Vibeke Grønfeldt

Det sker i god prosadigtning, at fremstillingen af for­holdene i den lille lokalitet bliver til stærke billeder på den store samtidsverdens situation.

Siden sin debut midt i 70erne bar Vibeke Grønfeldt skrevet rigtig mange bøger, hvoraf de fleste er roma­ner. Stilistisk er der tydelige forskydninger, og dog er selve stoffet - det vil også sige konfliktstoffet - af lig­nende art fra bog til bog. Der er tale om en stor varia­tionsrigdom. Groft sagt handler det om afvigelse og normalitet.

Et gennemgående motiv i Vibekes romaner i en lang fase er personernes indædte ønske om at slippe af med hinanden, at overstå forholdet. De samvær, som bø­gerne indtrængende skildrer, er en slags udholdenhedsprøver, yderst pinefulde, men også hele tiden præ­get af mer eller mindre gakkede dagliglivets stimuli, der fører afviklingsmanøvrerne videre. De usynlige bånd mellem figurerne er snærende. Kærligheden mis­lykkes i reglen, den kan ikke komme igennem og til ud­foldelse på omgivelsernes præmisser. Den er indkapslet som umulighed, - hvilket ikke kun er sociologisk-psykologisk forklarligt, men dog noget der i hvert fald næres af miljøet. En hel vildmose af fortrængninger ligger under disse skæbner, og af og til dukker fragmenter af det skjulte skarpt frem i dagslyset.

I størsteparten af forfatterskabet fremstilles afkrogen - lad os kalde den dansk provins - så den antager ka­rakter af vore dages livsvilkår.

Det er ikke sådan, at Vibeke Grønfeldt plejer at vur­dere og dømme sine personer, hun karakteriserer, hun tyder uudtalt spørgende, hun skriver nuanceret medvidende om dem, på en sensuel og yderst intuitiv måde.

Hendes vævende, reflekterende og sansemættede sprog, og hendes skepsis over for generaliserende be­greber, er en udfordring til vore dages hurtige sam­fundsmenneske. Det er en skriven imod den bevidst­hedsdøvende, friktionsløse strøm af konformitet, po­stuleret togetherness, ubrugelig information og skråsik­kerhed. Forfatterskabet er fra begyndelsen omvæl­tende i henseende til fordybelse i sindets grænseegne og konsekvent i afdækningen af det udsatte liv og bil­lederne af et samfund, hvor ingen rigtigt finder sam­men, men hvor udkanten, udstedet kan være som et åndehul for mennesker, der er udmanøvreret af nor­maliteten og må overleve på egne betingelser.

Disse ord skal ikke være en forelæsning, men en strejfen. Lad mig skitsere indtrykket af hendes novelle­samling fra begyndelsen af 80erne der har titlen Bag­landet, Her gir hun nemlig en opvisning af sin kun­nen, sin indsigt, sit særpræg og sit gennemgående re­pertoire, der både viser tilbage i forfatterskabet og - i endnu højere grad, som det siden har vist sig - frem mod person- og miljøskildringerne i de senere mange romaner. Man kan betragte novellerne i Baglandet som koncentrerede prøver på hendes kunst - og må­ske som nøgler til forfatterskabet.

