Poul Vad

Fortolkningsafkald og fortælling

I år har der været en del tale om den tavse generation, den der er kommet efter den oprørske, og som ikke har så me­get at fortælle og ville. En sådan tavshed, der hænger sam­men med tvivlrådighed, indtræder åbenbart med hørlige mellemrum, for allerede i 50’erne anvendtes betegnelsen, både af Peter Seeberg og Villy Sørensen om de samtidige. De tavse fik dog talt en del om tingene og udgav bøger om sig selv og deres samtid, sådan at eftertiden har et ganske veltalende og vellignende signalement af disse bipersoner i den langvarige efterkrigstids historiske drama.

Foruden bipersoner blev de kaldt kronisk uskyldige, i noget bredere betydning »De sovende«, endvidere »De uanstændige« og »De nøjsomme«. De to sidste prædikater fik de samme år, 1960, af henholdsvis Leif Panduro og Poul Vad. Og en af datidens kronisk medskyldige, Klaus Rifbjerg, skrev en fællesanmeldelse i Vindrosen under ru­brikken »De uanstændigt nøjsomme og de nøjsomt uan­stændige«. Disse forskellige nye digtere talte allerede med alderens erfaring om bl.a. forlængede ungdomsproble­mer. Poul Vad var 33 år gammel ved sin prosadebut, Panduros tre år ældre debut faldt i hans 35. år. Tage Skou-Hansen var 32 og Seeberg 31, før deres første bøger slap ud. Klaus Rifbjerg var ganske vist kun 25, men det tog også nogle år derefter, før han kom godt i gang.

Ved den alder skrev Poul Vad digte i Heretica, lidt i ti­dens stil, med mindelser om Paul la Cour. Den kunststu­derendes interesse viste sig i digte om maleri og skulptur. Nogle storbystemninger forberedte de nøjsommes verden:

Her kender man næppe hinanden,
Kun lyde som aldrig dør,
Fremmede menneskers skramlen
Og skrumlen med håndtag og rør.

En stor og melodisk aften
Kommer. Nu tændes et sted
Et lys. Men hvem der tændte det
Kommer mig ikke ved.

Det er ikke noget metafysisk lys der hentydes til i disse slutlinjer, men det nabonære, som dog er fuldstændig uvedkommende. I hvert fald afskæres den lille ansats til bevidsthedsudvidelse. Digtet står i Poul Vads debutbog Den fremmede dag (1956). Den afvisende holdning til ver­den og fælleslivet gælder det fiktive jeg, ikke Poul Vad, for siden har han fremturet i en dobbelt forfattereksistens som kunstskribent og digter med en helt åbenlys interesse for fremmede mennesker og malere, med en opmærk­somhed for dem der tænder lys, dem der skramler og skrumler med redskaberne. Indimellem digtene og roma­nen De nøjsomme udkom bogen om Vilh. Hammershøi. Han vendte senere tilbage til ham i artiklen om Rilkes møder med denne danske maler i kunsttidsskriftet Signum, som han redigerede 1961-64. Og gennem tresserne kom skildringer af Ejler Bille, Albert Mertz, Erik Thommesen, samt bogen om dansk mur- og rumkunst, Billedet, væggen og rummet. Senest bogen om Henry Heerup.

I den citerede strofe melder aftenen sig både som melo­di og som lys, med appel til hørelse og syn. Men det er maleriet ikke musikken, der kendetegner Poul Vad som skribent. Jeg tænker dermed ikke på det faglige, men på den bevidsthedsform, der bestemmer hans digtning.

De digtere der som »anden kunstart« har musikken, kendes gerne dels ved klangvirkninger og rytmefigurer i sproget, som f.eks. hos Thorkild Bjørnvig, dels ved be­tydningsbærende forløb og strømmende kompositionsfor­mer, f.eks. hos Jørgen Gustava Brandt. En synsdomine­ret digter som Poul Vad skaber ikke dramatiske hand­lingsforløb, men billedrækker, detaljerede friser, som be­gynder ét sted og holder op et andet. Og det varer gerne længe, fordi rækken principielt er uendelig, iagttagelser kan altid gøres. De forløbsformer, der vælges, er da intel­lektuelt begrundede. Det er klart at et generations- eller miljøportræt som »De nøjsomme«, hvis livsfølelse netop er ustruktureret, bestemt af blokeringer og mangel på kontakt, kan males bevidst uden dynamik, uden interes­sante kurver og kriser, i en tilsyneladende nøjsom eller nødtørftig form. Til gengæld er syningen af verden og dens brudstykker uhyre energisk. Den optiske evne fandt nye udtryksformer, da forfatterskabet efter 1970 skiftede karakter, da Poul Vad efter tre romaners bearbejdelse af samme klikes liv på tre forskellige livsstadier overraskede med den fantasifulde historiske rejseroman Rubruk og fortsatte med den gigantiske multimyte om Kattens anato­mi. Rejsebogen har naturligvis sin grove rytme i selve rej­sens stadier, men det er synerne, der er romanens inderste væsen, de klarhedsøjeblikke som rammer Rubruk:

