Bent Vinn Nielsen

Tale til en skidt knægt

 ”Lad det ske! Jeg tørrede mig grundigt og vaskede hænder. Efter at jeg havde lært Alex at kende var jeg definitivt holdt op med at onanere i lagener og lignende for netop Alex’ værelse var et eksempel på hvor gennemtrængende lugten af sæd er og hvor uvidende netop den fra hvem sæden stammer er om at hans virksomhed lader sig spore, lugtmæssigt. Efter at have lært ham at kende onanerede jeg kun på toiletter, offentlige eller private, og jeg gjorde grundigt rent efter mig: selve tingesten, hænder, kumme og gulv hvor enkelte klatter, hvis de opnår høj ælde (hvad jeg har set eksempler på at de kan – jeg kan derfor kun opfordre mine kolleger til at være mere omhyggelige) kan blive en ufordrivelig bestanddel af gulvmaterialet.”

Sådan siger hovedpersonen Lenny i Bent Vinn Nielsens debutroman Arbejdssky fra 1977. Hans kværnende monolog indeholder alt fra onani, ambitiøs samfundskritik, grublerier, personlige kvababbelser, høj og lav stil, ydmygelser på socialkontoret, et liv som lediggænger på klubværelser og kaffebarer. Bogen er i en vis forstand eet stort stykke grotesk selvafslørende verbalonani – altså angående hovedpersonen, Lenny. Derfor tydeliggør den noget, der har fulgt Vinns store forfatterskab lige siden. Kombinationen af social beskrivelse, botanisering af underklasse og pjalteproletariat i alle dets afskygninger, på den ene side – og insistensen på, at disse personer ikke er mindre sammensatte, forskellige og komplicerede end alle mulige andre. Vinn er drevet af et sundt og sultent klassehad, men det får ham ikke til at idealisere dem, fra hvis side han ser sagen. Lenny er mistænksom, liderlig, storagtig, medlidende, grublende, retfærdig, grov og meget mere – selv om hans socialgruppe er let at beskrive og også udgør rammen for hvad han foretager og kan foretage sig, så er der inden for denne ramme et omfattende, forgrenet og grotesk rum at udforske og beskrive.

Førstepersonssynsvinklen bliver udsat for mange experimenter i løbet af Vinns store forfatterskab, men et synspunkt lokaliseret omkring socialgruppe seks er så godt som konstant til stede i en eller anden form. Det er velkendt, hvordan Vinn dermed gennemfører en omfattende og enestående kortlægning af et stort samfundssegment, der meget let kan falde nedenud af synsfeltet. Ser man fiktionsbeskrivelser af det danske samfund gennem fx. de aktuelle tv-serier – hvoraf flere er rigtig gode, det er ikke det – så kan man nemt få det indtryk, at Danmark mestendels består af smukke øvre-mellemlagspersoner med rigtige meninger, der arbejder i interessante jobs med god løn i moderne bygninger i Københavns havn og mest har problemer med at arrangere, hvordan man får hentet delebørnene. Det er Vinns store fortjeneste kontinuerligt at kortlægge how the other half lives, i Nordjylland, i Tåstrup og på Lolland (han skriver kun om steder han har dybtgående førstehåndskendskab til) – og samtidig gøre det med stor detailfølsomhed og uden et gran af sentimentalitet.

”Ervin og Astrid Klops søn blev en dag specialist. En almindelig hverdagsmorgen i begyndelsen af nittentooghalvfjerds åbnede Ervin sin avis som han plejede. Omme bag i avisen var der det læsestof som interesserede ham mest, nemlig annoncerne og især husannoncerne. At læse dem var en vane han havde. Det var kun to år siden de flyttede ind i det nuværende hus og de havde ingen planer om at flytte igen, men Ervin holdt af at holde sig orienteret om forholdene på ejendomsmarkedet. I en naboannonce til husannoncerne læste han at hans søn, Gudmund, havde nedsat sig som specialist i opkøb af dødsboer. Det chokerede ham. Og da han senere viste Astrid annoncen chokerede den også hende. De følte, at drengen gik for vidt.”

