Marianne Larsen

Jordens dirren i det blå

Da jeg gik i gymnasiet i Aalborg, kom vi i en tysktime til at tale om hjemstavn, og jeg måtte i den sammenhæng vedgå, at jeg var barnefødt i Kalundborg. Læreren be­tragtede mig en stund med venlig forbavselse og ytrede med den lektorale ironi, som dengang var almindelig: "Kan noget menneske komme fra Kalundborg!"

Jeg oplyste ham forlegent om, at det dog var tilfæl­det med Sigrid Undset, og kom bagefter til at tænke på, at også Christian Elling delte denne sælsomme skæbne med mig. Jeg kan fortælle, at det er stædige folk, som kommer fra Kalundborg. De skriver og bliver ved med at skrive. Nogle skriver ca. tredive bøger på mindre end tyve år, som tilfældet er med Marianne Larsen, der er født på Røsnæs lidt uden for Kalund­borg, i et miljø hun har brugt som baggrund i sin ro­mandebut fra dette efterår. Gæt hvem der elsker dig. Altså et berettiget spørgsmål. Et muligt svar er, at det gør bl.a. Det danske Akademi, som benytter denne dag til at tildele dig, Marianne Larsen, Beatrice-prisen.

Det vil føre for vidt her at gennemgå de 30 bøger en for en, det er heller ikke nødvendigt. Der er en stærk indre sammenhæng, en stædig insisteren på visse te­maer, som kan karakteriseres kort: En drøm om vær­dier, om frihed for mennesker, om fællesskab i mod­sætning til den tilstopning, som den herskende orden og dens ord påfører mennesker, mænd, kvinder og børn, men mest kvinder.

Marianne Larsens fantasi arbejder ubesværet frit i sociale, politiske, historiske, personlige sfærer, styret af de øjensynlige modsætninger, som netop øjnene ser. „Det blæser i øjnenes geometri siger et digt i samlingen Modsætninger (1976), der taler om oplevelsen af uto­pien, dér hvor „berøringer mister deres museumsværdi/min­der forsyner hvert minut vi er i/med gale historiske støtter som falder“. Og digtet slutter:

hjorte går frit ud af byens slum
som fri dekorationer
til nye blankslidte ømme tanker
lagdelte huse falder omkuld
rangstiger brænder

Det er forestillinger, som ikke slippes i forfatterskabet. I en af de seneste bøger går hun løs på skolens verden. Som hun beskriver den, er der ikke tale om skolen for livet, men om skolen eller livet, uforsonlige modsæt­ninger. Det er karakteristisk for en vis entydig, ideolo­gisk tænkning hos Marianne Larsen, i en ikke-tilstået modsætning til fantasien, den som henter støtte i even­tyrets verden. I timerne og udenfor! hedder opskriften. Lok mig væk! lyder kravet og ønsket:

Læg hvide sten ud i natten.
Sæt skilte med duftende grønt i byerne.
Lad ildfluer danse foran til man kan se.
Før kilden fra da alle var små gennem cementen.
Anbring papirudklip af alt hvad du vil i alle master
Lad fabeldyrene tage turen hen over bilerne
før lakken er tør.
Til der er spor overalt at gå efter.

Den tilstand, man skal lokkes væk fra, er isolationen, forsteningen, der rammer de mest udsatte - eller skulle man sige indsatte. Også her kan så netop even­tyrets fantasmer indgå, f.eks. i samlingen Cinderella (1974) over Askepot- og Snehviderollen. Den sidste beskriver Marianne Larsen i en moderniseret udgave af pigen i glaskisten:

når hun læser tager sætningerne form
som et frostvejrs dannelse
og frugterne hun spiser følger uoptøede glidebaner
hun mærker næsten ikke den afkølede smag
hendes øjne er stive og glatte
til at berøre direkte af andre
hun genkendes blandt dukker fremstillet i frysebokse
hendes ur går som siksakdans mellem urolige isflager
hendes hjerte som det underste af et isbjergs synlighed
hun tager ikke egentlige beslutninger.

