Niels Brunse

Hvad har Shakespeares Hamlet og Thomas Manns Buddenbrooks til fælles - bortset fra, at det ikke går hovedpersonerne så godt? De har f.eks. det til fælles, at de er blevet oversat til dansk af Niels Brunse. Men de har også det til fælles, at spørgsmål spiller en stor rolle i dem. “To be or not to be - that is the question,” siger Hamlet som bekendt på et centralt sted i dramaet, og Buddenbrooks begynder ligefrem med et spørgsmål: ””Was ist das. - Was - ist - das...” - ”Je, den Düwel ook, c’est la question, ma très chère demoiselle!””

Mange hundrede sider senere, ved slutningen af romanen, får spørgsmålet, som handler om den kristne tro, en slags svar, da en person med eftertryk siger: ”Es ist so!” ”Det er sådan.”

Men hvordan lyder nu Hamlets berømte monolog hos Niels Brunse?

“At være eller ikke, sådan er det -”

Hvodden er det? spørger man uvilkårligt. Så meget ligner Shakespeare og Thomas Mann nu da heller ikke hinanden. Men så går det op for en, at Brunse har truffet et fortræffeligt valg, som han i øvrigt selv strejfer i en artikel, han skrev til Iben Hasselbalchs antologi Glas kaster skygge. “Den “klassiske” danske oversættelse,” skriver han, ”er “At være eller ikke - det er sagen”. - “Men det andet to be er så blevet strøget, og “sagen” er ikke helt det samme som det metrisk problematiske ord “spørgsmålet”. Det er i meget banal forstand upræcist. Men al oversættelse er fortolkning, og der er langt fra fortolkning til forræderi.” Brunse har også selv strøget det andet to be, der er ikke rigtig andet at gøre, men så tilføjer Hamlet eftertænksomt: “sådan er det -/ om det er ædlest for et sind at tåle/ den tøjlesløse skæbnes hvasse skyts/ eller gå væbnet mod et hav af plager/ og ende dem med trods.” Sådan er det: Det er det, vi er nødt til at beskæftige os med, det vi ikke kommer udenom, spørgsmålet - som man ikke kan skrive ud på dansk uden at ødelægge næsten ethvert blankvers. I det hele taget er dansk ikke det nemmeste sprog at oversætte til: Bbare det, at et ord som “kærlighed” har tre stavelser, hvor man på tysk kan klare sig med to og på engelsk med en enkelt, og at en nægtelse hedder “ikke” i stedet for “nicht” eller “not”..

Og i en moderne oversættelse kan man ikke skrive “elskov” og “ej”, uanset at Shakespeares stykker er fra omkring 1600. Det kan man altså heller ikke i begyndelsen af Helligtrekongersaften, som i Lembckes oversættelse lyder: “Hvis elskov næres af musik, så spil;/ bliv ved til overmål, indtil min længsel/ hensygner overmæt og dør. -” Men som hos Brunse lyder sådan her: “Hvis kærlighed kan næres af musik,/ så spil; spil, så min sult blir overmæt/ og dør af alt for mange herligheder.” Næres skal der - for det hedder hos Shakespeare: “If music be the food of love, play on,/ Give me the excess of it; that, surfeiting,/ the appetite may sicken and so die.” - Og rime kan Brunse også, så det smælder. Da Viola har fået kaptajnen med på sin forklædningskunst - hun vil optræde i mandstøj, men synge, altså som kastratsanger -, siger kaptajnen: “Be you his eunuch and your mute I’ll be;/ When my tongue blabs, then let mine eyes not see!” Her er der meget , der skal med på samme tid: Sangen over for stumheden, talen over for synet. Her står der hos Lembcke: “I er eunuk, og jeg den stumme slave,/ og sladrer jeg - berøv mig synets gave!” - Niels Brunse skriver: “Syng I falset, så vil jeg spille dum./ Gid jeg blir blind, hvis ikke jeg er stum.”

