Knuth Becker

Kære Knuth Becker!

Da Det danske Akademi ringede Dem op og meddelte Dem, at De var blevet tildelt den litterære pris, blev De naturligvis glad, ja, næsten rørt; men så tilføjede De tø­vende, at De var bange for, at denne begivenhed ville gribe forstyrrende ind i Deres arbejde, for De var ved at lægge sidste hånd på det næstsidste bind af Deres lange Kai Gøtsche-serie. De har ret. Det er klart, at 50.000 kr. vil gribe meget forstyrrende ind i enhver dansk digters liv. De må imidlertid undskylde Det danske Akademi for, at vi brød ind i Deres husfred. Vi kunne ikke lade være. Og det er jo netop denne protesterende egenskab, hvor­med De øjeblikkeligt værnede om Deres værk, og hvor­med De viste os, at værket er det egentlige, og alt andet er pynt og pragt, der har ført til, at De blev den, vi valgte. Da De i en alder af femogtredive fandt frem til skikkelsen, Kai Gøtsche, gennem hvem De kunne skildre livet sådan som det er, både ophøjet og fornedrende, både smukt og beskidt, og i højeste grad forvirrende, så bed De Dem fast i stoffet som en buldog, og De ænsede ikke nogen - mindst af alle os, kritikere, der, da syvende og ottende bind ud­kom, var ved at blive lede og kede af denne evindelige Kai Gøtsche og gav hals, - De blev ved og blev ved, og Deres trediveårigt lange tålmodighed kronedes med den sejr, De vandt med »Marianne«, et bind, der står fuldt på højde med »Det daglige brød« og »Verden venter«. De vandt!

Det første bind »Det daglige brød« udkom i den for­bavsende bogsæson, da Marcus Lauesens »Og nu venter vi på skib« og Nis Petersen »Sandalmagernes gade« blev kæmpesucceser; men det må siges til de danske læseres ros, at også »Det daglige brød« blev succes. Læserne må have været godt sultne dengang! Hvor meget denne ro­man og de følgende er selvbiografi, ved kun byen Hjør­ring helt besked om; men er det en selvbiografi, er den ufatteligt modig og ufatteligt frigjort. Man tænker især her på skildringen af forældrene: faderen, den nervøse, pertentlige og uheldige handelsmand Gøtsche med sit evige hm (!), en retskaffen mand, som har kendt bedre dage, og hvis største fejl er, at han tror, når børn bare opdrages grundigt med kristenkærlighed og klø, så må da børnene arte sig vel; og moderen, - som har kendt endnu bedre dage og ikke kan glemme dem, hun, som kun er optaget af ét, af sin »søde mand«, og gerne vil have børn med ham; men det skal være piger, drengebørn er forfærdelige, - og hvis største fejl er, at det er de værste skrubtudser, der springer ud af munden på hende. (Læ­seren er altid nervøs, når hun begynder at tage på vej, for hun er altid lige ved at sige det, der ikke skal siges, og derved gør hun romanen spændende.) Skønt disse to mennesker er skyld i, at sønnen Kai bliver brændemærket for livstid, er de skildret uden fordømmelse eller had.

Det er stor portrætkunst. Man får snarere medlidenhed med de to dumme voksne, der ikke ved, hvad de gør.

Drengen Kai er ikke Guds bedste barn. Han er kantet og trodsig og har lyst til at slå på tuden; men det er ikke det, der gør ham umulig i den lille, nordjyske by, Vendelby. Det er måske heller ikke det, at han stjæler to fem­ogtyveører fra en dameskrædderinde, skønt femogtyveøre var en kapital omkring århundredskiftet, en dreng kunne dengang spise sig beruset i figner for den formue. Og det er måske heller ikke det, at han bliver grebet i at bande i skolen. Han siger s’gu. Men han er i besiddelse af en meget asocial egenskab. Han har fantasi og betragtes derfor som en upålidelig løgnhals. Den beskyldning har alle digtere været ude for! Og så begår han det rent utrolige: Han løber to gange hjemmefra. Hvis De, mine damer og herrer, har læst C. Stauns »En proletardrengs læreår«, der udkom i 1911 og handler om børn i Rabar­berkvarteret (det nuværende Rantzausgadekvarter), vil De vide, hvorledes datidens pædagoger betragtede børn, der havde trang til at vagabondere. Det var et kriminelt anlæg. Små vagabonder var fødte forbrydere. Derfor blev det ikke svært for de tåbelige forældre ved hjælp af nogle hellige bekendte at få Kai anbragt på opdragelsesanstal­ten »Sjællands Glæde« (i virkeligheden »Holsteinsminde«). Det forfærdende er, at det ikke var politiet, men de svage forældre, der i deres uvidenhed satte kainsmærket på Kais pande. Havde de været proletarer og ikke hvad man med et kønt udtryk kalder »fattigfint rak« havde de ikke godvilligt fundet sig i, at deres barn blev indespærret.

