Frank Jæger

I det fjernere Udland kan man høre os omtale som those melancholy Danes. Det sigter jo nok til den mest berøm­te Dansker af alle, mærkværdig ogsaa derved, at han aldrig har eksisteret og altsaa ikke været paa disse Kan­ter, hvor han dog ligger begravet to Steder.

Saavidt Prinsen. Hvordan vi andre saa egentlig er, sagt i faa Ord, ved jeg fremdeles ikke rigtig. Svenskerne synes vist nok, vi er utrolig morsomme, men jeg frygter, det har sin Forklaring i, at de ikke forstaar ret meget af, hvad vi siger. Efter mit Begreb er Svenskerne dobbelt saa vittige som vi, og fem Gange saa melankolske, hvis jeg forstaar dem ret.

Et Faktum er dog, at Verden og vi fra et vist Tids­punkt har haft en Række tungsindige Digtere. Send us a man like Robbie Burns, sukkede (vistnok) Kipling. Den ultratungsindige Svensk-Dansker Hjalmar Söderberg sy­nes knap at have kunnet bære den Situation, der indtraadte, da Guds Eksistens, Livet efter Døden og Tilvæ­relsens Mening blev tomme Ord. Jeg citerer her et mun­tert Medlem af tredje Söderberg-Generation, der finder det utroligt, at man engang har taget alt det dér alvor­ligt.

Mørkestemningen havde sikkert at gøre med Menne­skets nye Fremmedfølelse i Universet, og digterisk repræ­senteres den hos os af Navne som J.P. Jacobsen, to af Halvfemsernes Folk uanset den enes Omvendelse, Kidde og Herman Bang. Johs. V. Jensens os paabudte Evolutionsoptimisme har mig bekendt ikke givet Anledning til Folkefester.

Tristessen, det at en Bog forøger et forhaandenværende Mismod, har ofte foranlediget Protest fra de Læsere, der ikke forstaar det mærkelige Ord om at Kunsten (paa sin Maade) altid er munter. Saa det undrer ikke, at den prisbelønnede Frank Jæger lige fra Debut'en 1948 og fremover, som det hedder i Politikersprog - hen langs Vejen - fulgtes af Kritikens Begejstring. „Et poetisk Mirakel“, „Han virker som en Lysgiver“, „En ung Digter, der besejrer det sure Graavejr“ er bare et Par Udklip af en Mangfoldighed. „Her var Lyst ved Arbejdet og intet Suk over Vanskeligheder”, læste man, og Betegnelsen en Aladdin lod ikke vente paa sig, ligesom man kan være en Tennisketcherens eller lignendes Aladdin.

Nu var den raske østerlandske Knøs jo ikke kun og hele Tiden ham med Appelsinerne. Saa naar Frank Jæ­ger føltes som en Livets, Kærlighedens og Naturglædens Besynger, er det nok værd at plukke et Par Ord af ham selv - sagt nylig i et Interview: Jeg er ikke den I tror. Ikke den glade Ungersvend, jeg blev identificeret med - ganske simpelt fordi man ikke havde læst mig ordentligt. Man har maaske ofret for stor Opmærksomhed paa Idyllen og det morsomme.

Han vedgaar at være Romantiker, men bryder sig ikke om at fremsætte den Art Erklæringer selv, som Type har han derfor ikke undgaaet Bebrejdelser for social Inakti­vitet, men ligner sin Figur Kapellanen deri, at han er optaget af de tilgrundliggende Ting, Fødsel, Liv, Kær­lighed, Død. Sig saa, at Kapellanens Synspunkt er „Hvad gaar mig arme Polen an“, i Novellen Indien - han ved, vi kan ikke omspænde mer end Færøerne, selvom vi er­farer meget mer end før.

Saa man faar ikke Besked om Storpolitik, Massekul­tur, Ensretning, Bomben - der dog antydes i et Digt - ikke om politisk Patentfrelse, Kommunikation, Indoktri­nering, Magtstrukturer, det kommercielle Verdensbillede som Livsmening eller om Reklamens snigende Manipula­tion, om hvilken sidste maaske kan siges, at

”Knudsen tyder nu i Vang,
hvad Jacob dunkelt saa og sang –”

- hvis det ærede Medlem tillader det.

