Svend Åge Madsen

Da jeg hører til dem der gerne kan begynde hvorsom­helst, og gerne under fire øjne, men til gengæld er næsten totalt ude af stand til at gøre en lang historie kort, burde jeg egentlig ikke stå her nu.

For en kugle af min slags er det lange løb, den lange historie altid så lang som den er, med kruseduller og al ting som er det, den består af, og som er hele sagen, så­ledes at der ikke er nogen anden sag man skal komme til for at komme til sagen, og ethvert forsøg fra min side på at beskære og korte af har en tilbøjelighed til at føre lige lukt til intet, en ligeledes langsom, men omvendt bestræ­belse, som jeg kunne forfalde til, men som på dette sted også vil være upassende.

Svend Åge vil meget bedre udtrykke sig kort - han har offentligt udtalt, at han anser kortfattethed for den høje­ste dyd, og han har den - men der sker det for ham, når han udtrykker sig kort, i sit blide tonefald, at det koncise begynder at gange sig med X, i et antal spejle, i et antal temmelig forskellige indstillinger - og fordoblingerne kan een gang være f.eks. 8 eller 3 og andre gange måske 32 eller andre tal gange andre i een uendelighed, så den­ne varierende kortfattethed alligevel bliver til en ver­densroman - og hvad han end siger, og hvor han end gør det - det sker osse her om lidt, er jeg vis på - så vil det føje facetter til, det vil fordoble sig og føje sig ind i denne verdensroman om verden, som alle de bøger han hidtil har skrevet og dem han vil komme til at skrive til­sammen udgør.

Det er det jeg mener med Den Geniale Monotoni.

Og det har allerede længe været klart, at i Svend Åge Madsens tilfælde ligner den Svend Åge Madsen, foruden verden og os allesammen.

Og for at gøre det kort nok og opnå sand enkelhed uden forenkling skrives disse bøger somme tider af fem, der naturligvis er vidt forskellige, sådan som folk er, og de fem kender hinanden, så godt som det er muligt for mennesker at kende hinanden, og de fortæller om hinan­den og kritiserer hinanden og udgør således hinandens historie og historier, og det sker osse at sådanne fem, der laver Svend Åge Madsens roman, møder hinanden og handler med hinanden, skønt de lever i hver sin tid må­ske, og hver sit miljø, som det er meget almindeligt, for­uden at de allesammen osse er Svend Åge, og de med­bringer hver deres tid samt alle de tider, de hver især kan huske - eller måske har glemt - og deres steder, deres bestemte vaner, deres dragter, deres ansigter og masker, foruden deres særlige livsgenrer, tingene der omgiver dem, deres drømme og tankebaner og, ja, ikke mindst hver deres sprog i det fælles sprog, som de udtrykker sig i og både veksler i ord og af og til forveksler hinanden med, indimellem at de kommer godt ud af det med hinanden, eller dårligt. Og til de fem er her og der føjet en mere gådefuld, kan vi sige en dark horse, skønt ingen skal vin­de frem for de andre? - altså een, der så er den sjette, med særlige kræfter, der så kan være sex - for ikke at tale om død og intet og den skinbarlige troldmand i men­neskelignende skikkelse.

Det er hændelsen og den gådefulde, hvad nummer denne end har, der bringer dem allesammen sammen, i Madsens perspektiver, der faktisk til forveksling ligner en helt ny frihed ...

Men een lille svaghed og bestandig risiko er der for­bundet med Svend Åge Madsens mulighed for at komme i gang med at udtrykke det, han har på hjerte, på hjer­telig kortfattet måde. Og der kan den, der ønsker alt mu­ligt godt for hans værk, måske ane sporet af en lille be­kymring mht. især brugen af det: For at komme i gang - og det at komme i gang, det er jo, indrømmet, en væ­sentlig part af hele vort anliggende og altså en side af selve vort emne - for at komme i gang må han først få en idé.

Han er, staklen, nødt til at fatte en plan, udruge en metode, tegne en system-model for sin uendelighed. Og det endda skønt han er et lysvågent menneske og et lyst hoved.