Kvindebilleder, som man også kan møde dem hos Dor­rit Willumsen, menneskebilleder som hos Ivan Malinowski. Med ham deler hun optagethed af sprogkri­tikken. Den har hos Marianne Larsen to sider: Spro­gets skabende dynamik og sprogets arme forførelse. Det første kan lyde således: „Der er ord i at være alene. Du består af ord. Hvad du end gør, slipper ordene ikke op midt i en handling. Ordene fortsætter ud over de grænser din frygt sætter... Ordene giver ikke op ... ingen kan standse dem; de kæmper videre. “

Men det siges også, at der findes autoriteter inden for jeg-ordene, som stopper dig ind i dig selv. Lukker dig af. I samlingen Det må siges enkelt står det galt til:

der findes mange sprog
og hun kender et hvor verberne græder
og substantiverne er hårde som sten
og prædikaterne en blanding
af hvide skyer og blå læber og
duften af gule blomster
og trehjulede cykler for voksne
hun kan ikke tale det sprog ...

Om digteren selv er at sige, at hun slipper fra kritikken med sproget i behold. Jeg vil ikke skjule, at modsæt­ningerne for mine øjne og ører stilles så skarpt op, at resultaterne indimellem bliver tvivlsomme og valget står mellem moralisme og sentimentalitet. Men netop sprogarbejdet, præcisionen og overraskelsen skaber en selvbevidst originalitet.

Stavelse for stavelse
overvejer vi hvem vi er

og det sker ved manøvrer, der til sidst fremkalder det andet, den syvende farve i regnbuen, den unummererede lov.

indret omkring os
ordene vi kalder vores sprog
en hviskens fremdrift
ingen enkeltpersons men jordens
dirren i den blå luft
mellem sommerfuglene og satellitterne.

(Bagom maskerne, 1982).

Det lange forfatterskab har sin egen identitet, ord for ord, stavelse for stavelse. En udvikling, et forløb kan konstateres. Det begyndte - som sædvanlig - i Hvedekorn for tyve år siden, de første bøger kom fra 1971 og 72, Koncentrationer og Overstregslyd samt 21 digte. De er drømmeagtige, bevidst uden konturer i tegningen, ab­strakt surreale i deres blanding af kortprosa og lyrik, men indimellem også billedkonkret og farligt: „Luften har brændt sig/og ægget slanker sig/som billeder af skov­bær/ligger min fløjte.“

Denne modernisme toner over i den utopiske socia­lisme, der så styrer forløbet hele vejen frem og i 80’erne får stadig større spredning i flere farver og genrer.

du venter til soldyret kommer
det der har netop udsprungne
valmuer på ryggen
det der bevæger sig
så ikke et eneste kronblad
falder

Styrke, stilhed, sarthed, præcision bare vokser hos dig­teren. Stædigheden og modet udfolder sig desuden i cabarettekster, i sceniske arbejder, børnebøger. Ikke kun individualistiske tekster om fællesskab, men fæl­lesarbejder, fællesoptræden, fællessprog. Forenin­gerne, bibliotekerne, skolerne, tribunerne kender Marianne Larsen in persona.

Sådan kan det være at komme fra Kalundborg, den unævnte by i romanen Gæt hvem der elsker dig, en by, der forandrer sig i løbet af pigen Bodils opvækst. Der byg­ges et stort olieraffinaderi som indfanger mændene, og en Carmen curler-fabrik, som kvinderne søger. Den industrielle udvikling ændrer og splitter liv og bevidst­hed, men ud af det hele dukker en ny bevidst pige, hos hvem frygten, hensynsfuldheden er omformet til soli­ditet, personfasthed og kærlighedsevne i Marianne Larsens brede og dybe følelsesskildring, skrevet med en lyrikers erfaringer.

I prosaen synes yderligere mange fornyelsesmulig­heder at åbne sig.

Det konstaterer vi med en vis tilfredshed og glæde, da nu romanen er kommet efter beslutningen om at til­dele Marianne Larsen Beatrice-prisen som en ekstra bekræftelse på den kunstneriske dynamik, der bor i hende.