Nicolaj Stockholm

Appelsinvædet økse

Første gang jeg hørte Nicolaj Stochholm læse var ved forfattermødet på Rungstedlund i 1992, hvor Torben Brostrøm, Uffe Harder, Klaus Høeck og jeg havde inviteret ham på baggrund af bare én bog, debutbogen Biografi, der i hvert fald havde slået døren ind i mit hjerte. Han læste søndag den 4. oktober, og jeg tænkte: "Nå, så kom akademiet i kirke", for Nicolaj stod med håret sirligt redt tilbage fra panden og foldede hænder om bogen, ikke meget forskelligt fra en katolsk pater, da han sky og indadvendt fremsagde sine digte. En stor styrke fandtes allerede fra begyndelsen, men fremtrædelsesformen fra dengang blev hurtigt aflagt og erstattet af en udadrettet og bevidst henvendelse til de tilstedeværende.

Jeg har tit hørt Nicolaj læse. For ikke så lang tid siden på Palæ Bar, og senest i telefonen, da jeg ringede til Irland for at fortælle ham, at han skulle tildeles Beatriceprisen i år. Her fik jeg - med den irske storm som passende akkompagnement - læst et nyskrevet kærlighedsdigt op, ét af den heftige slags, som Nicolaj Stochholms hastigt accellererende fanskare kan se frem til. Hans fremførelser varierer stærkt afhængigt af vejr, tid, sted, temperament, kærlighedssorg etc., men intenst hver gang som det håndtryk, han kan give, så man står med følelsen af, at knoglerne totalpulveriseres under huden.

Intensiteten er voldsom. Men det er talentet også. Talentet for at finde en form, der bærer.

Den foreløbige produktion dækker Biografi, der blev udsendt i 1991, Sammenfald året efter og seks år senere Rekonstruktion - udgivet samlet under titlen Sange fra et ophør. Bemærk "sange", for sangen betragter digteren som livsnødvendig, og det rytmiske går da også gennem hele trilogien. Den seneste bog hedder Femogtyve digte og en drøm. Digteren har ikke giftet sig med ét forlag. Femogtyve digte og en drøm er udkommet på Gyldendal, den forrige på Lindhardt og Ringhof og de to tidligste på Borgen, i hvis tidsskrift Hvedekorn han optrådte allerede som 17-årig. Men der gik hele otte år, før debutbogen blev udgivet.

En "appelsinvædet økse" er det første, der møder en, når man begynder at læse debutbogen. Varsel hedder digtet ikke uden grund, skønt titlen er sat i parentes. En økse hugger. En økse skiller og separerer. At øksen er "appelsinvædet" kalder en forestilling om noget sødmefyldt frem eller synet af en dybt glødende sol. Det er overraskende nok vinden, der er "tung og skyldig" som en appelsinvædet økse. Luft, ild, vand, og jord er elementerne, hvis biografi skrives frem via forskellige strategier: erindring, rekognoscering, dekonstruktion, fastholdelse, videreførelse, spejling og andre skabende greb, der indgår i titlerne. Naturen - eller dele af den - spejler det jeg, der bliver til og gradvist mere agerende. Jeg'et søger at bære sig selv, skønt en sprængning konstant truer.

Det er en ganske systematisk opbygget bog, men hvor også meget er kløvet af øksen. Om en kvindes hænder står der i digtet med den paradoksale titel Fastholdelse, at de er "to halshuggede nattergale", og hun er "et sammenbrud fra livet".

Sammenbrud er et centralt begreb, både hvad angår liv og sprog. Selv i et stolt digt som Frihed synliggøres det bristefærdige.

Vedvarende sker der bevægelser. Et jeg krydser forskellige landskaber, både et europæisk med birketræer, mælkebøtter og iris og et afrikansk med savanner af bølgende græs, løver og elefanter, men også sproglige ryk foretages. I hvert fald sker der et sammenbrud af vante forestillinger, der kan fremkalde billeder som "havets epilepsi" eller "Jeg er din/ mund fuld af/ klokkeblomster og synkende skibe".

Via elementerne påbegyndes i den første bog en identitetssøgen, der viser sig at være en vigtig nøgle i forfatterskabet. En længsel går som et sug gennem digtene, nemlig efter at blive mødt som den, man er. En anden længsel retter sig mod sproget. Det skal renses, så det kan fødes på ny. Visse billeder er meget aparte, men lynende er den renhed, de er båret af.

Lige fra debutbogen skriver Nicolaj Stochholm digte, der lever af deres rytme, af vejrtrækning og vilde tanker, der løfter som de tusinde fugle, som optræder i digtet Jeg, hvor det vel at mærke er træet, der taler, gerne via oxymoron, den tilsigtede selvmodsigelse:

Jeg mærker det som tusind fugle
der langsomt og med ét rejser bort
og lige så optiske som den form
der har lænket mig til jorden.

Sammenfald hedder bog nummer to, inspireret af en linje hos den forbilledlige Ekelöf: "Den som speglar sig sammanfaller med bilden i spegeln". Der er tale om et sammenfald med traditionen, der her er tung som en møllesten og afføder linjer, som Nicolaj Stochholm sikkert for længst har fortrudt: "han skænker vinden sit panikslagne hår" for bare at give et enkelt slemt eksempel.

Ekelöfcitatet kunne signalere, at det var et Narcissustema, der skulle folde sig ud, men det er snarere en identitetssøgen, der fortsætter fra første bog. JEG KRÆVER JEG råbes der med versaler hele to gange som eneste ytring på en hel blank side, så mere vægt kan disse ord næppe få. "Jeg er også en anden/end den jeg er" hedder det flere steder i lidt forskellig udgave og åbenlyst i dialog med Michael Strunge, der indledte Verdenssøn med linjen: "Nej, jeg er den samme som altid/- en anden".

