Henrik Bjelke

Jeg vil tage startpunkt i en publikation af Henrik Bjelke, der ikke som hans andre bøger er tilegnet Lone, men derimod mig — selvom mit navn ikke er anført. Men den er tilegnet mig som jeg står her og skal tale - ikke til Henrik Bjelke, for han kender det meste af hvad jeg vil sige, men for ham til repræsentanter for en offentlighed der næppe kender til det. For at bruge en vits: de eller vi ser skæven i de andres øje, men ikke bjælken i vores eget. Det gælder da om at fa øje på Bjelke, og derfor udsendte han selv for nogle år siden bogen eller pam­fletten - Tilegnet den danske offentlighed, med undertitlen „Ukontrollerede betragtninger i anledning af den til­tagende agrafi“. Det sidste betyder skriftblindhed eller mangel på evne til at opfatte det skrevne. Fx det der er skrevet af en Bjelke. Fremmedordet er brugt fordi der savnes et dækkende dansk ord, og i disse Holbergdage kan det tilføjes at Bjelke et sted tager Jean de France i forsvar og efterlyser en opsætning af komedien der gør det samme (en sådan er dog givet på Odense Teater). Holberg selv boltrede sig som bekendt i fremmedord og vendinger, der markerede hans europæiske læsning og orientering. Bjelke er nærmest universelt belæst, og hans trang til vid horisont vil jeg føre sammen med den tanke, som han har optaget fra fransk-engelsk og tibe­tansk filosofi, om at hvert menneske er udrustet med en verdenssjæl, men at hjernen og nerverne sørger for at begrænse den altomfattende årvågenhed, en reduktion som formuleres gennem sproget. Imidlertid kan man være født med eller udvikle en slags rør uden om reduktionsventilen og derved vinde udblik til en videre virkelighed end den indsnævrede hverdagsvirkelighed. Bjelke var under sin uddannelse indsnævret i juraens særlige sprogsfære, men dumpede - i egentlig forstand, endda to gange — ud af denne juridiske og logiske sprogtænkning med en umættet appetit på andre sprog- verdener.