”Han sagde, Hvem er vi? - jeg husker jeg var på et bjerg, dér var den blå himmel jorden nærmere end andre steder, og der var ligesom gen­nemtræk i min krop - jeg kan ikke forklare det - jeg ved ikke hvad for nogen ord jeg skal bruge - det forekom mig jeg forstod alting - og det var samtidig blevet mig komplet ligegyldigt. . . Når jeg nu sidder her, er jeg så summen af alt det der gik forud? Hvilken sum? Jeg synes snarere hvert øjeblik var noget i sig selv, et helt liv, eller et udkast. Hvad holder så øjeblikkene sammen? - det gør tiden, men hvad er tiden? - hvor er den? - du hører hvor forvirret jeg er.” (s. 226).

Verden er en særlig form for oplevelse, en viden, men ikke uden videre en sammenhæng. Og det gælder Kattens anatomi, som sandt nok er en rejse i sin ydre struktur, men egentlig et antal historier, et labyrintisk system af illumi­nerede tekster.

Historier skal traditionelt have ikke blot en ende, men en coda, en morale. Jeg tør påstå, at Poul Vads historier har ingen af delene. Han er ikke moralist, han er iagtta­ger. Den yderste ræsonnør i Kattens anatomi siger: ”Uden at nå en eneste konklusion – for jeg havde forlængst opgivet at tro på de bedrageriske konklusioner af hvilken som helst påstået livsvisdom, min egen indbefattet, - funderede jeg over den uforståelige skønhed i tilfældighedens og lovmæssighedens sært sammenvævede mønster.”

Den 52-årige Poul Vad forbinder sin generations gene­relle skepticisme med både usædvanlig nøgternhed og ustyrlig fantasiudfoldelse. Han er forsigtig med fortolk­ninger, fordi de efter sørgelig erfaring binder, tvinger og fastlåser. Afkaldet på fortolkning har imidlertid to princi­pielt forskellige sider, to konsekvenser, som svarer nøje til forfatterskabets to faser. Ideologisk set er det, man kalder modernisme, et fortolkningens sammenbrud, og talrige er de værker der i nyere tid skildrer selve faldet, skreddet, bruddet. Men for Poul Vads generation var faldet for­længst en kendsgerning og frelsen en fiktion. Derfor kun­ne han i Heretica tage Ole Wivel strengt i skole, da han i sin digtsamling Månen anslog harpens strenge til en hel forløsningssalme.

Tolkningsalkaldets ene side er nøjsomheden, som re­sulterer i vejløshed, depression eller aggression. Det er halvtredsernes pæne unge mellemlagsmennesker. De er ret hæmmede og holder på den gode smag i deres omfat­tende tingsbevidsthed, men deres liv handler uklart om alt det undertrykte i dem selv, og alt det de mangler. Den lille nihilisme toner frem, men skjules mest og ytrer sig som ulidelige og altså ufortolkede spændinger.

Den anden side af fortolkningsafkaldet fremstilles posi­tivt i forfatterskabet og bestemmer dets senere del, Rubruk og Kattens anatomi. At den først fremtræder nu efter 1970, skyldes utvivlsomt provokationen fra oprørsgenerationen med dens krav om politisk definering af liv og kunst. Iagt­tagelsen bliver nu til syn, til erfaring, når de øjeblikke indtræder, hvor verden opleves rent, før vanetolkningen sætter ind, før syndefaldet. Det er fantasiens vækstpunk­ter og forudsætning for ny livsfylde. Derved gennembry­des Den fremmede dag, og forfatterskabets sammenhæng og konsekvens lader sig ane. I Rubruk beskrives oplevelsen således:

”Da han nu belavede sig på at vende tilbage og kastede et blik gennem den åbne skov mod skråningen, de skulle arbejde sig opad, forekom det ham at han så og opfattede alt med en usædvanlig klarhed, eller snarere med et klarsyn, som næsten slet ikke havde noget herredøm­me over det. Klart så han hvert enkelt træs rejsning og stammens særlige hældning iforhold til terrænet. Sne havde han aldrig set før i dette øjeblik. Det virkede i sig selv meget stærkt, som om han fik indblik i en dyb hemmelighed og nu chokeret betragtede denne afslø­ring af skabelsens evige virksomhed. En eller anden begrænsning i hans hjernes formåen, hvis tilstedeværelse han ikke tidligere havde været klar over, var forsvundet, og han følte sig på nippet til at bri­ste under indtrykket af den klarhed, som pludselig gjorde det latter­ligt at hæfte de navne på tingene han ellers kendte dem under: træ, bjerg, luft.”

