Tom Kristensen

Så gav Akademiet igen prisen til en af dets egne! Over handlingen hviler for mange et skær af noget kompromit­terende: var det derfor, man stiftede Akademiet? En af dets egne! Men Tom Kristensen er ikke Akademiets, han er ingens - eller alles: Lyriker og kritiker, menneske og myte, skribent og begreb, en rejsende og en elsker af fol­kerige fortove - så indlysende kvalificeret, at dette at tildele ham prisen blot er at skubbe noget i lave.

I et erindringsstykke om drengetiden „Glæden ved at svømme” skriver Tom Kristensen om frisvømmerprøven, som han tager mod til at melde sig til efter at have op­nået et om ikke svømmefærdigt så dog lykkeligt forhold til Limfjordens vande:

„Jeg havde ikke regnet med, at vi skulle springe ud på hovedet, så det blev mit første maveplaster. Og det fer­ske og mugne Øresund bar ikke som den saltfriske Lim­fjord. Sundet var som en slap elastik. Og hvordan jeg kom over bassinet har jeg ikke anelse skabt om. Jeg har set en skottehund svømme. Den så ud som den kun hav­de øjnene oven vande, ikke engang ørerne. Ja, så surrea­listisk så det ud, for øjnene var ved at sprænges af ræd­sel. Og sådan må synet af min blanding af undervands­svømning og hundesvømning have taget sig ud i gymna­stiklærerens øjne. Jeg var altså ikke dygtig nok, men fræk nok til at være frisvømmer, og derfor blev jeg det, lige­som jeg har været fræk nok til at blive så meget andet i dette liv.“

Og så meget andet blev han da, som allerede antydet, i dette liv - og bl. a. netop fordi han, evnerne ufortalt, var fræk nok, dristig nok til det. Fordi han vel sigtede mod det fuldkomne, men vovede at være ufuldkommen, det vovestykke, som måske er det vanskeligste for meget evnerige mennesker. Man har set sådanne ædle og fuld­kommenhedsstræbende naturer komme delvis eller gan­ske til kort just på det. Novalis skriver et sted om dette:

„En absolut drift mod fuldendelse og fuldstændighed er sygdom, så snart den viser sig uvillig og ødelæggende mod det ufuldendte, ufuldstændige. Hvis man vil gøre og opnå noget bestemt, så må man også sætte sig provi­sorisk bestemte grænser. Men hvem der ikke vil det, han er komplet som den, der ikke vil svømme før han kan det.“

Det er da herligt at betænke, at Tom Kristensen ville være frisvømmer, før han kunne svømme, og meget si­gende. I kunstens verden er kriterierne desværre ikke så sikre som i svømningens: kan man ikke svømme, gisper, synker og drukner man i værste fald. Ikke sådan ved udøvelsen af ukunst - og det må derfor straks understre­ges, at Tom Kristensens frækhed og dristighed er fjernt fra dilettantens. Dertil kan føjes endnu en vigtig egen­skab, som netop ikke er givet dilettanten: hans fuldkom­ne oprigtighed; med den klarer og neutraliserer han eventuelle fiaskoer og kommer videre. Han giver sig slet og ret i kast med tingene uden at forhåndslammes af sine mangler og uden nogen som helst form for evnerigdom­mens hypokondri. Derfor kan han også fundere over, om han fundamentalt er kunstner eller journalist og hævde, at hans bedste digte måske er avisdigte. Nogle af dem er det, man behøver blot at tænke på digtet ved Knud Ras­mussens død. Og derfor kan han også slå fast, at han hel­lere ville være klovnen end helten i Shakespeares stykker. I dette er der vel en smule koketteri, men det er humo­ristisk og han mener noget med det. Han undsiger fuld­kommenhedskravet i heltens rolle, for at evnerne kan blive til overskud i klovnens, om galt skal være, eller godt. Som rejsende er han både ræd og dristig, som H. C. Andersen var det, begge dele til overmål. I afsnittet ,,Det gådefulde bjerg“ i „En kavaler i Spanien“ skal han pas­sere uden om nogle kegleformationer ved en bjergsti. Alle andre passerer dem selvfølgeligt og ubesværet, - men på nedvejen må han, under nogle unge spanieres øjne, kravle på alle fire om de usalige kegler, prisgivet svimmelheds- og angstfølelser, der var en styrtende rum­pilot værdige. Han hører overgiven latter bag sig, og vi­dere hedder det: „Der var intet at gøre. Og som den slagne mand, jeg var, slog jeg ud med hænderne og sag­de: „Comico!“ Jeg fik også lavet en grimasse af et smil og gik så min vej som et fornærmet barn.“