Han har klart bevist, at han kan begynde hvorsom­helst i sit værk, i sit liv, nemlig der hvor han i øjeblikket befinder sig, udgangspunkter er der over det hele - men han kan ikke komme i gang nårsomhelst, selv om han måske er i stødet, inspireret, hjertelig og ved det hele, der søger sit udtryk. (Men som ikke er noget „helheds-syn“ - den slags har han ikke!). Først når han har fået ideen, kan han begynde. Derfor, når Marcel Proust stil­ler ham spørgsmålet: Hvad ville De gerne være - så må han svare: Bedre til at få ideer. Det er hypoteserne der skal tænde hans lygter, og de gør det, når han først har fattet dem, for senere, i værkerne, at lyse op i hans ver­den, og endnu længere ude, ude i poesien, at glimre vi­dere med deres fravær. Det er dette særpræg i frem­gangsmåden der gør det nogenlunde rigtigt at kalde ham en kosmisk og abstrakt forfatter. Foreløbig ser det ud til at han dog har fået en idé ca. een gang om året i ti år. Jeg forestiller mig, at han skal ca. ni måneder i tænke­boksen for at få den - eller hvor det nu er - hvorefter selve livsytringen, altså romanen, tar ham 14 dage eller måske bare et par måneder i udfoldelse, der somme tider så synes at gå i sig selv igen for at begynde forfra og om igen i denne stedsevarende bestræbelse af langstrakt kortfattethed.

Måske er det også sådan, at Svend Åge Madsens omhu og vanskelighed med planlægningen og med at få ideen har fået ham til at prøve og efterprøve så meget med denne side af akten, at netop han er den moderne danske romanforfatter, der har fået flest nye ideer, og den, der har bragt det største og mest varierede antal til original udførelse.

- En ydre risiko ved den iøjnefaldende leg med syste­merne og den bevidste stilblanding er så, at ivrigt stude­rende læsere af værkerne og formidlingen af dem beskæf­tiger sig vel rigeligt med tankeskelettet, med beddingen, og forveksler hele sagen med litteratur-matematik. De teoretisk indstillede moderne ser modellerne med blot in­telligent forståelse, de mere konservative ser lutter lygte-mænd, men ikke den ægte poesi. Men den er der. At få ideen er for Madsen at sætte af.

Skønt alt i Svend Åge Madsens første bog, ,,Besøget“, der udkom i 1963, er tvivl, rodløs usikkerhed, flakken og famlen, er den langt fra noget famlende kunstværk. Den er tværtimod, som det kan hedde med en berettiget an­melderkliche, foruroligende sikker, den er præcis og fler­tydig. Som stilist var den treogtyveårige forfatter ikke søgende i betydningen famlende umoden.

Vi kan endda i dag se at denne roman i al sin sluttet­hed som værk betragtet og sin åbenhed hvad holdningen angår er en usædvanlig, ligesom nøjeregnende udgangs­position. Det er som alle planerne og alle de ideer, som det er så svært at få, er til stede som noget latent i bo­gen, der således gir uvant præcis dækning for vaneprædikatet lovende om en heldig debut. Den virker som den forunderligt rigtige begyndelse på det nye, som Svend Åge Madsens forfatterskab med stor frodighed og vitali­tet siden har udviklet.

Den første person man træffer i denne bogrække, altså på første side i ,,Besøget”, er en ,,jeg“, der i bogens to første dele prøver at komme i gang, at planlægge og handle og forstå i forhold til omverdenen og andre men­nesker men blir bange og flygter. I tredje, sidste del, som muligvis for en vis betragtningsmåde er samtidig med første del, betragter han tilsyneladende tilskikkelserne helt passivt, men så pedantisk nøjagtigt registrerende, at hele billedet diffunderer ud i absurd hverdagstrivialitet og grotesk intetsigende idyl, hvor intet er afgjort undta­gen det retningsløst ubestemte, de ens små detaljer og den uopklarede, uudtalte familiære indforståetheds slør. Er første og sidste del samtidige - og midterdelen en drømt umulig ønskesituation, det livsforberedende sta­diums eremitage - så handler romanen om den totale usikkerhed i alle og enhvers livsoplevelse og om det umu­lige i at fortælle en sandsynlig historie på naturalismens betingelser. Men vælger man den fortolkning, at de tre dele følger kronologisk efter hinanden, så handler den om stadier af et fald, fra overrumplende, uhåndterlig og skræmmende livsopvågnen - over afsondring og selvhæv­dende dagdrøm - til normalitetens, trivialitetens, næsten­tilpasningens, fortrængningens tålsomme „lykke“, i det som Hermann Broch har kaldt det ,,hendæmrende“. Og så er bogen en humoristisk groteske: en parodi på den normale danske højt værdsatte udviklingsroman om Adam eller Per eller Jørgen.

Den købstads-provinsielle, psykologiserende og natura­listisk orienterede del af kritikken, der endnu i begyndel­sen af tresserne var toneangivende i Danmark, hørte vist de nye toner, uden at forstå dem, men fik også færten af dette snigmord på en tradition, der partout skulle gå for at være den rigtige og solide i vores prosakunst. Derfor ville nogle helst se efterklang og epigoneri i det, der her netop var nyt, og så råbte man ret enstonigt Kafka efter Madsen, måske for at henpege på Villy Sørensen, skønt Madsen udmærket svarede til sig selv.