Vi nævnte før Kapellanen; han har flere Træk, der virker selvbiografiske - hans Tvivl paa den holdbare Værdi af den Fred, Godhed, Stilstand og Idyl, han mø­der i det regnfulde Jylland, Idyllen som Byrde - og i Kapellanens hyppige Længsel efter en anden Aarstid end den indeværende, i Reglen Vinteren og Sneen, og mest længes han, naar en fuldfed, svedende Sommer hænger over os - der er mange Strejf heraf i Produk­tionen.

Man skal nok ikke forestille sig, at Jaeger fandt Nu- tidsproblemerne løst ved at bo paa Landet, i Naturen, der er blevet et uartigt Ord og fremmed i Æstetiken. Han kan ikke have undgaaet Frygt for, at det nye vil feje det prøvede af Bordet - en Maane, der har været besøgt, har ikke længer den mystiske Urørlighed, den er blevet besunget for i Aartusinder. Luna deflorata!

Men han, der er fra Smallegade og Andebakkestien, hvorom han har skrevet et af sine ypperste Essays, følte dog tidligt Landets Kalden og drog til Farum. Lokalite­terne deromkring maa have betydet meget for ham, Gang paa Gang dukker de op med Navns Nævnelse, fra Bastrup Sø via Nr. Herlev, Bistrup, Birkerød, minsand­ten ogsaa Rudersdal, til Lave Skov, men fremfor alt Gurre og Nyrup Hegn, altsammen Sceneri for fortryllede Hændelser i en ubestemt Tid. „Hverdagshistorierne“ er det mindst hverdagsagtige, man kan tænke sig, og hvad er saa Meningen? Symboler og atter Symboler, om hvilke Læseren tænker: jeg kan sgu ikke tyde dem, men lader som om? - Hans Brix klarer sig ved at sige, at vist skal man selv finde Løsningen paa disse Eventyrs smaa Op­gaver - giv Tid, saa gaar det! - Eventuelt, kan man til­føje.

Man kunde ogsaa citere et Ord af Thomas Mann (om Wagner): Selv den højeststaaende Kunstner er ikke no­get absolut alvorligt Menneske. Virkning og høj Fornøjelighed ligger ham paa Sinde.

Eller hvorfor ikke Frank Jæger selv, efter et Opslag i hans unge Lidelsers Bog; der siges om Fortællingens, Eventyrets Kunst: „... eller hvis jeg skal være helt i Overensstemmelse med Sandheden: Løgnens Kunst.“

Lad os kigge et andet Sted i denne lystige Bog, den berømte Scene, hvor Jæger ved en Forveksling er gaaet ud paa Livet med sin Kontrabas, mens stakkels Sille staar bundet i Trappekrogen. Hurra, triumferer Læse­ren, her er da Kunstens og Kærlighedens Rivalisering symboliseret saa det forslaar. Naa, det er maaske ogsaa det tydeligste i hele Bogen. Men lad os endelig holde fast ved, at den fantasibegavede Digter er en sælsom Figur, langt ude beslægtet med Tribinis Forfædre, han er af Illusionisternes Stamme, udstyret med en Masse tvivl­somme Ordener og gørende Ting, der netop ikke kan gaa naturligt til.

Det udelukker ikke, at der kan være en harmfuld Ret­leder bag den interessante Frakkepynt. Naar han f. Eks. i Digtet „Skorstensrøg” taler oprigtigt som Mand til Mand om Brænde og dets Glæder, vredes han ved at er­fare, at man paa Universitetet har udtydet Røgen som Illustration til hans Digtnings Færd ud over Landet. Og­saa disse Linjer:

”Jeg prøvede Brændet mod Sten,
om dets Tone var Dur”

har Professoren villet fortolke, stadig i bedste Mening, bort fra det der staar og ind i den mere subtile Idéverden for Viderekomne. Det læses i „Velkommen, Vinter” S. 27.

