Klaus Høeck

Sangbar matematik

Hvordan på overkommelig tid, skal vi sige her og nu, bare give et begreb om Klaus Høecks helt særegne og mærkelige digtning. Denne præ-, super- og postmoder­nist, der ophæver alle etiketter ved at være det hele på engang - og yderst ude suverænt sig selv, i udholdende kommunikation med naturvidenskab, arkæologi, tekno­logi, økonomi, gastronomi, astronomi og astrologi, stor­byen og naturen, fra Ygdrasil og bytræer til svaler og katte, med fortidens avancerede digtere fra Keats til Holderlin og nutidens partisaner og terrorister fra Ulrika Meinhof til Che Guevara til Yasir Arafat; med beatmusikken, fra Pink Floyd til Bob Dylan. Alt sam­men foregribende udfoldet og skitseret i 5-binds digt­værket ,,Rejse“, og rekapituleret sammenfattende og stadig ekspanderende i det sidste værkvolumen „Hjem“.

Hvordan altså give bare et flygtigt begreb om denne digtning, en art overblik. Det kan jeg kun forsøge, ikke ved en gennemgang, men ved at se det som en mental og konkret topografi for mit indre syn. Den sindrige orden, den kypernetiske systematik, der i sin næsten fanatisk udførlige konsekvens langt overgår den tidli­gere systemdigtning, og som han selv betragter som en anvendelse af naturvidenskabelige metoder på sin kunst til ophævelse af dem i paradoksal essens, og med et økologisk aspekt: ved at synliggøre sprogresterne i selve digtene - alt det vil jeg kun strejfe med disse antyd­ninger. I stedet for vil jeg anbringe centrale digtfrag­menter i et kalejdoskop - og dreje det til nogle vekslende karakteristiske figurer.

Klaus Høeck begynder ved begyndelsen, i „Rejse I“. Deri står han som en synsk mytolog, siger:

I begyndelsen var Ginungagab.
Da sprængtes himlen
og havet fyldende sit glas:
Ægirs øje blåmeleret, samt
tang drivende, dityrambisk mørke
og kærligheden: sydende dråbe, undersøiske
ligning, menneskeform.

Efter alts tilblivelse står han der, nu arkæologen og siger:

Dagen tager sin begyndelse:
... fødderne ... synker gennem seklers røgfald
ned i en regnfuld morgen,
dryppende jernalder.

Ovenpå dette dyk ned i fortiden står han dér, en poesiens bjergbestiger. Ledsager de legendariske bestigere af Mount Everest i strofer, der indledes med refrainet: „Højere, højere endnu.“ Sidste afsnit af hele digtsekvensen, som Høeck kalder HIGH ADVENTURE begynder sammenfattende („Rejse IV“):

Højere, højere endnu.
Jo højere op de
når, des mindre
syner de. Deres
skygger er nu kun en
prik på Asiens land
kort. Deres afgrund
vokser propor
tionalt med hvert
eneste skridt.
De er på vej
op mod Verdens tag.

Næste digtsekvens handler om den fortsatte stigen, bort fra Jorden, og indledes således:

Højere, højere endnu.
Saturn V fløjter
allerede som en
nattergal på sin
rampe af stål.
Goodbye Columbus.
Kys Jorden farvel
hils himlen og
stjernerne.

Efter skildringen af månerejsen følger en imaginær rumrejse mod Proxima Centauri. Den slutter:

Højere, højere endnu.
Måske findes der
en meningsmur, som
der findes en lydmur.
Jeres meddelelser til
os er nu komplet
meningsløse. Er vores
forståelige?

Måske smuldrer
menneskets ånd ganske
enkelt i en vis højde?

Men efter månerejsernes provinsielle excesser, efter antagelserne om åndens og sprogets definitive ned­brydning ved de største hastigheder og afstande er vores digter blevet endegyldig rumpilot i galakserne. (I sam­lingen „Projekt Perseus“). Hør blot:

Den første computerfugl
kommer ned fra
Relæbjergene, og jeg føler
en mærkelig længsel.
Alois, siger jeg, se her er
en slags fugle endnu.
(Alois er kaptajn på Nubes IV).

Ude i denne galakse drømmer han i en uoverkommelig nostalgi om igen at møde livet, det første liv, det jordiske, og oplever det sammen med sin kaptajn:

Så er vi stødt på det
første liv, den første kærlig
hed. En lavart som også fin
des hos os: cladonia rangi
fernia. En udholden
de og hårdfør dødens besejrer
mellem smergelhjul og
faldne cylindertræer.
Jeg knuger denne lidenskabens
kløver til mit hjerte.
Dens duft har overvundet
både termostater og kabler.

