Bjørn Rasmussen

Her er en anekdote om et kæledyr, som jeg elsker: Min kat Diana nåede at gå i løbetid en enkelt gang, før hun blev steriliseret. Løbetiden var en pinefuld oplevelse for hende. Hun gned sig mod køleskabet og mod et par gummistøvler og skreg i længsel efter noget, hun ikke havde dannet begreb om. Køleskab og gummistøvler skulle gøre noget, skreg hun, de skulle hjælpe hende ud af den tilstand. Efter steriliseringen er Dianas forhold til køleskabet stadig komplekst – og det har ikke noget med maden derinde at gøre, for Dianas mad kommer ikke derfra. Det er et ekko af parringsritualet, som hænger ved. Hun gnider ind imellem stadig sin bagkrop mod ungdommens udvalgte køleskab og jamrer, selvom jammeren, nu otte år senere, er blevet mindre hjerteskærende.

Dyrs livscyklusser og parringsritualer kan være komplekse, og nogle dyr har også et følelsesliv, som rummer modstridende, komplekse følelser.

Men i forhold til menneskets følelsesliv virker dyrets stadig enkelt. Det er længslen efter den enkelhed, som udtrykkes i hyrdedigtningen. En genre, som har det med at dukke op i tider, hvor menneskers liv bliver kompliceret. I tiden omkring den franske revolution, for eksempel, men også lige nu i Danmark, hvis man får øje på det. I hyrdedigtningen stilles ideen om dyrenes driftsbårne, lystige liv overfor menneskets modsatrettede følelser, vores uendelige grublen og alt det forbandede besvær, der kommer af vores forsøg på sprogliggørelse af indre og ydre fænomener.

Kunne det hele ikke bare være enkelt? siger hyrdedigtningen. Den siger: Kunne vi ikke bare kneppe? og den siger også: Kunne vi ikke bare æde græs og sove på engen? Men selve udsigelsen besværliggør og kan kun komme fra et besværet sted. Drift og følelser og begreber gnidres altid sammen i mennesket. "Menneskene har brede rygge, men vi kan knap nok stå oprejst," skriver Bjørn Rasmussen i Forgabt.

Det er umuligt at gengive de store følelser i en litterær form. Angst, ekstase og sorg er formløse, uafgrænselige. En sonetkrans er med alle sine regler og sin velklang meget langt fra spædbarnets gråd eller kattens løbetidsjammer. Man får ikke de store uformelige følelser ind i en litterær form uden at hugge dem til, og hvad var så meningen med det?

Ifølge Ordbog over det Danske Sprog er de to udtryk "usigelig" og "uudsigelig" ensbetydende – med den ene lille forskel, at ”det uudsigelige” også har tjent som eufemisme for undertøj engang på Holbergs tid. Jeg vælger formen ”det usigelige".

"Det usigelige" betyder både det, der ikke må siges, og det, der ikke kan siges. Da begge dele har at gøre med centrale dele af livet, er der en stor fællesmængde her.

Bjørn Rasmussens digtning forsøger at nærme sig det usigelige i begge betydninger: det, der ikke må siges, og det, der ikke kan siges.

Man kan til gengæld sige, at det forehavende fra begyndelsen er dømt til at mislykkes, men det må så også gælde for al anden poesi, som ikke stiller sig tilfreds med at være en generisk lejlighedssang eller en efterligning af andre digteres udtryk. Man leder efter et sandt udtryk, som kan rumme følelsen, men alle udtrykkene stivner med det samme og bliver til død form, som man må rive ned og begynde forfra. Så går der et halvt århundrede, og en død form kan blive levende igen i den rette digters hænder.

Det, der ikke må siges, sprang Bjørn Rasmussen direkte ind i med sin romandebut fra 2011, Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Her fortælles om den unge dreng Bjørn, som udsættes for voldsomme overgreb af den ældre ridelærer, som han er forelsket i. Fortælleren omgiver det med forelsket ømhed og fortvivlet længsel. Og ved siden af menneskene med deres grusomhed, forelskelse og fortvivlelse, er der hele tiden også dyrene: de elskede heste og hunde, som bare er, og er smukke, i verden. Det kan og må vække forargelse, men Bjørn Rasmussen insisterer på både følelsernes kompleksitet og på, at det smukke og det frastødende ikke altid er modsætninger. Han forsøger at skrive det usigelige, så det synes sandt, og det ulidelige, så det både klinger smukt og vrænger af sin egen klingklang.

