Jens August Schade

SELVLYSENDE LYRIK

Da du forleden optrådte i skolefjernsynet, hvad du gjorde fint, omtalte du med veneration din kritiker, pro­fessor Hans Brix, der først havde skældt dig ud og 1932 omvendt sig til schadist. Det skete med udgivelsen af digtsamlingen »Jordens Ansigt«, som professoren an­meldte to gange, først afvisende, så anerkendende. Til­fældigvis mødte jeg nogle dage efter professoren pa Strø­get og ved, hvordan omvendelsen virkede på ham. »Hør,« sagde han, »jeg har haft besøg af Jens August Schade. Jeg har altid troet, han var en svindler; men det er han ikke. Han ligner sine digte. Men, Tom, hans talent sidder skævt. Kan vi rette noget ved det?« Det mente jeg ikke, for det er jo det skæve perspektiv, der er et af de mange fornyende træk ved dine digte. Når du således begynder et af dem: »En nytårsaften ved juletid«, så siger det først »klap« i læserens hjerne. Hvad er nu det? Indtil det går op for en, at er der noget, nytårsaften lider under, så er det veerne fra julen, juletræet, der endnu ikke er smidt ud. Og det er denne skævhed, der kommer så tydeligt frem i »Jordens Ansigt«. Tag et afsnit af det smukke digt »Gud er kommet til byen«:

”Jeg kan meget let holde kloden ind mod mine fødder -
jeg kan meget let hoppe fra den — og den vil af sig selv atter hoppe
ind mod mine fødder og holde fast på dem —

hør, hvor det gungrer i gaden, når jeg går på den!

Den kan slet ikke undvære mig, den klæber fast til min ene fod,
hver gang jeg træder ud fra den med den anden!

O, det er det dejlige ved jorden, at den elsker sine børn, og ikke
lar dem flyve fra sig —
jeg elsker den, for den har et hovede, som jeg selv er indeni - og
det hovede ligner mit, når jeg ser det i spejlet! —”

Her er vi opdraget i den triste tro, at menneskets gang er et stadigt fald mod jorden; men du, som ikke tror på noget fald, heller ikke syndefald, og tit har ophævet tyngdeloven, forvandler med et smil tyngdeloven til, at jordkloden slet ikke kan undvære dig eller Dem, mine damer og herrer, eller mig, og kan synge videre:

”Det er, fordi jeg er født i Danmark, at jeg ser sådan ud, som jeg
gør - det kunne slet ikke være anderledes,

det er, fordi jeg er født i Danmark, at min moder sendte mig ud
på jorden for at se beskedent på den og digte om den!

Det er, fordi jeg er født i Danmark, at jeg kan digte, som jeg gør!
Det kunne slet ikke være anderledes.”

Det var nu godt, at professor Brix ikke fik rettet ved det skæve perspektiv. Jeg, der ellers har pillet ved andre ting i Schades digte og heller ikke haft held med mig, for »det kunne slet ikke være anderledes«, har tværtimod holdt af det, for det åbner, for en gammel realist, vejen til den verden, Schade har skabt sig. »I natlig køretur« kan han begynde meget reelt: så fornyer han billedet ved at se sig under armen, og så ender man med et realistisk billede ude i rummet.

”Nu dukker månen op bag grønne træer —
nu dukker månen ned bag grønne træer —
nu kom en pige ind i søgelyset —
hun er klædt på. — Jeg mærker endnu gyset,

som for igennem mig, da knæet ramte
mit øje. Og den sorte kjole viftede.
En gedebuk stod tillidsfuld ved vejen
og så på stjerner. Mange har den set

i sit lille liv. En brægen og en kalden
på geden lyder endnu i mit øre.
ET KRUCIFIX VED VEJEN STOD på hodet,
da jeg vendte mig
og så det under armen,

og pigens kjole viftede endnu. Stor, rød stod månen
imellem hendes ben — En lille kirke, forsvandt imellem dem.
Og søgelyset fra vognen stråler nu på firmamentet.”

Det gys, digteren føler, da synet af pigens knæ rammer hans øje, er ikke så stort som den kolbøtte, læseren fore­tager sig, når han gennem en parodi på Oehlenschläger (understreget) og gennem en verden, der står på hovedet, bare fordi digteren ser på den under armen, pludselig opdager, at han er på vej mod firmamentet. Der er gået kosmisk trylleri i de egentligt talt realistiske ord: »Og søgelyset fra vognen stråler nu på firmamentet«.

