Vagn Lundbye

Næsehornet fra Langeland

Jeg mødte første gang Vagn Lundbye, da han i 1969 bad mig læse op af sin nye eksperimental-roman Nico, ind i en mikrofon, mens vi skulle gå op og ned ad en strand i stormstyrke 12. Havet, som Lundbye ville formidle som ren uforfalsket natur, lød i radioen som en kikset opvask af klirrende porcelæn med raslende bestik. Men Vagn Lundbye var stædig, nægtede at indgå kompromis med lydoptagelsen, nægtede at underkaste sig virkeligheden og tro på fakta. Denne stædighed har været både styrken og svagheden i forfatterskabet. Den både forklarer, hvorfor Vagn Lundbye måtte satse på “forblindelsen”som næsehorns-strategi, men viser også, at forblindelsen en dag, fastholdt længe nok, kan blive til klarsyn, Flugten indeholder hjemkomsten og vildfarelsen kan ende med, at man bliver fundet.

Hvis evolutionen havde fulgt Lundbyes tekstrække, der består af godt og vel et halvt hundrede værker i alle genrer, fra en titel som fx “Smukke tabere” til “Dyrejeg - en nødvendig bog om dyr og mennesker”, så var der overhovedet ingen mennesker. Fiskene havde aldrig taget sig sammen til at få ben at gå på og movere sig op ad vandet, aberne havde aldrig fundet på at tabe halen og vi havde aldrig fået Johan Sebastian Bach oven i hvalsangen. I stedet for at sidde her i Kunstindustrimuseet iført slips og stiletter, udstyret med diverse kuglepenne i skriftens tjeneste, havde vi stadig siddet rundt om et bål og hørt på vores oldemødre fortælle eller endnu bedre: Vi havde ikke været andet end orme i træets bark. Og det havde passet Vagn Lundbye fortrinligt. Det er kun i Lundbyes forfatterskab, at man kan være for meget menneske. “Hvis mennesket ikke hver eneste morgen viste sig taknemmelig over igen at blive vakt til live,så var mennesket for meget menneske”, som det så smukt hedder.

Vagn Lundbye nærer ikke synderlig tiltro til menneskene, “klodens eneste fejltagelse”, med mindre de er truet på livet som et “folk” eller forlængst er blevet udryddet. Og man kunne her tilføje den absolutte forkærlighed der næres for mishandlede småpiger, hvad enten de hedder Billie Holiday, Kaoota fra Tasmanien eller ligner den lille nøgne pige, der står og græder inden for dørene hos nogle trolde på billedet, der hang over den seng, hvor fortælleren blev født, og som skal følge familien gennem alle de flytninger, som også er en indvielse i flugtrutens motiv, der bliver Vagn Lundbyes vilkår.

Med denne helhjertede menneskemistro, som man godt forstår, når man læser seneste opus, erindringsromanen “Trefoldighedsbarn”, er det er egentlig mærkeligt, at Vagn Lundbye blev digter og ikke - zoolog. Men samtidig er det også lysende klart, hvorfor han ikke kunne blive andet. Et af beviserne er de dybt originale, lune og vemodige “Næsehorndigte” fra 1991.

Vi har her, mine damer og herrer, at gøre med et ganske usædvanligt forfatterskab i anden halvdel af det tyvende århundredes danske litteratur, der starter som ren skriftteori i tresserne, men som samtidig er helt uden for tiden. En forfatter, der slet ikke følger den slagne udviklingsvej. Han tror ikke på udvikling, “den blegfis”, eller oplysning. Han tror på indvielse og “visdommens fem verdner”.

Hvad skal man stille op med denne særling, som sikkert skal have matak til middag eller måske grave efter nogle rødder, mens han skriver en alvidende fortælling i sin egentlige far, Albert Dams ånd? Hvad skal vi stille op med “klodens sidste tykhud”, denne moralens vogter, der ikke hører nogen steder hjemme i kunsten, med det enfoldige livssyn, at vi skal være gode ved hinanden og at retfærdigheden sejrer til sidst?

Akademiet har besluttet at give dyret i åbenbaringen Den Store Pris.