Personen „Jeg“, på side 1, er en meget almindelig, temmelig uanselig ung mand, en eller anden der såmænd godt kunne hedde Madsen. Han står ved et stoppested i regnvejr og venter på bussen der skal bringe ham ,,hjem“ til hotellet, hvor han logerer. At se til minder han på in­gen måde om en ung helt i de gamle eventyr, der er i færd med at gå grueligt meget igennem, kæmpe med hekse og trolde og drager for at frelse en prinsesse, blive gift med hende, blive optaget i familien med udsigt til at leve i lykken til sine dages ende. Og alligevel er det, i forvrængning og jakkesæt og pedant-isme, noget i den retning han bag refleksionens grotesker og slør, som bo­gens tre dele udgør, er ved at opleve.

Men det er under overfladen. I overfladen handler bo­gen om: ikke noget.

I den sen-naturalistiske roman udfolder begivenheder­ne sig fremdeles i en statisk virkelighed. I vor tids mo­derne romaneksperimenter, der har været så længe om at virke ind på dansk litteratur, er det almindeligt at per­sonerne flytter sig ganske lidt ud af stedet, der til gen­gæld er ubestemt, flertydigt, changerende. Personerne kan også skifte - eller bytte - identitet, eller tvivle om at der findes nogen, eller tro at have haft en, men mistet den momentant eller uafvendeligt. Stedet, miljøet, er et spejl, og det, der „foregår”, er et spil i en forestillings- og symptomverden. Der opstår en digterisk gyldig reflek­sionsstil, der bl.a. viser den entydige handlings umulig­hed og burlesk og konsekvent træder i stedet for uafven­delig handling.

Det er jo ofte, som hvis man forestiller sig at være bevidst til stede i en drøm, man reflekterer sig igennem. At intet forløsende „sker“ betyder psykologisk fortolket at det ikke „må“ ske, hændelsen er et indbrud fra virke­ligheden, som på een gang ønskes og frygtes, dette er konflikten, og den er almen. En absurd tro på mulighe­den i det umulige er det eneste forjættende og det mest truende. I denne tilstand forekommer omgivelserne af og til at være varige og til at bevæge sig i, endda overtyde­lige på en sjælsforladt, triviel, bastant måde, det er be­tydningen, der er en gåde, parodisk normløs, propor­tionsforskudt, latterlig eller afskyvækkende.

Dette er indespærringens, selvspejlingens, fortræng­ningens situation af latent skizofreni. Og det er situatio­nen og stemningen i første akt af Svend Åge Madsens skriveri, man kunne også sige: hans første forfatterskab, der består af fire bøger, begyndende med ,,Besøget“, fort­sættende med uromanen ,,Lystbilleder“, novelle-romanen „Otte gange Orphan“ og afsluttende med romanen ,,Til­føjelser“, der består af fem bøger og en slags selvbiografi, en fiktiv afsluttende efterskrift i fem danske sprog. Han har jo nemlig i grunden skrevet sig til to forfatterskaber, det første går fra 1963 til 1967 og er således samtidigt med en modernismens storhedstid i lyrikken herhjemme, en periode hvor han næsten ene - næsten, for der fandtes jo en mærkelig Ulla Ryum og en eventyrlig Sven Holm - frembragte en ny slags dansk romanlitteratur.

Den prunkløse unge mand, der i Madsens første bog er magternes bytte, er som nævnt meget almindelig. Dvs. følsom, håndsky, genert, blid, omstændelig, langsom, samvittighedsfuld, hensynsfuld, beskeden, redelig, god­troende, tillidsfuld, tænksom, opmærksom, akavet, selv­hævdende og selvudslettende. Han prøver at lægge pla­ner for sit liv. Det er hans agt at finde sig selv, at komme til sig selv, at etablere sig i et passende forhold til om­givelserne i virkeligheden, på fornuftig og praktisk måde, så han kan komme i gang med sit studium, der i „virkeligheden“ er botanik. (Han søger efter en sjælden blomst!). - Men først og fremmest lægger han planer om at leve sit eget liv, et forehavende der hele tiden forpurres og udsættes og saboteres, af de andre — af ham selv.

Det dæmoniske hotel med dets gange, labyrinter og trapper, hvor han bor, direktionen, som han er bange for, det symbolske billede på anonym autoritet, ordenen, det „faderlige”, „familien", der bryder ind og kræver at få ham med „hjem", det „moderlige", et kvindeligt flui­dum, den mystiske forbindelse mellem direktionen og fa­milien, der står i ledtog med hinanden, fordi de anskue­liggør to sider af samme problem, som modsatte prin­cipper, mellem hvilke „jeg" er udspændt, i disse virke­midler er der naturligvis indskrevet gods fra stor moder­ne litteratur, af Dostojevskij og Kafka f.eks., men Svend Åge Madsen bruger det i sin egen hensigt, hvoraf en uden tvivl er den kærlige, jeg havde nær sagt solidariske: på tidssvarende måde at anskueliggøre en almen proble­matik - der akut er selve ungdommens problematik - for ungdommen, hans unge læsere.

