Erik Knudsen

Et umiskendeligt aftryk af tiden findes i alt, hvad Erik Knudsen har skrevet. Som ingen anden i sin generation har han registreret en epokes særlige, absurde og skæbne­svangre konflikter, hvis nedslag kan aflæses i hans værk gennem tyve aar. En saadan tidsbevidsthed ejer ikke alle betydelige digtere, de kan bevæge sig paa en vis distance af aktualiteten og dog være lige væsentlige som kunstnere. Men den seismografiske følsomhed gør det heller ikke alene. Et præg af helt personlig lidenskab maa fornem­mes i det skabte, ikke bare tiden som artikuleret stem­ning, men tillige et svar paa dens udfordring, en holdning til dens krav. Hvor disse to forudsætninger findes hos den samme kunstner, tidsbevidsthed og særpræget ingenium, staar vi over for de store muligheders mand.

Saadan var det allerede med Erik Knudsens første bøger. De udløste en tidsfornemmelse og virkede kunst­nerisk befriende i kraft af deres sproglige smidighed og koncentration. Erik Knudsen var til stede i dem som karakter, blufærdig og bidsk, og skønt han stadig er blevet mere sikker og objektiv som kunstner, mere nuanceret, er han den samme og sig selv i hver eneste bog. Omridset af hans personlighed var tydeligt fra begyndelsen, men tegner sig aar for aar med skarpere konturer.

Digtsamlingen »Dobbelte Dage« udkom i 1945, netop som krigen var forbi, og uundgaaeligt er det den, der har mærket de fleste af bogens digte. Den er enten det direkte tema eller fornemmes som en underklang - er skildret brændende og haardt i digte som »De har dræbt lektor Ibsen« og »Død i koncentrationslejr« eller neddæmpet til en sindsbevægelse i kølige billeder af havet, mørket og blæsten. Der er et landskab i bogen, som har taget farve efter tiden. I stroferne til Morten Nielsen fortætter krigen sig til menneskelig skæbne. Her er det skyldfølelsen, der gnaver i hjertet. Men en erkendelse sætter ind, udsprunget af smerten, og i den lever det bedste fra krigens aar som et krav:

”Fattigt syntes jeg livet var
fattigt og smaat.
Dagen var ikke farver, kun
graat i graat.

Nu er hver dag en naadesol,
gavmild og rød,
og verden bruser sejrrig
mod din død.”

I digtet har Morten Nielsens livsmod forplantet sig til Erik Knudsen. De to var ellers meget forskellige. Hvor Morten Nielsen virkede entydig og tung af gemyt, synes Erik Knudsen splittet, i stadig skiftende stemningers vold. Titlen »Dobbelte Dage« gaar da heller ikke alene paa de ydre forhold, spaltningen i hverdagene mellem ubekym­ret liv i nuet og anelsen af den store gru. Den angaar en dyb indre dissonans, som foraarsager et stadigt selvopgør og er den inderste nerve i hans kunst. Det er i kraft af denne spænding, at fantasien og udtryksevnen fortsat op­lades og holdes i levende uro.

Hvordan karakterisere den? Selv ville Erik Knudsen næppe frygte de klare pædagogiske begreber og tale om spaltningen mellem at være æstetiker og moralist. Dob­beltheden træder frem - under forskellige navne - hos ethvert menneske, men med den største prægnans hos kunstneren, fordi han er nødt til at udtrykke den. Det sker dog ikke uden forklædninger og snilde bedrag. Men symptomerne er tydelige, hos Erik Knudsen kan de af­læses over et bredt register spændende fra serafisk følsom­hed til luciferisk ironi.

Et lille digt i den første samling, »Min Lundbyerus«, afmaler med ynde og præcision æstetikeren, halvt barn, halvt yngling, siddende i det aabne land med sin tegne­blok mellem Sjællands lave sletter og himlens oceaner. Det handler om kunsten som magi - som var den ska­bende akt den eneste virkelige og virkeligheden kun dens brændstof. I et andet digt - til Jens Baggesen - er kunsten beskrevet som dødsfordrivelse.

