Tale for Knud Holten ved overrækkelsen af Beatrice-prisen den 2+. november 1996
Katten Felix
„Det drejer sig om at have stil,“ siger onkel Charles til drengen Felix Ask i Knud Holtens seneste roman Der var engang - og stil har både Felix og Holten, det er man ikke i tvivl om, når man har læst sig igennem forfatterskabet. Det drejer sig om at være på, at være til stede, at være synlig, samtidig med at man som katten forbliver urørlig. Det er nemlig det pudsige ved Knud Holten, at han gerne spiller med sine verbale biceps, men hele tiden understreger, at de er et dække over en drengefølsomhed, der er lige meget til eventyrlige opture som til tilsvarende mareridtsagtige nedture. Hvis ikke begge dele på mystisk vis glider sammen og bliver den vævning, som holder hele projektet oppe.
Hvis man nu siger, at Knud Holten tilhører den generation De ved nok, tager man også fejl. Vist er han barn af tresserne (debuten fandt sted i 1966), men han er ingen 68’er, hvis man dermed forstår en politisk skarpsleben oprører. Han er i langt højere grad en tidshybrid: lige dele blomsterbarn, Andy Warhol-derivat og Ridley Scott-romantiker. Han er en roadie fra før begrebet rigtig var gledet ind i sproget, han er en rejsende som Jack Kerouac og fantastisk realist både før Márquez og Ib Michael. Men han er i slægt med dem alle sammen og stiger frem på dette backdrop som den bestøvlede kat, i høj grad sig selv, en komediant og taskenspiller man skal vogte sig for, thi han er en slags litteraturens Bladerunner, en budbringer fra tegneseriernes og de surrealistiske landskabers overdrev, en voyeur, der gerne knæler foran nøglehullet for at se hvad der foregår af forbudte ting på den anden side af døren, men samtidig også kigger ind i sig selv, hvor det meste - i hvert fald hvad stilen angår - har sit udspring.
Det er ikke tilfældigt, at Knud Holten kalder en roman for Der var engang, ikke fordi han minder særlig meget om Drachmann (de har dog fascinationen af det erotiske som fællesnævner), men fordi det hos Holten, næsten uanset hvad han skriver, handler om eventyr. Det er i den fantastiske fortælling han finder sig selv, og den meget udprægede stil uanset om det drejer sig om regulær poesi, børnebøger eller de mange romaner (en lille halv snes er det blevet til foreløbig af de sidstnævnte). Han kan sætte sig selv den opgave at skrive om en person ved navn Knud Holten (som for eksempel i Englen med det langsomme smil), men der går ikke mange sider, før denne højst virkelige person forvandler sig til en utroværdig eventyrer, der lige så godt kunne hedde Ketel eller Lonnie Ventura eller noget syttende, som hovedpersonerne gør i forfatterens andre bøger. Men når jeg siger utroværdig, er det ikke ment i nedsættende betydning, utroværdigheden er et adelsmærke, for det man skal tro på, er, at alt kan ske, også det man ikke troede muligt, for sådan er det i eventyret. Det er muligt, vi er mange, der har oplevet den særlige ambiance hos udlejningsværtinder i den fjerne ungdom, men få i bengalsk belysning som i Knud Holtens Erindringer.
"Så fandt jeg sæbe, tandbørste, barbergrej og håndklæde frem fra den øverste skuffe i den lille, betændte bondekommode fra Daells Varehus og tog de fem skridt hen til døren. Gjorde mig en del umage for at snerpe begge næsebor eftertrykkeligt sammen, inden jeg vovede at åbne og stikke hovedet ud. Alligevel formåede hørmen fra korridoren og resten af den vældige lejlighed at chokere min organisme. Enkefru Elna-Briggs Laurentius’ uforanderlige anmassende luftsignaler: Beskidte gulve og tæpper og mahognimøbler, lurvede silkerober, sjusket plukket svedende armhuler, opsvulmede kompostbunker af arvede 500-krone sedler, stanken af sammensvoren amazonpapegøje, køkkenvask, portvin, ukontrollerbare ræb og ti tusind slatne, medlidenhedsvækkende drømme. Et eneste langt, afskyeligt, tavst véråb, simpelthen. Som hver dag og nat havde belastet min i forvejen usikre karma-pulje."