Rubruks tilstand ved oplevelsen karakteriseres som be­styrtelse, og det understreges, at den netop udsletter me­ningen med årsagssammenhænge: ”Han kunne, det vidste han udmærket, følge grundene til sin tilstedeværelse her tilbage i tiden, led for led. Men nu forekom disse led ham højst betydningsløse, og deres ubrydelige kæde tjente blot til at tilsløre sandheden om hans væren til, her og nu.”

Her har vi optikken i dens forædlede form, det overra­skende gennemtrængende syn, forbavselsen i tilværelsen, en mening på tværs af sammenhænge. Man tør i øvrigt gå ud fra, at det må fryde Poul Vad som kunstnerisk kon­sulent for Holstebro kommune at have skaffet kunst på gaden som et sådant indbrud af syn midt i hverdagen. Dér har han sørget for, at Giacomettis langbenede pige­skulptur står på sin lille kærre i det jyske dagligliv. Til vor almindelige bestyrtelse. Som et syn. Et åndfuldt gespenst. ”Maren å æ wogn” kaldes hun bramfrit af stedets folk.

Jeg har talt om to faser i Poul Vads forfatterskab og tæn­ker dermed alene på de fem romaner. Første fase udgøres af de tre delvis sammenhængende skildringer af den meget omtalte tavse generation. Dens nøjsomhedsvej blev efter debutromanen forlænget fremad og bagud med hen­holdsvis Taber og vinder (1967) og Dagen jør livet begynder (1970). Et antal 30-årige - mændene af liberalt erhverv, kvinderne bibliotekarer, hjemmegående eller løsgående - befolker den første roman, grupperet omkring ledefigu­ren Henrik, ingeniør, rækkehusindehaver, ikke meget optaget af arbejde, men af utydelige halvengagerede rela­tioner til de andre. Utroskab er ingen større affære, men nærmest klodsethed og uvis afprøvning. ”Engang havde man haft overskud af energi, kræfterne regerede hæmningsløst i en, og nu da der skulle bygges, var man tappet for alt. Så skabte man et hjem, så fik man børn, hver dag skulle det erobres på ny hvis ikke grunden skulle skride bort og en gabende afgrund af meningsløshed åbne sig og sluge det hele.” Således tænker Henrik, og man kan roligt sige, at han memorerer mere end han erobrer. Vennerne hedder Guf, ikke Gustaf men Guf, endvidere Brumme og Wang og John. Det lyder helt fortroligt, men de har ikke meget andet end åndelige enstavelsesord at bruge fortro­ligheden til. Og det understreges af de følgende romaner. Først i Taber og Vinder, der foregår lidt længere fremme i livet. Guf og John dukker op i sidste del som undtagelser fra den anonymitet, der ellers hersker i bogen, indbefattet jeg-fortælleren. Hvis De nøjsomme er et eksempel på lit­terær ny-realisme avant la lettre, så er Taber og Vinder i den franske stil, »nouveau roman« i en selvstændig tileg­nelse. Det blev en af tressernes store danske romaner, modtaget med respekt, men ikke meget læst og brugt. Krævende er den også, fordi den har draget konsekven­sen af den usikre jeg- eller identitetsoplevelse, idet den er­statter personlighedens kerne og indre sammenhæng med sansninger. ”Livet var i gang omkring mig, spredte lyde fra hotel­let trængte gennem vægge og dør, en hane der løb gurglende, skridt på en tæppebelagt korridor, og fra gaden slog de voldsomme lyde fra trafikken op mellem husene og trængte ind gennem skodderne, disse afvekslende brummende, knaldende, skramlende og rallende lyde fra lige så mange forskellige slags motorkøretøjer, lastbiler, taxaer, scootere og den store bus der drønede forbi eller holdt ind ved stoppe­stedet overfor. Det lød som et sammenbrud i gearkassen når den sat­te sig i gang og svingede udfra fortovet. Jeg lå ganske stille og lytte­de til det hele.” (s. 7).

Hvis det lyder som et sammenbrud i gearkassen er det betegnende nok for jeg’ets psykiske tilstand. Han er et bytte for reflexion og for impuls, men kan ikke komme i et umiddelbart forhold til handling, tingene tager magten over ham, og resultatet er fremmedfølelse. Skønt der ustandselig står Jeg i bogen, er han der ikke, og afstanden til verden understreges af, at hele denne jeg-aktivitet er fortalt i præteritum, datid. Vi befinder os stadig i en ab­strakt privatverden. Den første af romanens tre lige store dele foregår under nogle uger i Paris, som bliver meget nærværende for læseren. Bogen kom som nævnt i 1967, og det er så tydeligt et Paris inden 68. Oprørsgeneratio­nen var endnu tavs. De to andre dele udspilles i Køben­havn og varer hver en dag. Tilfældig erotik har ingen ind­gribende betydning og er ikke medbestemmende for det kærlighedsløse ægteskabelige opgør, bogen munder ud i. På sidste side går han på gaden, to stærke, forskellige strømme slår ligesom et kryds indeni ham, han er på en gang adspredt og koncentreret. I denne dobbelthed slut­ter romanen, ”med blikket distræt fejende til højre, hen mod det oplyste gadehjørne, og tilbage mod døren som jeg nærmede mig, usikkert om hvorvidt det snarest skulle se den ene eller den anden vej...”

