Jørgen Sonne

Verbalerotiske situationer

Al digtning er samtale. Digteren henvender sig til sproget, som svarer igen; når de er færdige og leverer resultatet videre, kommer læseren eller lytteren til, og en ny samtale går i gang, når vi glædes eller forarges eller giver os til at elske og skælde teksten ud. Og selv om der bliver ved at stå de samme bogstaver på siden, opfører de sig meget forskelligt, når man reagerer.

Nogle digtere har ikke nok i deres eget sprog, men må indlade sig i dialog med tekster på andre tungemål og få dem til at tale fx dansk. Det har konsekvenser for digternes eget sprog, der nu optager nyt indhold, som på sin måde må svare for sig.

Når den fine lyriker Thor Lange, som levede det meste af sit liv i Ukraine, gendigtede russisk lyrik, lød det tit meget melankolsk. Kom melankolien fra ham selv eller fra slavisk poesi? Han bærer et stort ansvar og bærer det med herlig anstand.

Dansk litteratur har en smuk tradition for gendigt­ning af fremmed verskunst. Mange digtere har investeret noget af deres bedste sprogkunst i sådanne samtaler, Aarestrup konverserede elegant med Heine, Chr. K.F. Molbech oversatte Dantes Guddommelige Komedie i rimede terziner på vellydende sølvalderdansk, Holger Drachmann arbejdede i mange år med gendigtning af Byrons versroman Don Juan, med stort held, Johannes Jørgensen og Sophus Claussen fandt deres fremmede valgslægtskaber, bl.a. i Baudelaire.

Claussen, der endda ikke var særlig skrap til en­gelsk, skabte en intim dansk version af Shelleys store digt „The Sensitive Plant“. Ved et møde, jeg deltog i for et par år siden, om udenlandske klassikere på dansk, blev hans gendigtning af denne følende blomst fremhævet som et langt bedre digt end originalen. „Hvad med at oversætte det til engelsk?" hviskede min nabo.

Blandt yngre, samtidige mestre i denne tvetunget- hed kunne man nævne Ivan Malinovski, Thorkild Bjørnvig, Erik Stinus, Uffe Harder. Det Danske Aka­demi har imidlertid valgt at tildele Jørgen Sonne Oversætterprisen på 50.000 kr., da han har den fordel at være i live og, til forskel fra et par af de andre nævnte, ikke være medlem af Akademiet - endda at have særlig status som Akademiets faste ikke-medlem.

Det er første gang Oversætterprisen går til en lyriker, en som har brugt år af sit professionelle livs bedste energier på inspirerende samtaler med alverdens dig­tere fra før og nu. En lærd og belæst mand, der altid er gået efter de sværeste, særeste, på en gang utilnær­melige og vidtfavnende digtere, og har fået dem til at svare på dansk, inden for en sprogskala, der strækker sig fra den fineste græshoppelyd til det groveste tud­seræb, fra William Blakes himmelske profetier til Maldorors animalske brutalitet hos Lautréamont.

Hør dette ru kvak fra samfundets bund i 1400-tallet, hvor tyveknægten, den fordømte poet Francois Yillon, holder til sammen med luderen Margot „i det bordel, hvor vi to fører hus“:

Vi kommer overens: jeg slår en fjert der puster sig mér op end giftigt kryb.

Hun ler og sætter labben på min isse,

„Go! go!“ sir hun, og gnider mig på skinken. Beruste sover vi så som en sten ... og når hun vågner ved at maven buldrer, stiger hun på mig, at ej støde frugten. Jeg stønner under hende, flad som fjæle, hun ødelægger mig med alt det hor, i det bordel, hvor vi to fører hus.

Det var i 1962, i 500-året for Villons Store Testament, en komplet oversættelse i den strenge balladeform, hvor rimene dog er ofret på dansk, som jo også har langt færre til rådighed end det franske sprog. Frankrig kan sagtens. Dér kan de altid få det mest urimelige til at rime.

Allerede i 1940'erne havde den nu 70-årige Jørgen Sonne punktoversat digte af Chaucer, Rimbaud og James Joyce, senere kom et hæfte med elizabethansk teaterlyrik, og derefter tog han fat på den store, om­stridte lyriker og teoretiker Ezra Pound, modernis­mens digteriske forskningsprofessor. Et stort udvalg af hans Digte og Cantos kom i 1968, omfattende både en­keltdigte i stramme og zirlige kunstformer og så disse frie, encyklopædiske, hvirveltalende cantos.