Dette er oprigtighed uden pose, og det samme kom­mer frem i erindringsstykket „Den dansende stjerne“, hvor han sammen med nogle venner er ude at få en øl på en restaurant. „Da der kort efter blev slagsmål i den anden ende af lokalet, og jeg straks blev stiv i ansigtet, hørte jeg den infame Harald H. Lund (den ene af ven­nerne) udbryde: „Ha, du er jo ligbleg, og det er dig, der skriver digte om slagsmål“, og rasende blev jeg, jeg så hvidt for øjnene, og jeg stammede: „Bare - du blev lig­bleg - når du så på en rose - så skrev du bedre digte“. Så var der også ved at blive slagsmål i den ende af lokalet.

Det afgørende, det symptomatiske ved denne hændelse og dette replikskifte er, at Tom Kristensen ikke et øjeblik nægter, at han er bange - men at han i sit svar, da han en gang skal have luft for sin harme, med en utrolig åndsnærværelse får sagt den anden en tilintetgørende sandhed. Ingen tvivl om, at f.eks. den sensible og spinkle Rilke kunne blive ligbleg af betagelse ved synet af en rose - og ingen tvivl om at bl. a. just det gjorde ham til en stor digter. Comico kan man sige, men det er ikke bare noget at grine ad.

Jeg vil tro, at mange uden videre anser oprigtighed for noget givet hos digteren - ligesom mange andre betrag­ter digtning som opdigt og noget nær, om ikke uden vi­dere, løgn. Begge dele indgår, i reglen dog med det enes eller det andets overvægt, i forskellige typer. En tilbunds­gående oprigtighed er sjælden, også blandt digtere. Op­rigtighed er ikke misantropens sigen sandheder i tide og utide, men jeg tror, den er en surdej i en persons sub­stans og en digters frembringelser. Ved den sker enhver fornyelse, ethvert brud på konventionens inerti og latente eller åbenbare kedsommelighed, hvad enten i liv eller digtning. Også oprigtigheden kan, når begrebet er blevet kanoniseret og bevidst, blive konvention, der kan gå dig­terisk maner og svamp i den, en oprigtighedens patos eller komedie kan udspilles. Men bag den, under den, her eller der, i denne eller hin, akkumuleres bestandig en ægte oprigtighed, parat til at forjage sit eget spøgelse og dets dræbende kedsommelighed. Oprigtighedens ud­sagn er jo nemlig aldrig det kedelige og trivielle, det givne og velbekendte - det er tværtimod det uventede, uforudsete, chokerende og kostelige, det som stemmer til pludselig alvor eller befriende latter, det som får det til at gibbe i én: det var da pokkers - og derefter sige til sig selv: ja, selvfølgelig, sådan er det. Sådan forstået kan en løgnhals udmærket være oprigtig - og en sandhedsapo­stel være komplet uoprigtig, ligervis som når Blake siger:

"A truth that’s told with bad intent
Beats all the lies you can invent."

Af denne kompleksitet mener jeg da at kunne uddrage, at oprigtighed ikke uden videre falder under den etiske kategori, så lidt som selvfølgeligt under den æstetiske. Den er ligesom før dem begge, men giver accent og fasci­nation, spændkraft og friskhed til alle andre egenskaber og evner, som den indgår forbindelse med.

Nuvel, det som Tom Kristensen efter mit skøn ejer, er just denne sjældne uvilkårlige næsten konstitutionelle oprigtighed. Den er nerven i hans person og talent på en påfaldende og øjensynlig måde, der ikke er sædvanlig hos digtere. Andre digtere kan have andre og på andre punkter ypperligere egenskaber, men just denne egen­skabs ypperlighed hos Tom Kristensen kan ikke afdisputeres ham og er forudsætningen for det særligt intense og avancerede ved hans talent og kunst. Hvis jeg netop i hans kunst skulle eksemplificere, hvordan den ytrede sig, ville jeg anføre slutningen af „Henrettelsen”. Der kunne anlægges - og er anlagt - mange andre synsmåder på dette digt, der er almindelig kendt og anerkendt som et af århundredets bedste herhjemme.