Ingen anden dansk forfatter har på samme vis som Svend Åge Madsen givet det bizarre, det groteske, det stakkels vanvid i trivialitetens verden. Udleveret konven­tionernes rædselsfulde nowhere. De overleverede ritua­lers absurditet, ordenens og systematikkens smertefulde dille, hverdagssamværets fortrængningssnak. Det sker under mange synsvinkler hen over siderne i hans første forfatterskabs fire bøger, de „eksistentialistiske” og „ab­surde” der fortrinsvis og selvfølgeligt er „jeg-bøger”. At afvise denne irrationelle kunst, der med overfølsom nøj­agtighed skildrer den absurde almindelighed som gro­tesk, vil kun være opportunt for den afstumpede voksen­hed der på disse sider netop vises som den ser ud, regi­streret med Madsens særlige fremkaldervæske, blandet af blidhed og snedighed. For hvem af os har ikke prøvet at udstå den rolle som gæst hos virkeligheden - eller ret­tere uvirkeligheden - som „jeg” forsvinder i i sidste del af „Besøget”? - der ironisk og nøgternt viser de sammen­bragte rester af vor nationallitteraturs berømte „resigna­tionstema”.

Det der på dansk kaldes small talk fungerer stort set i to meninger der er ganske modsatte, men alligevel „i virkeligheden” ofte blandes sammen som en mellemting. Enten er den konventionelle snak en „varm” måde at være sammen på, ligegyldigheder og klicheerne får frit løb som en slags smørelse til fælles udveksling af følelser, hverdagsvendingerne kan ind imellem give en sær dybde og ægte samklang, der ligger i sproget selv. Villy Søren­sen lader somme tider sine eventyrs personer snakke så­dan og tager deres ord på ordet. I Benny Andersens digte udnyttes snakkesprogets mange muligheder og vendinger også i kommunikationens godartede mening, stort set.

- Den anden mening med small talk - der altså kan være blandet op med den første - er nok den farlige og almindelige, det er den der egentlig drejer sig om at und­gå forbindelsen, den hedder at tale forbi hinanden eller at gå tomgang. Det den tjener til er at opretholde en enorm fælles fortrængning. Den er en snak bestående af stumper og klude og splinter af glossariet, et tæppe af lyd lagt over en afgrund. Det er den der især har pådraget sig Svend Åge Madsens opmærksomhed og virtuose be­handling.

Det groteske i trivialiteten kan egentlig ikke karikeres, ikke overdrives, den trivielle virkelighed er selv en kari­katur på menneskeliv - og en entydig naturalistisk tolk­ning af den er en absurd ting. En minutiøs fremstilling der tar hensyn til formløsheden og de bestandigt skiften­de indstillinger, altså den mest ,,dækkende“ fremgangs­måde, vil uvægerligt fremkalde effekter der er uopklare­de og overraskende, skønt de kan være ligegyldige, hvil­ket må medføre en komik, også - og måske somme tider især - når den slet ikke er tilsigtet. Selve sagligheden bli­ver skæg, fordi den udleverer den entydige tolkning som den er et modstykke til, som om den var en parodi, også på det der ellers ikke siges.

Jeg ved, at det overraskede Svend Åge Madsen lidt, at hans første bøger er morsomme. Det er de. Også. Men det er ikke deres holdning at være det. Historien om Hæns lidelser i uromanen „Lystbilleder“ gir måden med de skiftende synsvinkler, flerheden og splittelsen i det fremstillede og i fremstillingen af det en tand til. Sådan noget henrykkede mig. Det var ikke denne nye skrive­måde der var absurd, f.eks. heller ikke hos valgslægtnin­gene Ionesco og Beckett, det absurde, den afslørede, var naturalismen. Jeg kunne godt tænke mig at citere af re­plikkerne ved stakkels Hæns bryllupsmiddag, men dels tillader den tilmålte tid det ikke, og dels måtte jeg da lægge stemme til 7-8 personer, af forskellige køn og aldre, der allesammen skriger! Så jeg afstår.

Det er lidt for taknemmeligt blot at køre frem med de nævnte valgslægtninge. Dels har Madsen sin egen - i grunden meget danske - måde, dels er der andre store aner i romanlitteraturen, Gogol f.eks. - og den Flaubert der skrev romanen om livsdilettanterne ,,Bouvard og Pecuchet“ og i nogle år samlede på dumheder og udtalelser og sprogblomster i en lille jordmodertaske i den hensigt at skrive den tragikomiske tåbelighedens apoteose for sin tid. For mig har disse intethedens og formløshedens og konventionernes strengt registrerende sider i Svend Åges første forfatterskab en særlig slags holdbarhed, de virker definitive, netop som den vellykkede kunstneriske impro­visation gør. Der er trøst at hente i al denne trøstesløs­hed.