En „Ripost" herfra, der også kunne være et svar til Villon og hans Margot, lyder på Ezra Pounds dansk, „En pige":

Træet er kommet ind i mine hænder,
Saften er steget op i mine arme,
Træet er groet i mit bryst - Ned ad
Gror grenene ud af mig som arme.
Træ er du,
Moss er du,
Du er violer med vinden over sig.
Et barn - så stor - er du,
Og alt dét her er tosseri for verden.

Tosseri for verden er vel især Jørgen Sonnes intense optagethed af franske modernister, efter at han har været atlasset rundt i engelsk, tysk, italiensk lyrik, og efter at have samlet og udgivet antologier fra eksotiske steder og stået for det store bind Verdenslyrik i klassi­kerbiblioteket med talrige egne oversættelsesbidrag.

En forløber var De første moderne (1983) med hans gengivelser af Mallarmé, Lautréamont, Rimbaud, Baudelaire og Nerval.

Da virkeligheden dog var for tornefuld for min stortanlagte karakter, - befandt jeg mig ikke desto mindre hos Madame, som en stor gråblå fugl der fløj op mod loftets gesimser og slæbte vingen i aftenens skygger

Således siger Rimbaud med Jørgen Sonnes stemme - eller er det Jørgen Sonne, der taler som Rimbaud?

Og så den store og dybtgående samtale - eller nær­mest et seminar - med De franske surrealister (1994), en kritisk kærlighedserklæring til den franske lyrik i mellemkrigstiden, denne undersøiske eksplosion, der modsætningsvis udløste gunstige strålingsener­gier i digternes bevidstheder i den vestlige verden, efterhånden inklusive Danmark. Det gælder navne som André Breton, Benjamin Péret, Robert Desnos, Tristan Tzara, Louis Aragon, Paul Eluard og René C har.

Det er med Paul Eluards ord „de skønneste postkort“:

... med barnekvinder, blomsterkvinder, stjerne­kvinder, flammekvinder, havets bølger, store bølger af kærlighed, af drøm, digternes kød, tjenestepiger, her­skerinder, drømmesyner, genlysende jomfruer, fuld­endte kurtisaner, sagnprinsesser, forbipasserende, de opbygger kraften, udtrykkene og grunden i at være mand, saliggør hans svaghed, får glæden til at vælde frem og sorgen til at synke sammen ...

Det er jo en erklæring, man tager hatten af for, og jeg låner disse Eluard-ord, som Jørgen Sonne har gengi­vet, som tilegnelse til brobyggeren Jørgen Sonne selv. Elan har gennem sådanne flersprogede møder og elektrisk-erotiske dialoger beriget dansk lyrisk diktion med en særlig „tonalité sonnesque", der har hidset sproget i en accentuerende, rytmiseret lidenskab i en gengældt elskov.

Jørgen Sonnes takketale

Min Tak for denne endelige anerkendelse må være overpersonlig og mellemmenneskelig; sådan som et godt digt er det, og som et helt sprog virker. For igen­nem dét træder vi ind i ny og fremmede verdener, de lukker sig op for os dér, borte fra digteren selv; og altid væk fra den glemte oversætter. Et nyt liv og udsyn, her og nu, i vores eget mere, eller især mindre, levende dansk.

Men det er mærkelig nok meget få digte man kan finde, der er skrevet om denne opladelse af et nyt fremmed sprog. Selv i disse lange tider, hvor folk har snakket sig døve og blinde om Sproget, med stort S, som om der kun var ét eneste sprog, og hvor visse dan­ske digtere minsandten er blevet til Sprog-Digtere (formodentlig på Dansk). Ingen af dem, ja selv ikke Metadigterne, har dog evnet eller gidet at skrive om en sådan indre horisontudvidelse. Dén der Meta har vist sveget disse ømme digtere?

