Thomas Boberg

HALSKNÆKKENDE HVIRVELVIND

I Limas centrum ligger en ca. firs år gammel bar, Bar Queirolo, hvor digtere i årevis har læst op i Salon Hora Zero, et rum i en stærkt gul farve særligt indrettet til digtoplæsninger, fyldt med sort-hvide fotografier af peruvianske digtere, der har spillet en vigtig rolle for poesien. Det er her jeg den 31. marts i år bliver vidne til Thomas Bobergs gennembrud i den by, hvor han har tilbragt omkring tolv år af sit liv, men for første gang optræder med sine digte i hjertet af downtown. En læsning på flydende spansk, rolig og afbalanceret, meget forskellig fra hvad jeg har hørt, når han læser på sit modersmål i Danmark, hvor han ofte læser hårdt og kantet, som skal han forsvare sig mod en forfærdelig masse. Thomas Boberg læser, med en frihed ved at kunne folde sig ud langt væk fra hjemlige fordomme, fra sine seneste værker, Hesteæderne 1 & 2, der allerede er undervejs i en samlet udgave på spansk. Tilhørerne i det tætpakkede rum nikker til hinanden, ikke bare fordi de er imponeret over den danske digter, der læser så fortræffeligt på spansk, men også fordi de umiddelbart synes om, hvad de hører.

Det er dog ikke blot i den spansktalende del af verden, man tager Thomas Boberg til sig. Det gør vi også. Thomas Boberg har et markant forfatterskab bag sig, som Det Danske Akademi i dag belønner med Den Store Pris.

Thomas Boberg er født i 1960. Han debuterede i 1984 og har foreløbig udgivet atten digtsamlinger og to digtudvalg. Poesien har stor vægt i forfatterskabet ikke blot i form af de mange digtsamlinger. Den gennemsyrer også de essayistiske rejsebøger og de nervepirrende rejsebreve til aviser, ligesom den sætter sig spor i vandrehistorier og en enkelt roman. Thomas Boberg falder ikke tilbage i selvtilfredshed, han overhaler konstant sig selv, flytter sig i genrer og udforsker dem. Endelig er han en aldeles fremragende oversætter fra spansk.

Når Rilke i den første af sine Duino Elegier skriver: ”Thi Blivende Sted findes ikke”, har Thomas Boberg mere end de fleste fattet betydningen af dette udsagn. Han har boet længe i Barcelona, har som sagt i mange år været bosat i Peru, og har gennemrejst pulserende dele af både Syd- og Mellemamerika, men er for tiden vendt tilbage til Danmark – hvor det vist til hans egen overraskelse også er lykkedes at skabe rum og få inspiration. I hvert fald hvis Danmark bruges som base for de afstikkere, der vedvarende finder sted til forskellige egne på kloden.

Thomas Boberg er impulsiv og sårbar og har fra sin debut stået som en anfægtet og engageret forfatter, ikke af den akademiske type, snarere med udprægede bohemetræk. Hvæsende på mit øjekast (1984) hed hans suveræne debutdigtsamling, og dette hvæs høres i varianter gennem alle hans bøger.

Thomas Boberg har altid skrevet på randen af kaos. Der er stærk aktion i digtene. Det aflæses af verber, der sætter gang i hjernens synapser, f.eks.: knuser, kaster, jager, styrter, gennemborer etc. Men også uvant sammenbragte ord har samme virkning, som når ”kraner knæler”.

Thomas Boberg har en vis konstruktiv evne til at rode sig ud i problemer, men også en sand drift til at holde sig oppe og pejle sig gennem vanskeligheder. Kaos sætter sig som en intens vibreren i hans poesi og som stærk bevidsthed om sprogets muligheder. Thomas Boberg udtaler i interviews, at han fra barn af har været meget optaget af udtryksformen. Det mærkes i hans omfattende kendskab til den europæiske modernistiske tradition, f. eks. til Lorca, Milosz og Mandelstam, men også til digtere i andre kulturer ikke mindst den latinamerikanske med César Vallejo som en af favoritterne.

Thomas Bobergs digte skildrer et liv som består af splinter, fragmenter og hvirvlende stumper:

”I skår ligger ikke luften eller havet
I skår ligger det hele
hjernen vil, historien og dens joker
hjertet, nu og i al fremtid ”

som nogle linjer af et digt i Pelikanens flugt (1994) til generationsfællen Morti Vizki lyder. Det er en verden, man let absorberes af. At skrive er for Thomas Boberg både pinefuldt og nødvendigt, at skrive er for ham den røde tråd.

I Ud af mit liv (1985) står der:

”ukendt
rammes jeg atter og atter
af stjernernes hårde søm.”