Et genialt greb er den bratte acceleration af angstfor­nemmelsen ved halshugningen af de fem hos den sjette, der oplever hændelsen i digtet. Da turen kommer til ham, synes han, at intet mere sker og spørger sig selv: „Er jeg mon død?“ Nej, bødlen står der endnu og ser langs svær­dets æg og træder så et skridt væk, og digtet slutter:

”Jeg ser en bille vandre tryg
med grønt metal på hvælvet ryg,
den vandrer mod
en bøddelfod.”

Ingen livsfilm flimrer forbi den dømtes blik - han må så at sige føle sig før døden da - ingen dyb tanke, stor følelse, åbenbaring eller desillusion. Der er kun billen. Det er oprigtighed. Oprigtighed som overvættes kunstne­risk impuls. Ingen, føler man, kunne så at sige have fun­det på det. Ud fra dette kan man forstå, når Tom Kri­stensen i „En kavaler bliver til“ skriver om halshugnings­beretningen, at den på Kinarejsen „en varm eftermiddag overrumplede mig i form af digtet ”Henrettelsen“, ren og skær automatskrift.“ - „Diktat“, ville Rilke have sagt. Billen er ingen opfindelse, intet indfald. Den var der.

Denne slutning på „Henrettelsen“ er yderligere en de­monstration af en grundlæggende iagttagelse, Tom Kri­stensen har gjort og funderer over, nemlig betydningen af pausen og punktet. I en fortælling „Pausen“ fra sam­lingen „Hvad er Heta?” lader han en person fortælle om sin - som han kalder det: „ganske ligegyldige og banale, lille forbrydelse”. Han ræsonnerer: „Er De nogen sinde faldet i en appelsinskal? Ja, det er De vel. Men kan De så huske, hvad De tænkte og følte lige i det øjeblik, De faldt? Kan De huske øjeblikket? Nej, siger De. Men det kan jeg. Det er ikke ret meget, man føler og tænker, men noget er der, og det noget, det er lynende klart, det er bevidst, det er overlagt, og det er alligevel mekanik. - Kan De huske Dem selv skråt svævende i rummet, når De faldt, et bestemt øjeblik, hvor Deres krop var i en bestemt vinkel? Se, det kan jeg.” Og lidt senere fortsæt­ter fortælleren: „Men det er vist banalt alt sammen, og alligevel vil jeg plage Dem med historien, for der er en plet i den eller et dødt punkt i den, og den plet, det punkt er jeg tit standset ved i tankerne. Hver gang, jeg læser om en forbrydelse, leder jeg altid efter det punkt. Og det er der.” Flere steder ræsonnerer fortælleren vi­dere over dette punkt, denne brøkdel af et sekund, og hele fortællingen har da også et essayagtigt præg, gen­nemførelse af et bestemt tankeskema, med historien og et par historier i historien som belæg for det.

Dette kan minde udpræget om Poe, ligesom den pin­lige omhu, den tålmodige præcision, med hvilken plet­ten, dødpunktet, hændelsens kromosom bringes ind i iagttagelsens focus. Eksempelvis skildres en skibstømrer, der dræber sin kæreste af skinsyge, da han ved et besøg ser et kaffebord dækket til hende og en anden. Det lyder sandsynligt. Men ved påvisning på gerningsstedet fortæl­ler tømreren, at det alligevel hang anderledes sammen. Han kom for at dræbe hende, og der var ikke dækket bord. Men da de snakkede så hyggeligt, at han ikke or­kede at skride til værket, bad han om kaffe, fordi han vidste, at når hun tændte for et forkert lakeret gasappa­rat, ville det frembringe en stank, der irriterede ham til vanvid. Så tændte hun for gassen, satte vand over, dæk­kede bord til to, og så kom stanken - og så kunne han. Dette uanselige, stanken - og mandens idiosynkrasi over for den, det var pletten, hvorudfra handlingen eksplode­rede. Det tilfældige ved i bevidstheden det ene uigen­kaldelige sekund at have blændet op for pletten, erindre og reproducere punktet får Tom Kristensen til radikalt at betvivle vidneudsagnets værdi. Det gør også andre end han - men uden denne næsten grafiske klare og overbe­visende begrundelse. I en Spaniensrejse-beskrivelse fra -47, tyve år efter den første, spekulerer han over et punkt i et hændelsesforløb, en tilskuer hængende på tyrens horn, som han netop er gået glip af. Alt før og efter husker han nøje, og derfor vil han også sværge på, at han husker dette midt- og højdepunkt i forløbet, men ved helt ærlig selvransagelse erkender han, at det gør han ikke, og han konkluderer: ,,Og derfor er jeg tilhænger af den teori, at opmærksomheden er som en punkteret linje, en række klart bevidste punkter med bevidstløse punkter ind imel­lem.” For Tom Kristensen har dette punkt knapt nogen udstrækning, og dog pausens karakter forstået som veri­tabel udstrækning uden for tiden. Spørgsmålet er så, om bevidstheden tilfældigvis eller ikke har blændet op for punktet. Det er en sådan punktpause, han anskueliggør i slutningen af „Henrettelsen”, hvor han lader punktet, øjeblikket, hvor bødlen går til den sjette og sidste i dig­tet, få en enorm udstrækning, udstrækning i en pause, der ingen ende synes at skulle have:

