Tale for Christina Hesselholdt ved overrækkelsen af Beatrice-prisen den 30. november 2007
Scener fra det litterære køkken
Christina Hesselholdt (f. 1962) har indtil nu udgivet ni romaner og seks børnebøger, billedbøger. Hun tilhører den let kendelige generation af minimalistiske prosaister med hjemsted i Forfatterskolen, men er typisk på sin egen måde og lignede hurtigt et originalt talent. Var vel først med en såkaldt punktroman, Køkkenet, gravkammeret & landskabet (debut, 1991). En skolerigtig titel (med &-tegn) som for at markere fænomenologisk grafik og faglighed og afstand til inderlighed. Den består af korte stykker af en handling, kapitler med overskrifter, der vedrører værelserne i huset ved floden. ’Køkkenet indleder:
Audrey koger en fisk med laurbærblade.
Hun sætter husblasen i blød. Hun tager husblasen op med det vand, der hænger ved. Hun smelter den i en skål over vandbad. Hun afkøler husblasen og tilsætter den fiskevandet i en tynd stråle under piskning. Hun lader fiskestykker og laurbærblade falde derned. Hun hælder den halvstive masse i en randform, som hun stiller koldt.
Hun vender formen på et fad. Geléranden er færdig. Den rører på sig, når hun trommer på fadet: [...]
Det er nærmest en saglig opskrift, der signalerer den generelle nøgternhed og kølighed – og grusomhed, der kan træffes rundt om forfatterskabet. Og samtidig ligner det opskriften på en litterær tekst: således gør man med ordene. Den metaskriftlige procesbevidsthed melder sig gang på gang under læsningen af hendes bøger, der langsomt vokser i fysisk omfang uden at blive større end den seneste, I familiens skød (2007) på 158 s. Der er dog sket meget i retning af forbavsende myndighed. Og hver gang netop overraskende. Ligesom denne seneste roman tager bunden ud af en sommerdags idylliske familieliv med besøgende gæster ved grillen, hvor den perfekte overflade langsomt krakelerer, tager den også knækken på den borgerlige romans fortællestil med sin indlagte sprogkritik.
Familiens skød er et højst uroligt indre område, viser det sig, mens vi krydser mellem de forskellige personers tanker, der underminerer den ret enkle ydre handling på en Virginia Woolf-agtig måde. Intet er, som det synes at være mellem personerne, mellem en forfatter og en forlægger, mellem mand og kone, mellem konen og hans datter af første ægteskab, mellem en flygtning og dansk kultur. Et sortsyn lægger sig truende over ferielandskabet. Slutningen er uheldsvangert åben.
Den underligt filmagtige eksotisme i miljøet i den føromtalte debutbog følges op af to til, så der dannes en trilogi, Det skjulte (1993) og Udsigten (1997), siden udgivet under ét. Den sidstnævnte lægger overraskende spor ud i det bizarre og groteske i en handling af nærmest klinisk kriminalitet, hvor elskeren Marlon skærer hjertet ud af veninden Gretas krop. En form for også psykisk dissektion, der dygtigt går igen på forskellige niveauer under Christina Hesselholdts hånd. Hjerteskærende.
Jeg hæfter mig ved den særlige sørgmodighed i følelsernes tomrum. Dér står denne Marlon til sidst på svalegangen og ser skraldemændene finde og fjerne resterne af Gretas krop.
Ind i mellem de to sidste dele af trilogien kom romanen Eks om et ungt par, Daniel og Judith, der tilfældigt har mødt hinanden i et venteværelse og fortæller historier fra deres eget liv, et fint og lidt demonstrativt fletværk om kærlighed, som de så også giver sig til at praktisere. Men intet forandres for dem. Det er forbi. Sprogets vitalitet er langt større end personernes evner.
Hovedstolen (1998) var lidt af et kup, som netop tager af hovedstolen, den inderste personlige barndom, som man ikke skal røre af frygt for at plyndre sjælens kapital, ifølge – tror jeg – Martin A. Hansen, men gerne tillagt Per Højholt. Det er i øvrigt noget vrøvl. Masser af værdifulde forfatterskaber ville falde sammen uden en sådan meget almindelig og nødvendig stolegang – dér hvor lokummet brænder og sparebanken sprænges. Christina Hesselholdts hovedstol består så af ’50 fiktioner om en barndom’, punktoplevelser af vidt forskellig, præcist detaljeret art, springende, men alligevel alle i relation til den særlige smerte, at faderen forlader hjemmet. Fiktioner, roman, javel, men af meget personlig art, tydelige strømpile fremad mod den senere refleksionsbog, En have uden ende. Jeg læser igen større motiviske eller tematiske perspektiver ind i en lille situations detaljer - for nu atter at tage en køkkenscene, hvor mormor rører fars og morfar blander sig, med det barnlige jeg som iagttager: Dér står hun og vender og drejer stegepanden
for at få margarineklumpen fordelt på panden og røre sin fars, og hans bøjede hoved og munden fulgte armen, han holdt fast om overarmen med begge hænder og spiste af den, mellem fingrene stak lidt arm ud, og så trådte Else-Pelse-Pølsesnak-pelsen-holdt-men-Else-sprak ind i det mikroskopiske køkken og stillede sig mellem dem og mig og skærmede for dem, og duften trak katten ind af det åbne vindue, og imens trak klumpen sydende spor over panden og gav op og sank sammen og blev en sø med udflydende spor af fars.