Men det, der ikke må siges, behøver ikke altid være det kontroversielle fra samfundets perspektiv. Når det handler om litteratur, kan det også gå på det, som god smag har dømt ude: det banale. Det, som regnes for uværdigt til at ophøjes til den pågældende digteriske form. At skrive en rimet sonetkrans til minde om sin elskede hund er også at konfrontere fordomme om, hvad en sådan form bør indeholde. Og ja, Sommerfugledalen er helt sikkert noget andet end Himmelhunden og Vuffelivov og min indledende anekdote om en kat – men hvem er det, der vil organisere menneskers følelsesliv som en vinkælder i Gentofte og kun vil nippe til det, der i forvejen er deklaret som den ædleste drue? Kærlighed er kærlighed. Fiskesonetterne er fortvivlet moderne hyrdedigtning, og både ved hengivelsen til hundesorgen og ved den samtidige afvisning af mennesket er Fiskesonetterne et radikalt værk. Om at savne en hund, men også om at ville stille sig helt udenfor det menneskelige på grund af menneskets ulideligt sammenfiltrede og alt for ofte ondsindede væsen. Her synges til hunden:

Jeg elsker alt ved dig - selv hundelorten!
Jeg lægger alle våben, som jeg fik
af gamle, bange, vrede verdensorden.

Geværet peger på mig som en mand –
mænd kalder vold i verden erotik.
Din omsorg flyder over min forstand.

Hvad angår det, der ikke kan siges: For omkring 3900 år siden skrev en egyptisk skriver ved navn Khakheperraseneb en klagesang, som handlede om, hvor umuligt det er at udtrykke sine følelser. Jeg citerer hans ord fra dengang pyramiderne var unge:

Hvis jeg havde ukendte sætninger
vendinger, der var sære
nye, uprøvede ord
fri for gentagelser
ikke overleverede vendinger
sagt af forfædrene.
Jeg vrider det hele ud af min krop
når jeg giver slip på alle mine ord
for det sagte er gentagelse
når det sagte bliver sagt.
Forfædres ord kan man ikke prale af
de bliver fundet af efterkommerne.
...
Gid jeg vidste, hvad andre er uvidende om
noget, som ikke er blevet gentaget.
At sige dét og få mit hjerte til at svare mig
at fortælle hjertet om min ulykke
at lade det bære min byrde
det, som plager mig
fortælle det om mine lidelser
og kunne ånde lettet op.

Tanken om, at en egyptisk skriver for 3900 år siden havde det sådan, er for mig skiftevist fortvivlende og betryggende. Han følte, at det hele allerede var sagt, at alle ord var forfædrenes ord og lige så døde som dem. Hvordan beskriver man kærlighed og sorg med ord, der smuldrer som oldefars mumie? Jeg tror, at de fleste, ikke kun digtere, kender den følelse. Men noget er der jo alligevel sket på 3900 år, med sproget og litteraturen.

Bjørn Rasmussen skriver i romanen Jeg er gråhvid:

Navneordene var blomster, bomber. Energi. Lyn i natten. Navneordenes orden brændte i mig. Jeg svimlede hver gang jeg sagde et egennavn elleve gange, det var ligesom at få det bedre efter at have kastet op. Det var ligesom om Panodilerne virkede, feberen var mild, drømmene stadig vilde.

Udsagnsordene var kedelige, jeg forstod ikke hvorfor min mor elskede dem, burde-ville-skulle. Deres eksistensberettigelse bestod i at det er vigtigt at bevæge sig (motion), men jeg syntes at udsagnsordene stod stille i deres stive og lukkede orden og befalede hvad andre (jeg) burde-ville-skulle, i stedet for at træde ned fra piedestalerne (pælesidning) og burde-ville-skulle noget selv (tillægsordene var endnu værre med deres pegefingre). I navneordene lå den ægte bevægelse. Job. Loke. Henriette. Jeg elskede egennavne, jeg bedårede dem alle, hver og én. På nær navnet Bjørn.