”Er verden gået helt i stå?
Er sværdet fuld af fugt?
Skal bødlen evigt pudse det
og aldrig få det brugt?”

I erkendelsen og skildringen af denne pause, dette punkt er Tom Kristensen mestermanden over mestre.

„Kan De huske Dem selv skråt svævende i rummet, når De faldt, et bestemt øjeblik, hvor Deres krop var i en bestemt vinkel? Se det kan jeg”, lader Tom Kristen­sen som nævnt fortælleren sige i novellen „Pausen” - og det er denne kolossalt prægnante erindringsevne, Tom Kristensen har gjort hensynsløs og eminent brug af i en af århundredets centrale danske romaner „Hærværk“. Heri er alle faser i et sjælefald, der ingen ende synes at skulle have, fremkaldt, fremdigtet med en minutiøs atmosfæremættet nøjagtighed, med en selektionsevne, der la­der al naturalisme bag sig, og en fylde, der oversvømmer enhver magersymbolsk stilisering. Og dog drejer det sig ikke om et fald i sig selv, et beklagelsesværdigt fald, et syndefald, men også om en higen, en søgen mod bunden, ja, om man vil, til en vanvittig, en imaginær, en helse­bringende bærende bund under det tilsyneladende bund­løse. En desperat dialektik: bundløshed under bunden, bund under det bundløse. I novellen „En dør“ fra „Hvad er Heta“ hedder det om den passionerede nattevandrers tilstand: „Ordene bliver hensynsløse. Det bundløse be­sætter mig“.

Det samme oversat til et andet temperament sker f.eks. med Jørgen Nielsen, hvis værd Tom Kristensen sammen med la Cour var blandt de første til at erkende, sjæle­faldet, den nedadgående bevægelse, en stadig selvdestruk­tion, sej og gradvis eller eksplosiv og dynamisk, et hård­nakket forsøg på at nå føling med noget vigende og dog værende: bunden i et eller andet. Begge erindrer i denne bestræbelse om Baudelaire, der just i sin ene definitivt ene digtsamling higer mod at nå bunden og på bunden drømmer om at finde det ny:

Plonger au fond du gouffre. Enfer ou Ciel, qu’importe?
Au fond de l’Inconnu pour trouver du nouveau!

som det hedder i hans store slut- og epilogdigt „Rejsen“.