Med den tredje roman, Dagen før livet begynder, har Poul Vad dernæst villet indkredse forudsætningerne for nøj­somheden. I den gamle roman tænker Henrik et sted: ”Krigen havde været let og man havde været så heldig at overleve den, årene derefter havde været en dump, vanvittig smerte, man måtte be­ruse sig og bedøve sig og man havde overlevet det også.” Beruselse er der i hvert fald nok af i beskrivelsen af deres liv på hyb­lerne i Silkeborg og i den nærliggende militærnægterlejr, Oxbøl. John og Guf og Wang og Brumme samt en forstu­die til De nøjsommes Susanne, her kaldet Susan. Med et langstrakt pedanteri i stilen, som her er mindre hensigts­mæssig eller indlysende, fortælles om disse nægtere, som er i opposition uden at vide til hvad. Det er dagen før, men den unge vrede og selvsikkerhed i hærværk er en maskeret frygt for fremtiden, spejlet i deres forskellige temperament, den mismodigt grublende Brumme, den forslugent hævngerrige Guf og den navnløse jeg-fortæl­lers forbindende tanker.

De tre romaner er således i en vis forstand én tekst, tre spejlinger af en frustration, første, andet, tredje gear for personerne inden sammenbruddet i gearkassen. Men over det anonyme fortællerjeg stod det navngivne jeg Poul Vad, der nu snildt skiftede befordring, og med et helt andet omdrejningstal fik sat historier i fart og sendt sine personer, nye figurer, på rejser af videre dimensioner end Silkeborg-København, som Brumme indlod sig på dagen før livet begynder. Først munken Rubruk, der fra Konstantinopel drager på åndelig ekspedition til østasien for at ende i Paris, derefter en endnu videre og vildere rej­se, fysisk set ganske vist kun fra Silkeborg til Hammerum, men i fantasien ubegrænset af tid og rum.

Rubruk fra 1972 er et sted i slægt med Eyvind Johnsons historisk-mytiske fortællinger og med Per-Olof Sundmans ekspeditionsromaner. Den har sit særpræg ved en filoso­fisk fantasiudfoldelse på et spinkelt dokumentarisk grund­lag, nemlig om munken Rubruk, eller Ruysbroeck, som i 1200-tallet af Ludvig den Hellige blev sendt på sporet af den legendariske præstekonge Johannes, en mulig for­bundsfælle for kristenheden. Men rejsens formål viser sig at blive det at klare selve rejsen. Og kongen synes ved til­bagekomsten også at have tabt interessen for sagen. Sandheden der søgtes, blev underordnet, anden overra­skende virkelighed er resultatet. Poul Vad rystede med denne bog nøjsomhedstemaet af sig, begyndte på en må­de forfra ved at indse, at den inderste visdom er at kunne begynde, dvs. lære alting forfra. Identiteten findes ikke ved at insistere på sit eget provinsielle hjertes kurs. Ikke før man har set hvad provinsen egentlig indeholder. Og da Poul Vad gav sig til at anatomere sin kat i den kæmpe­store roman fra sidste år, blev der åbnet for ophobet viden og erfaring og fabuleren. Det er nu let at se Poul Vads kunstneriske udvikling som en dialog med samti­den. Man kan ikke sige, at han tegner den almindelige udvikling, romanerne er hans modstykker eller personlige sidestykker, fra generationsbogen De nøjsomme, via den franske realisme, gennem ny-realismen til dokumentaris­men og nu sidst den groteske realisme, typisk-utypiske bøger.

Selv har han i en præsentation af Kattens anatomi sagt, at han her ville tillade sig alt det man normalt ikke tillader sig i en roman. Han forestillede sig en bog som et kæmpe­stort billede som dem Bosch og Brueghel malede, vrimlende fuldt af detaljer, på én gang ubarmhjertigt realisti­ske og fantastiske, et panorama over menneskers dårskaber, lidelser, kampe, håb og drømme i vor tid. (Samle­rens Bogklub. Juni 79) En sæk med historier kalder han den også. Her er altså billedsynet og visionen udtalt. Med sin overdådighed er den en bog om udfoldelse, om blus­sende liv og voldsom død, om døden på vej mod nyt liv og livet på vej mod død. Dens kropslighed er frapperende, unøjsom, umådeholden, men både uhyrligheden og latte­ren står på lur i den groteske realisme.