Det sted går jeg ind på, fordi jeg havde et problem med det. Lige forinden har Viola altså forklaret, hvordan hun vil føre sig ind hos hertug Orsino, og her taler den engelske tekst også om en eunuk og den gamle danske oversættelse om en “kastrat”. Men Brunse skriver “kontratenor”, og jeg syntes først, at det var lovlig snerpet - indtil det gik op for mig, at Brunse er tro mod originalens konsekvente tale om musik. Afgørende for Violas optræden er, at hun dels kan klæde sig i mandsdragt, dels kan synge. Hvornår synger en mand med så at sige en kvindes stemme? Når han er kontratenor. Nu var sådanne kontratenorer i reglen kastrater, men det er musikken og ikke fysikken, det handler om, derfor kontratenoren, som så fastholdes i slutningen af scenen: I stedet for at skrive “I er eunuk”, hvad der retter opmærksomheden mod operationen, skriver Brunse som citeret: “Syng I falset...” for det er det, sagen handler om: “Hvis kærlighed kan næres af musik...” - og det kan den jo.

Sådan har Niels Brunse tænkt mange gange - med blik for helheden for desto bedre at kunne oversætte detaljen. Der skal for eksempel et godt bryst til at ændre Hamlets næsten bevingede ord om, at svaghedens navn er kvinde, til følgende: ”nej, glem det, lumpenhed - dit navn er kvinde”; men der er metode i galskaben, for nu at blive i stykket, for monologens øvrige udtryk peger i samme retning, og ikke længe efter taler Hamlet om sin mor som en ”most pernicious woman”; det er sandt nok ikke kun svagheden, han har fået øje på.

Eller lad os for nemheds skyld igen gå til Buddenbrooks - som nu også hedder sådan på dansk og ikke længere Huset Buddenbrook; det gør faktisk også det hele nemmere. Her melder hr. Permaneder fra München sig hos konsulinde Buddenbrook i Lübeck, og Thomas Mann lader ham naturligt nok tale bayrisk, ikke helt dialekt, for han har nok en anelse om, at han skal gøre sig forståelig på udebane, men alligevel. Det går jo også godt i de to første sætninger, men da konsulinden siger noget forbindtligt, løber det af med ham, og han siger: “Gelten’s, da schaun’s!” Hvorpå konsulinden ikke kan sige andet end: “Wie beliebt?” Og Permaneder fortsætter, nu han er i så godt humør: “Gelten’s, da spitzen’s!” Hvortil konsulinden siger. “Nett!” og ikke begriber et muk.

Intet er værre end at skulle oversætte dialekt. Men her er der ingen vej udenom, for hele scenens virkning beror på, at dialekten ikke forstås. Så hvad gør Niels Brunse? Han vælger ikke en eksisterende dansk dialekt, for så vil læserne få alt for mange forkerte associationer med på vejen. Han lader hr. Permaneder sige: “Darmanok spænt!” og “Darmanok paf!” - og det lyder måske tilforladeligt nok, når jeg siger det, men når man læser det, studser man ikke mindre end konsulinde Buddenbrook, indtil man så læser det højt for sig selv og forstår det. Det lykkes faktisk Niels Brunse at føre fremmedheden over i skriftbilledet og så alligevel ikke at lade den dominere mere, end at man kan fange tråden på det rigtige tidspunkt, nemlig nogenlunde samtidig med konsulinden.

Se - det er bare to eksempler, og ikke engang nogle, jeg specielt ledte efter, på Niels Brunses oversættelseskunst. Det kan godt ærgre mig, at han selv har kommenteret det sidste eksempel i et foredrag om sin Buddenbrooks-oversættelse, men jeg sværger på, at jeg oplevede det sådan også inden da. Det er også et vidnesbyrd om, hvor morsomt det må være for ham at oversætte; når man tænker så grundigt over tingene, bliver ethvert påfund til en fornøjelse, sådan forestiller jeg mig det i det mindste, og jeg er endda sikker på, at “det er sådan”, ellers ville Niels Brunse ikke have oversat så mange værker, som tilfældet er.

