Christina Hesselholdt

En gang hvert andet år uddeles Det Danske Akademis Store Pris til en af Danmarks allerbedste nulevende forfattere. Forinden er prismodtageren blevet læst og diskuteret i årevis og har været først på longlist, og så på shortlist, for Akademiet er et af de steder, hvor ordet velfortjent bliver afprøvet og testet helt ud i afkrogene af det pågældende forfatterskabs længde og tyngde. Så når vi overrækker prisen, er det som at se en kamel gå igennem et nåleøje. Et festligt og forløsende øjeblik. I dag skal Den store Pris gå til Christina Hesselholdt, som tak for hendes fremragende forfatterskab.

Christina Hesselholdt debuterede i 1991 med punktromanen Køkkenet, Gravkammeret og landskabet, som på det tidspunkt var noget ganske nyt og særligt, det var kortprosa, der kom til Danmark fra Norge og USA – og Christina Hesselholdt var bannerfører for 90ernes danske kortprosa, også med efterfølgerne Det skjulte, Eks og Udsigten. Mange forfattere debuterer med et brag, som en nyhed, en ny generations stemme, og det er altid med en vis skælven man følger med i, hvordan det videre forfatterskab tegner sig. Man taler om den svære toer, men man kunne lige så godt tale om den svære femmer, eller otter, nier, tier, for svækkes forfatterskabet, bliver det blot et svagere og svagere ekko af noget der engang var friskt eller beholder det livskraften? Går det forkerte og postulatoriske veje i et forsøg på at forny sig eller modnes det på den helt rigtige måde? For Christina Hesselholdts vedkommende er det ganske særlige blevet ved og ved med at bestå igennem hendes nu ganske omfangsrige forfatterskabs transformationer, fra kortprosaen over fortællekredsen om Camilla og hendes venner, til den historiske roman Vivian. Hun bliver bare bedre og bedre.

Christina Hesselholdt er en eksklusiv forfatter, hvis bøger man skal læse langsomt, men det er ikke fordi bøgerne er svært tilgængelige. Tværtimod. Det er fordi betragtningerne er så distinkte og fordi sansningerne er så klare og præcise. Humor og sorg løber side om side, og der er en nænsomhed, en uforstilt glæde ved mennesker, som er ganske sjælden i dansk prosa. Der er ingen sarkasme og foragt og ingen forbehold, men en nærmest hjælpeløs medmenneskelighed tilstede. Hjælpeløs fordi den ikke KAN andet end at være menneskelig og medmenneskelig. Når man læser Hesselholdt, fyldes man af håb, og af savn. Hun kan skrive om savn, så det føles som ens eget – ikke savn efter ens egne savn, men savn efter de i bøgerne savnede personer. På den måde minder hun om et af de store forbilleder, Virginia Woolf, hvis ”Mrs. Ramsay, Mrs. Ramsay, Mrs. Ramsay” i Til fyret er et råb, der sidder i hjertet på læseren.

Men det er ikke kun sorg og savn og tab og sygdomme og død. Der er også en stærk og udpræget fornemmelse af begyndelse. Katherine Mansfield, som døde ung og efterlod sig et af omfang lille novelleforfatterskab, skriver igen og igen i sine dagbøger og notesbøger om bestræbelsen på at SE. Notesbøgerne er fulde af skitser, hvor en morgen eller en paraply der slås op eller en frisure skildres, så læseren SER, som om man så morgenen eller paraplyen eller håret for første gang, som om det bliver tingenes begyndelse. Ikke deres trængthed, ikke deres forsvar mod en påtrængende verden eller tid, der til en hver tid vil betyde forsvinden for alt der findes, men deres begyndelse. Man kan komme til at tænke på Katherine Mansfield, når man læser Christina Hesselholdt, for også Christina Hesselholdt har denne evne til at SE, at give ordene øjne, så man som læser SER, som om man så for første gang, som om det sete er noget fuldkommen nyt, en begyndelse. Hør et eksempel her fra Camilla – selskabet gør op:

"Mig får demonstrationer til at græde, jeg kan ikke klare store (ikke engang små) folkemængder i bevægelse, noget løsnes i mit bryst, og synet af politiet i lange kæder, skjold ved skjold, får mine ben til at ryste. Jeg er bange for disse sorte biller. Jeg skjuler ansigtet bag hånden og hulker lydløst, når megafonerne skratter og mængden synger og trutter og føler sig som en stor krop. Jeg kan ikke tilslutte mig mængden; men det er heller ikke det, jeg længes efter. Jeg længes efter at blive af med mig selv – hos bare én anden. Og nu er det juni, og studenterne kører forbi i åbne lastbiler og råber og vinker, og folk vinker tilbage og dytter, og mit ansigt fortrækker sig idiotisk, så jeg må skynde mig ned ad en sidegade."