Vores digter har også været gæst i Elysion, set Ezra Pound dér og priser ham (i samlingen „Transformations“) trodsigt, selv om han under krigen, som bekendt var på den gale side:

Pokkers osse, Ezra Pound, nu sidder du
På din trone af cellophan næsten som
Prinsesse lgnez omsluttet af himmel og
Rubiner, næsten baglæns i historien.
Alligevel står vi alle i gæld til dig
og din sangbare matematik dine violer og kølige lyn.

„Sangbar matematik", er det ikke formlen just for Klaus Hoecks digtning, sådan som han har tænkt sig den, digtet den i en ultra-samtidighed - imens hans læser (i al fald, jeg), stillet overfor en metodisk konse­kvens. dages og nætters slid, for en tidløs langtidsledig, ja evighedsledig, nærmest kortslutter, undres og frydes over - resultaterne, og tænker: Ikke bare matematik.

Siden drager vores digter til en særlig provins af Hades for at opsøge Byron dér. Skriver (i samlingen „Meta- morphoses“):

Kom blot til Missolonghi, hvis I tør.
Dette sted er stadig forladt af Gud
og Hvermand midt i sine saltsumpe.
Her er der kun plads til udbrændte
Digtere og fallerede oprørere.

Her hvor han, hedder det senere om Byron: „red i al slags vejr som en / hvirvelvind, en åndens skypumpe langs / saltfladerne. Men mest under regnen / der væltede ned som risengryn / fra de afdødes urner ... / en krigsgud uden territorium.“ Og selv har vores digter, om end i mindre heroisk performance, været på nippet til at emigrere til Cuba, til Che Guevara (i samlingen ,,Topia“), eller lige ved at blive partisan hos Yasir Arafat, har i al fald været det i ånden. (I „Sorte sonetter").

Men også beatens revolutionære musikanter dyrker han (i samlingen "Pentagram"), bevæger sig fortroligt mellem Pink Floyd-gruppens medlemmer fra Gilmour til den sindssyge Barret i sin mors kælder, fordyber sig, til en afveksling fra astronomi, i astrologi i kontakt med Doors. Ser Nico for sig: "Nicos portræt forbrændt / af mascara. ... Øjnene er / lyse som codein under en solformørkelse."

Også Savage Rose svinger han med: „Dane Supersound ... Den svinger. Den bærer dig / over afgrunde af stryknin og / krudt. Den overbringer en stor nænsomhed.“ Og han fortsætter: „Dette digt er ikke blueprint, / der er overhældt med benzin /. Dette digt er et svar i vores / dialog, der vedrører modsat tyngdekraft“. Dog tænker digteren også på sine digtes skæbne, skriver i King Crimson:

Forslag til en gimmick: altid
at sende det første eksemplar af
en ny digtsamling til Dronning

Margrethe. Og derefter for frem
tiden kalde sig: Leverandør til
det Kgl. Danske Hof. Med Konge

krone og hele molevitten. Eller kaste
fyrre eksemplarer udf ra Rundetårn.
Moody Blues. Blue Oyster Cult.

Men ligesom det højeste danske, fra Dane Supersound til Dronning Margrethe er en realitet for vores digter, når han endelig vender hjem fra yderzonerne, ikke bare fra hvor kragerne vender, men fra galaksens rand, ikke bare fra Beirut og Cuba, men fra Hades og Elysion - således siver også det hjemlige, det dagligdags Nørrebro ind i ham ad de mentale porer. Dets forfaldne og sodede slum. Og han falder ud mod kommunalpolitikerne, uanset partifarve: „I, der kun lever i en ren teori / ... I, der kløver et hår i Marx’s skæg og / ... kun har jeres oplysninger / fra statistikkens kliniske tabeller / ... Kom ud og bo / her i de trange korridorlej / ligheder, hvor enkerne brænder op i mørke / af mangel på kys.“

Og han fremturer, med Nørrebro helt under huden:

Fra baggårdens ghetto af åbne døre
stiger en hørm af fiskefrikadeller,
våde bleer, cigaretskod og kommende
pyromanbrande. Ingen frembringer

et haiku her til en solsort. Ingen ser
dødens gule lys under efterårsblade,
for alting er gråt

Og herude på Nørrebro føler vores digter sig pludselig som en muezzin på en minaret:                                            skal jeg råbe / dine gesimser ned med skældsord og ed/er, måske som en anden muezzin kal/de dine skorstene og TV-antenner / til bøn.“ Og han fortsætter i næste sonet: „Nørrebro, du æder kærlighe/den op med din asfalt og dine tagren/der, / og du opbruger dine medmennesker.“ Men det er ikke bare menneskene, det går ud over. Det er også træerne. Hør blot muezzinens bittert ironiske indædt spottende opfordring:

Fæld bare træerne i Nørre Allé.
Dem vi har været værst imod kan vi
alligevel ikke tilgive. I
øvrigt kan de snart ikke ses mere

for kulos og anden luftforurening.
Træerne, vore gamle venner ...
lad dem møde motorsaven ...
endnu mens de bærer himlen på de

res mægtige akse. Lad dem glemme
os, de store ødelæggere, der
foretrak motorveje for mirakler.