Præcis sådan sætter de bedste digte sig. En bevægelse går gennem mange af værkerne fra de første minimalistiske til de seneste udfoldelser, hvor metaforerne stort set forlades, for at verden kan træde frem som den er, men hvor også fantasien yngler, og det surrealistiske spor breder sig ud. Ironi og satire får mere plads, men alvoren findes konstant bagved, som når Thomas Boberg i Boothill (2009) skriver om sin far, maleren Jørgen Boberg i første del af bogen, der, såvel som suiten til digteren og vennen Klavs Bondebjerg, berører stærkt:

”Vi har pillet i ironien, satiren, sarkasmen, det morbide.
Vi har benyttet os af dem.
Vi har vrænget ad os selv for at vrænge ad verden.
Vi har hængt universet ud.
Ironien åd sig ned i fundamentet, gennemhullede det.
Undervejs havde min far tabt vægt.
Verden var i færd med at forlade ham.”

og et andet sted, hvor kunst, liv og død berøres:

”Men tag dig i agt, sagde han, for røvslikkeren, tungen
er et rustent barberblad.
Og hvad med dig selv? sagde jeg
med en dråbe galde.
Jeg ligner en drøm, sagde han, men jeg er et mareridt.”

Digtene har hos Thomas Boberg to dominerende poler: et ”hjemme”, en nær verden, hvortil hører barndom og familie og et ”ude”, en fjern, gigantisk verden med et flimmer af byer og veje, fremmede kvinder, rå vold – steder, hvor intet binder jeg´et til sig selv. Den første kategori er identisk med kværnende monotoni og tomme spejle, den anden med ekstrem vågenhed og stærkt skærpede sanser. I Ud af mit liv (1985) spørger digtets jeg:

”Hvad er det der driver os mod fremmede kyster
hvor skummet sprøjter højt oppe under de grønne stjerner”

– og svarer selv:

”Det er jagten der driver os fremad
Det aldrig besvarede spørgsmål”

Rådvildhed og kaos bearbejdes til former for struktur. Motoren til at flytte sig fra den ene sfære til den anden er uroen eller ligefrem vreden, som den f. eks. karakteriseres i Digte 1990 (1990):

… ”Den rejser sig af stilheden, vælter gennem butikkernes
ruder, dens lyd er en knasen under støvler, den
braser i ben, i kød, i tænder, skærende, ligger gemt
i et brev, i et flag, i en grå time hvor intet sker
blindet, jagende gennem tomrummet. Den fødes ud af
historien og tramper ind i fremtiden”…

Jeg´et bliver i digtene øjne og ører, der sanser verden, og skriften forsøger gennem forfatterskabet i stadigt højere grad at skildre ”verden som den er netop nu”, som det siges allerede i Hvid glød (1986), der i langdigtets form beskriver en sær forvandling fra et nul til et nej og videre til et tøvende ja – men ikke mindst indfinder sig de seneste år. Hesteæderne 1 & 2 (2010-2011) er skrevet i en bevidst nådesløs stil, eftersom det er en både krads og bitter civilisationskritik, det gælder. Grænsen mellem ”dem” og ”os” er brudt ned, venner er fjender, samfundet skildres som det rene ragnarok, hvor det er alle mod alle:

”Jeg har hulesulten, hesteforagten,
det sande selvhad,
den ufordøjede
hestetrang
i det skjulte.”

Med fare for at lyde som en helvedesprædikant udråber jeg´et fra dette satiriske sted sine ”sandheder” – selv jaget af en hesteæders sult. I begge bind af Hesteæderne går der en forbindelse tilbage til Johannes V Jensens og Klaus Rifbjergs konfrontationsmodernisme, men man finder ikke den saglige konfrontation hos Thomas Boberg. Her er det en konfrontation, der afsætter idiosynkratiske reaktioner.

Også forfatterskabets hidtil eneste roman omhandler såvel det frydefulde som det frygtindgydende ved flakke hjemløs rundt. Utilpassetheden er stærkt beslægtet med Herman Hesses Steppeulven. Flakker er en velvalgt titel på en bog om Robert, der må vidt omkring, før han vender tilbage til København. Det er ikke kun ham vi følger, flere skæbner væves ind i fortællingen. Ikke mindst er barndomskæresten Miriam en dristig figur, der får fortællingen til at tage uventede drejninger, som da hun vælger at føde et barn, der er resultatet af en voldtægt. Der er intet mål for Roberts mange rejser, det vigtige er, hvem han møder, hvad der foregår undervejs, og hvilke tanker der sættes i gang – og som i sidste instans bliver til den roman, hovedpersonen skriver i en bevidst flimrende, flakkende stil.

Selv siger Thomas Boberg i Gæstebogen (2007), at: ”i mange år var det omskrivningens metafor/jeg begærede”, nu derimod: ”er jeg begyndt at strikke en ny hat/en høj spraglet hat”.
Sproget er en maske til forvandling. Den menneskelige identitet er ikke fast forankret, som andet i verden er den i fortsat bevægelse. Thomas Boberg har afprøvet forskellige hatte, men han har umiskendeligt sin egen signatur i samtlige genrer, han betjener sig af – i et glasklart sprog båret af lige dele kynisme og kærlighed.