Når det imidlertid er »Det daglige brød«, der er det mest elskede bind af hele Kai Gøtsche-serien, skyldes det hver­ken Kai eller forældrene, men bedstemoderen, fru Paysen, der taler halvt tysk og halvt dansk. Når hun viser sig, er det, som når en genial skuespiller træder ind på scenen. Hele rummet fyldes, og der skal bruges mange ord til at give en karakteristik. Jeg vil derfor nøjes med et lille bitte eksempel. Kai leger med sine blydragoner nede i bedste­moderens stue og er glad ved, at han er alene med sin fantasi. Og så står der: - Men Bedste, hun ka’ godt være hernede, uden at det gør noget. Hvis hun sætter sin sy­kurv på chatollet, så er det bare at sige: »Jamen Bedste, det er en stor by!« Så siger hun bare igen: »Den vidste jeg ikke, så sætte jeg den på sengen!« Hun forstår hans fantasi og er ved at tage sin død over, at han sendes til »Sjællands Glæde«.

Da de næste to bind »Verden venter« om opdragelses­anstalten udkom, vakte de skandale. De var stærkt over­drevet, blev der sagt; men den, der har hørt den fortræffe­lige Peter Sabroe fra talerstolen dundre mod misbrugene i børnehjemmene, ved, de er sande. For mig personligt blev de åbenbaring, fordi jeg i 1902 boede på en højskole i nærheden og trods forbud listede mig over og godt skjult bag en busk iagttog disse forfærdeligt uartige drenge, der gik så stille og gravede i haven. Nu fik jeg ved at læse »Verden venter« mange år efter min nysgerrighed til­fredsstillet og fik alt at vide om sovesale, arbejdet i haven, savning, rivning, slagsmålet om maden ved måltiderne og om vandfadene ved morgenafvaskningen og om den ubarmhjertige afstraffelse, Kai kom ud for, da han atter engang begik sin yndlingsforbrydelse, at stikke af.

Kai er naturligvis hovedpersonen; men værket er ikke egocentrisk. Det er snarere, som om man ser en række gruppebilleder, hvor Kai står et eller andet sted, hver gang med et kryds på sig. Her står han i nærheden af for­standeren, der som en latterlig Jehovah troner over alle drengene med sine religiøse fraser, sit spanskrør og sine løse manchetter. Han står også sammen med Niels med »seveøjet«, der på en ubehændig måde ender som vold­tægtsforbryder, fordi han misforstår bondepigers fjantet­hed, og med Bernhard Grødklods, der er en sådan grov­æder, at han ender som tyv. Og så er der en roman inden i romanen. Kai og hans ven Løgne-Eugen bliver grebet af en form for religiøsitet, der bedst kan udtrykkes med ordene: »Hvorfor er Gu’ gal i hovedet på mig?« De giver sig til at knæle midt i sovesalen om aftenen og bliver fromme, og de besætter de andre værnehjems­drenge med kristendom, en urkomisk skildring, hvor Kai og Løgne-Eugen rivaliserer med hinanden som to mode­præster - med det resultat, at det minsandten er Løgne- Eugen, der høster størst bifald.