"Otte gange Orphan", forfatterens uhyggeligste bog, kal­des novellesamling, men de otte stykker, eller „rappor­ter„ hænger stramt sammen i et fuldkomment system, supplerer og belyser hinanden og skrider episk frem mod den eneste mulige slutning, så en roman - eller uroman - er den altså alligevel. Bogen er en skrap, makaber, iro­nisk analyse af vor almindeligste samfundssygdom: det forvoksede intellekt, eller, med henblik på titlen, (orphan betyder forældreløs eller krigsbarn): det arveløse intel­lekt i tomgang. Den fiktive „forfatter” vil give en fuld­stændig beskrivelse af alle mennesketyper, men demon­strerer i stedet sin systematiske galskab, som er dødbrin­gende. Når galskaben kommer i system er den først helt gal, synes at være denne komplekse og raffinerede humo­reskes morale til livets rationalister, uudtalt af den rigtige forfatter, hvis pokerface forbliver uudgrundeligt, mens han fremviser dette spejlkabinet af et skrapt spil kort. - Denne bog slutter med ordene „Resten er”, og hvert af de fem hefter som det næste værk, „Tilføjelser”, består af, begynder med ordet „Tavshed”. Hine slutningsord og denne begyndelse tyder - foruden tilsammen at blive til en berømt slutreplik - når man også betænker titlen, på noget afsluttende og afgjort i forfatterskabets regnskab. Og det er også tilfældet.

Den changerende, lyttende, talende, kommunikeren­de ting, som „Tilføjelser“s fem hefter tilsammen udgør, er på sin egen blidt snurrende måde intet mindre end et mesterværk. Det drager den fulde konsekvens af forfat­terskabets litteratursyn, der også er dets livssyn og stili­stiske stræben. De fem hefters skrift er en slags evigheds­maskine af stemmer udsat i den evindelige foreløbighed.

Tilføjelser til hvad? De fem bøger skrives af fem for­skellige personer, eller måske den samme i fem forskellige sindstilstande. Disse fem ,,sæt“ kender hinandens „sæt“ (af ord, af sprog, af hensigt) og kommenterer hinanden, ironiserer over hinanden, kritiserer hinanden og sætter af mod hinanden. Det samlede skrift består af udsagn, vid­nesbyrd, aforisme-rækker, og handler om mulige og kendte holdninger til eksistensen, verden, den personlige identitet, vor tilværelse. Værket er vor litteraturs mest konsekvente opgør med den sen-naturalistiske prosa­kunsts strukturer, kronologi og intrige. Der er intet fikse- ret miljø, medmindre man kan tale om en slags sprog­miljøer. For de fem personer, der kan betragtes som ud­strålinger af selve Mennesket - med M som Madsen - er ikke kun nogle attituder, men netop romanfigurer, altså særlige individualiteter der gør værket til roman. Bag hefternes vidtdrevne relativisme er forfatteren den lyt­tende og opmærksomme der ikke dømmer - mens disse stemmer på samme tid bryder og holder tavsheden, ud­fylder og opretholder tomheden. På mig virker det som resonanser, der er matematik, musik, mystik i eet ...

Litteraturhistorisk, tror jeg, er „Tilføjelser“ både skel­sættende og epokegørende, og det er ikke alle mester­værker der er begge dele. Skelsættende fordi Svend Åge Madsen her tydeligvis har nået en grænse og må sætte punktum, ikke for den skabte fiktion, men for et forfat­terskab, der virkelig er en nyhed i den danske roman, hvis billede han, ene mand, har transformeret til en stør­re, international modernistisk tradition. - Epokegørende ved det kim til ny udfoldelse som nu klart åbenbaret lig­ger i den frihed han har vundet under opgøret med na­turalismen, nemlig friheden til at bruge hele romanlitte­raturen og alle genrerne til sine egne formål, i sine egne verdensbilleder og gribe om bag sine danske og euro­pæiske nærmeste forudsætninger.