Vi kom vist til Farum, og Jæger, der kan se Fortiden, naar han tryller, baade Erik Lam og J. L. Heiberg, kun­de naturligvis ogsaa se Fremtiden i Farum. Altsaa: af­sted til Tranekær - hvor de saa naturligvis bygger en Bro til Befordring af en lignende Fremtid for Langeland. Men overmaade har Øen inspireret ham med sine Brueghelske Træer. Fra København raabte en senere Teater­direktør til ham omtrent saadan: Kom hjem, o kom dog hjem! - underforstaaet: til Vesterbrogade, hvor det egentlige foregaar under Lamperne. Som om vi ikke havde Grønkaal nok i Poesien! - Men Jæger mødte Ri­sikoen for Naturensformighed og oversatte Teaterstyk­ker i den høje Stil. Man kan saa kalde det en Flugt, et Kriseudtryk, men Landskaber har dog givet ham Ramme til Snese af helt personlige Digte - vel at mærke Natur, ikke rekreative Omraader eller Kontorlandskaber.

Modernisme blev nævnt; hvordan med Modernisme og Tradition hos ham? Jeg synes, de modes smukt som paa en Tidens Bro, men han kan stadig huske, hvordan Skilletegn ser ud. Han holder af smaa, korte, rimtætte Strofer, han har skrevet i Visestil og faaet Musik sat til. Digtet om at være ses betegnet som hans mest populære og triller lige saa rundt som et Æble ind i Kabaret-Gen­ren. Men han er sandelig ikke karakteriseret paa en Studs i sin Mangetydighed. Desværre er jeg ikke Dr. lyricus med Specialistanerkendelse, men fryder mig over hvad en saadan har skrevet: „Med en Ynde og Lethed, der bringer de bedste af Guldalderens Lyrikere i Erin­dring, har han sunget om Natur og Elskov.” Dog er Slet­ternes Dæmoni ham ikke fremmed, saa lidt som Hyænens Grufuldhed og Tyrens Vildskab.

Men maa jeg dog her anføre nogle meget smukke Linjer, der viser hvordan een Art Sanseverden kan gøre et Spring ind i en andens Sfære. Lange Vinter hedder Digtet:

”En Kane trækker sin Bjældelyd,
den herlige, gennem Hegnet.
Da staar som Aftenstjerner i Syd
de klingende Toner tegnet,”

mens Morgenlyset omsætter sig instrumentalt:

”Véd vi med eet, at Dagens
Mirakel paany er sket.
Udenfor skingrer befriet
Morgenens gyldne Trompet.”

Nogle sætter udtrykkelig Lyrikeren Jæger højest. Ib Andersen læste vist helst Prosa, og de fandt hinanden i det naturgengivende mere end i det fantastiske, i senere Prosaværker. Det blev til en Række fine Vignetter og een Ting til: Frank Jægers skønne Mindedigt, der giver en Kunstner, som ogsaa har forvaltet og fornyet en Guld­aldertradition, hvad ham tilkommer, men ikke altid fik.

De hører begge til blandt Skovens og Træernes om­trent sidste Dyrkere, hos Jæger fordybende Billedet med en Smag af Efteraar som i dette Oktoberdigt derude fra:

”Ja, jeg har længe vidst, at du var nær.
Endnu mens mine Skove stod kompakte
i sløvet Grønhed, bredte sig et Skær
som Bud om dig, o Efteraar, os bragte.”

Slutningen er prægtig, Naturdigtet gør sig med en Mu­tation til højeste personligt sjælelige Anliggende:

Den mest alene Aarstid. Dette Hegn
skal ikke mere ligne Skov, men lære
at staa som Træ ved Træ. Enhver sin Regn,
sin Blæst, sit Nattemørke selv maa bære.

Den senere Prosa aflægger det sprælske, men ikke det surreale. „Danskere“s første Historie med Billedskære­ren, en Folkets Mand, er baade vild og humørfyldt Fabuleren i Drømmestil; Tiden er ,,engang“, Rummet er Hillerød, Helsinge og Arresø og videre. Paa Bagsiden skriver Digteren, at der skildres nordsjællandske Bønders mislykkede Opstand mod den guddommelige Kejser, og Læserens Eftertanke udfordres yderligere ved en Be­mærkning om Kunstnerens fortvivlede, ja haabløse Si­tuation mellem Vaabnene.