Det er vidt og bredt bekendt, at ,,Hærværk“ er en nøgleroman, dog hvilken romanforfatter har ikke på en eller anden måde brugt levende modeller! Og hvor går skridtet, ja, hvor i skridtets forløb er punktet, der gør en nøgleroman til et kunstværk med brug af levende model­ler? Forfatterens impulser kan udmærket i første omgang være had og aggression, men bliver det derved, kommer han ikke ud over dem - kommer han ikke til kunsten. Han bliver stikkende i det alt for korte stakåndede sigte, som, værket uvedkommende, spolerer den kunstneriske intention. Skridtet bliver ikke gjort, punktet, dødpunktet ikke passeret. Den typiske nøgleroman bliver uhjælpelig forarmet og forstemt af forfatterens aggressive hensigt og had, hans erklærede skyldløshed og selvynk, sløret af bag­talelsesrus. Intet af dette i „Hærværk". Og derfor har denne roman også, i sit skrappe usentimentale selvopgør, i sin aktive desperate selvopgivelse for på en eller anden bund at genvinde sig selv, fået betydning langt ud over sin egen tid. For digterne måske først så sent som i tres­serne. Derfor klarer han i sin omfattende kritik den pre­kære overgang - også et punkt at passere - fra den uund­gåelige private temperamentreaktion til de mest træf­fende indsigter og signalementer, uden at sætte en grad af sin personlige varme og engagerethed til. Jeg husker tydeligt det forventningens velbehag, med hvilket man allerede som ung student konstaterede: I dag er der no­get af Tom i Politiken! (Jeg har kun været på frækt og hengivent fornavn med to digtere uden at kende dem personligt: Tom og Sophus). Og derfor har Tom Kri­stensen i et eneste digt kunnet skildre den endelige føling og hengivne berøring med en eller anden bund, nemlig i Madrid-digtet „Fløjten”, som jeg anser for at være lige så godt som „Henrettelsen”, men regner for relativt ukendt. Heri fornemmes en oplevelse af Madrid, der i præcision og intensitet, synes jeg, måler sig med et pari­serdigt af Baudelaire. I de første strofer trænger Madrid sig på med lugt og lyd og hudfornemmelse og ødet over den ekkoende gade, skrapt og sygt menneskeligt, alt for menneskeligt - men med den skarpøjede proportionsop­fattelse, der næsten assimilerer berøringssansen, den ty­delighed i kontur og lød, der gør, at det ikke pladrer ud i det uappetitlige og ligegyldige - man skal ikke kimse ad den æstetiske evne, ret anvendt kan der være mere menneskekærlighed i den end i megen halvartikuleret medføleri; og i en sådan udtrykkets understatement har Tom Kristensens digtning nu og da en overraskende styr­ke. Og det viser sig også yderligere her, da den tidligere „bliksymfoniker”, som Per Lange drilagtigt kaldte ham i anledning af digtet „Lirekassen”, kommer til fløjten, for „i dybet af det usle sad en tigger med sin fløjte og rensed mørket om sig Og det som denne fløjte siger, synger, det lyder i de sidste tre strofer:

”Og fløjten sang: Jeg tror der er en øregang i sten,
ja, mange snævre gange ind til stenens mørke hjerne,
og når de ikke lukkes af de travle støvleben
af folk i huset, lytter stenen gerne.

Og bag de blanke ruder ligger natten som en tragt,
der stemmes ind mod glasset af det noget, der vil høre.
En falmet divan og en stol med glædespigens dragt
og vifte lytter med et hårfint øre.

Det andagtsfulde mørke er som hældet mod mit spil,
og tunghørt hænger himmelen i skyer over byen.
Det er et klumpet øre, Gud opmærksomt lægger til.
Jeg aner en konkyljegang i skyen.”

Her trænger en spinkel, men sejt overlevende orfisk tro på en lydhørhed uden for selvet igennem, tværs gen­nem materiens porer, her, i et eller andet dyb, på en bund, hvor ethvert fald er ophørt.

Og derfor kan Tom Kristensen, den utroligt overle­vende Tom Kristensen, nå sin alders fylde med en asia­tisk ro og mildhed, som er misundelsesværdig. Derfor kan han - hvad jeg har været så lykkelig at overvære - i en stille eftermiddagsstund ved kaminen i Rungstedlund fredsommeligt drøfte Gelsteds forfærdelige digt om ham, „Møde på Rådhuspladsen”, hvor Tom Kristensen skil­dres som et mørkets gidsel og en varulv, der bor dræbes - altså drøfte dette digt med dets ophavsmand, den lige så fredsommelige og afspændte Gelsted - et møde hvor­over der hvilede en stemning som ved en aperitifstund i Valhal, hvor de påny sammenflikkede kæmper stilfær­digt memorerede dagens morderiske strid. Begge kender de noget til østlig visdom - som Goethe - og begge ville nok skrive under på dennes dejlige ord:

”Besonders keine Menschen hassen
und das übrige Gott überlassen.

En sådan digter og et sådant menneske er man, på Akademiets og flere læsergenerationers vegne, glad for at ønske tillykke.

Tom Kristensens takketale

Mine damer og herrer.