En dag i 1936 besteg bedsteborgeren Elias Lønn og hans kone toget i Silkeborg med Hammerum som be­stemmelsessted. Med sig havde de katten Spinoza og de kom i kupé med den svenske oberst Bøje Thompson og skøjeren Vagn Waagner - den sidste en lille hilsen til digte­ren William Waagner, der bl.a. skrev »Skøjeren synger« og i øvrigt holdt til på de kanter. Med dette rejseselskab skabtes der dramatik nok til en gigantisk og labyrintisk roman, omfattende deres egne historier og viderefortæl­ling af andres. Altsammen rekonstrueret en menneskeal­der senere af deres nabo, urmageren der fik i opdrag at se efter ægteparret Lønns søn Martin, og af dyrekonservatoren i Hammerum, som skulle udstoppe Spinoza. Det er blevet til et myldrende system af beretninger, flere sæt ki­nesiske æsker, med en forbløffende stofrigdom, der træk­ker på klassiske myter, apokryfe historier, underjordiske anekdoter og eventyr, gotiske rædsler og djævelsk sam­tidshistorie, løgn og forbandet digt på baggrund af virke­lighedens uhyrligste kendsgerninger. Antropologi, zoolo­gi, fantasi og poesi i en forvirrende og betagende blanding. Stort skal det være og langt er det. Det er ikke pegefinger­litteratur, bogens påvisning af den »uskønsomme blanding af tilfældighed og lovmæssighed« gør dens budskab ikke tvetydigt, men dialogisk, den har træk af den kulturform der er kaldt karnevalisme, en latterkulturs modbilleder til hverdagens snæverhed og skråsikkerhed.

Handlingen lader sig selvsagt ikke referere. Men her er nogle antydninger: De rejsende skiftes til at berette. Elias Lønn fortæller om sin ungdoms rejse til Hamburg, hvor han købte dr. Mullers stivere til de vinger, som var ved at vokse ud af ryggen på ham. Med mellemrum genoptages denne historie om hans sagtmodige martyrium, hans lange fængselsophold blandt revolutionære socialister og om hvordan han til slut skydes ned på Hammerum sta­tion, hvor hans engleagtige stråleglans anes. Et medlem af morderligaen Dødens Agentur tager fejl af ham og Bøje Thompson. Denne eventyrer, som brænder efter at udfø­re humanistiske bedrifter - svensk er han jo - står til af­straffelse som indblandet i finansfyrsten Magnus Trolls affærer. Han har ellers haft held til at redde medlemmer­ne af Abyssiniens hemmelige folkebroderskab, menelik, frelst gennem italienernes bombninger - vi er i 1936 - til Grækenland og videre gennem Nazi-Tyskland i plombe­rede jernbanevogne. Godt og vel ankommet til Padborg omkommer adskillige medlemmer af denne Bab el Mandeb den Tredjes flok ved mødet med den danske hygiejne.

Til den abyssinske fortællingskreds hører nogle utrolige og dybsindige myter om profetinden Klapperslange, der af de vises råd bliver dømt til udstødelse over intethedens yderste rand. Til udførelse af det, finder man frem til en navnløs knægt, nummer Femten, der lærer visdom under­vejs. Den yderste rand viser sig at være den indre afgrund af råhed og stupiditet i selve byen og hos de vise. Sandsi­gersken måtte skaffes af vejen for sandhedens skyld. Hand­lingen udspilles blandt det sagnfolk, som uretmæssigt red­dede sig ved syndfloden, efterkommere af søskendeparret Rath og Fnath, Kains slægt. Men Noahs efterkommere, de retfærdige, erobrer deres land og udsletter deres slægts­erindring.

Bøje Thompson selv, undgår attentatet i Hammerum, fordi han advares af sin søn, hermafroditen Frederik-Frederika, om hvem der også fortælles groteske historier. Den tredje rejsende, skøjeren, står ikke tilbage i livserfa­ringer. Han har avlet to sønner med Maria Mustermann i Texas, men flygter fra menagen. Han opnår unævnelige erotiske oplevelser, og de er ikke slut med rejsen fra Silke­borg til Hammerum, som ellers også byder på mere end fortælling.

Elias Lønn myrdes som sagt. Men hans kones historie fortsætter. Gennem urmagerens og konservatorens re­konstruktioner af eftertiden stykkes nye arabesker af et livsmønster sammen. Hun er egentlig en skovnymfe, med grandios appetit på tilværelsen. Hendes senere liv erfarer vi gennem Martins beretning. Han er nu blevet 40 år og har været på turistrejse i Afrika. Dér har han mødt »den hvide heks« og har kopuleret med denne gamle kælling, fået del i hendes visdom og som pant en kongelig dansk porcelæns-tallerken med eventyrmotiv! Det viser sig at være hans mor, som efter et langt samliv med skøje­ren, kaldet kongen, er endt i en hule af ølkasser i den afri­kanske savanne. Skøjeren var i mellemtiden blevet op­sporet af Maria Mustermann, dog først efter hans oldin­gedød i ørkensandet. Hun er multimillionær og lader hans knogler forsølve og udstille i en montre. Og med så­danne sørgmuntre perspektiver slutter den mangespore­de, flueøjede, tusindbenede amfibieroman i tid og rum.