Der har i mange år hersket tvivl om Vagn Lundbye. Hans altmodische patos med ord som “omendskønt” kan drive læseren til vanvid. Man har spurgt: “Hvor brænder det egentlig på hos den mand?” Digteren har åbenbart ikke formået at omvende ret mange til at tro på hvalerne og indianerne som hans egentlige anliggende. Men med erindringsbogen “Trefoldighedsbarn” om fortabt loyalitet, på højde med Andersen Nexø, har selv hans modstandere måttet overgive sig. Her kom ikke bare et uforligneligt digterværk, en nøgle til forfatterskabet i øvrigt, men også et hologram, der rummer alle Lundbyes andre bøger tilsammen i et enkelt greb.

Her var ikke bare en moraliserende dinosaur fra Grønland, ædt af en hval, gift med en sæl, med fletningerne i i klemme på Morten Korch. Her var en rigtig digter fra Langeland. Med reel indsigt i, hvad almuekulturens udryddelse har betydet for os menneskeligt, i hvordan skriftkulturen, der nok dokumenterer alt, samtidig har gjort os historieløse. Vagn Lundbye har gjort det vovestykke at forbinde en mindes-kultur med en skriftkultur. Og han har også fået hug for ikke at være moderne. Men han kan være hamrende ligeglad. Som kultur-revolutionær civilisations nedbryder er han dansk litteraturs shaman. Ledetråden der samler forfatterskabet - og han har fat i den lange ende - er en underfundig og dybsindig tidsopfattelse, der øser fra kilder af glemt visdom. Vi ved nu, at Vagn Lundbye hverken blev initieret af indianerne eller eskimoerne, men af en grosserer i Jylland, af sin egen far, der indviede ham i de mest fremmedartede, frygtindgydende verdner: Og navnlig i den hemmelighed, at ingenting er, hvad det giver sig ud at være.

Med “Trefoldighedsbarn” træder en fortæller i karakter, benådet, frem for alt, med en grotesk humor, som maser med at få proppet folk ordentligt ned i kisterne, uden at noget stikker ud. Vagn Lundbye er god, but when he´s bad, he´s better, som Mae West ville have sagt det. Han kan det kunstneriske greb både at være alvidende i sin disposition af stoffets historiske dimension, men samtidig fuldstændig ren i tonen udfra barnets begrænsede synsvinkel. Og samtidig er Vagn Lundbyes erindringsroman en vejledning i, hvordan man bliver indianer. Man forstår, at det næsten er umuligt at blive andet, selvom det selvfølgelig vil vise sig at være en besværlig omvej - omendskønt indianervejen af viden rummer umådelig menneskelig skønhed og mod. Men Vagn Lundbyes livsværk, der udgør et finmasket fletværk af flugtruter, bygger på en ganske enkel forblommet drengedrøm: Paw i Urskoven.

Skal det nu tage så lang tid at komme ud af den urskov ? kunne man spørge den snart 70-årige digter. Ja, det kan det. Emils livsnødvendige symbiose med moder-natur afstedkommer en regressiv modstand mod intellektet og alt hvad der analyserer, adskiller . “Trods sliddet og slæbet/ ved verdenssmertens hof/så blev jeg træskonæbbet/ og ikke filosof.” Emil og moderen, som personificerer godheden, tålmodigheden og kærligheden er “ét kød”, han er moderens dreng. Men er han også en “mors dreng” ? Lige præcis den fælde undgår han ved at hoppe i den med et stangspring og blive helten i den store fortælling, der modsat Sankt Georg redder dragen, moderens liv, og som inkarnerer den gamle drøm om at få den lykkelige tid tilbage, hvor dyr og mennesker og træer var ét.

“Det var umuligt at se forskel på landskabet og os” hedder det om barnets verden. “Vi kendte alle de hemmelige steder, der var fulde af visdom”. Naturen tillægges altid den visdom menneskene ikke har. Men digteren i Vagn Lundbye ved mere end ham selv, digteren ved, at lysningen i engen gemmer på et ildelugtende, gruopvækkende væsen med hår over det hele.

Derfor kan man heller ikke komme de læsere i møde, som siger, ja, ja, den er meget god, den bog, men kan vi ikke blive fri for slangen. Nej, det kan vi ikke. For her i døds øjeblikket, hvor livet passerer revy, og hvor begyndelsen er i slutningen, som også T.S. Eliot ved - “In the beginning is my end” - dér er slangen på sin plads. “Som en fortrængning nede fra skovbunden” - både som metafor, kundskab og indsigt. ”Uventet og alligevel ventet” hedder det om den dødstrussel, der tvinger livet og fortællingen frem.