Novelle-personernes dagligliv beror på de nær­meste små og store stimuli, men på en påfaldende sammenhængsløs måde, som de skubbes rundt. Man kunne forledes til at opfatte dette nærvær i det nære og forhåndenværende som noget positivt, noget „livs­bekræftende", som man siger - hvis det ikke netop viste sig at være forskellige halmstrå, som figurerne griber ud efter i deres uhelbredelige identitetskriser. I historierne skildres mange miljøer og mange slags mennesker, men alt virker interimistisk, alle befinder sig i labile tilstande og stadier af isolation i trumme­rummen og dagdrømmenes privatverdener. Disse af­lukker afspejler imidlertid ret grusomt vore dages mest klichéagtige overfladenormer, fordomme, vaner, absurd forstørret af reklame, frokostblades ævl, uge­blade, tv, gennem nu mange årtier. Novellesituatio­nerne - eller tilstandene - strejfes hist og her af en forfærdelig og idiotisk komik, som det lykkes Vibeke Grønfeldt at få ind i fremstillingen enten som noget underforstået, antydet eller bare fremvist som på skøre film. Novellerne er lutter jeg-historier, begyn­dende f.eks. med ordene: ”Jeg er tankpasser", ”Jeg er sygeplejerske", ”Jeg er i mit fængsel", eller ”Jeg blev så glad, da min mand døde ...“. Vibeke Grønfeldt tillader sig at gå ind i de enkelte vidt forskellige figurers en­somme eller kulørte følelses- og tankeverden, mono­logisk. Titlen Baglandet er dækkende, det er de ube­mærkede eksistensers, den lille dagligdags sindssyge verden, provinshullet og „det tavse flertal". Noget af det mærkelige er så, at ingen af portrætterne virker som karikaturer, ikke den bedrevidendes udleveringer - som antydet før er forfatteren egentlig solidarisk med figurerne „som de nu engang er“. Jeg synes, hun er lige god til at skildre kvinde- som mandsverden - hvilket nok er ualmindeligt - samt alle aldersgrupper, børn og gamle og almindelige social­lag. - Med Vibeke Grønfeldts stadig mere omfattende inddragelse af det eksterne i fremstillingen - ret langt fra hendes begyndelse, som jeg vil komme lidt ind på - giver hun et barsk billede af dansk hverdag i slut­ningen af det 20. århundrede - i al dens afspærrede frustration og udsigtsløshed, den normale uforløsthed og det lurende afsind.

Mellem 70ernes, 80ernes og 90ernes danske pro­saister indtager hun en central plads. Fra tid til anden sker det, at nogen efterlyser „den nye store, brede samfundsroman“, der med det helt suveræne overblik og markante figurer skildrer vores epoke. Men jeg synes, der findes et par stykker af den slags, eller nær ved. Det sidste sagt, fordi de jo ikke kan ligne roman­typer fra ældre tider. - Vibeke Grønfeldt har, synes jeg man må skønne, lavet sådan et par stykker af de store tidsbilleder, og en af bøgerne i hvert af hendes årtier må være et hovedværk i perioden, men jo uden at ligne traditionens forbilleder.

Jeg føler det lidt betænkeligt at sammenligne hen­des bøger med andre forfatteres; hun ligner jo ikke Herman Bang, og dog er der mindelser, hvad angår intuition, rytmisk sensualitet, medviden om menne­skesindet og håbløse bevægelser på stedet. - I hendes romaners spil mellem neurose og normalitet kan man her og der komme til at tænke på Leif Panduro, der også interesserede sig for det menneskeødelæggende i et sygt samfund, men han beskrev i mindre grad end Vibeke Grønfeldt virkningerne på enkeltindividet set indefra, i de „små“ og utallige sindsbevægelser. I vir­kelighedssynet og evnen til at se med sine personers idiosynkrasier minder hun og Dorrit Willumsen af og til om hinanden. Arthur Krasilnikoffs panoramiske og maleriske skildringer af generationer kan have min­delser om Vibeke Grønfeldts store tidsmosaikker; og man kan fornemme noget af et parallelløb mel­lem Svend Aage Madsen og hende, når det drejer sig om at vise, hvordan mennesker går fejl af hinanden, eller når det i fiktionen går ud på at forlænge tenden­ser i nutiden og give dem en tand til i retning af absurd virkelighed eller næsten science fiction som f.eks. i Vibeke Grønfeldts roman Det fantastiske barn. - Og skal man antyde noget om dansk tradition i nyere tid og lidt ældre aner for hendes forfatterskab, kan man også nævne så forskellige forfattere som Albert Dam for hans indtrængende livsbilleder og Jørgen Nielsen med de illusionsløse, mørke menneskeskil­dringer.

