Tale for Henning Mortensen ved overrækkelsen af Beatrice-prisen den 30. november 1990
Mennesker og insekter
Henning Mortensen skriver romaner, noveller og digte. Her vil jeg kun komme ind på forfatterskabet fra det sidste årti og begynde med Den forbitrede kvinde, det andet bind i en art krimitrilogi, dog uden gennemgående personer. Første bind af den hedder da Sminke og tredje bind Legenden om den diskrete dreng.
Hovedpersonen Jytte i Den forbitrede kvinde Ira 1987 er gift med en stor og rolig kæmpestærk fyr, bodybuildet og udsmider ved et værtshus og derudover hengive t til to slags hobby: til drageflyvning og insektstudier. De er hans virkelige lidenskaber. Ikke Jytte. Men han er til gengæld hendes lidenskab. Han holder nok af hende, men vil helst sidde i fred ved sit mikroskop og studere insektvinger og forudsætningen for deres funktion - og han elsker sin fuldkomne frihed når han drageflyver og svæver i cirkler over Ellemandsbjerget og kysterne ved Mols. Det er ikke fordi Jytte afskyr sport, men: „Hun hadede de vinger. For med dem kunne man flyve alene.“
Det hele begynder med at Jytte, der er uden arbejde, maler nogle banale blomsterbilleder. Hun tager dem med til Giens fætter Erno, der er kunsthandler. Han sælger dem videre og giver hende alle pengene, uden provision, for han er forelsket i hende. Hun finder ham hæslig og afskyr ham, men til sidst køber han sig til hendes kærlighed, der realiseres perverst, med pisk. Hun er først oprørt over forslaget, men ender med at gøre det, simpelt hen fordi hun og Glen er helt nede og behøver de penge. Og Glen bilder hun ind at hun får dem for sine billeder. Men ved afslutningen af en ferniseringsfest, hvor de tre er tilbage og Glen vil hjem, sker det: „Ah, denne Glen som hun elskede. Denne tunge, dvaske Glen, som sad inde i sig selv og aldrig ville komme ud. Hun skulle rive ham ud, skulle hun!“ Derefter løber hun ind i Ernos soveværelse, henter billederne, der ikke er solgt, og pisken, og røber det hele. Og så farer Glen ud af sig selv. Slår Erno fordærvet. Vel ikke just for at dræbe ham. Men han dør.
Selv om Jytte handler snildrigt og iskoldt for at slette sporene, bliver drabet alligevel opdaget, og Glen dømt.
Det afgørende og ene usædvanlige ved Jytte er hendes selvoprigtighed. Hun fører alle mulige andre bag lyset. Ikke sig selv. Om sine billeder, der har fundet en liebhaver, tænker hun: „Herregud, to små blomsterbilleder. Og ikke engang rigtig kunst. Det vidste hun udmærket." Og ved ferniseringsfesten, hvor hun i optakten morer sig godt, hedder det: „Hun vidste hvad hun var: uvidende, intelligent og attraktiv. Og så spillede hun tit sådan et underholdende spil med sine omgivelser.“
I afsnittet "Slutningen" karakteriseres Jytte for sidste gang, med et glimtagtigt tilbageblik på hendes opvækst i institutionerne:
"Hun var blevet skubbet rundt med dengang. Fra sted til sted. Og hendes vilje var blevet til en stor modstandsrede. Og somme tider, når hun betragtede sin omverden, kunne hun mærke musklerne stivne som i krampe.
Men sikke et spændende spil, hun til sidst havde lært. Hun vendte bestandigt tilbage til dette spil, det var fuldstændigt som at leve rigtigt. For når hun ikke spillede, faldt verden fra hinanden."
Dog alt hvad hun gør i spillet med Glen, gør hun ikke blot for spillets skyld, men af kærlighed til ham; og i rasende ærgerrighed på hans vegne. Af fortærende kærlighed, men på hendes betingelser. „Enten er du en padde, eller også er du en panter. Jeg vil have en ordentlig mand. For jeg elsker dig," siger hun til ham efter drabet.
Den forbitrede kvinde har undertitlen „Kriminalroman". Måske er krimien ved at være en af de mest tidssvarende genrer - fordi der gradvist, på næsten alle planer, er ved at ske en gennemgribende kriminalisering af samfundet. Fra økologi til økonomi. Fra spekulanterne i det store format - til kundetyvene i supermarkederne. Det er i øvrigt en djævleblændt fin karakteristik af Jytte, at hun, efter at have gennemført sit store, sit uhyrlige løgnespil i retssalen, bliver ude af sig selv af forargelse over en gammel kone, der stjæler i en discountbutik.
Handlingen i den tredje roman „Legenden om den diskrete dreng“ fra 1988, er så indviklet og omfattende at jeg stort set vil springe den over og koncentrere mig om den diskrete dreng. Om Jesper. Til forskel fra personerne i de to andre romaner kan han forstås helt ud fra sig selv og er emotionelt uafhængig af ethvert levende menneske, med undtagelse af sin mor Sandra.