Barndommen vender tilbage i dødsøjeblikket og starter med det livsfarlige spring, som ethvert barn er nødt til at foretage, når det er livstruet. Og derefter går det over stok og sten ad flugtruterne. På en af de første med Niels Holgersen som guide, hvor det igen bliver vigtigere, hvad gæssene kan fortælle drengen om verden, end hvad de voksne ved. Afsporingen er godt begyndt, men også illusionen om redningen. Eventyret. Under besættelsen holder Emil ikke med tyskerne, men med Afrika.

Vagn Lundbye's liv kan godt fortjene at blive kaldt et eventyr. Gerne Grim's. Lundbyes eventyr er nok en roman, men virker med eventyrets dybe rødder, dér, hvor man bliver lettet over at få det værste at vide. Slangen uddriver digteren fra den fantastik, at man kan redde sit liv ved at sætte sig op på en gås.

Alligevel skal vi ligesom Emils mor tåle den fantastiske potte pis, vi får væltet i hovedet, når vi skal klare et helt folks udryddelse bare for at få en enkelt dansk drengs opvækst fortalt. Det er meget. Er det ikke bare for meget ? Kan den mand ikke fortælle en Århus-historie, uden at han samtidig skal udrydde hele den tasmanske urbefolkning ? Nej, det kan han ikke. Vagn Lundbye betræder hermed den tabu-belagte litterære vej, som måske især kvinderne har benyttet: Marguerite Duras: “Hiroshima, mon amour”, der spejler andens verdenskrigs atomragnarok i en individuel kærlighedshistorie eller Sylvia Plath´s digt “Lady Lazarus”, hvor hun giver sit suicidale raseri konnotationer af holocaust. Er det ikke hysterisk og utilstedeligt at spejle sin egen narcissistiske livsulykke i folkemordenes kollektive katastrofer ?Jo, det er hysterisk og utilstedeligt. Men det kan ikke være anderledes, når historien skal fortælles som andet og mere end statistik, ud af den personlige nødvendighed.

Det er Vagn Lundbyes præstation at have skildret den sandsynligvis ondeste far i dansk litteratur, men også den morsomste. Aldrig er en fars synder blevet kortlagt så uhyggeligt samtidig med, at det bliver klart, hvordan offeret fra første færd er bundet til bøddelen. Den far, han er flygtet fra, er den, han er tættest forbundet med gennem et meget nøje og udførligt regnskab, som skal vise sig at blive Vagn Lundbyes livsprojekt. I den hvide mands overherredømme på jorden, som faderen kommer til at repræsentere, er der næsten ingen overgang mellem venligheden og ondskaben på samme måde som der globalt næsten ingen overgang er mellem teknologisk udvikling og den økonomiske udstødelse, der navnlig gælder kvinderne, dyrene og sprogene.

I dag, hvor enhver afvigelse fra mainstream kaldes terrorisme, må vi sige, at Vagn Lundbyes forfatterskab er én systematisk, melankolsk, terror-virksomhed, ét langt beklagende hævntogt mod blegmandens civilisation. Og jeg har hørt Brutalis fortælle - ikke uden den karakteristiske bedrøvelse i stemmen - at om ti år vil ingen af os kunne rejse nogen steder hen i verden uden at føle os truet på livet, fordi den hvide mand overalt vil møde sit eget skyggebillede, som det viser sig fra Colombus og frem. Og som det dukker op overalt i Vagn Lundbyes forfatterskab gennem snart fyrre år, kunne man tilføje til skræk og advarsel - og nævne specielt perlen “Palindromos- eller Colombos sidste rejse” fra 1990.

En større dansk kulturinstitution, som for nylig ville have Vagn Lundbye til at skrive noget på kommando, fik han sat på plads med ordene: “Jeg er ikke forfatter, jeg er digter.” Som der står i “Dyrefabler” om digteren og næsehornet: “Nej, jeg er ingen overgang/og ingen sinde andre/for jeg er blot et kropsomfang/som rasende må vandre/alene, dum og svigtet/indtil jeg selv er digtet.”