Og fra træerne, de gamle venner, går han til de prisgivne vildkatte i kvarteret, føler dem på samme tid som planetariske væsner, og som sin egen slægt. Tilstår i denne kostelige sonet:

Jeg ved godt, at jeg må holde op med
at fodre kattene fra Lille Fred
ensgade, hvis ikke jeg inden længe
skal ende som en særling i et re

servat afspærret fra menneske
lige følelser. Men hvis du een
gang har set en vildkat i øjnene
en sen vinteraften, hvor pupillen

lyser rødt som Mars i mørket, eller en
højlys dag fuld af messing og jade
er du fortabt. Det er som at se

dig selv, din egen slægt i øjnene.
Og hvem i al verden ville undlade
at skaffe sig selv og sine føden?

Han leder efter et tegn, et eneste tegn på miskundhed, et ord vi næsten kun kender fra salmerne, og konklude­rer: „Men kun stenene finder sammen / under månens korslagte knogler, kun / trappeopgangene spiller deres ved / tagne roller: at fungere som en / slags pissoir og børnelokkers skjulested.“

Efter at have gennemlevet disse ting, efter at have råbt og messet som en muezzin fra et københavnsk kirketårn eller fra taget af et SAS-hotel - bliver vores digter: elsker, - og selv om han fortsætter med sine ætsende analyser og anklager, er hans ankerpunkt og overlevelsessted tydeligt i disse linier:

Jeg kommer hjem til dis
se stuer, hvor du venter med dine
kantareller, mærket af dødstanker
og nederlag som jeg altid har væ
ret. Jeg træder ind med sorte lunger

og stress og håber på, at du min elske
de, vil tage imod mig endnu en
gang og sige noget så banalt som:

jeg elsker dig. Jeg håber du vil kom
me mig imøde i en sort natkjole
med en brændende tjørnegren i hånden.

Da dette jo er en festlig lejlighed, og anledningen til denne redegørelse, vil jeg til sidst anføre Klaus Høecks intense forhold til livets glæder og goder, foruden til kærligheden, nemlig til herlig drikke og fortæring; me­get tyder på, at det er ved dem + kærligheden, han har overlevet alle sine erkendelser, indlevelser og metamor­foser. Lad os altså foretage et sidste drej af Kalejdo­skopet. Dér står han, gastronomen, en nærmest orgiastisk gastronom, lovpriser sin mors rønnebær, beklager kun, at de så lidt som evigheden varer evigt. Den ene dag køber han en flaske kirsebærvin for at drikke den sammen med Tao Chin’s genfærd: „Jeg spilder / fem dråber ned over / digtets sider. Dér vil de vidne om vort u/formelle møde lang tid fremover.“ En anden dag står den på „jordbær med vin eller mousserende champag­ne“ sammen med den elskede. Om snapsene på andre dage hedder det: „Jeg har prøvet dem alle: / Brøndum, Harald Jensen / Porse, Havstryger, Rød - ja sågar Akeleje / Malteserkorset er brænde/mærket i min ryg som i en / edderkop.“ I en snapsesekvens — en digtsplint fra det foreløbige slutværk „Hjem“, udfolder han sig om dens virkning:

Nå, nu prikker snapsen
i huden som om jeg havde
taget højfjeldssol
eller havde løbet
på skøjter omkring glemslens
våge i et par timer.
Snapsen har nået solar
plexus. Nu er også
de døde i mig berusede.

Jeg er nået til det
femte glas. Det vakler
med eet ben ude af
kristendommen.
Goddag, siger jeg til
det, hvordan har du sovet?
Udmærket - svarer
glasset med en
stemme dyb af mørke.

Skulle nogen, der tilfældigvis måske intet har læst af denne encyklopædisk omfattende, kybernetisk styrede, højst indviklede og slående enkle lyriker, efter dette muligvis få lyst til at fordybe sig i hans fuldstændig kompromisløse digtning - kompromisløs overfor enhver litterær retning, såvel som overfor samfundets i hans klare øjne politiske lapperier overfor den virkelige nød - så ville jeg foreslå dem først at læse hans to samlinger „Metamorphoses“ om de engelske digtere, forløberne for nu, - og „Canzone, digte fra Nørrebro.“ Om her og nu.

Lad os altså ønske denne mangehovede pragthydra af en digter, en overlevende alene ved hjertets udholdende forenkling, tillykke med Beatriceprisen. Det er Det danske Akademi en glæde at betale ham bare lidt for hans ubetalelige poetiske praksis.