En dag i børnehaveklassen skulle vi klappe vores navnes stavelser. Jeg klappede forkert. Jeg klappede to gange: Bjø-ørn. Børnehaveklasselærerinden rettede mig, nænsomt: Ét klap, ikke to: Bjørn!

Jeg skreg. Jeg græd. Mit navn lød som en ordre. Jeg nægtede at klappe igen.

Jeg sagde, at det var umuligt at gengive de store formløse følelser – angst, ekstase og sorg – i en litterær form, og det lader til, at allerede Khakheperraseneb havde besvær med det. Én af Bjørn Rasmussens metoder er at besværge med remser af navneord, som lyser op og myldrer i teksten. De bliver en opremsning af det formløses grimasser. Et forsøg på at gengive det formløse ved at vise det mangeformede, som ofte er sådan det formløse viser sig i vores liv. Angtens og ekstasens mange masker kan tilsammen danne en forestilling om det usigelige bag dem. Særligt i digtsamlingen Ming møder man navneordenes virvar:

Jeg ankommer til receptionen med min stenmave og et anstrengt smil
tager på staden og køber 9 joints
jeg møder far på istedgade
han slikker de hjemløses sår ved munden
han slikker stiknarkomanernes arme
de prostitueredes små hænder
så tager jeg til jyllinge og møder min mand
så tager jeg en fucking taxa fra toldbodgade til jyllinge
det koster 6-700 kroner
vi køber en blå stationcar til 15.000 kroner
og jeg ser far sætte sig op på kølerhjelmen
og hive en lang rød snor ud af fissen
jeg kunne forsøge at slukke for ham
med 50, 100 ja selv 150 mg seroquel
men jeg fortjener ikke roen
jeg er et skamfuldt svin
laver en nudelsalat til min mand da vi kommer hjem
stiller mig ovre ved emhæt
og tager mig sammen og siger det
jeg vil dø

Der er seks tillægsord her og med undtagelse af det sidste er de helt enkle: små, fucking, blå, lang, rød, skamfuldt. Kun en virkelig god digter kan få den slags katalogdigt til at stå så tydeligt med så enkle midler.

Der er både desperation og lyst i opremsningen af ting og fænomener. Som om benævnelsen af hvad som helst, der eksisterer, skærmer mod det formløse bag eksistensen. Det er formløsheden forvandlet til en glitrende parade. Det mest hjerteskærende er, at det stadig er en fest, selvom det er en skamfuld fest.

Hyppigst opremser Bjørn Rasmussen de ting, der kommer ind og ud af menneskets krop. Ord, ekskrementer, kropsvæsker, kønsorganer, børn, mad. Lange passager af romanen Pynt, som blandt andet handler om spiseforstyrrelser, besværger maden til den står og blævrer uvirkeligt for øjnene af læseren, midt mellem det konkrete og en dæmonisk abstraktion. Feta, elg og klipfisk, laks og kyllingving. Det er kropsnært eller det er allerede optaget i kroppen, rumler rundt derinde mellem angst, ekstase og sorg.

I Jeg er gråhvid beskrives voksenlivet som "vævet gråd". Mange af Bjørn Rasmussens tekster kunne synes vævet af gråd, men heldigvis også af feta og laks, nudelsalat og kyllingving.

Når jeg taler om de store følelser, som beskrives i Bjørn Rasmussens forfatterskab, skal jeg også understrege, at forfatterskabet langt fra er Sturm und Drang. Det er tæt på kroppen og mættet af følelser, men ofte er det også hverdagsnært og behersket. Digtsamlingen Forgabt er i lange stræk en lavmælt lyrisk hundelufter-dagbog, og corona-dagbog, hvor den sproglige musik er nedtonet, selvom digtene skriver hen over ældre digtning af blandt andre H.C. Andersen og Grundtvig.

Akeleje akeleje akeleje, intet vil du eje, kom og kys mig med din mund

står der, og man hører pludselig Emil Aarestrup klinge med – en anden stor besynger af navneordene og kroppen, ekstase og angst. Linjen er, så vidt jeg ved, ikke en af Aarestrups ritorneller, men hvis det var, havde det været én af de bedste. Den slags detaljer kan kun en virkelig god digter væve diskret ind i beskrivelsen af en tur med hunden.

For sine usigeligt smukke forsøg på at sige det usigelige skal Bjørn Rasmussen have Beatrice-prisen.