Det er jo ikke kun barokt, det er ren barok, og hvis nogen aner klangen af Storm-P. (sammensvoren amazonpapegøje, hvad fanden er det?), så skal man tænke på Schade og vil umiddelbart forstå, at her ligger en bevidst eller ubevidst inspiration fra en dansk kilde, og det hele blir klarere, men ikke mindre morsomt så sandt som Mennesker mødes og sød musik opstår i hjertet er et af de mest tossede værker i dansk litteratur og samtidig et de mest afvæbnende. Her finder man nemlig også den holisme, som er så karakteristisk for Knud Holtens bøger, han er dybt optaget af at alting foregår altid og alle vegne, ikke det samme, men noget, og det er dette noget, som i høj grad er hans ærinde. Det kan man læse i novellen "Kredsløb" der står i samlingen Dødelige fortællinger (med venlig hilsen til Karen Blixen, der også er en fjern tante), her får man nemlig et helt katalog over fantastisk samtidighed i begivenhedsrækken plus denne optakt, hvor hr. Holten selv ses i et glimt, samt en hel lille poetik: "Ved et bord i en taglejlighed i centrum af byen København, i Danmark, på planeten Jorden, sidder en digter. Det er midnat, huset fores af søvn, men digteren er vågen, vildfaren i sit eget øjebliks kaskade. En sådan formulering kunne han måske kamuflere sig med i en bog. Sandheden er imidlertid en anden, mere banal og smertelig, og han ejer eller vover intet ord for at beskrive den. Virtuose løgnehistorier og kunstgreb har hidtil været hans livs alibi. Drømme, slebet skarpe mod virkelighedens tilfældige sætstykker, hans uforpligtende selvmord."
Vi lader den sidste passage blafre i vinden: Drømme slebet skarpe mod virkelighedens tilfældige sætstykker efterfulgt af en selvmordstanke.
Måske er det i selve processen at kunstneren opæder sig selv, og hugger man lige ind i følgende svada, fatter man måske lidt af, hvorfor det går på liv og død. Her er det en vis LaRue, der slentrer gennem et femsanseligt prospekt: "Svajende oksekærrer, støvpatinerede hunde, symaskineklapren, dystre rallende suk fra kæmpemæssige havskildpadder, der var lokket nær kysten af fiskernes dårende fløjtetriller og nu lå med forlufferne spigret til jorden, bhikkuer i møgbeskidte safrangule kjortler, fnisende småbørn, utildækkede kloakrenders stank, parfumeblandere, selvsikre kvinder iført malakitgrønne, dueurtsrøde og heliotropfarvede sarier og besynderligt trekantede brystholdere, grønthandlere der skrød som brunstige mytologiske vilddyr, segnefærdige kvassamlere med jamrende skeletter og enorme hornede platfødder i sandaler af kasserede lastbildæk, pludseligt dånende solekkoer fra dagobaernes kupler, rævesøvnsovende juvelerer, sværme af kyniske stikfluer med spættede vinger, cykelklokker, boder med veneblodsrøde sukkerkager og homøopatisk hårvand, og palmebladsvifter og røgelsestoppe og relikvier, muskuløse jaggery-tappere i svedige opkiltede saronger, statuariske betlere, emsige plakatopklæbere, grinende isenkræmmere, flegmatiske daglejere med sækkelærredsturbaner og hemmelighedsfulde tatoveringer -" det er jo en leksikalsk kehraus som hos Huxley, hedet og smedet op, som var det selveste Johs. V., der stod ved essen.
Det er en sjælden fugl i den danske litterære voliere vi hylder i dag med Beatrice-prisen. Nu kan Knud Holten tage hende i hånden som Dante gjorde i sin tid, og der er slet ikke tale om noget "Der var engang" i den trolovelse, men en sød forvisning om alt det gode der skal komme. Til lykke!