Svend Åge Madsens andet forfatterskab, fra 68 til 71, er ligesom skudt ud af det første. Jeg- (eller Hæn-) roma­nernes personafspaltninger og statister formerer sig og optræder som helfigurer i tredje person, selv om nogle af dem optræder i første, når forfatteren sætter dem til at skrive sig selv, eller når en af dem har rollen som „jeg“ i en thriller. Det som Svend Åge Madsen har drevet det til i sit andet forfatterskab med brugen af verdens samlede romanlitteraturs typer og rekvisitter kan godt minde os lidt om det, som Cervantes gjorde ved alle sin fortids og samtids alvorlige og udvandede ridderromaner, da han skrev „Don Quijote“, ømt, bevægende, ironisk og fest­ligt, men rigtignok på sine betingelser. Der var vel egent­lig ved indgangen i 70erne teoretisk set ingen grænser for, hvad Svend Åge kunne gøre i sit roman-skriveri, hvis han altså fik ideerne ... Han eksploderer stadig ud i nye store ture, noget tyder på at han med „Dage med Diam eller Livet om natten“ her i 72 har påbegyndt et tredje forfatterskab, dersom den enorme „Sæt verden er til“ fra sidste år var afslutningen på det andet forfatterskab. Dette er man allerede ved at gennemanalysere og tage op i studieøjemed og opgive til eksamen.

Det tog sin begyndelse så ret sent som i 68 med „Liget og lysten“, der viste hvad digteren kan bruge triviallitte­raturen, vor tids boulevardfigurer, pornobølgen og mord­gåderne til, når man samler redeligheden under eet sam­lende, seende, medvidende øje. Måske er dette den men­neskelige bevidsthed, som menneskelivet - og bogen er emanationer af. Men det er også kunstens. Som erken­delsesmedium. Men ved måden det ser på - og udvalget af menneskelige eksemplarer der betragtes kærligt nøg­ternt - er der ingen tvivl om at det er Svend Åge Mad­sens øje, ved hvilket de sære og almindelige personer og­så kan holde sig deres forfatter for øje. Forfatteren som Gud, ja, det er samtidig en ærlig vedgåelse af fiktionen og illusionen og en topmålt frækhed som ingen anden dansk forfatter, med undtagelse af Karen Blixen, kunne have vovet, og slet ikke som her, i en verden mellem to sole, der skinner på en „virkelighed" der bestandigt be­væger sig og ændrer sig og hvor husene flytter sig, ikke kun om natten. I denne bogs lystige sanselighed og sorg ulmer et sært lys, et poesiens og frihedens lys - det hid­rører måske fra noget så uvant som en positiv nihilisme.

I „Tredje gang så tar vi ham“ er det kriminalgyseren der søges igennem, Madsen-læsere vil genkende noget af stemningen og atmosfæren fra „Besøget", men her over­sat i underholdningsthrillerens brogede mønster og iden­titetsproblematikken i distancerede maske-figurer. Med „Maskeballet" er Svend Åge Madsen nået til forsøget med den gamle rammefortælling, kendt fra „1oo1 nat" og „Dekameron" og M. A. Goldschmidt og Karen Blixen, for at nævne nogle. Madsens bog er tillige en meget be­vidst leg med sprogets muligheder, den centrale fortæl­ling „Af ord er du kommet” kan betragtes som en af de vigtige nøgler til forståelse af forfatterskabets ,,ærinde“. Det er også i denne bog at Don Quijote pludselig optræ­der i vor samtidige fremtid, som „Galaxens genløser” der på sin gamle rustne rumcykel er i færd med at be­kæmpe uretfærdigheder i universet med brosten på ba­gagebæreren. Men den maskestemme som hænger narren ud er een af tre formummede fortællere, ikke forfatte­rens talerør!

Svend Åge Madsens forfatterskaber, romancyklerne i hans verdensroman, består øjensynlig af hver fire bøger, og det er således at den fjerde samler erfaringen med de tre første og udvider den til konsekvens som åben og uaf­gjort helhed i den evindelige eksploration. Med „Sæt verden er til” er det legen med genrerne, alle romankun­stens stilarter sat op i stort, internationalt format. Igen er det fem figurer, fem individualister, fem stemmer, fem bevægelser der handler med og belyser hinanden, og bo­gen kan således som en ny slags tilføjelser lægges ved siden af „Tilføjelser” og fylder nogenlunde lige meget i bevidstheden og i betydning for dansk prosadigtning, og det er meget!

Jeg inddrog den faktisk i begyndelsen, her - og det vil måske svare til Madsen at påstå at den har været til stede i hele denne tale. Her sætter Sterne og Austin og Goldschmidt og Gogol og Schack og Dickens og Stendhal og Dostojefskij og H. C. Andersen og Kafka og Beckett og Gyllensten og James og Karen Blixen hinanden i stævne, og Kaspar Hauser er ved at lære sproget og er med i handlingen, som Svend Åge Madsen har hittet på, såvel som de fiktive figurer og deres anagrammatiske navne. I denne bog, der som eksperiment og udforskning er noget enestående, reflekterer romanen som kunstart over sig selv, over hele traditionen og mulighederne for erkendel­se, og det i et festfyrværkeri af handling og maskerade - og, som den hoffmannske antikvarboghandler og trold­mand, Jeroni, der ironisk nok både er ironi og Jero­nimus, siger - det er nemlig ham der på mystisk vis har hele bogen stående på sin reol det er (altid) synspunk­tet der er afgørende, ikke tingen.