Men digtning og kunst duer hverken som livserstat­ning eller bolværk mod døden, og æsteticisme er blot en finere form for fortvivlelse. Rummer debut’en mange digte om kunst og kunstnere, er det kun tilsyneladende en afværgemanøvre over for det krævende liv. Tre navne siger det tydeligt nok: Morten Nielsen, Gustaf Munch-Petersen og Nordahl Grieg. De satte alle sig selv og deres kunst ind for moralske og politiske værdier, en holdning, Erik Knudsen straks har vedkendt sig. Den er æsteticis­mens diametrale modsætning. Med grum spot udleverer han siden - i andre og sig selv - æstetikeren og røber saa­ledes med sin kunst sin egen etiske stræben ud over kun­sten. Dobbeltgrebet fornemmes i hans anden bog »Til en ukendt Gud«, en stor digtcyklus i bundne og frie rytmer fra 1947. Her er ansvarsfølelsen stærk. Den kommer til orde med megen varsomhed, naar Erik Knudsen digter om storbyens børn og de ensomme, gadernes, karréernes og kontorernes fremmedgjorte: »Alle længes de, alle føler de livet som noget stort i sig, en uskyldig dømt, en fange der skramler med sit jern.« Men opgøret med længslen sætter ind, saa snart den sentimentaliseres. Forvandler den sig fra at være længsel efter opfyldelse i nuet, paa de vilkaar, som er tidens, til romantiserende fortidsdrømme, faar piben en anden lyd:

”Tilbage til naturen, raaber romantikeren,
og affører sig sin straahat.”

Satiren er blid eller bidsk, men aggressionen har ret­ning, der ligger ingen røgslør omkring hans udfald. Man fornemmer et ideologisk standpunkt, skønt det endnu er skjult. Og skjultheden skyldes, at selvopgøret endnu er saa stærkt. De kantede, ømme og barske digte vender ofte en brod indad mod digteren selv, den »lille mand med træsabel og papirshat«. Kunstens afmagt, ikke dens selvherlighed og suggestive kraft, træder her frem som anfægtelse. Og dog er det i poesien, erkendelsen bliver til og stadig kontrolleres. To poler drager digteren - poesi og ideologi - men hvor findes et rimeligt balancepunkt imellem dem?

Igen to aar frem, og »Blomsten og Sværdet« udkom i 1949. Det lille hefte er siden blevet en klassiker, Erik Knudsens mest udbredte digtsamling, berømmet af flere, endog ansvarlige, kritikere paa højde med Johannes V. Jensens »Digte, 1906«. Men den slags sammenligninger fører let paa afveje. Hvad man tør staa inde for er, at samlingen er det stærkeste poetiske nedslag i vor litteratur af den kolde krig. Dog, den vidner ogsaa om viljen til konfrontation med brutalitet og afsind paa den store ver­densscene, hvis hændelser rører sig skyggeagtigt bag dig­tenes mangfoldige temaer. Forudanelse om undergang, om »brændende marker og brændende huse« falder som aftenrøde over stroferne, natteblæst jager frem af mørket.

”Mit hjerte raaber i frossen jord:
Fugle, hvor fløj I hen ?
Maane, kom ud af din sky.
Blæst over støvede marker,
Regn paa den glødende sten.
Jeg hører de brøler i natten,
De vilde dyr –”

Men i sin afmagt griber digteren til erindringen om drengemodet, ungdomsforvovenheden fra før den tid, da krigens Medusa-hoved lammede ham. Og hans besvær­gelse slutter som en bekendelse:

”Slip mig, kvælerhænder!
Bly port, luk mig ud!
Grib mig, sorte blæst,
Før mig bort fra mig selv!
Jeg er vimpel, jeg er bjælde,
Jeg maa danse eller dø.”