Med sin hvæsende attitude har Thomas Boberg kritiseret Danmark for undertiden at have nok i sig selv og være for lidt internationalt orienteret. Han erkender sin afhængighed af Danmark, men verden er større. Thomas Boberg er ikke kun et menneske, der mener noget, han rejser ud for at gå om bord i den større verden, lader den strømme gennem sig på godt og ondt og skriver ”hjem” om den på dansk. For der er et ”hjem” i det danske sprog og i den alvor, han lægger i litteraturen, både i den, han selv skriver, og den han orienterer sig i, dansk såvel som udenlandsk. Der er et ”hjem” i sproget, men det kan nu og da holde én fanget.

Det selvkritiske er et vigtigt aspekt, der vokser frem i 1991 med Marionetdrømme. Vreden vendes således ikke kun udad, også indad. Han er selv en del af elendigheden, den er ikke kun skabt af andre. Mødet med det fremmede får ikke det danske sprog til at krakelere, det giver omvendt en øget opmærksomhed over for integritet, og det giver en stærkere identitet.

En større verden folder sig ikke mindst ud i Sølvtråden (1996), Americas (1999) Invitation (2003) og I den næste by (2012), fire omfangsrige bøger med genrebetegnelsen ”Rejseminder”, hvor Thomas Boberg først og fremmest bevæger sig i Latinamerika, men også i flere andre dele af verden, ud bizarre steder, hvor de færreste ønsker at rejse til. Rejseminderne veksler mellem det humoristiske, det tragiske og groteske. Den sproglige trykkoger er i fuld gang, når fremmede steder skildres. Rejseminderne er meget underholdende, har et stærkt episk drive, og man bliver klogere på verden.

Fra Sølvtråden vil jeg ud over de stærke skildringer af sult og fattigdom fremhæve scenen, hvor en gal, døende mand tror, at han føder børn:

” – Et øjeblik, et øjeblik… årrhhh… nu kommer det! stønner han.”

og nogle linjer senere:

” – Forstår De, señor, sagde sønnen, señor Méndez har veer… mens De har været ude i nat, har señor Méndez allerede født seks babyer”…

Som titlen Americas på den følgende rejsebog tilkendegiver, omhandler den det amerikanske kontinent, både USA, Canada, Ecuador, Chile, Mexico, Guatemala, Bolivia og ikke mindst Peru. Thomas Boberg følger det råd, han får af en filosof, nemlig at læse verden og lytte til det, folk fortæller. Han lytter og ser, så synet ”er spændt til bristepunktet”, hvad der kommer barske skæbnefortællinger ud af. Og det går videre i denne bog:

”Jeg var smittet af en morbid vilje til blindhed. Hjernen var koblet fra, det maniske øje rullede i sin hule af sprit. Hvad findes der bag næste dør?”

Dørene slås undertiden ind i stærkt dopet tilstand, dårlige trips med uhyrlige hallucinationer til følge. Det er skrappe midler, der tages i brug for at komme til indsigt. Mellem drømme og mareridt, skønne landskaber, skidt og lort, venerisk sygdom m.m. åbner rejsen ud i verden sig for glimt tilbage fra barndommen i 60´erne. F.eks. gives en hudløs beretning om en skilsmissebaggrund, der tilsyneladende har affødt den eksistentielle rodløshed, hvor kufferten skulle vise sig at være eneste løsning. Rejserne i de ydre landskaber, sætter intet mindre end indre lavineskred i gang.
Det skarpe blik for verdens uhyrligheder fortsætter i udforskningen af både den nære verden, som i en intens skildring af en splintret familiehistorie og moderens død i Invitation – og en større verden. Det tredje binds rejseminder starter i Danmark og slutter her, men omhandler ellers tidligere rejser i bl.a. Indien, Egypten, Spanien samt sydamerikanske rejser efter 1999. Sydende lyder det:

”Verden drømmer sin egen begravelse.
Og nogle vågner af den drøm og kan ikke finde tilbage.”

I den næste by skildrer et oprørsk liv, bl.a. levet i håb om at opnå den før omtalte bortvendte fars accept, få hans blik, men en ny drejning i denne rejsebog er det, at forfatteren ses af sin egen søn, der nu har en alder, hvor han retter et skarpt blik mod faren. Det er ikke længere kun den rejsende, der ser by efter by eller møder urskoven, hvor ”fuglene er spraglede, jaguarens brøl er en plettet blomst”. Han er også set, og det tilføjer en dimension.
Til de mange rejser hører både frihed og forbandelse. Til den store transformationsproces fra liv til digt: tab såvel som lykke. Der zoomes i dette forfatterskab ind på menneskelig udsathed. Alt kan være væk i morgen.

Thomas Boberg interesserer sig ikke bare for den klode, vi bor på, han hengiver sig til livet. Han synger, hvæser og sprutter, han kritiserer fuld af temperament – alt sammen meget livsbekræftende og stadig mere underholdende og rabiat. Hans engagement smitter – og bevæger. Thomas Bobergs bøger er værd at læse, værd at gøre nye læsere opmærksom på.

PIA TAFDRUP