Og alt er åbenbart reflekser af noget andet. Og kom­mer man fra avisvirkeligheden og stiller trivielle spørgs­mål til en forfatter med en så totalt relativeret menne­skeopfattelse som Svend Åge Madsens, f.eks.: „Er De desillusioneret?” - så må han naturligvis svare „ja” - på en blid og vigende måde, han må tilføje, at han ikke kan forstå at desillusioneret skal være noget negativt. Og det er jo rimeligt, da det betyder klartseende. Vi er alle ema­nationer, hvoraf er ikke godt at sige. Vi befinder os i en mobile og er selv sådanne. Det der sker og sker med os beror på forskellige stimuli. Det er alt sammen ret for­underligt og fuldt af muligheder.

Svend Åge Madsen har endnu en selvkarakteristik, på Marcel Prousts spørgsmål: „Hvad er det dominerende træk i Deres karakter?” - svarer han „Skepsis?” - spør­gende! - Og i hans tilfælde betyder det det modsatte af forudindtagethed over for hændelsen og tingenes betyd­ning. Han er forelsket i hændelsen, selve livshændelsen, dens muligheder. Og poesien er flugten fra det indivi­duelle.

I en værkstedssamtale med Hanne Marie Svendsen siger Svend Åge Madsen, at han hellere vil have sine bø­ger læst med følelserne end med hjernen. Den moderne litteratur skal ikke forstås sådan som en matematikbog skal forstås. Den skal opleves, på samme måde som man i gamle dage oplevede og accepterede folkeviserne. Jeg håber, jeg her gir udtryk for at jeg har læst Svend Åge Madsen med følelserne, der også kan være tænksomme. Ifølge Eliot er digt tankens emotionelle ækvivalent. Jeg drager i hast den konklusion, at digtning der ikke først og fremmest henvender sig til følelserne overhovedet ikke er digtning - og håber med Schade, at hvor hjertet hører til holder forstanden aldrig op.

Da jeg for ti år siden var i færd med at skrive ,,Præsentation“ om 40 danske nutidsforfattere, gav jeg udtryk for en del bekymring på prosaens vegne, især romanens. Romanen var ligesom slet ikke kommet til sin moderne bevidsthed endnu, skønt der var tegn her og der i et par unge forfatterskaber. Men det kom den med dig, Svend Åge! - Du er den første debutant fra 60erne der modta­ger Akademiets pris. I løbet af små ti år har dit forfatter­skab udviklet sig til den betydeligste fornyelse af roma­nen i Danmark siden 2. verdenskrig. Du er den der grun- digst og mest konsekvent har gjort op med sen-naturalismens tradition i romanen og banet andre, nye veje. Med din originalitet og almenhed er du ikke nu nogen elev af århundredets markante prosaforfattere, men selv mester, i slægt med dem.

Jeg tror at dette er den nogenlunde tilstrækkelige for­længelse af Akademiets motivering, i hvis sidste led der står, at dit forfatterskab spejler bevidsthedens rollespil, en formulering, som en kritiker fik galt i halsen, men som kan illumineres med Shakespeare, „Som man behager“, 2. akt, 7. scene: Jacques: „Ja verden er en skue­plads, og alle, mænd og kvinder, kun skuespillere. Hver går og kommer, når hans tid er, og hver har mange roller at spille i sin livstid”.

Og hermed siger Det danske Akademi: Tillykke!

Svend Åge Madsens takketale

Da jeg vågnede i morges tillod jeg mig i dagens anled­ning at blive liggende et par minutter for at komme frem til mig selv. Så vækkede jeg ham og halede ham ud foran spejlet, hvor jeg tog bestik af ham. Han er stadig ikke som jeg vil have ham, tværtimod, men for øjeblikket kan jeg ikke overkomme at gøre mer end jeg gør. Skægget kunne jeg ganske vist skære lidt kortere - få ham til at fremtræde mere skarp, men jeg lod ham beholde de lidt uldne totter - i betragtning af den smule han har at sige vil det være passende med lidt vattede kanter. Håret har jeg længe været utilfreds med, men også det må vente til der er mere tid. Derfor kun den rutinemæssige af­pudsning.

I dagens løb går han og gentager små stumper af ta­len. Det lover godt, tyder på at jeg har gjort ham til­strækkelig vagtsom - han vil fremtræde hurtig og nervøs, sådan som jeg ønsker ham. Til sidst må jeg dog afbryde ham, sætte ham til at læse i en bog, for at han ikke skal blive for anspændt. Bogen er ikke særlig vigtig, så jeg vil ikke omtale den. Men selvfølgelig heller ikke skadelig.