De to sidste linjer peger direkte mod det skæringspunkt i forfatterskabet, hvor den lyriske desperado begynder sin vekselsang med den dramatiske klovn. Samme aar som »Blomsten og Sværdet« udkom Erik Knudsens første dukke- eller lommespil, »Fantomer«. Det betød ikke, at han skiftede identitet. Han udtrykte blot sin fantasi og humanisme paa overraskende maade og erobrede en fri­hed langt større end den, lyrikeren alene raader over. Det var humorens vej, som nu aabnede sig for ham, vimmelskaftet og forjættelsesfuld, og han var vel forberedt til at betræde den. Allerede i »Til en ukendt Gud« havde verbalkomikken og de haardt slaaende formuleringer vist en anden side af talentet end de lyrisk-elegiske digte - og i »Blomsten og Sværdet« er i hvert fald »Maskebal« en slags surrealistisk iscenesættelse af verdenssituationen. Stoffet kaldte ligefrem paa den dramatiske form. Alene i kraft af sin eksklusivitet maatte lyrikken virke paa Erik Knudsen som en spærring for det uadvendte i hans natur, hans kontroversielle temperament, en spærring mellem digteren og det publikum, han følte sin solidaritet med.

Som den første - og mest radikale — brød han da med den adventsstemning, som raadede blandt hans jævn­aldrende i dansk litteratur. Han har følt det som en befrielse at springe et par trappetrin op over deres kæl­derdybe poetiske melankoli, og en lignende bevægelse mod mere udadvendte positioner blev fulgt op ogsaa af andre - senere af en hel ny generation - men da havde Erik Knudsen allerede eksperimenteret med nye giftblan­dinger i sit laboratorium. Først vendte han sig mod ideolo­gierne. Katolikker og kommunister fik nu satirens svøbe at føle paa deres krop. Direktør Rockefeller og sekretær Gelius Loyala var ikke vanskelige at identificere. Det blev en skrap opsang til de massive livssyn, en haan af udrensningsbrutaliteten i øst og kapitalismens forbruger­kommissærer i vest. Han tillod sig endog en poetisk escapismeforherligelse, skønt hans politiske stillingtagen var det modsatte af indifferent: en revisionistisk socialisme, som fik folks latter paa sin side i opgøret med de kom­promitterede politiske religioner.

I »Galileis Kikkert«, en kritisk essaysamling fra 1952, fik opgøret dog ny retning. Her staar den lille dramatiske dialog »Møde i Tivoli«, en drilagtig solidaritetserklæring til kulturradikalismen, der altid har tiltrukket og sam­tidig ærgret Erik Knudsen. Han kunde jo nemt være enig i dens kulturelle opgør, men har savnet det udholdende politiske engagement. Stykket kaldes en »Epilog til »Melo­dien der blev væk«« og slutter med Larsens replik til Kjeld Abell:

»Andre kan spørge af nysgerrighed, bare for at spørge. Jeg, og alle med mig, Larsener - med høj hat eller kasket - alle vi der fandt melodien og alligevel ikke fandt den, eller hørte en melodi, der kom fra helved, eller fik tæn­derne sparket ud for nogle år siden, eller mistede forstan­den ved højlys dag ... alle vi spørger, ikke af nysgerrig­hed, men fordi det spørgsmaal er liv og død for os: Hvordan slipper vi ud af angsten? Hvor skal vi gå hen?«

Jeg tog et forbehold før over for sammenligningen mel­lem Johannes V. Jensen og Erik Knudsen. Det skyldes bl. a., at jeg sætter digtsamlingen »Brændpunkt« fra 1953 endnu højere end »Blomsten og Sværdet«, og hvilken sammenligning skulle man da gribe til? Lad dem fare. Nu begynder for alvor vekselvirkningen - polariteten i stedet for splittelsen - mellem lyrisk og dramatisk aktivi­tet, som er blevet fortsat indtil denne dag, og som for Erik Knudsen i det sidste aarti har betydet en renselse af begge genrer. Lyrikken har faaet lov til at være lyrik — den ærlige stærke fortvivlelse taler nu uden daarlig sam­vittighed ligesom den rene hengivelse i ordenes musik - mens dramaet sprænger den sidste vage ubestemmelige frygt for tidens trusler. De ses i øjnene paa konkret plan. Poesien sekulariseres i lomme-, dukke-, taskenspil og revy, og alle forfalskninger af virkeligheden slaas for pan­den med humor og haandkraft.