Siameserkatten Spinoza ender i et støvet glasskab i Hammerum skole. Og siden den dag har skolebørnene altid fået gode karakterer i kattens anatomi, hedder det trøsterigt.

Med denne skelettering af flere verdensdeles kultur­myter og menneskesyn har Poul Vad utrætteligt, sindigt, underfundigt i vekslende sprogdragt fortalt sig ind til be­net af vores uudtalte forudsætninger og forsølvet, forgyldt skelettet, behængt det med kulørte narrebjælder, berendt og røvpulet det til gru for anstændige læsere. Der er en to­ne af gudsforgående vemod over hans afklædnings- og iklædningsmanøvrer, og den opstår på baggrund af en vi­sion af livet som en grænseløs enormitet, konfust og for­færdende, uudholdeligt og meningsløst. Og alligevel, al­ligevel til at leve med. Visionen kan sammenfattes i bille­det af en affældig kat. Men den har mere end ni liv. Livet har således måske nok et billede. Men det er vilkårligt.

Livet har ikke en færdig formel. Det er i forvandling og kan tænkes i alle mulige blandingsformer. Mennesket har eksistens i alle grader af vinklen mellem engel og rotte. Og det demonstreres i fortælling efter fortælling. Om af­ghanermyndernes sprog. Om skøjeren i skikkelse af vild­svin eller tyr. Om rottedronningen Camilla etc. etc. Den­ne salamanderviden om metamorfoser og forplantnings­mysterier er - i forlængelse af hele det hidtidige forfatter­skab - et udsagn om værdiernes relativitet, om historiens rummelighed på godt og ikke mindst ondt.

Man ser under læsningen vingerne vokse ud af skulde­ren på forfatteren. Med den flyvehøjde, han derved er kommet i, er der ikke noget underligt ved, at han med største selvfølgelighed er ramlet ind i bl.a. Det danske Akademis store pris.

Poul Vads takketale

Om at prise godt bagværk

Da jeg satte mig med det hvide papir foran mig for at for­berede denne tale, som er min tak til Det danske Akademi for modtagelsen af den store pris, kom jeg uvægerlig til at tænke på at jeg nu befandt mig i samme situation som et efterhånden betydeligt antal forgængere - jeg kunne lige­frem se dem for mig i færd med at bryde hjernen med hvad de nu skulle sige ved denne lejlighed, som for hver især er enestående. Blandt meget andet kan det i hvert fald siges om Det danske Akademi, at det har været op­hav til en hel litterær genre - takketalen for modtagelsen af den store pris. Det ville være fristende, efter Jorge Luis Borges’ eksempel, at digte nogle imaginære forfatteres takketaler - for slet ikke at tale om de tilsvarende begrun­delser om ikke andet så for at få afløb for de blandede følelser man som forfatter må nære over for enhver litterær institution, som dansk forfatter f.eks. over for Det danske Akademi - samt ikke mindst over for selve det at takke.

Det hører til almindelig såkaldt god opdragelse i Dan­mark at lære at sige tak, men indlæringen af denne pligt er vist ikke mulig uden at der opstår en vis følelsesmæssig ambivalens. Jeg har en erindring fra min barndom som illustrerer det, jeg her har sagt.

Vi var en ganske stor børneflok derhjemme, især når diverse fætre og kusiner, som ret ofte kom på besøg, bli­ver regnet med. En gang imellem dukkede min legenda­riske tante og onkel op. Ud over at være nogle af Ydre Missions varmeste støtter i hele Nordjylland, var disse kærlige væsener for os børn først og fremmest identiske med den bolchedåse, de uvægerlig bragte med. Den fyld­te os med følelser der var lige så blandede som dåsens ind­hold. Tante og onkel delte nemlig ud af den på en fuld­stændig uberegnelig måde, så man aldrig på forhånd vid­ste om man fik noget, og hvor meget, eller ej. Vi forestil­lede os at det skete efter et eller andet hemmelighedsfuldt princip ligesom så mange andre ting blandt de voksne, vi heller ikke forstod, men det er muligvis helt forkert.

De børn, der ikke fik noget - i dén omgang - var natur­ligvis slet ikke misundelige, for mine forældre, der opdrog os strengt men kærligt, havde på et tidligt tidspunkt lært os at det nærmest er en synd at være misundelig.

Der var nogle som blev sprunget over den ene gang ef­ter den anden. De var så stilfærdige at man faktisk glemte dem i uge- og månedsvis, indtil de en skønne dag blev hentet frem fra en eller anden krog, hvor de havde været fordybet i deres barnlige sysler.