Det førte ham ind på forfatterbanen, hvor man udvider sproget, kysser det (Rifbjerg) eller krammer det, klemmer og vrider det, så det kan videregive en udvidet erkendelse. Men modsætningen mellem på den ene side hverdagslivets og massemediernes indskræn­kende og forfladigende sprogbrug og på den anden side digtningens ekspanderende sprogeksperimenter med­førte en bevidsthedsspaltning - ja efter Bjelkes eget udsagn en personlighedsspaltning. Den skizoide følte sig skizofren. Dvs. at den første Henrik, som var og er lærer i dansk for udlændinge, udspaltede en anden Henrik, som i en slags eksistentiel erkendelsesdrift artikulerede en række mentale processer, udkrystalli­seret og objektiveret til nye identiteter. Det umiddel­bare resultat kom til at hedde Første person ental, 4 noveller eller tekstenheder, der kredser om jeg-proble­met. Det kan føres tilbage til den tyske filosof Fichte, hvis navn allerede antyder at et Ich er spærret inde i sprogets bogstaver, og også til Poul Møllers arme licentiat, som for lutter jegfordoblinger aldrig kom i gang med sit værk om menneskets fysiske og intellek­tuelle natur. Jeg’ets problem blev aktualiseret gennem modernismens identitetstematik og den igen ved nu­tidskulturens splittelseskrise. Debuten skete i 1968, året for ungdomsoprøret, men også for Hans Jørgen Niel­sens attituderelativisme. Oprøret mod opdragelsesnor­mer og kapitalisme-ræs kan i første omgang føre til frigørelse, åbenhed, frodighed — men snart efter til opløsning, kaos og intethed. "Jeg er alle - og dermed ingen" siger fortælleren Gast, hvis navn lyder af gæst, en fremmed i exil. I tidsskriftet af dette navn kommente­rede forfatteren sin næste fortælling Trap (1970) med undertitlen "Statistiske efterretninger" - idet titelfiguren er efterkommer af ham med „Statistik-topografisk skildring af Danmark". Men statistikeren er nu opløst i fiktion, antydet gennem forbogstaverne A.T., altså At­trap. Handlingens dele negerer hinanden og leder ifølge mottoet fra Anaximander tilbage igen til udspringet: dvs. indlogeringen hos fru Scribe med hendes skab, det vil formentlig atter sige skribenten med hans forfatter­skab. Skriveriets annullerende virkning har Bjelke fun­det udtrykt hos den franske sproganalytiker Maurice Blanchot, der også — via Niels Egebak - far ordet i epilogen til Yoyo (1976), kaldet et laboratorium i 12 stumper. Men denne opløsning eller tilintetgørelse gen­nem formuleringen er ikke noget negativt, det er en negation af det falske, uegentlige og destruktive - med et andet udtryk af Alberto Moravia en djævleuddrivel­se, gentaget i den seneste roman 100 postkort fra Helvede (1980). Man besværger det uerkendte ved at give det navn og skikkelse. Det ældste eksempel i verdenslitte­raturen er epos’et om Gilgamesh: da helten Gilgamesh vokser sig ud til en ulidelig plage for alle, skaber guderne et modvæsen Enkidu, der kan afbalancere ham. Da Bjelke som nævnt er belæst i verdenslitte­raturen fra dens begyndelse, har han fundet frem hertil — som for øvrigt andre modernister inden for poesi og musik (Per Nørgård). Men Bjelke tolker sagnet homo­filt, som en selvødelæggende selvforelskelse. Henrik nummer to skabte en tredje Henrik, der igen gav sig til at operere med en fjerde Henrik, et falsk selv. Drag­ningen og striden mellem de to sidste blev en hovedtråd i storromanen Saturn (1974). Ligesom denne yderste planet har ringe om sig og i astrologien regnedes for magisk, er romanen komponeret i parapsykiske cirkler eller som rundture i en verdensbevidsthed. Det er en kosmopolitisk fantasi, hvor den gamle sagntekst er vævet ind i en moderne historie om forfald og krise. Med i patchwork’et følger citatstumper fra alskens vegne, omhyggeligt oplyst i et noteapparat. Mottoet for dette er også et citat, nemlig fra Per Kirkeby, om at være eklektiker, en udvælger. Men det er kun garne­ringer, saturniske kranse omkring den kerne, som ud­gøres af rejsen på vilde og slyngede veje hjem til det ægte selv. Det er Bjelkes opus magnum, overhovedet en sværvægter i den nye danske litteratur, af dimensioner som James Joyce’s Odysseusmyte.

På bogens forside ses Jørgen Bobergs radering af et svævende hoved, kaldet „Verdens rejse“. Den er vel valgt, da vi kommer viden omkring i dette hovedværk. Blandt andet til en variant af Dantes Helvede, hvis indgangsord om opgivelse af alt håb er anført som en overskrift i næstsidste kapitel. Dog giver sidste kapitel, der hedder „Til Alice“, en åbning af forhåbning — om tilbagekomsten fra det homofile til det heterofile, til den Eros, der alene indebærer en fortsættelse af livet, en evighed ligesom den urt som Gilgamesh søgte efter.

I hvert fald finder jegpersonen sammen med sin Alice, og selvom digteren utvivlsomt vil protestere, tillader jeg mig at sammenholde Alice med Dantes Beatrice - om ikke for andet, så af den aktuelle grund at prisbelønningen til ham bærer Beatrices navn. Lad så være at den med tilfældets tanke er benævnt efter den ene af donatorerne, Beatrice og Paul Beckett. Det hedder i bestemmelserne for den nyindstiftede pris, at den skal „tildeles en skønlitterær forfatter inden for lyrik eller prosa, hvis allerede udgivne bøger har en kvalitet, som der er grund til at påskønne, og om hvem der er grund til at tro, at han eller hun vil udvikle sig yderligere. Ved uddelingen må alene tages hensyn til den litterære kvalitet af forfatterskabet, men ikke til dets tendens, omfang m.v. Formålet med pristildelingen skal være at skaffe modtageren arbejdsro til fortsat kreativt arbejde.“

Bjelke har ganske vist fornylig opnået varig støtte af Statens Kunstfond, men der er jo også mindst to Henrik’er at tage vare på. Vi ønsker tillykke til jer begge, eller jer alle.