Forsøgsvis stiller jeg ham nogle spørgsmål senere på dagen. Han svarer forholdsvis kvikt, han synes at fun­gere på sit bedste. Selvfølgelig er jeg opmærksom på at hans reaktioner som sædvanlig vil blive reduceret noget, når alle de andres kredsløb griber forstyrrende ind, men jeg tør stadig håbe at han vil klare sig.

Derefter lader jeg ham slå sig løs i en halv time. Han får lov at fabulere over hvad han kunne gøre. For øvrigt er jeg af den opfattelse at det er godt for ham at bruge fantasien. Jeg prøver at standse ham og drive ham lidt længere ud, når han kredser om de mest selvfølgelige og nærliggende ideer. Men jeg har ikke held med mig. Han begrænser sig til barnlige indfald i retning af at brænde en pengeseddel af foran et forbløffet publikum, eller købe syv rædselsfulde grammofonplader og destruere dem på stedet, eller købe en helikopter. Han gør ikke forsøg på at skjule sin uformåenhed. Som så ofte før er jeg ved at opgive hele projektet, jeg føler en fortvivlet trang til at mase ham sammen, smelte ham til en klump, for at rejse ham i en anden, mere overbevisende skikkelse. Men jeg finder en slags trøst i det ironiske smil han sender mig, velvidende at det vil tage mig år efter år at lave en blot nogenlunde sammenhængende og troværdig figur, hvis jeg skulle begynde forfra.

I stedet spekulerer jeg på at ændre talen. Er det ikke alt for tidligt at afsløre mig? Skulle jeg ikke hellere fort­sætte som før? Jeg kunne lade ham tale om kunstens funktion i samfundet. For exempel lade ham formulere et eller andet smart om at politikerne tror det gælder om at ændre verden, men før det må man have en idé med verden. Vi har litteraturen til at frembringe ideer. I be­tragtning af hans pauvre forsøg på at udfordre sig for lidt siden, vælger jeg at lade være. Desuden kan jeg lige­frem se på ham at han vil løbe sur i argumentationen, og savne indfald når han skal uddybe sin opfattelse.

I stedet overvejer jeg at tage konsekvensen af at han endnu så langt fra er færdig. Jeg kan lade ham stå og hakke i det, tøve, bryde sammen, læse forkert, rette sig selv, ændre, forvirres - optræde som den personificerede usikkerhed. Men selv denne rolle er jeg bange for at han ikke kan gennemføre med tilstrækkelig konsekvens.

Jeg skubber problemet til side, vender mig mod de små ting, som også har deres berettigelse. Hvor skal han gøre af manuskriptet? Han kan ikke hele aftenen gå rundt med et kæmpe ark papir i hånden. Alene alle de gange han bliver nødt til at skifte hånd for at hilse. - På den anden side vil det også virke fjollet med et stykke papir der stikker op af lommen, måske er det endda ved at glide ud af og til, et stykke papir som er i vejen, ras­ler, krølles hver gang han sætter sig. - Lægger jeg det så mange gange sammen at det kan ligge gemt i lommen, vil det have en tilbøjelighed til at holde sig sammen, mens han læser op af det. Jeg ser ham for mig, stå og famle med det, glatte på det, ude af stand til at læse hvad der står i folderne. - En rulle, så det ligner en kon­firmationssang?

Jeg foretager de sidste rettelser, får ham til at aflægge en elegant armbevægelse som han på egen hånd har været ved at indøve. Han føler sig dog lidt urolig over at skulle fremføre denne enkle beretning, men jeg over­beviser ham om at det er det helt rigtige. (Selvfølgelig skjuler jeg min egen usikkerhed for ham.) Jeg har jo så ofte ladet ham optræde med en indviklet og snørklet facon, derfor vil det være en god effekt at lade ham tale afslappet og lige ud. Simpelthen lade ham komme med en direkte og uproblematisk forklaring. Derfor har jeg valgt at lade ham tale om de små detaljer, om frisuren, om de små overvejelser, om det at lægge et manuskript sammen. Til sidst tror han mig, det er en forudsætning for at det lykkes.

Da han stikker mig et selvsikkert smil, bliver jeg over­bevist om at jeg alligevel kan være ham bekendt. Derfor vover jeg at tilføje et par linier i hånden, før jeg sætter ham ud i bilen der holder og venter. Før han kører læser han over på de tre nye linier, hvori jeg for et øjeblik vover at stikke mit eget hoved frem. Der står:

Jeg vil gerne sige tak til akademiet, fordi det vil spille denne betydningsfulde rolle i et lykkeligt og centralt af­snit af mit hovedværk: mig selv.