Nu må man ikke tro, at »Verden venter« bare er et dokument om forholdene på danske opdragelsesanstalter, sådan som de var, før Peter Sabroe ryddede op, dertil er den for kunstnerisk rig, og den myldrer med liv og med lyd. Knuth Beckers sans for den hørte replik er lige så fin som Gustav Wieds eller Knud Hjortøs. Og romanen vil altid have bud til os dumme voksne, der har så svært ved at huske, hvorledes vi selv var, da vi var børn. Derefter kom der fem bind med år imellem. De tre un­der fællestitlen »Uroligt forår«, og de to under fælles­titlen »Når Toget kører«. Dengang mente jeg, at de burde forkortes; men nu er jeg ikke mere så sikker i min sag, for i Deres livssyn, Knuth Becker, spiller de mange små nålestik en skæbnesvanger rolle. Nålestikkenes næsten uoverskuelige antal er Deres form for tragedie.

Kai Gøtsche vender nu hjem til Vendelby, til de svage forældre, til den tysktalende fru Paysen, som altid er fyldt med gode råd og bekymringer og venligheder, et sandt mylder af en bedstemoder, og til de to søstre, der altid tror, han har begået noget forkert. I dette miljø af mistro skal han rette sig op; men da hertil kommer, at puberteten samtidig bryder ind over ham, må han føle sig som en endnu større forbryder end før. Forældrene gør det fantasiløseste af alt: de sætter ham i lære hos naboen, der tilfældigvis er smed, og Kai oplever en gru­fuld tid som nitterdreng med gloende bolte og med glø­derne haglende ned over sine kejtede næver, et orgie af en arbejdsskildring om slid og overanstrengelse. Det duer han ikke til. Så sættes han i den gamle skole igen; men da han er forsinket af opholdet på anstalten, anbringes han i en yngre klasse, hvor han rager op som en kat mel­lem rotter, medens hans tidligere kammerater, der nu går i realklassen, håner ham. De ved jo, hvor han har været. Så er der ikke andet for, end at han som »land­væsenselev«, for fint skal det være, sendes ud på Klit­gården, og nu følger en skildring af kornbæring og heste­gang og pløjning, så man synes, at man aldrig før har vidst, hvad arbejdets helvede, arbejdets spænding og arbejdets poesi var. Det er de hvirvlende skildringer af kropsligt arbejde, der løfter »Uroligt forår« op på kunst­nerisk højde med de forrige bind. Fejlene syner kun som kalkstænk på et storværk under opbygning.

I »Når Toget kører« må det indrømmes, at man er ved at tabe interessen for Kai Gøtsche. Nu er han for­sumpet, ikke fordi han altid har en flaske brændevin stående i kakkelovnen, eller fordi han forfører en tjeneste­pige og får et barn med hende og må overlade det til faderen at skaffe alimentationsbidragene; men fordi han aldrig vinder påskønnelse. Selv da han med virkelig han­delsfantasi arrangerer en udstilling af de landbrugsma­skiner, faderen har agenturet på, ved et dyrskue på selve den skæbnesvangre dag i. august 1914, kan han ikke vente sig andet til løn end sin sædvanlige enkrone pr. uge. At det så sker, at en kammesjuk fra opdragelses­anstalten dukker op og ødelægger forestillingen, er en anden sag. I alle tilfælde havde han kun faet sin enkrone. Skildringen af dette dyrskue og af bedstemoderens død er højdepunktet i »Når Toget kører«. Men med bedste­moderens død tror jeg, at lyset slukkedes for mange af læserne.