Det handler om mere end fars – og er i øvrigt næppe bare et dårligt ordspil. Et glædespunkt og et smertepunkt. Bogens mosaik af de 50 fiktioner er fortalt i datid, præteritum, på sporet af en tabt verden.
Hesselholdt kupper videre med en endnu lidt større bog, Kraniekassen (2001), en titel som angiver det roderi af temaer, der hersker i forfatteren Agnetes og kæresten Steffens hoveder med tre-fire tematiske spor eller emneområder: en diskussion mellem fem-seks-syv forskellige, nummererede jeg’er i samme bevidsthed: katalogisering af statuerne i Kongens Have i København, notater til en historisk roman om kong Ludvig II af Bayern og hans sindsforvirrede bror Otto. Det lyder skørt, men jeg blev ved at læse denne blanding af parodi (måske på forfatterskole-forfatteri) og udforskning af nutiden og skrivemulighederne. Værk og værksted, hovedstol og hovedbrud i en særlig sproglig prægnans.
Du, mit du (2003) er en kærlighedsroman, jegets tanke og tale, i fast synsvinkel, til kæresten du. Og det ender godt! Usædvanligt for en moderne roman. De bytter ringe ved havet efter at have spist på en fiskerestaurant. Og jeg kan ikke nære mig for at citere endnu en madscene, her i en særlig hensigt, en lille afhandling om spiseredskaberne, hvor skeen erklæres for et kønsløst redskab i forhold til kniv og gaffel, på vej som den måske bare er mod en slubrende mund.
Kniv og gaffel derimod er i sig selv et par og ude efter samme lækre bid, knivens saven, gaflens prikken på tallerkenen, dens løft, jeg er lige ved at tro, at gaflen overgår alt; rettet mod det blanke kød på tallerkenen, lynende mod gaflen i den elskedes hånd.
Hesselholdts sprogsystem, sprogtænkning, er erotisk. Ikke kun som her ved sin kannibalistiske seksualisering af omverdenens ting, men af egen karakter. Hendes sprog har overalt et dobbeltliv, en underklang, en ekstrabetydning, genstande oplades, så mulighederne for kombinationer opstår. Ikke mindst i denne forelskede bog, der blander to lokaliteter, en gård, som han har arvet fra en farbror, og et hotel i Spanien, der drømmeforvandles. De leger farligt med drab, død og ekshibitionistisk sex, understreget af en tyrefægtning, som oser af netop disse ingredienser. Kærligheden har livet som indsat i konstant kropsligt nærvær. Atter en overraskende bog, hypnotisk og hallucineret.
Jeg sagde først, at det drejer sig om ni romaner. Den ottende er imidlertid ikke fiktion, men en refleksionsbog. En have uden ende (2005). ’Prosa’ er dens genrebetegnelse. Tyve miniessays med tendens til prosadigt, det nærmeste Christina Hesselholdt er kommet lyrikken. Emnerne er vidt forskellige. Portrætter af familiemedlemmer, mormor, morfar på Bogø, oplevelsen af moderskab, årstiderne, et litterært, idiosynkratisk udfald mod en vis type centraleuropæisk roman – og det forstår man godt, hendes egen romangenre taget i betragtning. Endvidere om det at skrive, og om døden, døden, anskuet fra synet af knogler og kranier, en klosterturné mellem skeletter og kirkegårde. Kendskab til biler og heste. Og - i pagt med titlen, barndommens endeløse have. Så livfuldt, så begavet. Tekster, der driver en til at læse og genlæse. Og så standser vi op ved Kattegat, drejer om hjørnet til synet af havet i pålandsvind, de hvide skumheste, der henover et grønt, grønt tæppe kommer en løbende i møde. Glæden ved det, der vil møde en. ”Kom verden, lukt i mine arme.”
Ja, Christina Hesselholdt, kom nærmere, og modtag Beatriceprisen med en check på 50.000 kroner.
Til lykke!