Men Vibeke Grønfeldt har helt sin egen måde, og det er det vigtigste.

Hendes debut i 75 var en hel roman-trilogi, Djævelens trekant, og den er en af de sælsomste beretninger i vores nyere litteratur, tre dele om tre personers fær­den i følelseslivets yderzoner. Men den har forfatter­inden ønsket at stryge af sit værk. Hun anslår imidler­tid i den et hovedanliggende: de tre figurer bevæger sig farligt på kanten af hinandens urørlighed, og bø­gernes svævende sprog får tone af handlingen, der forvirrer vore forestillinger om, hvad der er sundt, og hvad der er sygt. Det er en skygge- eller underverden. Måske har den siden forekommet Vibeke Grønfeldt for introvert, en demonstration af konflikter.

I den næste roman, som hun regner for den første, Din tavshed er min skrift på væggen, foregår meget af be­retningen helt klart i hospitalssfæren, jeg-fortælleren fortæller om sig selv og sine længsler, og det udvikler sig til en art meditation over sindets billedranker. Vibeke Grønfeldts skrivestil får tidligt noget respirato­risk ved sig, som man næppe kan finde pendanter til andre steder. Selve sanseligheden har et drag af eu­fori, og noget i hendes „ærinde“ tidligt i forfatterska­bet har at gøre med at vise barnets, måske det „indre barns“, stædige styrke og overlevelsesevne under selv de særeste eller kummerligste vilkår. Det er som om det er sansningen der vinder over en eller anden dødbringende akedi.

Det er her på sin plads at sige, at Vibeke Grønfeldt ikke gi’r den som alvidende forfatter, hun er ikke sam­funds- eller sjælelægen, der udefra og ovenfra diagnostiserer og analyserer sig frem til, hvad der er i vejen, og hvordan man råder bod på det; hendes bøger rum­mer ingen recept eller løsning på iøjnefaldende mi­sere - hun står nærmere patienten, den udsatte, den der ved - ikke blot hvor skoen trykker, men sprogligt-seismografisk noterer, hvordan hele krops-sjælen skælver.

I løbet af sidste halvdel af 70erne tegner forfatter­skabet en tydelig drejning fra indelukkeisen i sindets tropismer til den klare konfrontation med den omgi­vende virkelighed. Den bredt anlagte roman Somme­rens døde er skildringen af et landsbymiljø i politisk op­løsning. Og hendes sidste 70er-bog, Den første sne- der i skrivemåde lægger op til novellerne i Baglandet - handler, som jævnligt i forfatterskabet, om den attrå­ede ensomhed og omgivelsernes påtrængende nær­hed. Her nærmer hendes provinshistorie sig til gro­tesken, miljøet virker set og realistisk, men nærvæ­rende læser blev overrasket af bogens rå humor i den veloplagte beskrivelse af udstedets mislykkede, tidsty­piske freaks, der i deres utilpassethed forstyrrer den stillestående tristesse.

