. Akademiet forsvarede bibeltekstens traditionelle karakter af høj­hed og tilrådede derfor at benytte det højeste stilplan inden for norsk nutidssprog.

Blandt de mange bidrag er for os idag særlig aktuelt professor Anne-Lisa Amadou: „Når språket blir mimetisk fra en Proust-oversetters erfaringer".

Et brændende spørgsmål i litteraturens danske verden er jo: hvem skal nu oversætte Proust. Den gamle oversættelse er klart utilfredsstillende. Prousts værk er selve åbningen til den moderne roman. Norge og Sverige har med stor indsats fra samfundets side fået Proust fornyet. I Danmark må forlag og stat forbinde sig og således skaffe en ny generation af danske adgang til Marcel Prousts’ underfulde verden.

Det er Anne-Lisa Amadous tese, at „innenfor den enkelte setning finner man hos Proust en helt forbløf­fende samsvar mellem syntaktisk oppbygning og den situasjon som skildres. Når den elegante adelsmannen Saint-Loup gjør så sterkt inntrykk på fortelleren ved i én og samme bevegelse å hoppe opp i sin vogn, gripe tøylene, åpne et brev man rekker ham og la hestene sette i trav, blir dette inntrykk formidlet ved en samtidighet også på det syntaktiske plan.“ Den norske over­sætter gør opmærksom på, hvilken fordel den franske forfatter har af præsens participium, her „prenant” og „decachetant”, som norsk (og dansk) i almindelighed ikke kan udnytte.

Hos Proust er altså trofasthed mod syntaksen et ho­vedkrav for oversætteren, „lydhørhet overfor setnings- melodien”, som prof. Amadou konkluderer.

For tredive år siden skulle jeg til en tosproget dansk­fransk antologi (Anthologie de la littérature danoise. Edition bilingue. Auber: Paris 1964) bruge en fransk oversættelse af Karen Blixens Sorg-Agre. Den blev ud­ført af Yvonne Manceron, med stort mesterskab. Slående var oversætterindens blændende frihed over for sætningens dele og hendes tvangfri udnyttelse af ordklasserne til enhver periodes afrunding og fuld­kommengørelse.

Når jeg så spørger: hvori består den høje kvalitet af Else Henneberg Pedersens danske oversættelse af Mi­chel de Montaignes Essais fra 1580-88, så bliver svaret: i den eminente forståelse for og gengivelse af filosoffens skiftende stilleje og den forbløffende evne til at gengive hans overalt sansebetonede sprog. Montaigne er filosof trods nogen. Man kunne meget vel opstille hans grund­begreber i deres sammenhæng, som et system, der om­fatter tilværelsen og dens gåder. Men Montaigne er samtidig livsfilosof, et menneske som iagttager sig selv, fremstiller for os alle sine observationer over sine følel­ser, tanker og handlinger. Og sammenholder det hele med erfaringer fra samtiden og historien. Altsammen for at finde ud af hvordan livets muligheder kan udnyt­tes. Han bevæger sig som tænker i levende skildringer, i situationer, fra eget og andres liv. Hans stil er hele ti­den konkret, livsnær. Lad os tage en prøve, en blandt ti tusinde. Montaigne holdt af sit eget selskab. Med sine bøger i tårnet på sit slot. Men han elskede også samta­len. Han har et essay (3. bogs 8. kapitel), der hedder L’art de conférer, dvs. kunsten at samtale. Heri siger han, i Else Hennebergs indfølte genfremstilling: „Hvis jeg di­skuterer med en intelligent og skrap modstander giver han mig af sporerne, presser mig fra højre og venstre, og hans ideer får mine til at vælde frem. Rivaliseringen, ærelysten og kampånden driver mig og får mig til at overgå mig selv. Det er dødsenskedsommeligt at være enige i en samtale.“

Kapitlet er ikke med i det udvalg af Montaignes Essais, som den fortjenstfulde Karen Nyrop Christensen udgav 1955-61. Så vi kan ikke sammenligne. Den er­farne oversætterinde, som Else Henneberg i Oversætte­rens forord yder fuld honnør, var åndsfrisk op i sin høje alder. Hun døde, 95 år gammel, 22. juli 1992, knap fem måneder før den nye og fuldstændige Montaigne udkom.

Vi har altså nu, efter 400 år, den hele Montaigne på dansk. Blandt sine kæreste forfattere havde filosoffen grækeren Plutark, efter at denne, som han siger, „er blevet fransk", depuis qu 'il est francais. Vi kan nu sige om Montaigne, at han her kan blive manges yndlingsfor­fatter, efter at han er blevet dansk.

Hvad der kostede oversætteren seks leveår, fuldtids. Men dermed har Else Henneberg også med triumf øvet det umuliges kunst, gjort det umulige muligt. Som en udmærkelse for denne bedrift er det mig en stor glæde at overrække hende Akademiets Oversæt­terpris - en check, stor 25.000 kr. En opmuntring til at løse andre vigtige opgaver.