Med den punchline åbner Opkøb af dødsboer (1980). Ervin prygler konstant både kone og barn, konen er melankolsk og drengen sidder på trappestenen, og ingen af de ting er jo til at holde ud - men da Gudmund topper i sin karriere som klunser, som den skildres i bogens løb, tipper magtforholdet, og han bliver endda i stand til at ydmyge faderen ved at ansætte ham i virksomheden.
Der er konstante magtkampe inden for pjalteproletariatet, og Vinn er i stand til at kortlægge hver eneste nedrig detalje. De fleste af hans bøger er i en vis forstand kollektivromaner, men de kollektiver, der skildres er ikke hele stolte samfundsklasser, det er små sociale molekyler af gensidig miskendelse, misundelse, beregning, intrigeren, irritation, nid og nag – men også af momentan storslåethed, godgørenhed, naivitet, generøsitet, solidaritet. Vinn er på en måde antropolog, han er participant observer, han iagttager nøgent og kynisk og uden forudfattede resultater de sociale spil frem og tilbage i de personlige netværk, hvor de vigtigste ting i livet sker. Trods alle de dystre kampe og forviklinger er det dette netværk, der alligevel holder personerne oppe og som fører dem gennem livet, selv om deres horisont ofte er ganske lille og begrænset til næste situation, næste sociale sammenstød. Opkøb af dødsboer er et bind i en tetralogi med et omfattende persongalleri, der portrætterer et sådant netværk af personer, hvor idealisterne oftest er de mest utålelige og selvgode. Det er derfor let at se, at det afsluttende binds titel Det sejrende proletariat betyder noget ganske andet end på venstrefløjen i samtiden – det er en bidende ironi over for et persongalleri optaget af personlige mentale ligtorne, ryatæpper, partnerbytte og socialhjælp. Men samtidig er det i anden omgang også en beskrivelse af, hvordan intet alligevel bider på disse sociale netværk, der muliggør personernes overlevelse. Det er netværkene, der sejrer, de er som dyner at slå i, og beskrivelsen af detaljerne i disse netværk optager mere og mere af Vinns opmærksomhed.

”Mike var noget særligt, det havde vi vænnet os til.” siger den fordringsløst sludrende fortæller Knud i Realiteternes verden (Vi er nu på Lolland, 1992, og bogen fik dengang Akademiets Gelsted-pris). Bogen handler om det asymmetriske venskab mellem den helt almindelige og tilforladelige Knud (der dog ligesom de andre iagttagende fortællere hos Vinn har det med at gå på biblioteket og ikke er helt så dum som han lader) og den karismatiske Mike, der rager op over de andre, er både ombrust, tiljublet og usympatisk og får karriere, storhed og fald. Her pincetteres en central gåde hos Vinn: det asymmetriske venskab mellem mænd, mellem den tiltrækkende, morsomme men kyniske på den ene side, og den almindelige, mere underordnede, tiltrukne på den anden. Dette lille sociale atom vender Vinn igen og igen tilbage til – helt løsrevet fra indlejringen i underste socialklasse – hvorfor er der nogen, der udstråler en farlig og kynisk suverænitet, der tiltrækker andre, som stearinlyset tiltrækker myggen?