For det er jo ikke bare klassikere som Thomas Mann og Shakespeare, Brunse har oversat - og det er heller ikke kun fra tysk og engelsk, han har oversat. Alene bibliografien over hans oversættelser til dato fylder mange sider, det drejer sig om mere end halvandethundrede værker, og foruden de sprog, jeg her har brugt, har han oversat adskilligt fra russisk, hvilket jeg ikke kan sammenligne med originalen, men ikke desto mindre kan sige god for, fordi det på dansk virker både ubeværet og stilsikkert. I øvrigt er engelsk jo heller ikke bare engelsk, det er også amerikansk-engelsk, australsk-engelsk, sydafrikansk-engelsk, canadisk-engelsk og indisk-engelsk, og tysk er også østrigsk og schweizisk. Og så er der nogle tegneserieoversættelser fra fransk, og selv ikke norsk er Niels Brunse veget tilbage for.

Der er moderne litteratur og klassikere - et par af de sidste har vi lige set på, men der er også Blake, Goethe, Kleist, Dickens, blandt de nye finder man Peter Carey, J. M. Coetzee, John Fowles, Judith Hermann, Jayne Ann Phillips, W. G. Sebald, Botho Strauss og Peter Weiss. Men det er også Niels Brunse, vi har at takke for, at vi fik Carlos Castaneda og hans mystik på dansk. Så tidligt var han på færde, ja, endnu tidligere: I 1969, da var han tyve år gammel, udgav han et digtudvalg af Georg Trakl med delvis egne oversættelser.

Men selv når man tager i betragtning, at han begyndte tidligt, er det nærmest ufattelig meget, han har fået fra hånden og i trykken - eller på scenen. For Niels Brunse har ikke mindst oversat for og til teatret, herunder radioteatret. Her lærer man at skrive replikker, og det ikke kun på blankvers, men også på prosa. Det er desværre ikke alle hans teateroversættelser, der foreligger i bogform, det er faktisk de færreste, men af det, der er, bliver man også klog.

Klog på, at Niels Brunse kan det hele: Han har en spontan sprogfornemmelse, men han er også lærd, det viser de essays, han har skrevet om sit virke. Han rammer plet, ikke alene fordi han er født med en fin motorik, men også fordi han sigter omhyggeligt. Talent parret med studier og arbejde. Jeg citerede ham før for bemærkningen om, at oversættelse er fortolkning, og at ”der er langt fra fortolkning til forræderi.” Det er hans svar til de billige bonmot’er om oversættelse: traduttore - traditore, lyder det kendteste på italiensk, men beslægtede findes også på andre sprog. Ja, der må fortolkes. Jo bedre forlægget er, desto mere, for kunstnerisk sprog betyder aldrig kun én ting ad gangen. Og at Niels Brunse kan håndtere sin profession så suverænt, at han kan få de mange stemmer bragt frelst over i det danske, hænger så i sidste ende utvivlsomt også sammen med, at han ikke ’kun’ er oversætter - han skriver selv, lyrik, essays, prosa, det er en anden historie, men en som i denne sammenhæng nok leverer en del af forklaringen på hans oversættelsers kvalitet.

Sådan er det. Den seneste oversættelse af Niels Brunse, jeg har læst, er fra tysk, af Judith Hermanns novellesamling Nichts als Gespenster. Allerede titlen kan jo være fæl nok, men her styrer Brunse sikkert igennem med sit valg: Spøgelser, overalt. Og det er der, men dem lader vor oversætter sig ikke skræmme af, han følger novellernes glidende og samtidig en smule stakåndede stil så tæt, som man kan gøre det på dansk - og man kan faktisk gøre det meget tæt på dansk; men det må De selv læse Dem til. Niels Brunse gør sit bedste hver evige dag - åh, hej-ho, i blæsevejr og regn - han gør sit bedste hver evige dag og ikke kun helligtrekongersaften. Sådan er det - det er sådan! Det skal han have en pris for - og den får han nu!