Vibeke indledte sin firserperiode med romanen Det fantastiske barn, der vakte opsigt. Den fabelagtige hi­storie udvikles til en sært sandsynlig fremtidsvision. Bogen er forklædt som spændingsroman og handler om den første danske klon-fødsel, fremstillingen af et nyt menneske som nøjagtig dublet af et udvalgt moderindivid. Handlingen udspilles som en bragende mediebegivenhed i blind accept af, at tilværelsens mening er rent kosmetisk, og den „filosofi”, der paro­dieres, er den sundes og fuldkommen stærkes ret­mæssige overlevelse. Pigen i midten, den perfekte Sa­bine, stort set uden egenskaber, har stillet sig til rå­dighed som rugemor for sine egne fejlfri gener uden ligegyldig mandlig mellemkomst. Effekten ved at for­længe og afspore nogle markante, skræmmende ten­denser, som findes i nutiden, kendes fra andre visio­nære romaner, der skildrer totalitære samfund. Her er der den store aktuelle forskel, at Vibeke Grønfeldts 80er-roman udfoldes i et samfund, der ikke er det gamle totalitære skræmsel, men tværtimod er totalt li­beralistisk! Individet er blevet frigjort for normalbe­vidsthedens hæmninger og bindinger - og dog - der er et eller andet - meget uhyggeligt - der forties og spiller ind trods Sabines fremragende gener! - Roma­nen kan man iøvrigt godt læse som noget af en satire over århundredets trends, eksempelvis 60ernes og 70ernes „ny sensibilitet", „værdi-frihed" eller forestil­lingen om at „mediet er budskabet".

I fortællingen Tidens tilbud drejer det sig så igen om det ekstremt symbiotiske parforhold, med nye syns­vinkler og en ny grundtone i skildringen. Næsten en groteske i sin syntese af gyselighed og situationskomik. Parrets omveje væk fra hinanden er enorme, og deres subjektive virkeligheder uhyre forskellige og uforene­lige - foruden at være komplet ustabile. Det drejer sig om parternes undgåelse af hinanden i det, der hedder „gensidig forståelse". En morsom og dødsensfarlig bog med skånselsløst indblik i sider af vor tids mentale virkelighed, også her i forlængelse af desværre vel­kendte tendenser.

Vibeke udvikler i de følgende romaner en ny, raffi­neret dialogkunst, hvori figurerne på samme tid por­trætterer og afslører sig selv. Stilen bliver stadig mere intens i konsekvente sproglige improvisationer af po­etisk nænsomhed og kraft. - Sin indsats i 80erne af­slutter hun med kæmpe-eposset i 2 bind Mulighedernes land, et romanværk om region Danmark eller det dan­ske land under forvandling. - Med et mylder af et per­songalleri og komponeret kalejdoskopisk i 56 kapitler som en mægtig collage over vor tid og med indskud af klip fra aktuelle periodica som en bitter-ironisk leg med dokumentarisme står dette værk som et uafvise­ligt monument over et stykke Danmarkshistorie. - Og med romanen Mekanik udvides horisonten til euro­pæisk radius; nu befinder vi os i et bourgeoisi-miljø omkring tre skrappe forretningskvinder af tre genera­tioner i deres spil med tiden. Denne roman er Vibeke Grønfeldts bedrift som humorist, den er fandeni­voldsk barok, nærmest en farce over business, fiduser, udbytning, egoisme og kynisme.

Men så har hun - her i 90erne - udviklet en ny type af mindre romaner om stille outsidere. Deres bag­grunde kan være hemmelighedsfulde, tilmed vold­somme. Vibeke Grønfeldt skildrer de fantasifulde afvi­gere med indlevelse og lune og meget maleriske detal­jer. - Det er Dødningeuret, historien om den stilfærdige, ejendommeligt lyttende og opmærksomme kunstmøbelsnedker Severin Hansen, som opsøges af menne­sker, - det er Opdagelsen om den ensomme Hans, for hvem det utroligste, der tillige er det vigtigste - eller eneste fornødne - går op. Og det er Et godt menneske om den gamle malersvend Edvard, hvis uanselige liv netop er fordybelsen i det mageløst almindelige.

- Kære Vibeke, vi synes, at dit forfatterskab er godtl Og så har du oven i købet lige for nylig udgivet en ny roman af de store, på næsten et halvt tusind sider, som vi ingenlunde er færdige med. - Det glæder mig på Akademiets vegne at overrække dig Den Store Pris og takke for dine bøgers opstand mod den forhastede samtid - og fordi du er så underligt gribende og smer­tende og morsom og ud-til-bens i dansk litteratur. Til­lykke!