Et digt fører ind til bogens to døre; den første har et Ewald-motto om skabelsen, den anden Ekelöfcitatet, og til slut fører et digt ud igen. Jeg'et, der står i konflikter til halsen, taler dels til sig selv, dels til det kvindelige du, der forlades eller forlader jeg'et, som når frem til den indsigt, "at kvinden blev for stolt til sin elsker".

Den eneste hvile findes herefter i en Odysseuslignende rejse og i en søgen vej i sproget:

Du er den jeg søger når jeg er jeg
og skal samle alle køn og tal
til én brændende sætning
for at dække mit liv

Sproget skal trækkes sammen, det skal kondenseres i et dækkende billede. At det skal dække livet kan betyde, at det skal være sigende eller paradoksalt nok også, at det skal skjule livet. Ligesom ordet "fængsel" og "fængsle" parallelt bruges som noget, der både spærrer inde eller giver stor frihed. Begge aspekter er samtidigt til stede.

Når sproget i én sætning skal være dækkende, skal det kunne formulere fravær i form af tab og savn og "timeløst fald". Og det gør det i bogen Sammenfald i forskelligt toneleje fra det forstemte til det ekstatiske, ligesom det spænder i tid fra "stendysse til tv-station".

Seks års levet liv har gjort den tredje bog væsensforskellig fra de to første mere retoriske værker. Bogen, der udkom i 1998, hedder ikke Genfødsel, men Rekonstruktion. Ikke desto mindre tematiseres genfødslen:

Jeg er en olding som går
gennem mine egne
genfødte skridt ...

Dette værk forholder sig uafbrudt til de foregående både med hensyn til referencer og rent motivisk. - "du/ træder frem med livets hastighed" hedder det f. eks. i digtet Katherina med en hilsen til Michael Strunge, eller en titel kan lyde Non serviam. Goddag igen Ekelöf anno 1945.

Allerede i debutbogens andet digt konfronteres den læsende med sindssygen, fordi digtet lukker op for uendeligheden. Den slår digteren porten op til - og han begiver sig mange steder i forfatterskabet ind i et grænseland, hvor jeg'et sprænges og muligheder, der fører i alle retninger, afprøves. Digtets jeg kan når som helst miste sig selv, det kan leve farligt og uden grænse, men digtet må søge sin. Nicolai Stochholm er ekstremt bevidst om formens betydning - eller snarere redning i hans tilfælde. Jeg kan sagtens forestille mig en bog af ham med titlen 15 sonetter. En redningskrans.

Hvile er bare et kort pusterum, når det gælder Stochholm, ti vilde pegasusheste er allerede klar til at bryde op og forlade en meget jordisk verden for at nå et trancendent sted. Tydeligt i Spejlets invitation:

... det liv
vi har lagt bag os har vi ikke
brug for her hvor vi stråler med
det samme mål, vi kan se igennem
hinandens lange prismer af knust
erindring, så deres lysende nye
signaler finder kroppen i
det hellige sind
hører du

Også i den seneste bog Femogtyve digte og en drøm tematiseres opbrud, bevægelse og forandring, som i digtet I Biografen, der starter med de uimodståelige ord: "Kære dødelige krop med en udødelig drift" og senere lyder:

... Men det skal du også vide, at jeg ikke ejer
temperamentet til at møde en anden igen med samme
køn. Forstår du, jeg vil ikke kønsbestemme skønheden, den
kaster sig vildt ind i det feminine og maskuline, den er
androgyn, en motorvej, et par tågehofter i bevægelse over
marken ...

Det er ikke et postulat, at skønheden "kaster sig vildt ind i det feminine og maskuline", grafisk demonstrerer digtet dette kast ved at linjen brydes netop sådan, at læserens blik kastes fra det yderste højre felt ned til venstre på næste linje.

De nye digte registrerer hastighed og tider, de er bybilleder og billeder af kærlighed.

Nicolaj Stochholm udfolder en poesi med stor vægt lagt på udtrykkets kraft. Tilliden til formen er nærmest altoverskyggende, når han f. eks. udtaler: "Jeg skriver ud fra en tro på at formen redder mig". Han har både en legende, en drømmende, en systematisk og en alvorlig tilgang til sproget og giver sig selv friheden til at vægte disse tilgange, som han nu finder det bedst. Der er ikke kun én vej frem til digtet.

Det enkelte værk er tydeligt styret af en tanke, men mange sære ting foregår rundt omkring i digtene, og visse steder er de rent faktisk ulogiske i konstruktionen. De er bygget op, så de danner indbyrdes relationer og spejlinger af hinanden. Der arbejdes konsekvent og kompromisløst. I de første bøger i en høj stil, siden i en mere enkel og direkte tone, men i begge tilfælde lukkes der op for et digterisk rum med plads til liv og død og poetisk transcendens.

Nicolaj Stochholm skriver med en energi og voldsomhed, der er bemærkelsesværdig, men ikke digte, der bare løber løbsk, formviljen er netop lige så stærk. Det er ikke mindst dette træk, der gør digtene både æstetisk interessante og medrivende. Nicolaj Stochholms forfatterskab befinder sig i ekspansiv vækst. Vi følger ham gerne videre på den digteriske Odyssé, det er derfor oplagt for Det Danske Akademi at belønne ham med Beatriceprisen.