Mette Dalsgaard

Kære Mette!

“Er russisk ikke et svært sprog?” Det er et spontant spørgsmål, vi russister ofte får, og jeg gætter på, at du ligesom jeg har svært ved at svare entydigt. For nej, det er faktisk ikke svært, hvis der hentydes til at lære det fremmede alfabet, og nej, det er nok egentlig ikke svært, hvis man sammenligner med, hvordan det må være at lære dansk som fremmedsprog. Men jo, selvfølgelig er det svært at lære russisk, hvis man går videre end den simple ordgenkendelse og tilstræber at beherske ikke bare grammatikken og stilistikken, men også hele den kulturelle kontekst. Og som oversætter må man nødvendigvis gå så langt som overhovedet muligt, for ikke at sige: planken ud.

At oversætte russisk litteratur til dansk rummer en række konkrete udfordringer. For det første er russisk grammatisk talt et syntetisk sprog – baseret på fleksioner – hvor dansk er analytisk – baseret på ordstilling, hjælpeverber og småord. For det andet har russisk litteratur sideløbende med fremvæksten af nye genrer holdt fast i en række traditionelle genrer, som for længst er blevet umoderne i dansk. For det tredje har forfatteren og litteraturen i Rusland indtil for ganske nylig haft en kulturel, filosofisk og social særstilling i forhold til sproget, nationen og folket, mens noget lignende nok aldrig rigtig har haft fodfæste i pragmatiske Danmark. Alle de nævnte russiske særegenheder giver et bredt stilistisk spektrum, hvoraf nogle varianter har ækvivalenter i den danske sammenhæng, men andre slet ikke.

Hvad gør man så som oversætter, når konstruktionen, genren, den sociale og nationale patos ikke kan overføres direkte til dansk? Groft sagt er der tre muligheder: at indse umuligheden af foretagendet og give op; at producere en ordret men dårligt fungerende oversættelse; eller at gøre som du, Mette, og gå efter det man i oversættelsesteori kalder dynamisk ækvivalens, hvilket vil sige, at virkningen på læseren skal være omtrent den samme. Det er en vanskelig kunst, men du har givet os mange eksempler på, hvor flot den kan mestres.

Det vidner også om både kampgejst og talent, at du først og fremmest har kastet dig over det sværeste at oversætte overhovedet, nemlig poesi. For at det skal lykkes, skal man ikke bare have den nødvendige sprogkundskab og kulturelle dannelse – noget som nok kræver hårdt arbejde, men dog kan læres – man skal også selv have en digterisk åre. Og her vil jeg ikke undlade at fremhæve dig på linje med Ivan Malinowski. I to danner en klasse for sig, når det gælder digtoversættelser fra russisk til dansk.

Samtidig med at dine digtoversættelser er kyndigt baserede på dynamisk ækvivalens, udviser de en imponerende stor grad af formel ækvivalens i rytme, rimmønster og klang, og også i billedsproget og semantikken generelt. Man læser med stor fornøjelse og mærker slet ikke, at dansk egentlig kræver flere ord og længere sætninger end russisk, for du løser opgaven ved at bruge kompakte danske konstruktioner, som vi ikke vidste, vi havde, og ved til fulde at udnytte det danske sprogs kreative forcer.

Jeg vil gerne give tre korte eksempler på, hvor forskellige stilarter og sproglige udfordringer, du mestrer.

Det første eksempel er en strofe fra et stilfærdigt ungdomsdigt af Marina Tsvetajeva, hvis senere mere dystre sprogleg du i samme danske udgivelse også har eksempler på. I digtet “Til bedstemor” jonglerer dine rene og urene ende- og indrim på én gang drevent og kreativt med de mange danske vokallyde:

Blikket så direkte, krævende, tungt,
Forsvarsberedt, uforfærdet.
Ikke et pigeblik, ikke ungt.
Bedstemor, sig mig, hvem er du?

(Marina Cvetaeva: Digte, Centrums Lyrikbibliotek, 1989)

Det andet eksempel er din kongeniale oversættelse af Aleksandr Bloks minimalistiske klassiker fra 1911: “Nat, gaden, lygten, apoteket.” For at forstå, hvor svær denne oversættelse egentlig har været, skal man vide, at man på russisk ikke på selve navneordet kan se, om det står i bestemt eller ubestemt form, mens man på dansk er tvunget til at vælge. Det er en af de helt store udfordringer ved oversættelse, når en ambivalens eller åbenhed i kildeteksten på grund af målsprogets grammatik ikke kan bibeholdes. Men du, Mette, vælger med sikker hånd:

Nat, gaden, lygten, apoteket,
Et mat og meningsløst motiv.
Gå ind i næste kvarte sekel –
Det samme udsigtsløse liv.

Man dør – og er på ny tilbage,
Og alting er præcis som før:
Nat, apotek, is på kanalen,
En gade, gadelygtens skær.

(Mette Dalsgaard: Lad os blive som solen, Gyldendal, 2002)

Et afsluttende eksempel på din altafgørende digteriske intuition findes i oversættelsen af Andrej Voznesenskijs “Balladisk disputats,” hvor den latinske sentens, som perfekt gengiver balladens tone og pointe, faktisk ikke er Voznesenskijs, men din:

Min læge sagde: “Anamnesen
sandsynliggør begavelse,
men De har fået frost i snablen,
så hold den inde, når det blæser.”
O, næse!... [...]
Evige kraft, som driver næser!
O — nasus longus, vita brevis.
De natteblege fjæsers skaft
er som en grib, et pumpeværk,
der tapper os for vores saft.

(Andrej Voznesenskij: Jeg brænder – altså er jeg, Husets Forlag, 1988)

Mette, du lever for litteraturen, og altså ikke mindst for formidlingen af russiske poesi, og det på trods af, at det er temmelig svært at leve af. Din indsats gennem årene illustrerer tydeligt, at det er et højavanceret, men lavteknologisk arbejde, et arbejde der kan udføres i en lille hytte i en af Julianelunds kolonihaver. At dømme efter din imponerende indsats er der måske en vis sandhed i den romantiske forestilling om, at den sande digter er ham på det fattige loftværelse. Men det er i så fald loftværelsets materialistisk fordringsløse, stille koncentration, der er befordrende, ikke fattigdommen og usikkerheden om morgendagens indtægt. Derfor er det glædeligt sammen med den påskønnelse, der ligger i Akademiets Oversætterpris 2008, at kunne overrække dig et lige så velfortjent økonomisk tilskud.

Til lykke!