Lars Frost

DEN NYE NYE ROMAN

Lars Frosts forfatterskab er på eksemplarisk måde fortællingen om de første 13 år af det andet årtusinde efter Kristi fødsel. Det er ungt:

De drømmer sig til Amerika. De vil se appelsinplantagerne og køre langs vandet. San Francisco, Monterey, mod Mexico.

Det er fra hans anden bog, ”Allermest undrer det mig at vi kan glemme” hedder den. 2001. De er som Kerouacs personer, men ikke helt. De har allerede overlæggets og bagtankens krykker med sig nu, de for første gang tager af sted ud i verden. Bogen er skrevet på et stativ af kapiteloverskrifter fra Alain Robbe-Grillets ”Pour un nouveau roman”, et programskrift fra 1963, og der er ingen tvivl om, at Frost mener, der nu igen er brug for en ny måde at tænke og opleve det trætte gamle fænomen roman på.
 
Som om han havde læst den situationistiske franske forfatter Michele Bernstein, der i 1960 og 1961 skrev hhv. ”Tous les chevaux du roi” og ”La Nuit”, som i to forskellige stillejer skildrer den samme lille gruppe menneskers driven rundt i et natligt Paris, hvis de da ikke er på kedelig sommerferie ved Biarritz eller drikker snaps med den danske maler, Ole, der er et portræt af Asger Jorn.
 
Den ene bog er skrevet så at sige i dybden, som Robbe-Grillet syntes, man skulle gøre det, den anden er skrevet, som Francoise Sagan skrev, med foden på speederen uden sko og strømper.
 
Lars Frost skriver på begge måder, og på en gang. Michele Bernstein ville kalde det revolutionært, hun ville tale om skriften som en dérive, en hvileløs vandring, og teknikken ville hun kalde détournement: Man tager noget kendt og drejer lidt på det, som på et kalejdoskop, man ryster lidt med brikkerne, og de lægger sig i et nyt billede.
 
Sådan skriver Lars Frost også. Hans skrift driver personerne rundt og rundt i samme lukkede kikkert. Sådan er verden, og det er ikke autofiktion heller, selv om der er meget auto over det. Hans næste bog, fra 2004, hedder ”Smukke biler efter krigen”.
 
Nu er fortællingen køligere, personerne har andre navne, men er de samme. Titlen er kommet ud af en sætning i den foregående bog. Det her kalder Frost en knaldroman, og der knaldes en del, der sker også en del, uden at der ligesom sker noget ved det, der sker.
 
Selvfede backpackere går i stå med firhjulstrækker midt i en flod. Der begås et bestialsk og psykopatisk lystmord. Det er Island, så man tænker på Laxness, hans ”Frie Mænd”, for det er vel det, de er, drengene og pigerne i den nye ny roman. De er frie, helt frie, alt for frie. De har ikke noget ansvar som hos Laxness, ikke nogen tyngde eller skæbne.
 
Skrivemåden er ofte sociologisk eller ligefrem sociopatisk, men Frost brillerer også med en række pasticher eller parodier, som når han pludselig bliver en slags cykeldigtende Jørgen Leth i et lettere pornografisk bjerglandskab lige ud af Tour de France:

Jeg har fat i hende. Jeg har fat i hendes nakke under bruset af hår. Jeg har fat i hendes røv. Jeg har fat i hendes fisse under det krøllede bjerg.

De ansvarsløse backpackere i firhjulstrækkeren har ikke fat i noget som helst, og det er forfatteren ked af, men hvad skal han gøre ved det:

Dumme mennesker lever dumme liv. Dumme mennesker kan ikke lege. Kun det, som de ikke først behøver at forstå, regner de for forståeligt.

Det skal de have at vide, og det får de så i ”Ubevidst rødgang” fra 2008. Det er en ”ingeniørroman”, siger Frost. Den handler om terror som desperat udvej af håbløst lukkede rum. Erik hedder hovedpersonen, som Erik Blodøkse og Erik den Røde.
 
Det er ungdomsoprørets tid, men det er ikke de unge, ”de skæve, røgelsesstinkende, dovne, afghanerpelsklædte idioter”, der gør oprør i oprømt praksis. Det er de ældre, der tvunget af omstændighederne gør regnestykket op med fortiden, historien og traditionen. Fundamentering er nøgleordet.
 
”Mes désirs sont la réalité,” siger forfatteren. La lotta continua, siger læseren.
 