I takt med at bogmesserne vokser og den ny teknologi gør det muligt for hvert cpr-nummer i Danmark at udkomme med mindst én bog om året, så bliver det i stigende grad Akademiets opgave at tegne en streg i sandet. Der er forskel på forfattere og digtere, og det er forskellen, Akademiet honorerer med Den Store Pris.

Der vil derfor fremover kræves klare regler for hvad digtning er og ikke er. Den ufravigelige regel må indebære, at et prisværdigt digterværk skal bygge på Rhinoloven:

1. Du skal være anderledes
2. Du skal bære dit horn som en scepter
3. Du skal tage fejl
4. Du skal skille dig af med døende og døde
5. Kom dumheden i hu at du holder den hellig
6. Du skal trække tiden ud når du knepper
7. Du skal pisse mod vinden
8. Ær din afføring som var den dig selv
9.Du må ikke gøre dig mere end én tanke ad gangen
10. Uddø to gange daglig.

Da det ved nærmere eftersyn viser sig, at Vagn Lundbyes digterværk netop bygger på Rhinoloven og derfor opfylder reglementet for hvad en digter er, må vi sige: Endelig er retfærdigheden sket fyldest. Du er blevet set, Vagn, du er blevet fundet, du skal ha' Den Store Pris.

Vagn Lundbyes takketale

Da jeg for få måneder siden skulle følge min femårige søn, Sune Oliver, i børnehave, bad han om jeg ville hente ham om et minut.

- Hvad i alverden skal du lave i al den tid? spurgte jeg.
- Lege med Jens, bygge en hule, og så skal hele bør­nehaven en tur til stranden.

Det er ikke første gang, jeg har erfaret, at børn ikke rigtig har nogen fornemmelse af tiden. Den tid, som vi andre temmelig unaturligt har bundet til det lille monstrum, som vi næsten altid går med om håndled­det, og bestandig kigger på.

I den forbindelse er det imidlertid værd at nævne, at også vi voksne ikke aner, hvad tid egentlig er for noget. Suzanne Brøgger er lidt inde på det for nylig i en kronik i WeekendAvisen, hvor hun skriver om anti­stof, og i den forbindelse siger, at tid ikke nødvendig­vis bevæger sig fremad, den bevæger sig også tilbage, ja måske, fortsætter hun smukt, bevæger tid sig slet ikke, fordi den ikke er til. Den synlige verden er med andre ord bare et spejlbillede af en anden verden, som vi ikke kan se. Altså noget i retning af skyggebil­ledet i Platons hule.

En række facts omkring tid er i den forbindelse be­mærkelsesværdige. På trods af store triumfer har na­turvidenskaben ikke endnu fundet en eneste holdbar definition på, hvad tid er. Måske er det grunden til, at en fysiker i Oxford i England den 16. oktober 1999 i tidsskriftet New Scientist forsøger at bevise, at tid over­hovedet ikke findes.

I den forstand opfatter vi stort set stadig tid, som Newton formulerede det, det vil sige, som noget der hele tiden flyder uophørligt af sted i en fast kadence som en meget jævn strøm. Idet vi allesammen, vi så­kaldt dødelige, altså er underlagt den frygtelige sand­hed, tiden, og med tiden fødes og dør.

Sådan forholder det sig imidlertid ikke mere. Så meget ved naturvidenskabsmænd i det mindste, at tid ikke har et fastlagt forløb. Den kan gå baglæns og for­læns. Akkurat som den kan gå i stå. En hel barndom med alle dens oplevelser og billeder og dufte kan op­leves på mindre end to minutter, hvad den, der står og hævder dette, kan tale med om, i forbindelse med den seneste bog, jeg har skrevet.

I dag ved vi, at tid ikke er den samme tæt ved jorden og langt fra jorden. Den går hurtigere, tiden, på Mont Blanc og Himmelbjerget end oppe ved månen og andre planeter.

Det er Einsteins relativitetsteori, der godtgør dette, idet den viser, at tid og rum ikke er to uafhængige størrelser, men tværtimod er knyttet sammen i en firedimensional struktur. Denne struktur er ikke fast­låst, men dynamisk. Alt, hvad der har masse, bøjer og strækker rumtiden på samme måde, som et stolebe­træk giver efter, når vi sætter os på det. Følgelig er tiden forskellig tæt ved jorden og langt fra jorden. Ligesom tiden går langsommere for objekter, der be­væger sig hurtigt, det vil sige tusind gange hurtigere end det hurtigste rumskib.