Når jeg er meget smigret, og det er jeg faktisk i denne situation, hvor jeg kender dem, der har tilkendt mig Det danske Akademis store pris, og ved, med hvilken omhu, ja pertentlighed de uddeler de mange penge, må jeg skjule mig bag et citat. Ganske vist har jeg i min hær­værksperiode engang med en ven udbragt en dundrende skål for alt, hvad Goethe ikke har sagt; men den gode Goethe er nu god at ty til, når man er i nød, og derfor har jeg valgt et citat fra ham, som De, mine damer og herrer, alle kender, og som jeg ikke behøver at oversætte. Det lyder: ,,Nur die Lumpen sind bescheiden.“ Dermed har jeg sagt, at jeg synes, jeg fortjener prisen, og sam­tidig skjult det uheldsvangre „Men“, som min tale kom­mer til at dreje sig om.

Nu kunne jeg præke løs om min kunstneriske indsats; men takket være min berømte egocentricitet ville det tage flere timer, så der ikke ville blive tid til at fejre min ungdomsven fra første verdenskrig, Svend Thorsen, og andre pæne mennesker, der også skal hyldes i aften, og det ville også blive en slem bunke ønsketænkning. Derfor har jeg valgt at tale om kunst og dens særværdi, som Otto Gelsted kalder det, en værdi, der har været vågen i mig fra niårsalderen, og uden hvilken jeg prak­tisk talt aldrig havde orket at gennemføre et forholdsvis langt liv. Man behøver ikke at være bange for, at det bliver en dybsindig snak om æstetik, for dels er jeg ikke en profet eller en profets søn, og dels er mine evner til at tænke abstrakt ret minimale. Men allerede tidligt blev jeg klar over, at hvadenten man nærmede sig kunsten fra religiøs, politisk eller moralsk side, løb man stor fare for at glide uden om det væsentlige. Og under besættel­sen blev jeg så desperat, at jeg skrev, at l’art pour l'art teorien er den næstbedste teori om kunst, den bedste fin­des aldrig. For nærmere at belyse denne artisme har jeg derfor taget mit udgangspunkt i et citat om en kinesisk håndværker. Citatet har jeg fundet i Aldous Huxley’s „Den evige filosofi“. Jeg skal læse det for Dem:

„Mestersvenden Ch’ing snittede en holder til musikin­strumenter i træ. Da arbejdet var færdigt, forekom det dem, der så den, som om det var af overnaturlig udfø­relse, og fyrsten af Lu spurgte ham: „Hvad er det my­stiske i din kunst?“

„Der er intet mystisk, Deres Højhed,“ svarede Ch'ing. „Og dog er der noget. Når jeg skal til at lave en sådan holder, vogter jeg mig for enhver formindskelse af min livkraft. Først bringer jeg mit sind i en tilstand af fuld­stændig hvile. Når jeg har tilbragt tre dage i denne til­stand, glemmer jeg enhver belønning, jeg kunne vinde ved arbejdet. Efter fem dages forløb glemmer jeg enhver berømmelse, jeg kunne opnå. Efter syv dages forløb for­nemmer jeg ikke mine fire lemmer og mit jordiske hyl­ster. Derpå koncentrerer mine faglige evner sig, idet in­gen tanke på hoffet forbliver i mit sind og alle forstyr­rende kræfter udefra er borte. Jeg går ind i en bjergskov og søger et egnet træ. Det indeholder den ønskede form, som senere forarbejdes kunstfærdigt. Jeg ser holderen for mit indre øje, og derpå begynder jeg arbejdet. Udover dette er der intet. Jeg bringer min egen medfødte evne i forbindelse med træets. Det, som man troede var over­naturligt i mit arbejde, skyldes udelukkende dette for­hold."