Vi må gå til en betydelig digter, et af de væsentlige navne i Romantikken, for at finde et betagende digt om denne vældige expansion i sindet ved et fremmed digt og et ukendt sprog. Det er den stadig læseværdige John Keats, og det er i hans sonet, On First Looking lnto Chapman’s Homer - Om første gang at se i den Homér- oversættelse, som George Chapman gjorde; og han er en så temmelig bizar Elizabethaner omkring 1600. Men her siger jeg nu de sidste og kulminerende linier på en slags Engelsk (for vi er dog i Danmark og i daningliss: AJ VUD I AfK O SÆJ TO JUU, sådan taler en Statsminister) - Men altså:

Then felt I like some watcher of the skies
When a new planet swims into his ken -
Or like stout Cortez, when with eagle eyes
He stared at the Pacific, while his men
Looked at each other, in a wild surmise, -
Silent, - upon a peak in Darien.

Den slags holder man sig øjeblikkeligt fra at oversætte eller, som det kaldes, at gendigte ... For det får aldrig det schwung og indre sus som originalen har, bare i sin koncise lyd og expansive rytme. Og dét er digte­rens inderste nerve i hans digteri. Men det her er de oplysninger, der gives i digtet:

Da jeg først så i Chapmans Homér:

Da følte jeg mig, som en stjerne-gransker, når en ny planet svømmer ind i hans synskreds, -

Eller som den seje Cortez - da han med ørne-øjne stirrede på det Store eller Stille Ocean - imens hans mænd så på hverandre, i en vild anelse, - tavse, - på en tinde, i Panamà-tangen.

Sådanne endeløse, uoverskuelige verdensrum så en Romantiker i en text.

Så sejlede han ud i dem.

Og sådan finder en digter en anden digter, han kan sejle op til, én, der er sejlet hårdt op til vinden, - og hvor nær kan man komme på den kurs, kan man få sejlet ham i hjemlig havn. Nej. Ikke i dette udflydende og lade sprog, i et land der ligger hav-indlullet, hvor hver og én driver sit lyriske magsvejr-fiskeri.

Men når man forsøger at navigere gennem århun­drederne som digter og oversætter, er det værre. Hvad med den Rimbaud, jeg begyndte på i nitten otteog­fyrre, bliver den nogensinde færdig og så udgivet. - Hvordan med de 5 bind, der står på min skærmskri­ver, Fra Sen Antik og til Barok, kommer dé ud på tryk: Hele Middelalderen i sin ynde, ømhed og vidd, en Renaissance i sin vældende farvepragt og klang. Hvem ville finansiere den slags. - Så de 5 forbliver der, uset, i et sort tomrum. For man skriver til femten fonds (og det ene existerer end ikke), tre af dem svarer en! Man slås for livet for én bog, to bele år igennem, så ens æg­teskab slår revner, det er bare behandlingen for en digter. (Efter tre-og-fyrre år). Men hvor besynderligt, man får et gratis og afknappet honorar, for sådan fem års intenst arbejde, og bogen bliver udgivet, ja, den anmeldes endda. Og sådan har man spildt sine mest intense timer og mere end et halvt menneskeliv.

Navigare necesse; vivere non est. At sejle er nødvendigt, at leve det er ikke nødvendigt. Men måske handler digte nok om at leve, om et hedt indre liv sammen med dem. Og om dét er der på dansk et digt, om den samme følelse som Keats’, om det samme vældige digt og dets sprog, om Homer og hans oinos thalassos - det violet-vin-plumrede Middelhav:

Græsk! En rystende Olding
skanderer i hoppende Takt
homeriske Heksametre
- og blå bliver Stuen af Pragt.
Brusende blåt går Havet,
og blåt er det blæsende Rum.
Funklende Aphrodite
står i det gnistrende Skum.
Mod Øen af Middelalder
og Mørket, vi mugnede i,
skyllede, Hellas, din frie,
strålende Havharmoni.
Det gik mig som Gys i Sjælen,
som brede Striber af Lys.
Det var som et eneste vældigt
befriende Skabelsesnys.
- Jeg glemte det aldrig siden,
og Kors og Tornekrans
blegnede og blev borte
i den homeriske Glans.

Det var såmænd digtet om Homér og Munkene - meget uretfærdigt iøvrigt - af den ganske lille Otto Gelsted; dengang uden sit langt senere akademiske sidegevær.

Sådan er det da, at finde sig selv: Langt til søs: Alde­les alene: I en fremmed digter, i et vildfremmed land: På Dansk, i Danmark.