Naja Marie Aidt

Naja Marie Aidt begynder med en stor familie på landet en lang sommer. Øjebliksbilleder i ligefremme forløb. Og en lys og klar tone. Dydige digte, når man at tænke, men familie gør dum. Den forstår sig ikke på afstand. "Jeg ser at jeg er blevet bitte lille, jeg bliver hele tiden væk. Kan man blive så lykkelig, at der ikke er mere at sige? Lunken livslang lykke dag ud og år ind." Børnene bliver hendes mest krævende fjende og hun kunne kværke dem.

I den næste samling er to voksne ved at blive splittet ad og ædt op af deres unger. Uoverkommelige hverdage. "Jeg vil ikke have aber og katte og andre vilde i mine stuer, ingen djævle med deres søde, skarpe lugt." De går i stå, de to voksne, indtil smerten ryster dem sammen igen.

Men tredje gang bliver ikke lykkens gang. Fortælleren er alene og digtene går i ring. Sansning bliver til refleksion og metafor. Forsøg på overblik ender i tvivl og ironi. Og rådvildhed og spejle er der alle vegne.

Det gør ikke noget. Året før denne tredje digtsamling har Aidt udsendt sin første prosabog Vandmærket. Og straks efter endnu en novellesamling Tilgang. Her er al hendes ligefremhed tilbage og dertil et nyt samtidsstof. Frem for alt en regulær råhed. Aidt skriver prosa så tæt og strømmende som var det poesi. Uanfægtet. Så hvorfor skifter hun genre?

Hun er ikke meget for at svare på det og bryder sig ikke om at reflektere over sit eget skriveri. Hun træffer selvfølgelig bevidste valg, mens hun arbejder, men det sætter hun sig ikke til at skrive om. Det er uinteressant. Sagt rent ud til Rolf Højmark Jensen i et åbenhjertigt interview i Ildfisken.

Så bløder hun det op. Hun må holde noget hemmeligt for sig selv. Ikke vide af andet end det hun sidder med. Ellers kan hun ikke føle sig fri. Hun må være alene, ikke nok med det, hun må nærme sig det at være ingen, så det skrevne kan komme bedre frem. Og nogle gange får hun en mærkelig fornemmelse af, at hun også bliver en anden. Eller noget andet. En afgrænset, ekstatisk tilstand. Enormt fredelig og manisk på én gang. Der er en total selvforglemmelse i den. En lykkeoplevelse, som er grunden til at hun skriver.

Det er den opslugthed hos hende, som går lige over og ind i læseren. Hvor tør hun. Så tillidsfuld kan man da ikke være. Så åben. Det er let nok sagt, at kunst bliver sig selv og fri ved at handle om noget andet end sig selv. Men hvordan går det til? Det er ønsket om forvandling. Om at forsvinde. Blive til i andre erfaringer og erindringer end sine egne. Være sig selv i noget nyt, som er anderledes end én selv.

Som englene flyver – den første lange novelle i Vandmærket – er et nærbillede af en underverden med junkier og prostituerede, narkomani og død. Creepy, pusheren med anaconda-kvælerslangen, har også en lang sort kiste, som han sover og knepper i. Han har boret fem-seks huller i låget, så han kan få luft, når han trækker det ned over sig. Hullerne ligner små stjerner på en sort himmel, set nedefra. Alle pigerne er vilde med Creepy, han er så hård imod dem i kisten, vanviddet løfter dem helt op til Gud, når de ligger under stjernerne. Og de vil så gerne flyve.

Forskydning er om en stolt og stejl pige, som ikke kan bestemme sig for sin kæreste. Hvorfor kan de ikke bare slå kludene sammen, når det nu er rigtigt nok mellem dem? Men om morgenen er det tit anderledes. Hun kan ikke holde hans klare øjne ud og lader ham stå og blafre. Der kan gå halve år, før de mødes igen. Indtil han ikke ringer mere og det bliver for meget for hendes stolthed. Der er ingen ydre, praktiske forhindringer. De kan bare ikke holde ud at være sammen.

Tre dage i Prag vender modsat. De to har en lang umulig historie bag sig. Kærligheden er så stor, at det kun går an at drømme om den, siger hun., Men så mødes de her igen en gang, hen over al tid og afstand. Modvilligt, men til det inderste. For en time siden, enestående i verden. Kroppens længsel ejer ikke tålmodighed. Den affinder sig ikke. Så må vi være engle, tænker han.

Med Huset overfor er Aidt tilbage i poesien. Hverdag er det fortsat med bord og seng, køkken, børn og vasketøj. Rytmen er fortættet og ekspansiv, associationsrummet større. Der er brændpunkter og kaotiske indre kræfter. Digteren er længere væk. Der er ikke noget harmonisk underlag mer, som bærer oppe. Det minder om beboppens gennembrud i jazzhistorien, da swingtidens rolige linjer afløses af en hektisk musik, hvor melodien kun lige akkurat bliver præsenteret. Hele vægten ligger på improvisationerne. Det opskruede tempo, den heftige puls, de rablende improvisationer, som skifter et rytmisk forløb ud med et andet i ren, kreativ galskab. Som for at overhale sig selv inden om.

Og nu springer jeg direkte til Naja Marie Aidts seneste udgivelse Balladen om Bianca, skrevet lige ind i tiden igen. En kvadratisk billedbog i trekvart format, lavet sammen med Kim Lykke, som er grafiker og fotograf. En genrehybrid med tredive forskellige skrifttyper, digte og kortprosa, dialoger, interviews, stumper af dramatik. Fotografier fra nær og fjern i collager. En rodebutik, en bastard af en tryksag. Hvor er centrum? Der skiftes ustandselig spor. Tekst og billeder er ikke redigeret sammen, de slås om opmærksomheden. Aidts poesi er utvivlsomt udgangspunktet, men Kim Lykke laver sin egen ballade i socialrealistisk stil og kulørt popart. Fælles er de om gaden midt i verden som scene og skueplads for figurerne: en slagter, en grønthandler, en skrædder og rigtig mange indvandrere.

Indholdsfortegnelsen giver et overblik over personer og steder, så man kan følge en rytme fremad til bogen kæntrer igen og begynder forfra et andet sted. Men det handler alt sammen om at være sammen og finde ud af det. Eller være alene og ikke finde ud af noget. Det er ikke kun poesien der tæller, det er samværet, varmen, solidariteten med de udsatte.

Men rundt om i bogen er der altså digte om personerne og Bianca selv i en rød kjole. Man glemmer dem for alle farverne og skrifttyperne. Og næste gang man blader i bogen finder man et digt, som man overhovedet ikke har lagt mærke til. Du godeste for et kærlighedsdigt. Og et til. Fire-fem stykker af første sortering. Hvordan kunne man overse dem? Der er et længere ekko efter de digte end før hos Aidt. De er rolige og dybe, åbne og ligetil midt i "denne by der kaster dig næsegrus nedad nedad, ud over kanten af dig selv."

De digte har jeg mærket mig, så jeg nemt kan finde dem igen. Rødder skal have mørke for at gro. Mørket er det sted forandringer sker, alt det som er svært at skrive om. Og du har vist aldrig haft lyst til andet end dét.

Til lykke med en pose penge fra Beatrice, midtvejs på din bane.