For Schades fantasi er der kort vej fra denne jord ud i rummet, eller rettere, han har samme uendelighedsfor­nemmelse over for det nære som over for det fjerneste fjerne. Han har det ligesom James Joyce, at nok inter­esserer videnskaben ham; men kun når den giver næring til hans fantasi. Alt interesserer ham, som overbeviser ham om al utrolighed og usandsynlighed. Og derfor er det ikke overraskende, at der i hans digte kan finde de mærkeligste tidsforkortninger og sammensmeltninger sted. I et digt »På den lille ensomme café« sidder digte­ren i måneskin og drikker et glas apollinaris, »den gør mit sind til et elskovs-sind - som Elisabeth Bergners og Mata Haris«. Han tænker på sig eget udseende: han tæn­ker på sin pande »så liden og klar - som Lilian Gish’ og Napoleons var«. Men så griber månen ind, og digtet ender i et af de sælsomste undergangsgys, jeg kender:

”Jeg elsker min måne, som dødningebleg,
blåfrossen stirrer herned imod mig.
og holder mig i sine stråle-bolte,
som strålede også om Karl den tolvte.

Jeg elsker min sjæl, som alene og sær
sidder i dansk og grårødt vejr,
og ser på skyggen, som månen kaster
hen over bordet ... ak, vi fantaster.

Se, min skygge om glasset trykker
denne hånd, imens månen rykker
glasset bort under bordets kant —
som Shakespeares hænder og sjæl forsvandt.”

Det er den sidste linje, der altid sender en stribe af grav­kulde ned ad ryggen på mig.

Kære Jens August Schade! Jeg skal nok lade være med at kloroformere dig, spidde dig på en knappenål og an­bringe dig på den rigtige plads i den store insektkasse, der hedder »Dansk litteraturhistorie«. Der er sagt om dig, at du er et ægte, men meget sælsomt barn af det brølende 20erne; men du brølede i hvert fald ikke. Som man i denne tale har hørt, er du Danmarks digter. Der er kun fa, der kan nævne det navn: »Danmark« med så ægte betoning som du. Du har måske arvet lidt fra Thøger Larsen, for du er jo månens, jordklodens og stjernernes digter. Ja, måske lidt! Men sandheden er dog, at du ikke ligner nogen anden digter, og ingen ligner dig, for det er umuligt at plagiere dig. Jeg har selv prøvet det; men hverken spiritus eller automatskrift hjælper, og derfor har jeg en anelse om, at du er en meget bevidst digter. Du ved, hvad du gør.

Men du er også storbyens digter, og du er især kærlig­hedens digter. Jeg bruger ikke glosen »erotik«, for den er for lille. Der er nemlig i dine bedste kærlighedsdigte, trods deres dristighed, en selvlysende styrke, som er bety­deligt mere end erototeknisk udfoldelse. De er som lys­skæret i forelskede øjne. Du har selv i »Minefeltet« over for mig i prosaiske ord forklaret dit syn på kærligheden: Når to mennesker, måske grundet på kosmiske strømninger, befinder sig på samme væreplan, så er der ikke noget urent i, at de magnetisk tiltrækkes af hinanden, hvor længe eller hvor kort end forbindelsen varer. Økonomiske og andre borgerlige beregninger bør naturligvis lades ude af be­tragtning. Så filosofisk taler du ikke; men ord som »kos­miske« og »væreplan« er s’gu dine og ikke mine, og jeg håber, at jeg ikke har digtet for meget om på indholdet af vore samtaler.

I digtsamlingen »Helvede opløser sig« er der et godt digt »I biografen«, hvor kærlighed modstilles filmens dobbeltmoral, og hvor du og din elskede »henter den store inspiration hos mekaniske kys til en virkelig fore­stilling hjemme på vort eget lille høj-barbariske teater«. Det var vel værd at citere. Eller digtet »Karaflerne«, som Mogens Zieler i »Schadebogen« har akkompagneret med en munter illustration. Eller et af dine berygtede »Kællingedigte«, hvor du titulerer din elskede med ord som kælling, heks, luder, havgasse, hvideste engel og muse, ligesom da Sophus Claussen for 60 år siden »smykked hetæren til elskovskamp med navne som kulsukker, flue­svamp«.