Af og til flyder associationerne og bevægelserne harmonisk og gnidningsfrit over i hinanden, af og til er stilen lettere distræt, og spænder nærmest ben for sig selv. ”Nu kommer jeg til at tænke på noget lidt andet,” som der pludselig står i Selskabet gør op. Så er det, som om sproget og stilen brat løfter sig ud af sin blødhed ved at stikke lodrette kanter ned i den. Distræt triller det ene sete øjeblik efter det andet ud i lange, lange digressioner.

Forskydninger og associationer er en vanskelig stil, fordi det horisontale kan være så overfladisk. Man kan få en fornemmelse af at forfatteren snyder og bare vil snakke om noget andet, fordi vedkommende ikke har ret meget at sige. Men hos Christina Hesselholdt har dette horisontale en vertikal betydning så at sige. Det kan virke tilfældigt, hvad man får at vide – og dog ved man, at det man får at vide, taler om det hele.

Fremhævet i Christina Hesselholdts optik bliver selv en hverdagsreplik strømførende og resultatet er en mærkelig form for musik. Lyt blot til denne passage:

”Han syntes at befinde sig i evig frygt for at blive angrebet (hvilket vi ikke havde den mindste trang til, han var sødmen selv), og for at afvæbne os lod han ros og komplimenter tilflyde os i en jævn strøm, meget distraherende, meget smigrende, efterhånden også meget trættende. For skulle vi rose tilbage eller kan vi nu komme videre i samtalen? Nej, det kan vi ikke, vi kan kun trække disse roser ud af buketten og række hinanden dem. Alting må hele tiden gå i stå. Vi må formilde hinanden, hvor milde vi end er. Når han gik gennem stuen, dukkede han hovedet.”

Som forfatter får man selv lyst til at skrive når man læser Christina Hesselholdt – for man får lyst til at SE, til at LYTTE og til at være sammen med mennesker. Jeg tror det er fordi man er fri. Man behøver ikke forstå dem og bedømme dem. Det er nok at SE dem og at LYTTE til dem. Til deres stemmer. Den frihed føles som en rigdom der bliver en rakt. Værsgo. Ethvert menneske, enhver foreteelse iagttages med samme … ja, hvad. Undren? Nej, snarere omhu, tror jeg.

Folk karakteriseres hyppigt gennem ting, som den gamle fine jøde der giver Camillas mor sølvtøj, frugtknive og frugtgafler, ejendommeligt korte ”som om ens hænder var blevet mindre, når man nåede desserten.” Og det føles som en egenskab, disse små hænder, ved denne fine gamle mand. Mere end disse halvanden linjer hører vi ikke til ham – men han er der. Det er den sikre streg.

Eller hvad med erindringen om Camillas mor, der viser de tiggende børn ved Mostarfloden, hvordan de skal række håndleddene frem, så hun kan sprøjte Madame Rochas på, nu hvor hun ikke har en eneste mønt i sin taske at give dem.

Eller scenen hvor en brud mister interessen for sin brudgom, da hans sokker klippes af og han, liggende på sine venners og fætres skuldre, gennemrystes af en lang insektlignende bevægelse gennem ryggen.

Det er vildt, og det er mildt.

Christina Hesselholdt er frygtelig glad for stemmer. Hendes bøger er flerstemmige, der er fortællertrængsel. De associerer, fortæller erindringer, anekdoter, taler om hinanden, ikke egentlig sladdervornt. Ømt og anfægtet taler de om hinanden, de kommenterer hinanden, korrigerer hinanden, afbryder sågar hinanden i en stilistisk kunstfærdig distræthed, og det er sært, som denne bevidsthed om fortællerinstanserne, disse afbrydelser og distraktioner der bliver holdt op for læseren overalt, denne bevidsthed om, at dette her altså er skrevet, det er litteratur, det er tekst og ikke levende liv, har den modsatte effekt. Hvordan kan man skrive så glødende om liv, at det i læseren bliver til liv, ved samtidig at gøre så udtrykkeligt opmærksom på, at det er tekst? Det er som om en voldsom spænding opbygges. Vi kommer hele tiden frem til det væsentlige, og dog forhindres vi i det. Dét er væsentligt.