Einsteins relativitetsteori i forbindelse med erken­delsen af, at tid aldrig er konstant, men i høj grad omskiftelig, har banet vej for adskillige nyere forsøg på at skabe såkaldte tidsmaskiner, det vil sige opdagelser, som er i stand til at ændre begivenheder i fortiden. Det har noget at gøre med sorte huller og et eksotisk stof, som ikke bliver smadret i de sorte huller, men laver særlige "ormehuller", som mennesket kan komme igennem og således med andre ord nå frem eller tilbage til forhistoriske begivenheder, hvor disse så kan ændres.

Det vil jeg ikke komme mere ind på her, bortset fra lige at nævne, at relativitetsteorien og dens rumtid rent teoretisk kan skabe sådan en tidsmaskine.

Det interessante i den forbindelse, jeg står i her, er, at hopiindianerne i Arizona altid har opereret med rumtid, og i alt væsentligt har opfattet tid på en måde, som mere har med Einstein end Newton at gøre.

Det vil jeg godt ganske kort her gøre rede for.

I 1974 boede jeg hos hopiindianerne i Arizona, og opdagede da det besynderlige, at hopierne i deres sprog ingen ord eller grammatiske former har for det, som vi europæere kalder tid. Der findes med andre ord ingen mulighed for at opdele tid i fortid, nutid og fremtid. Ved hjælp af helt andre og meget mere in­tense strukturer udtrykker hopierne de fænomener, vi kalder tid og rum, og således lever hopierne med en ganske særlig og vedvarende model af universet.

Vi benytter os af ure, kalendere og udmåler bestan­dig tiden i stadig mere præcise enheder. Dette synlige mål indprenter unægtelig en monotoni i tingene, så sandt som det lægger en række grove sprog- og tanke- raster henover vor tilværelse.

Det forholder sig anderledes hos hopierne, dette matriarkalske folk, som lever i kanten af en ørken og i afgørende grad er afhængig af de sparsomme regn­skyer, som beregneligt eller uberegneligt driver ind over den sidste sydlige udløber af Rocky Mountains. Majs og bønner og regn er primære livsvilkår for ho­pierne, som har udviklet en intens oplevelsesevne over for naturen, det vil sige, indrettet sig efter detal­jer, små forskydninger i firmamentet, forandringer i landskabet og dets vækster. Heraf følger sprog- og tan­kemønstre, hvor tid og hastighed og vores alt andet end kosmiske rumoplevelse ingen rolle spiller.

Hopisproget er bygget op på to kosmiske grundfor­mer, det vil sige Det Objektive og Det Subjektive.

Det Objektive er det håndgribelige. Det omfatter alt, som er åbenlyst for vore sanser. Det historiske og det fysiske tilhører således det objektive, med andre ord, den klart håndgribelige verden. Her er der ingen forskel på fortid og nutid. I stedet er der tale om en dimension, et slags uendeligt udvidet nu, hvor alt, som er sket, vedvarende er med i oplevelsen af tilvæ­relsen. Det er en oplevelse, som kort sagt kan kaldes varighed eller fortværen.

Hvis vi siger, at vor fortid og nutid hos hopierne dækkes af Det Objektive, så hører det traditionelt eu­ropæiske fremtidsbegreb ind under Det Subjektive, hopisprogets anden grundform.

Men i Det Subjektive findes ikke kun det, vi kalder fremtid, men også alt det, som kan henføres til emo­tionelle og sjælelige processer. I den forstand kan vi godt sige, at alle følelser og tanker hos hopierne er en slags fremtid. Et frapperende eksempel herpå er, at et minde, eller det at mindes, hører til fremtiden, eller rettere sagt det subjektive plan, hvor det vel at mærke stræber efter på ny at manifestere sig, det vil sige blive en del af det objektive, med andre ord virkeligheden. Hvad med andre ord betyder, at et minde kan laves om, kan ændres.

Alt indre er på den måde en tidsmaskine, en frem­tid for hopien, som kan ændre fortiden.