Der var også nogle som gik og knyttede næverne i al hemmelighed - de havde endnu ikke opdaget at livet er en komedie, og de havde da slet ikke lært at nyde den al­vor som tante og onkel på ægte ydremissionsk vis lagde for dagen under uddelingen. Men de var da kloge nok til at åbne de sammenknugede næver, når det en dag blev deres tur til at få et bolche.

Så skal jeg naturligvis også sige, at vi havde pralet med tante og onkel over for de andre unger i gaden - den hed tilfældigvis Frydensgade. Når tante og onkel var i byen kom disse gadedrenge og tøse tit og stod og trykkede næsen flad mod ruden for at få et glimt at se af bolcheuddelin­gen. De var naturligvis - i modsætning til os - gule og grønne af misundelse; men vi lod som om vi ikke så dem, eller rakte tunge ad dem i smug. Men vi kunne alligevel hele tiden mærke deres øjne på os.

Nå, men det, jeg egentlig ville sige, var at mine kærlige forældre havde lært os at sige tak når vi modtog et bolche - og vi forstod, at tante og onkel ville finde os meget uop­dragne hvis vi ikke sagde tak. På den måde blev det en pligt at sige tak, og ligesom andre uansvarlige og barnlige børn kunne vi ikke fordrage pligter. Resultatet var at man lyttede til sin egen mund, der sagde tak, som om den var noget fremmed, og at ordet fik en mærkelig klang eller i hvert fald lød underlig kejtet. Jeg ved ikke om tante og onkel lagde mærke til det og hvad de tænkte.

Mon ikke de fleste børn har gjort tilsvarende erfarin­ger? Hvad man kan undre sig over, det er, at forældrene gennem denne eksercits alligevel ikke får held med at ud­rydde enhver spontan taknemlighedsfølelse; den ser ud til at være noget af det mest sejlivede. Man skal endda ikke forsværge, at en forfatter der kommer i den situation at skulle holde en takketale ikke også er i stand til at føle tak­nemlighed, selv om han naturligvis ikke er i stand til at udtrykke det.

Ligesom det at formulere takken, er også selve modtagel­sen af prisen ledsaget af en følelsesmæssig ambivalens, som vistnok er uundgåelig.

Hvori består prisen? Den består i ære og penge. Al livs­visdom som man kan finde i gamle, ærværdige bøger, og som man også selv kan erhverve sig bare ved at betragte livet med et uhildet blik, fortæller at både ære og penge er idel forfængelighed, at livets mærkelige spil kan forvandle æren til vanære og gøre pengene til intet hvis det da ikke ligefrem gør dem til en forbandelse.

Det siger jeg ikke for at mistænkeliggøre hverken æren eller pengene, for i sig selv er der ikke noget i vejen med nogen af delene.

Jeg har en fornemmelse af at de fleste vil sige: ja, æren er naturligvis det vigtigste. Med fare for at blamere ikke blot mig selv men store dele af forfatterstanden vil jeg på­stå, at det ikke i alle tilfælde kan afgøres med så stor sik­kerhed. Det regnes ikke for høfligt at tale om penge, især ikke ved højtidelige lejligheder, men jeg tror ikke jeg rø­ber nogen hemmelighed, når jeg fortæller, at der stadig findes forfattere, der er så materialistisk indstillet at de ef­ter mange arbejdsår med beskedne, svingende og usikre indtægter betragter et beløb på 50.000 kr. - minus skatten - med en vis ærefrygt - for slet ikke at tale om hvad 50.000 kr. var da denne pris blev indstiftet.

Med æren forholder det sig noget anderledes. Den er både mindre kontant og mere tvetydig.

Jeg tror de fleste forfattere glæder sig over den aner­kendelse som denne og enhver lignende hædersbevisning er udtryk for. Ikke desto mindre må enhver forfatter være indstillet på at arbejde uanfægtet uden nogen sinde at op­nå sådan en anerkendelse. Ja i vor tid har vi mange ek­sempler på at totalitære stater forbyder forfatterne at ud­give deres værker - og det er ganske vist ikke ønskværdigt men i hvert fald et bevis på at de tager litteraturen alvor­ligt. I andre samfund, som f.eks. vores eget, er tolerancen - næsten - total, og kan minde om ligegyldighed, men det er kommercialiseringen også. I begge tilfælde - det totali­tære og det kommercialiserede samfund - kan forfatteren føle sig isoleret, som om han befinder sig i et socialt tom­rum. Arbejdet med at give tanker, følelser og oplevelser digterisk form kan nu en gang ikke afpasses efter hvad et parti kan godkende - men heller ikke efter det hæsblæsen­de krav til såkaldt kulturelt forbrug, der hele tiden skal stimuleres med nye sensationer. I begge tilfælde må for­fatteren arbejde på trods af dét, systemets logik kræver. Det er også en måde at overleve på, en slags åndelig vejr­trækning, som i modsætning til den fysiske kræver vilje og en form for galskab for ikke at gå i stå.