Han går i gymnasiet, og i kapitlet om ham karakteriseres han således:
„Han kan sidde uden for sportspladsen og betragte atletikøvelserne eller fodboldspillet, en lærer vil aldrig bebrejde ham noget. For han er selv meget hurtig på tres meter, og fodbold spiller han bedre end nogen. Han kan deltage, eller han kan lade være. - Han kan gøre, hvad han vil: - Han kan knuse en bille og mase en regnorm eller skodde en cigaret ned gennem en sommerfugls vinger. Eller han kan bare sidde på en mur og stirre mod skolens øvrige elever og tænke, at de er intet, intet, intet! Intet uden ham.“
Om hans belæsthed, bøgerne ved siden af skolebøgerne til når han keder sig i eller uden for timerne, hedder det:
"Det kunne være Machiavellis "Fyrsten", "Poems from the Sanskrit", Hitlers "Mein Kampf", Chandlers "Playback", matematiske værker på universitetsniveau eller erotiske (sadomasochistiske) tegneseriehæfter."
Denne særegne dreng griber ikke ind i handlingen før til allersidst, men så også afgørende. Af bogens 34 afsnit drejer kun de 7 sig om ham, af de 176 sider kun de 25 om ham. Men han er med rette bogens hovedperson og har givet titel til den.
I et andet afsnit om drengen, "Drengen i tårnet", kravler han så højt op som han kan i tårnet til Vor Frelsers Kirke. Han udsætter sig intenst og bevidst for svim- melhedens mareridt, og med blikket ned langs tårnet og ud over byen bestemmer han sig til at tænke på alt det vigtigste. Og her, hedder det: "Her kommer han ikke udenom ondskaben.
Den skal ritualiseres, siger han til sig selv. Det kan ikke på nogen som helst måde gå an, at den fremstår som noget klodset og uberegneligt. Der må efter drengens mening gerne komme elegance over den, noget gennemtænkt. Ritualernes mønstre skal være smukke og musikalske, men kun ganske få, måske kun ham selv, skal have det fulde overblik over deres endelige udstrækning og sammensathed. På den måde kan man dog nok komme dagens roderi til livs, tænkte han. Dagens uforudsigelige udskridninger, dagens mudder. Han ler en lille tynd latter.
At beherske så store dele af verden som muligt er hans beskedne mål. Og midlet er valgt. Der kan gå lidt tid, inden eventyret folder sig helt ud omkring ham, det store, grusomme og meget smukke eventyr, der er hans og kun hans. Men det vil ske.“
Der er andre gennemgående personer i bogen. Smukke Frank, der bare er smuk og charmerende, halvstuderet og opportunist af overbevisning, Citronen, en ambitiøs professionel forbryder, og forfatteren Simon Ellebjerg la Cour. Det er med ham den diskrete drengs grusomme og smukke eventyr udfoldes.
Simon la Cour er kriminalforfatter, men han er utilfreds med sig selv og med genren. Han vil opsøge de kriminelle personer og begivenheder i virkeligheden. Det lykkes. Men samtidig bliver han indviklet i deres net, og da han ikke forstår alvoren i det han bliver impliceret i, går det ham galt. Sammen med Citronen, der har halvtvunget ham til at nedskrive sit levned, hvad der både har skræmt og fascineret ham, bliver forfatteren fanget og skal likvideres.
Det er denne likvidering, måden den sker på, der er romanens kerne og pointe. Det er den, den diskrete dreng tager sig af. Han opsøger forfatteren i hans lejlighed og gør ham bevidstløs med et karateslag. Og så bliver han af drengen og dennes hjælpere bragt til stedet hvor han skal dø og vågner der. „Han svæver halvanden meter over et gulv i en slags stormasket hængekøje hvilende på bryst og mave og med lemmerne presset gennem hver sin maske. Han er nøgen ... “og „... kneblet hårdt med et stykke tov som kan strammes og løsnes ved en øksemekanisme bag hans nakke“. Og derefter, i løbet af et par døgn, fuldbyrder drengen eksekutionen med omhyggeligt førte kirurgiske snit i kroppen, med temporære standsninger af forblødningen. Og mens det finder sted forelæser han og kommenterer hånligt og intenst situationen for forfatteren.
Selve denne eksekution beskrives med en klinisk og anskuelig præcision, der kan erindre om tilsvarende situationer hos Edgar Allan Poe, i fortællinger som „Amontillado-Fadet“, med den langsomme indemuring af en beruset uven, der gradvis vågner op, og „Gruben og pendulet" med den ufattelig langsomme udspekulerede tortering af ofret. Mens disse fortællinger foregår i det forrige århundrede og på inkvisitionens tid, foregår drengens henrettelse af ofret i samtiden. Nu. Men alle tre eksekutioner er henlagt til afsides totalt vinduesløse og lydisolerede kældre. Også et andet træk kan minde om Poe: den selvfølgelige indfletning af skjulte og åbenbare citater fra store filosoffer og digtere. Heller ikke sædvanligt i en krimi.