Imidlertid havde jeg et lille håb, for jeg vidste gennem vor fælles ven, den nu afdøde forfatter Bertel Budtz-Muller, der var løjtnant under første verdenskrig, at De, Knuth Becker, var den umuligste soldat, der nogen sinde har været i den danske hær, så jeg glædede mig, da jeg åbnede »Marianne«. Men De tændte lys på en ganske uventet måde. Ganske vist er Kai Gøtsche i sikringsstyr­ken. Han finder sig en pige, som han tror er »en lille kop«; men hun viser sig at være »et fællestrug« - og alligevel bliver han udlagt som barnefader. Han er således nu dobbelt-alimentant. Og ganske vist bliver han dømt som en af hovedmændene i en latterlig soldaterdemon­stration, skønt han er uskyldig. Men lyset er, at Kai i Vendelby træffer tjenestepigen eller rettere sagt »husassi­stenten« Marianne. Hun vil bort fra fattigdommen og til Amerika. Han vil, stædig som han er, blive i sin løbegrav. De er vidt forskellige, men forstår hinanden. Og slutnin­gen, hvor de træffes i København og på et af de skumle hoteller i nærheden af Rådhuspladsen giver sig hen til hinanden, er en af de ærligste hymner på dansk til den kødelige kærlighed, når den vel at mærke er kærlighed. Lyset er tændt igen. Og således er det gået til, at Deres storværk, Knuth Becker, bæres af to kvinder, af den gamle fru Paysen og af Marianne. Og nu kunne man citere Goethe og »das ewig weibliche«; men det gør man an­stændigvis ikke.

Kritikken og publikum kan tit være utaknemmelige overfor en stor digter. De kan ønske ham større og ander­ledes, end han er. Tit prøver de med deres krav at drive ham ud af hans naturlige cirkel, hans skæbnecirkel, så kan han enten sprænges eller blive erhvervsforfatter. Men De, Knuth Becker, er blevet i Deres løbegrav, og dér har De vundet Deres sejr. Til lykke!

Knuth Beckers takketale

Må jeg allerførst bede Det danske Akademi modtage mine hjerteligste lykønskninger på 1-års fødselsdagen og hertil føje alle gode ønsker for akademiet i den fremtid, der venter barnet.

Og dernæst takke hjerteligt for den store ære og glæde, akademiet har beredt mig ved i dag på selve 1-årsdagen at knytte mine bøger og mit navn til Akademiets første prisuddeling, som både har overrasket og bevæget mig og opfyldt mit hjerte med dyb taknemmelighed.

Samtidig takker jeg den højtærede forsamling, som ved Deres tilstedeværelse ærer Akademiet og dermed også mig, som måske uforskyldt blev knyttet til denne højtids­dag, der som før sagt bevæger mig dybt, og som også har overrasket mig.

Overrasket, fordi jeg overhovedet på intet tidspunkt har haft denne Akademiets gode og smukke anerkendelse rettet imod mig i mine tanker. Og fordi Akademiets første pris jo med ligeså stor ret og vel også langt større kunne have været skænket til en del andre, gode kolleger både omtrent samtidige eller til en af vore mange så talent­fulde yngre digtere.

Og så er der jo iøvrigt selve Akademiet, hvor der inden for kredsen var mere end emner nok.

Enkelte af presse og kritik har i venlige kommentarer luftet den tanke, at jeg fik prisen tildelt, fordi mit forfat­terskab til en vis grad og ufortjent — var de så venlige at tilføje - er og havde været overset. Det forstår jeg ikke.

Jeg vil påstå - og takke alle de mange hjertets kredi­torer for det - at jeg gennem årene har mødt en så ene­stående påskønnelse og hjertelig hjælp og støtte fra næ­sten alle sider inden for dansk presse, litteratur og sam­fundsliv.

Jeg har ikke manglet påskønnelse.

Men at dansk digtning ellers ofte ikke påskønnes nok efter fortjeneste og værdi, indrømmer jeg villigt. Og det har vi ikke råd til. Og det må hilses med stor glæde, at det også er en af de mange opgaver, som Det danske Akademi uselvisk vil arbejde positivt på.

Jeg takker endnu engang Det danske Akademi for den store ære, som jeg dog helst vil se som Akademiets be­mærkelsesværdige smukke og demokratiske gestus, ikke så meget til mig som til den hverdag, jeg i mine bøger beskæftiger mig med.

Det lille hverdagsliv, vi alle kommer fra, og som enkelt­vis kan synes småt og ringe og alligevel er så stort. Vand­dråberne, der danner bølgen til bølgerne, og det hav, der frugtbart bærer kølen af hverdagens skibe, men som også er det farlige vand, som i presset fra propagandastormene fra øst og vest kan piskes frem til de verdensødelæggende oversvømmelser, der kan forvandle livets rige, grønne enge til svedent, ufrugtbart græs.