Det lyder måske egocentrisk, men det handler jo ikke om at skaffe sig selv en eller anden nydelsesrig tilværelse men tværtimod om at anspænde alle åndsevner til det yderste og helst lidt til for at give en intens oplevelse af virkeligheden realitet i sproget, f.eks. i form af en læse­værdig fortælling.

Ligegyldig hvor hårdt en forfatter arbejder og ligegyl­dig hvor sønderrevet han er af de spørgsmål, virkelig­heden stiller ham, tror jeg imidlertid en form for letfær­dighed er en nødvendig del af hans åndelige udrustning. Uden en vis letfærdighed er det umuligt at tage æstetik­ken så alvorligt som æstetikken kræver. Når verden vak­ler af sted på randen af en afgrund, hvordan kan det så forsvares - hvordan kan man forsvare over for sig selv - at bruge tiden til at bringe orden i en fortælling, til at bringe orden i sproget? Hvis man er et helt igennem mo­ralsk menneske vil man måske snarere vælge enten at tie stille, af ren og skær anstændighed, eller at blive prædi­kant og verdensfrelser. Man har også brug for letfærdig­hed for at blive tilstrækkeligt overbærende når man skal vurdere sin egen betydning - et spørgsmål der spiller en stor rolle for enhver forfatters forfængelighed, hvis jeg skal slutte ud fra mig selv.

Intet er mere u-måleligt end et værks betydning. Den er utænkelig uden en modtager, men beror til syvende og sidst på den grad af intensitet, der er nedlagt i værket. Det er grunden til at for forfatteren kan een eneste læser være nok, selv om det naturligvis er lidt lidt - men det er også grunden til at tusinder af læsere og alle tænkelige priser og hædersbevisninger alligevel heller ikke er nok.

Hvordan skal en forfatter i det hele taget vurdere sit eget værk? Jeg har altid følt, at bortset fra den støtte der kan hentes i nogle få forstandige menneskers syn på sa­gen, er en total usikkerhed på dette punkt et uundgåeligt vilkår. For mig at se kan jeg ikke gøre andet end at holde mig den standard for øje, som sættes af visse forfattere jeg beundrer og holder af. Ikke fordi jeg bilder mig ind at skulle måle mig med dem men fordi de er mere fornøjeli­ge at læse end andre, og derfor mere inspirerende, og hver for sig repræsenterer en forbilledlig grad af personlig investering og ubetinget fordybelse. I den henseende har man i hvert fald aldrig ydet for meget og måske ikke en­gang nok, så dér er noget man roligt kan tage til efterret­ning.

Netop fordi der ikke gives nogen ydre, autoriseret må­lestok for den æstetiske værdi bliver den offentlige aner­kendelse på een gang så meget mere tvivlsom og så meget mere betydningsfuld: tvivlsom fordi både erfaring og sund fornuft viser, at man dårligt kan finde nogen mere usikker værdimåler - betydningsfuld fordi den i den givne situation er udtryk for samfundets, offentlighedens, med­menneskers reaktion - og værket er jo altid en henvendel­se til offentlighed, samfund, medmennesker.

Prisen sætter disse forhold på spidsen. Uddelingen af den er i sig selv et udsagn: den er et udtryk for den opfat­telse, at inden for litteraturen er alt ikke af samme værdi, alt ikke lige gyldigt - noget er mere gyldigt, mere værdi­fuldt end andet. Når vi i min barndom - for endnu en gang at vende tilbage til dén - havde gæster til den tradi­tionelle aftenkaffe blev min mors bagværk prist i høje to­ner af de andre koner: de gjorde det sagligt, som kendere, og af et godt hjerte. At disse værdidomme bunder i virke­ligheden og derfor også har en form for nødvendighed, det tror jeg egentlig alle er enige om. Der er forskel på bagværk! I hvor høj grad de kan institutionaliseres og hvilket formål institutionaliseringen tjener er imidlertid et andet spørgsmål - for ingen kan heller være i tvivl om at afsigelsen af værdidomme rummer store muligheder for fejltagelser - og muligheder for store fejltagelser.

Dét er vores fælles afmagt, som prisen ikke skjuler men snarere fremhæver.

Selv om dét er en alvorlig sag tror jeg, en smule letfær­dighed også her er på sin plads eller ligefrem nødvendig - for ellers ville prisen enten aldrig blive uddelt, eller denne verdenshistoriske begivenhed ville blive tillagt for stor be­tydning.

Det er mange år siden nogen kunne nyde min mors bagværk, men det gjorde jo god fyldest engang og jeg hu­sker endnu hvor klædeligt hun rødmede og glippede med øjnene når hun lyttede til de rosende ord, som i hendes tilfælde - dét kan jeg nemlig tale med om - i hvert fald var på deres plads. De var som sagt ment af et godt hjerte, og mere kan man ikke forlange.