Per Øhrgaard

Man kan få fornemmelsen af, at de artige drenge fra Vestre Borgerdydskole ligefrem kommer i bundter for at hente deres priser fra Det Danske Akademi: først Jørgen Bonde Jensen og nu Per Øhrgaard. Vi kunne også have været et triumvirat af akademimedlemmer til at uddele priserne: Villy Sørensen og Per Kirkeby og mig, sagde hunden. Nu nøjes vi med hunden, der også er udgået fra skolen i Helgolandsgade, Vester­bro, København.

Det kunne se ud som et tilfælde, der ligner en tanke, med hensyn til Per Øhrgaard er det nærmest en vittighed, for han har ikke blot overlevet en sær­præget tysklærer ved navn Holger Johansen, men lige­frem gjort det tyske sprog til sit særlige ærinde - både som tyskprofessor og som oversætter. For mit eget ved­kommende tog det ti år at komme over den fælles tysklærers pædagogik, jeg kunne reverenter talt ikke sige et ord på sproget, så traumatisk var belastningen. Derfor er min beundring for Per Øhrgaard og hans indsats også stor, ja så stor, at jeg har sagt ja til at sige noget om, hvorfor han er prisværdig som oversætter.

Det har først og fremmest noget med nøjeregnende grundighed at gøre - men også med valget af forfat­tere og forfatterskaber. Det er ikke hvem som helst, Per Øhrgaard vælger at oversætte. Fremtrædende på værklisten er navne som Gunter Grass og Hans Mag­nus Enzensberger, men man finder også Botho Strauss, Christa Wolf og Christoph Hein. For slet ikke at tale om Franz Kafka. Som en norsk gastronom en­gang sagde, da han blev præsenteret for et ekstra godt glas vin: „Det er ingen fjell-bordeaux, det!“ Og det kan man heller ikke sige om kvaliteten af den fore­lagte række, for slet ikke at tale om tyngden. Hver for sig og tilsammen repræsenterer disse forfattere og deres værker for oversætteren en klar udfordring, de er for at sige det mildt - om end på hver sin måde - svære.

Gennem sit virke som oversætter fra 1965 og frem har Per Øhrgaard da også tacklet opgaverne forskel­ligt. For tredive år siden så han det mest som en ud­fordring at få bøgerne til at fremtræde, som om de var skrevet på dansk og slet ikke havde rødder i et andet sprog med dets specielle særpræg - det gælder f.eks. hans oversættelser af Kafka. Men i mødet med Gunter Grass oplever jeg, at der sker et skred i holdningen, måske først og fremmest fordi Grass tit helt bevidst og for virkningens skyld skriver et tysk, der er så knortet og underligt, at det råber på at blive gengivet knortet og underligt. Hermed kommer en anden form for fri­hed ind i oversætterforløbet eller måske en ekstra bundethed, fordi det nu gælder om at få det hele med, så det originale klangbillede bevares, samtidig med at det fremtræder lige så fantastisk, men også eksotisk på dansk. En oversætter er en digter, der ikke kan tillade sig at digte - men gør det alligevel. En oversætter er en videnskabsmand på glatis, og det er som det skal være, bare han holder balancen, og så kommer det ekstra til, som er så væsentligt hos en oversættertype som Per Øhrgaard. Det er ikke nok at kunne tysk og dansk for at levere en kvalificeret oversættelse, man skal også vide en forfærdelig masse om historie og vi­denskab og litteratur og madlavning og kønsliv og økonomi og strategi og hundrede og sytten andre emner, ja man skal kort sagt være en polyhistor for at være god. Samt være engageret i tiden og naturligvis først og fremmest i de forfattere, man er sat til at over­sætte. Måske skal man oven i købet være en lille smule skudt i dem.

Kære skolekammerat, kære Per, der ikke alene over­levede vor fælles banemand, du har taget frugten af hans pædagogik til hjertet og ladet den vokse ud i en virksomhed, der er præget ikke blot af satans flid, men også af entusiasme, af hengivenhed, ja rent ud sagt af forelskelse. Og det smitter. Dannelse og kompetence er udmærket, men varme, humor og begejstring er heller ikke at foragte. Dine oversættelser rummer det hele, og derfor er det en ære og en glæde for mig at overrække dig Det Danske Akademis Oversætterpris for 1997.