Helle Helle

Helle Helle lyder på én gang anonymt og personligt insisterende. Helle var også et efternavn i familien. Så dobbeltnavnet vedgår både nutid og fortid.

Eksempel på liv er en rigtig underlig begyndelse. Fordringsløs og udspekuleret. Syvoghalvtreds punktnedslag i et byrum. Ubeslutsomhed og skrifttematik. Talentet er åbenlyst, men hvor længe vil hun nøjes med dét?

Rester kom i 1996, tre år efter. Korte hverdagshistorier om personer, som prøver at nå hinanden eller slippe af med hinanden. Fortalt af kvinder med en vis kuldslået ømhed. Kvinder, som er afhængige af mænd, følelsesforskrækkede eller stærke overlevere, som har styr på hvad de giver videre. Sådan da. Historierne er ladet med betydning og går ikke op. De sigter på den rest, som bliver tilbage, når afgørelsen er faldet. Det blinde punkt. Afmagten eller tavsheden.

Biler og dyr fra 2000 balancerer lige så sikkert mellem er normalitet og sammenbrud. Men der er længere ned, hullerne bliver dybere og mørkere, det trivielle mere skræmmende. Der er udbrud af desperation og rådvildhed. Jeg vælger den novelle, som hedder ”Der er ikke noget nyt”.

En pige vender tilbage til den by hun er vokset op i for at blive lærer på sin gamle skole. Hun er blevet skilt, begge hendes forældre er dræbt i en trafikulykke. Hun er yderst fåmælt om det. Men så holder hun uden for deres hus og kikker. Det er solgt nu. Der sidder en puddelhund i vinduet. Børnene ude på vejen driller den. Smider sten mod ruden, så den bliver helt sindssyg. Den pisker frem og tilbage mellem potteplanterne. Hun får sin forhenværende kæreste til at sige til de nye ejere af huset, at de ikke må lade den puddel sidde i vinduet. Og sørger ellers for at komme væk i en fart. Den udgang er stærkere end de bastante symboler i andre af historierne.

I Hus og hjem, Helles første roman, lykkes hjemkomsten. Måske. Anne køber hus i sin barndomsby og bor alene mellem flyttekasserne og de umalede vægge et halvt års tid, mens manden, Anders, afvikler sit gamle job. Rastløs og forvirret bliver hun. Sover for længe, begynder at drikke alene og ryge igen. Synes ligesom de gamle veninder at byen er gået i stå. Der måtte godt snart ske noget udefra.

Det gør der ikke, så man læser videre om ingenting. Den åbne, billedløse stil appellerer til ens nysgerrighed og tingene er hele tiden i bevægelse. Personerne meget tydelige for læseren, ikke for hinanden. Hvad foregår der mellem dem? Naboen, præsten Jens, spørger Anne hvorfor hun har valgt det her sted. Hendes jo forældre boede der jo bare som tilflyttere. Savner hun dem?

– Jeg ved ikke, det kan være sådan noget med fortiden. At man ikke har nogen at dele den med.
– Er det derfor du er kommet tilbage?
– Nej, det er ikke derfor. Det gør ikke nogen forskel hvor jeg er henne.

Ynkes vil hun ikke, så hellere lyve. Men lidt senere til samme Jens: - Jeg var så ked af det på deres vegne. De var ikke glade og de havde ingen venner. De døde bare og der er fandme ikke andre end mig der kan huske hvordan de så ud. Hun er bange for at ende ligesom dem. Utilfreds og ensom. Jens forelsker sig i hende. Hun overser det og bliver slemt ulykkelig, da han får besøg af andre kvinder og manden, Anders, dukker op.

Hus og hjem skriver sig hen imod et forlig med det trivielle. Er livet værd at leve, når det er som det er? Analysere sig til et svar kan man jo ikke. Og hvis man vil tæt på, er det nødvendigt at holde afstand.

Helles anden roman kom i fjor. Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand. Vedkommende hedder Kim. Han vågner af og til om natten, fordi han ikke trækker vejret. En nat vågner han ikke. Ligger død i sin seng næste morgen. Det sker på side 2. Så hvordan og hvorfor? Susanne går tilbage i tiden. Hun er anderledes robust og ærekær end Anne. Ikke kun en iagttager. Hun arbejder på et hospital med rengøring og som køkkendame. Siger op en overgang, men kan ikke holde ud at gå ledig og vil ikke have dagpenge. Begynder at gøre rent igen, for private. De skal jo have mad.