Dramatiske indslag i digtsamlingerne kan veksle med lyriske i komedierne - begge steder med sikker sans for kontrasten. Hvad man beundrer i lige høj grad er den befriende, mozartske munterhed, saa tilgivende og gene­røs, og den dadaistiske verbalpræcision, selvudfoldelsen og selvironien. Det yngler nu i digterens penneskaft:

»Nye udtryksmuligheder - vokaler og dissonanser i massevis — ... Ingen fedtefingre hos mig, ingen hænge­køjer i rygmarven ... Jeg tilbyder kun: rene kødsaar, centrale skuffelser, syrener og sammenbrud, datostemplet kærlighed, oprør på fastende hjerte, præcise sofastykker, eros og indignation, håbløshed, sund og nærende, plastic­drømme, anfald af lykkelig lavkomik.«

Efter »Brændpunkt«, hans reneste lyrik, og »Friedleben« (1954), hans mest ærgerrige dramatiske forsøg, fulgte slag i slag en række digtsamlinger og musikalske komedier: »Minatauros« (1955), »Sensation og Stilhed« (1958) »Taskenspil« (1960), »Frihed, det bedste Guld« (1961), »Journal« (1963), »Det er ikke til at bære« (1963) og »Fæn Dem ikke ud« (1965). Jeg sprang endda en titel over. Sidste aar skrev Erik Knudsen »Ned med kulturen«, en saakaldt bix i to akter omkring »Anton« fra 1960, foreløbig spillet paa fire danske scener. Produktiviteten er levende og tæt, otte arbejder paa ti aar vekslende fra jazzassociationernes melankoli og galgenhumor til de dramatiske teksters plakatpræcise og reklameraa paro­dier.

Her skal nu legen fremhæves til sidst. Erik Knudsen gjorde det selv i en fjernsynsudsendelse for nylig. Lige saa stærkt, han understreger, at han er baade lærer og digter, vedgaar han, at han er af Holbergs moralske observans, men samtidig en elsker af den poetiske leg. Det sidste har nok været mindre paaagtet end det første. Men rigdommen i talentet fører os tilbage til vort ud­gangspunkt, hans eminente tidsbevidsthed og aktualitets­sans. Naar Erik Knudsen har kunnet gøre hele felttoget med som veteran fra 48 og rekrut fra 64, stadig forynget, ja, ofte stærkere end de yngste, skyldes det denne præci­sion i tidsfornemmelsen. Den har gjort ham til nuets, øjeblikkets digter frem for nogen. Men varigheden i hans kunst skyldes ordfornemmelsen. Den er digterens inder­ste betingelse. Og i den er legen den ene pol, selve skaber­glæden, mens den anden pol er nærværende bevidsthed om et krav.

Kære Erik! Lad dette være en hilsen fra din gamle ven i med- og modspil, blazer-Hamlet, som ikke mindst værd­sætter din poesi og polemik, fordi dit tyngdepunkt altid har ligget uden for litteraturen. Der, tror jeg, ligger det bedst, hvis kunsten skal opnaa virkelig svingkraft og kunne bevæge en verden. Din har bevæget en tid - og vil leve ogsaa i eftertiden. Men lad ikke mine sidste ord blive en tale for et monument. Selv har du ønsket at opfatte Det danske Akademis hæderspris på 50.000 kr., der nu skal overrækkes dig, som en investering i dine fremtidsmulig­heder - og lad den da være det. Paa akademiets vegne ønsker jeg dig hjertelig til lykke - og lykke til din fremtid.