Disse ord, der er skrevet i det fjerde eller tredje år­hundrede før Kristus, rummer for mig essensen af, hvad jeg altid har forstået ved artisme, og jeg har haft den lykkelige evne til at gennemløbe alle de artistiske tilstan­de uden at skulle være flere dage om det. Dog er der een sætning, jeg må hæfte mig særlig ved, og det er denne: „Efter fem dages forløb glemmer jeg enhver berømmel­se." Hvis en kunstner nu allerede fra starten var nået op i den ideale, uselviske tilstand eller sunket ned i den, ville det så være til fordel for kunstneren og hans værk? Jeg mener nej. Og nu må jeg igen skjule mig bag et citat og igen opgive kilden,, for at man ikke skal mistænke mig for at være specialist i nogetsomhelst, hverken i Kina eller det elizabethanske England. Kilden er Sir Herbert Read’s meget oplivende essaysamling „A Coat of many Colours", og den handler om det utroligste, lige fra Sø­ren Kierkegaard til Picasso og fra Piero della Francesca til de to Lawrence’s (Araber-Lawrence og D. H. Lawrence), lige en bog for mig. Og den handler også om Christopher Marlowe, Shakespeare’s store forgænger og efter al sandsynlighedsberegning den største forbryder i den engelsk-skrevne literatur.

Vi ved alle, at Marlowe blev slået ihjel i et værtshus­slagsmål. Han og tre kumpaner kunne ikke blive enige om, hvem der skulle betale regningen, Marlowe over­faldt en af de andre bagfra og gav ham to store sår i nakken, hvorefter de andre greb ind med det resultat, at Marlowe blev liggende dod. Men forskningen i vort år­hundrede har fundet ud af, at de alle fire var stikkere, ja at Marlowe var så højtanset en spion, at lord Walsingham, lederen af sikkerhedstjenesten, flere gange greb ind og beskyttede ham, bl.a. overfor The University of Cam- bridge. At Marlowe desuden var interesseret i falskmønt­neri og var homoseksuel, bekymrede ikke samtiden. Der­imod, at han var tilhænger af Macchiavelli. Det var ligeså slemt som nu at være tilhænger af Mao, Marcuse, Fanon og Sehor Che Guevare. Og allerværst, at han var atheist. Var han ikke død under et værtshusslagsmål, var han endt på bålet, og ingen, ikke engang gestapochefen lord Walsingham, kunne have reddet ham.

Om denne Marlowe skrev hans samtidige, Michael Drayton, ved hans død følgende linjer:

“Neat Marlowe, bathed in the Thespian springs,
had in him those brave translunary things
that the first poets had: his raptures were
all air and fire, which made his verses clear:
For that fine madness still he did retain
which rightly should possess a poet’s brain.”

Selv om jeg ved, der er flere af de tilstedeværende, der kan bedre engelsk end jeg, vil jeg dog forsøge at oversætte linjerne til en slags Bjørnvigsk dansk. Først det højst mærkelige: Neat Marlowe! Jeg vil foretrække: Charmerende Marlowe. Og så: „badet i de tragiske kil­der, havde i sig de stolte kosmiske værdier, som digterne af første orden altid havde; hans begejstring var lutter luft og ild, som gjorde hans vers krystalklare: For han bevarede til stadighed den milde galskab, som altid bur­de være en digters besættelse.“ —

Hvor er der stor forskel på den kinesiske håndværker og den engelske digters lyrik; men jeg har brug for beg­ge udsagn for at nærme mig det uheldsvangre „Men“, hele min tale drejer sig om. Når jeg protesterede mod kineserens sætning „Efter fem dages forløb glemmer jeg enhver berømmelse”, var det, fordi jeg mener, at tanken om berømmelse, verdensberømmelse, ja ens værkers udø­delighed - et latterligt udtryk - at kort sagt „that fine madness” er den drivfjer, som får et menneske til at give sig af med noget så unyttigt og så livsnødvendigt som kunst. Uden kunst var jeg personligt blevet skabsdranker og endt som ung selvmorder. Men hvad skal man sige, når „that fine madness” med årene har forladt een. Kun, at jeg ikke kan love Dem, mine damer og herrer, et værk i fremtiden, der står på højde med den store pris, jeg nu modtager. Hvorfor har jeg så ikke sagt: Nej tak! Ganske simpelt, fordi ærgerrigheden har en halvfjollet halvbroder, der lever i bedste velgående. Han hedder forfængeligheden, og det er ham, der har sagt: Ja tak. Sandheden er imidlertid, at jeg betragter mig som et forhistorisk dyr; men i en tid, hvor godt, gam­melt dansk talent, Drachmann, Johs. V. Jensen, Thøger Larsen, Seedorff, Bønnelycke og Nis Petersen devalueres, er en sådan hæderkronet, prisbelønnet dinosaurus noget af et særsyn, så se godt på mig, førend jeg bukker og for sidste gang siger: Tak!