”Skønvirke” fra 2011 er historien om en kvindelig detektiv, der bliver suspenderet, fordi hun er for fed, og en mandemorderske, der er lidt til en side. Landskabet er paradoksalt besjælet, og meget talende:

Der hænger store tottede bygeskyer ude mellem det blå og grå, et mylder af himmelstiger, en skov af jakobsstiger rejser sig blændende, gnistrende op fra havet.

Men livet er forfærdeligt:

Der er intet, der interesserer os. Intet. Intet, der interesserer os. Der er virkelig intet, ikke det mindste, der interesserer os mere. Aldrig mere. Det kommer ikke til at ske igen.

”Skønvirke” er konstrueret som en katolsk messe. Den følgende, foreløbig seneste, ”Kongskilde NS 5100” præsenterer sig som en moderne kommentar til Sigmund Freuds ”Tre afhandlinger om sexualteorien”.
 
Bogen er som et gruppefotografi taget på Hovedbanegården i København med forfatteren som kanonfotograf. Gruppen  består af mennesker fra et lille og desperat indspist miljø, et ”ensemble d´écrivains”, der i det følgende forsøger sig som rocksangere:

Pikslikkerne mødtes under uret på Hovedbanegården klokken – jeg husker ikke hvornår; nogle timer før vi skulle på scenen. Jeppe løb ned i Istedgade for at finde en flaske vodka til turen. Nicolaj løb ud for at finde en taxa, der kunne rumme os alle sammen, en taxa med plads til det hele (6 mennesker (Pablo ville møde os i Roskilde) + gearet).

Parenteser i parenteser, vildt voksende fodnoter der breder sig i stormhvirvler af absurd kommentar. Det er en desperat bog, opkaldt efter en landbrugsmaskine, og det går ikke den opstemte bande forfattere i deres tour-bus særlig godt. De er på vej mod ”en fantasiverden, med andre regler og færre fordomme end den anti-poetiske københavnske virkelighed.”
 
De er på vej til Højskolernes lyriktelt på Roskildefestivalen. Nej så hellere falde 13 år tilbage til Frosts debut i 2000. ”Og så af sted til Wien” hedder den og der begyndte cirklen, det er der, han kommer fra, ham som forfatteren 13 år senere kører over med en landbrugsmaskine, Sigmund Freud.

Dengang var der lysere, lidt:

At skære en tomat med den uhåndterlige ovale form, at skære sådan én i stykker eller at pille et æg eller et løg, at låse en dør op i første forsøg, at tage ur på. At tage ur på? En vidunderlig serie af præcise bevægelser. Små bitte bevægelser. Mirakuløse hver for sig. Mirakler af den slags der former en hverdag.

Den bog var næsten ikke til at få fat i. Jeg fandt den ude i de nordlige århusianske forstæder hos en mand i et gult rækkehus fra 1950´erne. Han solgte blandet litteratur fra et lille hjørne mellem to galakser i cyberspace. Sort.
 
Den udkom i 2000, og forlaget kendte ikke mere noget til den. Det er fra et sort hul af de dimensioner, Lars Frost fortsat kaster sine bøger på gaden. En novellesamling, fem romaner og en digtsamling er det blevet til.
 
De hænger sammen, de ligner hinanden, og det er alt i alt en sært anderledes pageturner.
 
Hvorfor? Ved ikke! Et sted i en af Michele Bernsteins to romaner bliver fortælleren spurgt, hvad hendes personer egentlig går og foretager sig. ”De studerer reifikationen,” siger hun. Tingsliggørelsen. Det plejer at være kedeligt, men det er det ikke når Lars Frost gør det, hvis det er det, han gør, når han ufortrødent stabler sine præcise situationer buildung supra buildung som en anden bygmester Finnegan; måske også fordi han ikke er bleg for at bruge lidt magisk hjælp, når det bliver for tungt:

Jeg lever i en meget banal verden. Jeg går op til baren og bestiller – uden at tænke nærmere over det: En Elefant og et glas vand. Men du plejer da ikke at drikke vand, siger bartenderen, som åbenbart tænker mere over tilværelsen end jeg. Han är kanske Freudian?
Nej, nej, svarer jeg, som nok mere er af bergsoniansk-katolsk observans. Vandet, det er ikke til mig. Det er til elefanten.

Den her konvolut er til dig, Lars. Så du kan skrive flere bergsoniansk-katolske pages we can turn.

Det er Beatriceprisen.