Men ”Danserinden”. Novellen betror sig helt til hvad man kalder Normalprosaen; Stedet er en Fjordby, Tiden den, hvor de første Rygter om ,,Selvmobiler“ siver ind. Det er efter min Fornemmelse Jaegers vidunderligste For­tælling, saa vemodig ved den tidligere Danserindes skuf­fede Drøm om Gensynet med den fra stor udenlandsk Selvmobilefabrik fortravlet hjemvendte Ungdomsven. Han smitter Danserindens Jernstøberi-Mand, og de to danner et højkomisk Par - det der sker er egentlig, at Effektivitetsideen her aabenbarer sig og skyder Liv og sart Følelse ud i Mørket. Den Historie er Mesterstykket i Prosa, skulde jeg mene.

Vedrørende Jægers Forhold til Tidsbegrebet har jeg den Mistanke, at han er stødt paa Beretningen om de to ældre Englænderinder, der under Turistbesøg ved Lille Trianon mente at have set Marie Antoinette og meget andet „fra Tiden“ og skrev en Bog om det - senere baade kritiseret sønder og sammen og bekræftet af andre. Kort sagt, er der Huller i Tiden, ligesom der skal være Ele­mentarpartikler, der er hurtigere end Lyset og spiller Bold med Fortid-Fremtidsskemaet? Den sjældent sug­gestive Novelle om Heibergs nævnte Opdukken i Bonderup og den ikke ringere „Værelse i Gavlen“ vidner om et udogmatisk Forhold til Tidsmysteriet - men maa jeg alligevel minde om Magiprofessorens klirrende Udstyr af suspekte Medailler og om at Digtere ikke er Forskere, men tilstræber Virkning og høj Fornøjelighed uanset Pe­danters Modvilje. Forøvrigt tror jeg selv paa Præcognition og Retrocognition i sjældne Tilfælde.

Hos Frank Jæger er der et stort humoristisk Over­skud. Métier’ens Kvaler, Trætheden, naar en Verslinie ikke vil finde sin Følgesvend, kan være antydet, men overvindes af écrituren: Jeg er uoplagt, altsaa skriver jeg om det.

Tidligere Aars Kritik, der ikke forkælede sin Samtids­digtning, kunde gaa ud paa - A: Det burde have handlet om noget andet. B: det burde være skrevet paa en anden Maade. C: der burde have været mere af det. Jeg synes, og dér har jeg stort Følge, at Frank Jægers Værk hand­ler om det, det bør, skrevet netop paa den rigtige Maade, og der er righoldigt meget af det.

Frank Jægers takketale

Tranekær, d. 24.11.69.

Ærede Medlemmer af Akademiet.

At jeg ikke kan mode frem til Aarsfesten og in persona tage imod Deres Hædersbevisning, gør mig meget, meget ondt, men det skyldes een eneste Ting: At jeg er syg.

Rygter om andre Bevæggrunde er naaet helt her over paa Langeland, men jeg kan paa min Ære forsikre Dem for, at Rygterne taler usandt. Selve det moralske Pres: At netop mit Nærvær ville være det bedste Dementi, har ikke gjort min Tilstand bedre, og De vil af dette forstaa, at min Sygdom ikke er af fysisk, men af psykisk Art. Et brækket Ben lod sig vel nok køre til Rungstedlund, men lasede Nerver vil ikke transporteres saa langt.

Jeg har forsøgt at udtrykke min Taknemmelighed overfor Dem i en Svartale, som Tom Kristensen godmo­digt lovede at holde paa mine Vegne, men i Lighed med saa mange af mine Manuskripter i denne Tid, er Talen endt blandt de brændende Bøgeknuder i min Ovn: Den var ikke god, den var ufestlig og uvittig og sagde sletikke det, jeg havde paa Hjerte.

Jeg maa da nøjes med, i dette fattige Brev, at fortælle Dem, hvor glad, hvor taknemmelig, hvor beæret jeg er over, at De har tildelt mig Prisen i Aar. - Efter at have tænkt over det i de sidste Maaneder er jeg ikke sikker paa, at jeg har fortjent Deres Udmærkelse - men for Tiden er jeg usikker paa saa meget, endog paa Benene ...

Hvor gerne havde jeg ikke siddet iblandt Dem til Aarsfesten i Akademiet, men det er en umulig Tanke, som ikke lader sig legemliggøre. Jeg sidder der ikke, men jeg er der.

I taknemmelig Ærbødighed, Deres

Frank Jæger.