Det spørgsmål får sin store undersøgelse i Vinns mesterroman En skidt knægt  fra 1998. Vi er nu tilbage i Nordjylland fra 60’erne til nu, og fortælleren er igen den almindelige, hæderlige, kedelige arbejdsmand – her hedder han Bjarne -, der fascineres af landsbylærerens stedsøn Kasper, der er fræk, udfordrende, ”kreativ” og bringer 68, fri sex, rockmusik, narko og meget andet godt ind i den unge Bjarnes kedsommelige liv. De træge bønder kalder ham ”en skidt knægt”, men han kaster et mærkeligt fortryllende lys ind i Bjarnes verden – ”Det var ham der sagde de sjove ting” -, og vi venter hele bogen igennem på, at alt det spændende, Kasper har betydet for Bjarne, skal bone ud ved kasse 1 og ende i en helgenkåring af Kasper og hans liv, sådan som vi er vant til, at normbryderen skal hyldes. Vi venter hele tiden, at også denne titel skal vise sig at være ironisk. Men det er den ikke. Det er bogens scoop, at den gennem Bjarnes blik fuldt ud beskriver hvor tiltrækkende Kasper er – samtidig med at han mere og mere fremstår som det bønderne forudså: en skidt knægt. I en vis forstand udgør En skidt knægt en dekonstruktion af en kulturradikal myte, nemlig den om, at den kreative, spændende, nybrydende person også er hjertensgod og værd at se op til. Kasper  er  kreativ, spændende og så videre – men det er fordi han samtidig er inderlig usympatisk og benytter sin stråleglans til at udnytte alle han møder på sin vej, indtil de kan kastes væk som brugt emballage og nye ofre viser sig. En skidt knægt har han været lige fra han var barn – der er ingen romantiseren af den uspolerede barndom hos Vinn, tværtimod myldrer værket af ondartede intrigerende børn, der med indviklet omhu spænder ben for deres egne forældre. Det er nok med denne bog, Vinn for alvor springer ud som moralist – skønt det har han måske ved nærmere eftersyn altid været. Der har altid, også når man kigger tilbage i værket, været personer i de sociale netværker, der af en eller anden uforgribelig grund har været ”ordentlige mennesker”, som det hedder, som evner i et eller andet omfang at holde sig lidt på afstand af de hvirvlende udnyttelsesspil og anerkendelseskampe, der indfanger og afstumper de fleste andre figurer.

”Bønne var reservekæreste.

Sådan en er der mange piger, der har. I det hele taget ser mange piger praktisk på den slags ting.

Hende Dorthe var måske glad nok for Bønne.
Men når hun ville i byen for at more sig, så havde hun ikke lyst til at have ham med. Så han kunne få lov til at passe ungen. Men så forkælede hun ham jo sikkert også bagefter, tænkte Christiansen.
Christiansen regnede med at Bønne sikkert var meget godt tilfreds. Han var jo ikke selv typen, der gik i byen.
Han syntes sikkert det var synd for Dorthe, hvis hun ikke kunne få lov at more sig.
Han var jo godheden selv.”

Christiansen er værkfører på den møbelfabrik, hvor Bønne bliver udlært – og hvor han bliver mobbet af de andre lærlinge, men går mærkelig uberørt igennem det hele. Bønne er Godheden selv (2000), som bogen hedder, vi er nu i Aalborg i 60’erne. Hvor En skidt knægt dissekerede ondskabens problem, så er det nu en endnu sværere gåde Vinn kaster sig over: godhedens. Igen tror man titlen er ironisk – det er den ikke. Bønne går upåvirkelig og rar gennem tilværelsen, elskes af børn, scorer kvinder, men indfanges ikke hverken af mobberiet på fabrikken eller snobbekampene i de kunstnermiljøer han også bliver en del af. Vinn er ikke den der søger simple årsagsforklaringer, han er social fænomenolog, han beskriver hvordan det ”ordentlige menneske” i en vis forstand er en dåre, der teflonagtigt driver igennem tilværelsen uden nederlag og udfordringer evner at bide på det. Han er hverken moralist eller genstand for moraliseren – han er hævet over den slags i sin helt egen, naive verden.

Der er mange andre af Vinns romaner, der kunne nævnes her – Og tjørnehækken blev så stor (1982) om vendelbosk landproletariat med jordhuler, hermafroditter og det hele, fra 60’erne og frem, Rejsens mål (1995)– en kostelig roadmovie om den forgæves drøm om at undslippe ved at tage bilen ud i det blå, En bedre verden (2004) – om hvordan en intruder i provinsverdenen uvilkårligt bliver viklet ind i et netværk af årtigamle uafgjorte personregnskaber. Men fælles for hele værket er den nøjeregnende beskrivelse af sociale spil, den eminente følelse for de mange lag i selv den knappeste dialog, det konstante møde mellem det tåkrummende morsomme og det overstadigt pinlige - og altså den fremspirende moralist, som nok selv kun kan udvikle sig, hvis man selv ved hvad det vil sige at være en skidt knægt.

Nu har vi i mangfoldige år hørt på kravet om den store danske samtidsroman. For fanden, mand, Du har jo skrevet den i tredive år, Bent Vinn Nielsen!

Og det er et godt værk. Det ligner ikke noget andet i dansk litteratur.

For det skal du have Det danske Akademis Store Pris. Tillykke.