Men af en hemmelighedsfuld grund vælger jeg kærlig­hedsdigtet »På café«, hvor Schades foragt for tyngde­loven tydeligt kommer til orde:

”En god sang,
et lille skørt mirakel
udgår fra grammofonen,
mens jeg tier.
Og til alles forbavselse
rykker jeg stolen bort under mig
og bliver siddende i luften.

Foran mig sidder en pige
med grimme tænder
og flygtige øjne.
Hun tier.
— Vi to véd,
hvad der foregår indeni hinanden,
og stærke som løver kysses vore sjæle.

Hun stiger op i luften,
og jeg med,
vi finder hinanden
dér over bordene.
Og til drøn og klapsalver
over sangens mirakel
vikler vi os om hinanden
og karusellerer ud af cafeen.”

En dag for nogle år siden fandt jeg i en kunsthandel i Stockholm et postkort. Det forestillede et elskende par, der sammenviklede svævede ud af et ateliervindue i ret­ning ad et skævt Eiffeltårn, og det slog mig, at her var endelig en samtidig kunstner, der lignede Jens August

Schade. Hans navn er Marc Chagall. Når jeg nævner dette, er det for at understrege, at da Det danske Akademi skulle formulere, hvorfor det gav Jens August Schade prisen, så var det ikke tilfældigt, at der kom til at stå, at Jens August Schade er den mest originale blandt nu­levende danske lyrikere. Det er den væsentligste grund, og selv Soya vil give Det danske Akademi ret.

Egentlig kunne jeg godt have tænkt mig, at prisen var blevet overrakt dig under værdigere former. Du har nem­lig skrevet et digt »Spleen«, og i det står der:

”Jeg gider ikke have noget at bestille,
jeg er tilfreds med min lod; at blande gloser
og foretage mig et eller andet, som ellers ikke
er tilladt.
— Og dagen skulle være een lang række
tikroner
henkastet uden overflødig bevægelse på diverse caféborde.”

Akademiet kunne godt have fremskaffet 5000 caféborde og fra Nationalbanken 5000 nystrøgne tikronesedler, men ikke et lokale, der var stort nok. Derfor står jeg, der har mødt dig mange usandsynlige steder, »Skind­buksen«, »Tokanten«, Lauritz Betjent«, »Dyrehavsbak­ken«, nu i det usandsynligste af alt, »Prinsens Palæ«, og det som repræsentant for Det danske Akademi, repræ­sentant for 5000 caféborde og 5000 tikronesedler og kan overrække dig en mappe, indeholdende en check, der er 5000 tikronesedler værd. Danmarks originaleste lyriker har fortjent det. Tillykke, Jens August!

Jens August Schades takketale

TALE DER TAKKER IMENS JEG SNAKKER

Nu er der forår —
inde i mig
jeg føler det som jeg har fået en krone
af blomstrende bøgegrene på håret
af bare glæde
ja som der er sprunget
50.000 kroner ud gennem luften
af bøgetræer hvis duft er tilstede
med synlige blomster omkring én
så man kunne græde
ved al den varme der tryller dem frem
i mit forårsland
det smukke land.

Det forårsland
hedder Danmarks ånd
og tryller de blomstrende grene frem
af min lille hånd
ved vintertid —
her står jeg med hundrede blomster i hånden
og tusinde susende kroner om håret
af Danmark bedåret.

Og derfor er englene glade for os
der laver blomster — jeg mødte igår
en engel — det var frøken Petersen
fra »Dansk Security« — sød, dødsmart
hun sagde »til lykke«
Jens August Schade
og spillede for mig
fordi jeg havde
alle de kroner om håret —
hun følte det også som om hun fik
bukser af blomster om låret. —

Og cyklende gennem en gade
kom engelen Ole og sagde
at han var så glad ved de blomster
som jeg havde fået og havde
i håret — det kunne han se.
Så glad som var det ham selv
der ikke fik lus eller skæl
i hodet — men Danmarks bøgetræskroner
i evig roteren i fjerne zoner
om tanken og ånden som en karrusel
af engle og lykke og piger med spræl
og sprængstof i maven og læber med smæld —
før han sagde roligt farvel.