Det, vi kalder sjæl, kalder hopien „det som fornem­mes i hjertet". Ikke blot i menneskets hjerte, men lige så meget i planternes og dyrenes hjerte. Deraf kan vi aflæse en speciel hopioplevelse af det fremtidige aspekt, fordi „fremtiden" findes konkret forankret i omgivelserne som såkaldte „hjertepunkter“. Fra disse hjertepunkter inde i det, vi kalder naturen, vokser det, der skal manifestere sig i det objektive. Men med den forskel, at denne udvikling af det, som endnu er usyn­ligt, sker i individuelle forløb i overenstemmelse med hjertepunktets indeboende forudsætninger. Sten og træer omfattes af en helt anden udvikling og hastig­hed end dyr og skyer. Dette individuelle forløb er altså forankret i landskabet, og det åbner for den specielle rumtid, som er så særegen for hopien og i høj grad vidner om en indsigt, der ligner den Einstein an­vendte i forbindelse med sin relativitetsteori.

For en ordens skyld skal jeg måske også lige nævne, at hopierne også kalder det førnævnte hjertepunkt for frøgemme. Det sted, hvor eksempelvis solsikkefrøet udvikler sig fra, og bliver til en solsikke.

Det fremtidige er altså ikke skilt fra hopien, men er lige fra begyndelsen aldd til stede hos hende. Gen­nem sin bestandige opmærksomhed ved hopien, at hun kan påvirke og rette det til, eller ændre det, som hun vil virkeliggøre, for eksempel i fortiden. Den er med andre ord aldrig forbi, fortiden. Den findes i fremtiden

Det, der kommer nærmest i vor kultur, er utvivl­somt noget, som Paulus har udtalt i Det nye Testa­mente, hvor han taler om fortiden, der kaster sin skygge bagud og på den måde kan påvirke nutids­mennesket.

Alt er liv hos hopien, dyr, træer, bjerge, skyer og stjerner. Det subjektive plan inden i og foran enhver hopi får alting til at vibrere på en måde, der er ukendt for mennesker med vor tidsfornemmelse. Der er tale om et kollektivt indre, som er underkastet et højere kraftfelt. Et eksempel er det, der sker i hopien, når hun falder i søvn, hvor en dimension vokser og over­tager en anden dimension. Psyken kommer ind i et andet kraftfelt og mister mærkeligt eller umærkeligt kontrollen. At overskride en sådan grænse kan hopien sprogligt gengive i syv stadier, hvorefter subjektet underkastes et stærkere og ukendt kraftfelt, som lig­ner døden.

Et andet eksempel: En hopi går over tærskelen fra et mørkt til et lyst rum. Hopiordet angiver nu, at det er fra dagen, dynamikken kommer (altså ikke fra den gående). Det vil sige, at det intense lys, varmen, ly­dene er en højere tilstand, der overtager og former oplevelsen. Den anden vej er det omvendt. Der kom­mer dynamikken ikke fra lyset, men fra psyken, hopiens psyke. Denne specielle sensibilitet, som til syvende og sidst har noget med rumtid at gøre, har europæere intet sidestykke til.

Da jeg i 1974 boede et år hos hopierne, skulle der afholdes en løbekonkurrence i landsbyen Hotevilla på den tredje mesa. Jeg kunne ikke forstå, hvorledes en sådan konkurrence kunne afholdes i et samfund, hvor hastighed ingen rolle spiller. Ca. 50 løbere begav sig samlet af sted ud i Painted Desert, der ligger rundt om hopisamfundet. Derefter gav tilskuerne sig til at vente. Da den første løber kom tilbage til landsbyen, var der ikke nogen, der reagerede. Heller ikke da de næste kom, men ikke desto mindre steg spændingen mere og mere. Til sidst var alle kommet undtagen en ung mand. Da han endelig viste sig, brød jublen ud. Løbe­ren, som vendte sidst hjem fra Painted Desert, var vinderen.

Hvorfor det?

Jo, fordi hurtighed er flygtig hos hopien. Det som tæller, er varigheden, holdbarheden, fortsættelsen, og den løber, der kom sidst hjem, måtte altså være den mest holdbare af samtlige deltagere. Så sandt som altid er bedre end fortid og nutid og fremtid.

Med disse ord vil jeg gerne takke Det Danske Aka­demi, fordi jeg modtager Akademiets Store Pris. En særlig tak til Suzanne Brøgger for de smukke ord. En særlig tak til Villy Sørensen, som jeg savner. En særlig tak til Albert Dam. Du skal nok få Akademiets Store Pris, så snart vi har løst det lille problem med tidsma­skinen og det eksotiske stof.