Kim sidder i soveværelset med en computer og skriver sin første roman. Susanne kan ikke hamle op med hans baggrund. Verbalt er han hende langt overlegen. Hun ved ikke om hun elsker ham. Jeg går fra dig, siger hun. Hold op med dine klichéer, siger han bare. Du bliver lille i hovedet af det hospital. Hun gør sig tavs for at bøde på sine banaliteter. Du har ikke noget sprog, siger han så. Her ser umenneskeligt ud, siger han, når hun har ryddet op. Du lukker al ånd ude af det her sted. Hun har bare luftet ud, fordi der lugtede. Hun skriver et rasende brev til forfatteren og sætter det op med tape på soveværelsesdøren.

Der var to forestillinger Susanne trøstede sig med. Den ene var tanken om et ukompliceret og konkret liv med en mand hun kendte engang. Men den endte altid galt. Hun så sig selv gå og græde over al den tilgængelige lykke. ”Der var ikke tvivl nok til stede i det liv.” Sådan står der.

I den anden forestilling sad hun og skrev på Kims nekrolog og kom til at tude over sin egen tapperhed. Der var også en tredje forestilling om trøst: Lejlighedens indretning, hvis hun boede der alene. Men Kim er ikke kun en lort. Han er også alt det modsatte og frem for alt noget andet end hende. Efter en tid alene ville hun få brug for en talende mand, som kunne udrette et eller andet. Men hun orker ikke finde en anden end Kim.

Længslen efter harmoni er en illusion. Et forhold uden konflikt er umulig. Værre endnu. Kitsch.

Så dukker den kæmpestore Ester op fra køkkenafdelingen på hospitalet. Tre gange har hun aborteret, nu er hun højgravid og forladt af sin kæreste. Hun flæber for et godt ord. Hjælpeløs, frimodig og ufortrøden. Hun flytter ind på sofaen hos Susanne og Kim. Falder i badeværelset og brækker håndleddet. Flytter ind i soveværelset og gør alting mellem dem meget værre og lidt bedre. Kim og hun forstår hinanden umiddelbart, han bliver næ sten hensynsfuld. Det er lige før Susanne er til overs. Meget livligt i al sin pinagtighed. Da Ester nedkommer med en datter er det også jul og lige ved at gå i hak med Susanne og Kim. Men så er det han glemmer at trække vejret.

Helle Helle begyndte forfra med det bare ingenting. Konkrete iagttagelser, ikke andet. Og hun synes at beholde en direkte tilgang til tingene og en enkelhed, som de fleste forfattere kun når med alderen. Hun er konsekvent i stil og metode og forbløffende økonomisk med sit stof. Véd hvornår det er nok og forstår at lægge de yderste ord inderst.

Det er først og fremmest dialogen, som gør hendes figurer så forskellige og de indre skred så utvetydige. Hendes dialog formidler handling og realia så vel som følelse. Men for den der hører og husker så godt kan dialogen blive en særlig fristelse. En genvej uden om den overordnede omverdensbeskrivelse. Replikken når hurtigere frem, så hvorfor ikke? Er det ikke også det frieste for læseren, at tingene fremgår indirekte og tydningen overlades til hende eller ham.

Jo. Men der er ting man nødigt vil undvære, selvom de næsten kun kan siges direkte. Visse refleksioner, visse selvransagelser, visse vildfarelser. Visse skikkelser, som er klogere end én selv. Og – ikke at forglemme: alt det uartikulerede, som hjertet er fuldt af og løber over med, hvis det får lov. Store stilister, som først og sidst vil skrive godt, kan fristes til at gå uden om det der truer deres stil.

Du behøver ikke falde for den fristelse. Der er rum omkring dine personer. Og god plads. Også til dig. Så kom frit frem, vi har set dig og giver dig Beatrice-prisen som påskønnelse for det du har gjort og det som er undervejs. Lykke til.