Efter at drengen har fortalt forfatteren hvorfor han er endt her, i denne kælder under moderens hundesalon, og tilføjet ham endnu nogle lange og dybe snit, hvisker han til ham, som om de under alt dette befinder sig i en dyb samtale om de afgørende, ubesvarlige livsspørgsmål:
„Der er ting, jeg har tænkt på. Hvorfor skriver du i dine bøger så meget om ondskaben uden at forklare os om dens årsager? Du kalder dig forfatter. Men hvad skal jeg gøre? Ingenting får jeg at vide. Jeg har to muligheder. Hvis jeg nu vidste, hvordan ondskaben bliver til, så kunne jeg måske bekæmpe og opløse den. Men det ved jeg ikke. Så det er i virkeligheden slet ikke nogen mulighed. Den anden er, at jeg overgiver mig til den, men så vil jeg ikke nøjes med mindre end den totale beherskelse af verden. For så skal den virkelig bruges til noget. Ja, jeg vil beherske verden, det er det, jeg helst vil.“
Den svenske forfatter P.C. Jersild skriver i sin bog om livsanskuelser Humpty-Dumptys fald, netop fra i år: „Spørgsmål om hvorfra og hvorhen, om livets mening og om ondt og godt affærdiges ikke sjældent som barnlige - som gymnasiastagtige, som spørgsmål man kan stille som teenager, men bør have ophørt med at interessere sig for, når man er moden til at aftjene sin værnepligt eller føde børn.“ Således karakteriserer Jersild tidsånden. Men Henning Mortensen har ikke tabt interessen for disse spørgsmål, de bliver stillet. Også det er usædvanligt i en krimi og gør den til langt mere. Spændingen mellem fascinerende overflade og pludseligt dybsind er vedvarende og usvækket.
Til sidst, en særegenhed ved Henning Mortensens forfatterskab som jeg kun har fundet få andre steder, f.eks. i John Fowles "Offer for en samler" om en sommerfuglesamler, der just holder en ung kvinde fanget i en kælder. Men temaet er ganske anderledes gennemført og omfattende hos Henning Mortensen: hans egen og hans personers fascination af insekterne som studieobjekter og metaforer. Selvfølgelig kommer også andre dyr i betragtning, lige efter insekterne krybdyr og krebsdyr, og sidst pattedyr. Men det gennemgående og afgørende er en grotesk humoristisk og dødsensalvorlig optagethed af insekterne, realistisk og nøjagtigt som studieobjekter - og digterisk som metaforer for menneskelivet, for tekniske konstruktioner, og fænomener i universet.
Der er Glens studier af insekterne, specielt de vingede, f.eks. bierne, klart nok motiveret af hans drageflyvning. Og ellers deres metaforiske anvendelse, som i drengens højtlæsning for forfatteren af et langt og raffineret stykke om fluedøden, den uafvendelige og uendelig langsomme fluedød på et fluepapir, omhyggeligt og detaljeret beskrevet.
Den død, forfatteren skal lære sig at dø. Fluerne menneskeliggøres, og forfatteren fluegøres. Fulde 2 1/2 sides højtlæsning "Husk fluerne" er det sidste drengen hvisker til ham. „Gør ikke modstand ... hengiv dig ...“
Insektbilledet kan også bruges mere harmløst, som i digtet "Nu videre hr. Cykelmyg". Eller i et andet digt "Myg": „Digtene -/som når myg mod morgen/sidder et eller andet sted i rummet/helt blodfyldte/og smiler.“
Eller insektbilledet kan udvides voldsomt og anvendt på en teknisk konstruktion omfatte et helt miljø: „Elektricitetsværket summer som et sovende King Kong-insekt. Hundesalonen (og dødskælderen) ligger i en brummende spænding, i et stærkt kraftfelt". - Eller det kan bruges helt ude i universet, hvor det i et digt "Komet! Komet" hedder om Halleys komet at den er "overbegloet af satellitters stive glukker, / indkodet i deres insektbegavelse".
Endelig slutter novellesamlingen Det brændende landskab med beretninger om en krystaledderkop i kontakt med Krabbetågen. I denne tåges midte sidder en pulsar med et øje, der morseblinker til de to små glaspyramider på krystaledderkoppen, som er dens øjne, og med sine spor i sandet nedskriver den meddelelser fra Krabbe tågen.
Her kommer jeg igen til at tænke på Poe, denne gang på hans fortælling „Guldbillen“. Den er som krystaledderkoppen overnaturlig og fremkalder mani. Den er levende og bider og har antenner, og dog er det en skarabæ, helt igennem af guld. Den vejviser til en skjult skat som edderkoppen til en bevidst kraft i universet.
Misforstå mig ikke, der er ikke tale om et epigoneri, men om et uvilkårligt valgslægtskab, i denne hårdnakkede hengivelse til absurde og eksakte fantasier. Skal vi da ønske denne indiskrete og gode dreng, denne århusianske Poe, denne sejt overlevende forfatter - tillykke.