Nogle forfatterskaber begynder med en fanfare, for så at dø hurtigt ud. Andre stivner midtvejs. Det svære forfatterskab. Hvor går man hen? Efter kortprosa og punktromaner, efter at have gravet i kraniekassen, efter at have været i selskab i fortællekredsen med Alma, Camilla, Edward, Kristian og Alwilda og Charles og deres lidenskaber og sorgens og afklaringens fylde, skriver Christina Hesselholdt romanen Vivian. En historisk roman, kan man vist godt kalde det, om barnepigen, den totalt ukendte Vivian Maier der levede fra 1926 til 2009 og blev opdaget ved sin død. Som en stor fotograf. Ligesom Christina Hesselholdt er optaget af at SE, er Vivian det også med sit rolleiflex på maven. Vivian arbejdede nok hele sit liv som barnepige i Chicago, men hun tog også 150.000 eminent gode fotografier, og viste dem aldrig til nogen. Efter hendes død blev hendes filmruller fundet, og the rest is history.  Vivian er en kradsbørstig barnepige. Hun tvangsfodrer det buttede barn, som ikke vil spise op ved at klemme hendes hoved fast mellem albuen og kroppen og tvinge skeen ind i munden på hende – hun tager den lille pige med på de store slagterier for at hun skal lære verdens grusomhed at kende. Dyrenes kz-lejr, kalder Vivian det. Men værst for dem der arbejder der.

Selve det historiske stof, tidskoloritten, afvikles med en udpræget foragt for forklaringer og TRANSPORT. Der kommer dét med, som fortællerne mener skal med, og romanforfatteren Christina Hesselholdt skylder ikke Historien noget.

Hvor de tidligere romanpersoner har været hærget og rystet af lidenskaber og længsler, væmmes Vivian ved sex og nærhed, og ligeledes i modsætning til de tidligere fortællere, vil Vivian ikke tale om sig selv. Det vil den overordnede fortæller heller ikke.

Her i sin første historiske roman, karakteriserer Hesselholdt vores egen selfie-tid, på en måde som også er ny, for de tidligere romaner har været mere tidløse i deres undersøgelse af grundlæggende eksistensformer. Som fortælleren i Vivian, der befinder sig i vores egen tid, siger:

”Vi åbner munden og ud kommer – vi selv. En illustration af dette, selv om det nok ikke var hensigten, fik jeg da jeg på YouTube så åbningen af Miley Cyrus’ koncert, i Forum, 2014, hvor først et mægtigt tredimensionelt ansigt af Miley Cyrus viste sig, hvorefter denne kæmpe Miley åbnede munden og en rød sliske (tunge vagina) blev stødt rakt firet ud. Lidt efter kom den levende Miley Cyrus til syne i munden på sig selv og rutsjede ned ad slisken og landede energisk på scenen, født af sig selv, en jomfrufødsel, hvorved det mest liderlige afkom man kunne forestille sig var blevet til, ikke så snart var hun født før hun viste alle tegn på trang til selv at formere sig. (Sådan en entré fordrer en exit af lignende format, timer senere forlod Cyrus scenen ridende på en rød hotdog, det lyder alt sammen som noget fra Angela Carters magiske cirkus, eller som Major Kongs berømte ridt overskrævs på bomben i Dr. Strangelove), men det er sagen uvedkommende. Vi åbner munden og ud kommer – vi selv. Det var det der trættede mig og i hvert fald for en tid drev mig i favnen på de tavse fotografier.”

Den fortællemæssige frækhed og tumultuaritet i Vivian er stor. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen anden der excellerer i så egensindig flerstemmighed. Der er så mange fortællere. Stemmerne skifter retning i tonefald, i ordvalg, i temperament og falder til tider hulter til bulter mellem hinanden, i noget der kan minde om stilistisk overmod. Det er den rene og skære sproglige og bevidsthedsmæssige overlegenhed, der boltrer sig. Lad os høre hvad fru Rice, the lady of the house, siger: ”Når jeg har kendt en mand i et stykke tid, lad os sige et par år eller tre, begynder jeg at have vanskeligt ved at sidde til bords med ham, jeg kan ganske enkelt ikke holde ud at se ham spise, jeg synes han smasker, og jeg kan ikke holde op med at forestille mig hvordan maden bliver søndermalet inde i hans mundhule til en forskelsløs masse, en vælling eller grød, en grå strøm der forsvinder ned i halsen som nu og desværre og mange gange undskyld er blevet en kloak.” Hvortil den overordnede fortæller kommenterer: ”Hun lider af æstetisk overfølsomhed, den stakkel.”

Nogle gange skejer det ud og giver sig udslag i vovemodigt sprogligt pjat. Og det slipper Hesselholdt af sted med, fordi det er smut med halen på en meget stor og tung fisk, fordi der er så meget substans, så meget massefylde.

Christina Hesselholdts fortællere og personer er præget af handicaps og hjælpeløsheder. Det drejer sig om sindslidelser og folk der ikke kan finde vej, fortællere der ikke kan genkende selv deres bedste vens ansigt. Alle disse udholdende og dog skrøbelige legemer der åndsfraværende, og så meget desto mere tilstede, fordi de er sig åndsfraværelsen bevidst, snubler gennem dagen og tvinger sig til at bemærke detalje for detalje – aldrig det hele billede – som om en sådan generalisering er en umulighed for den åndsfraværende; man må klamre sig til detaljen for ikke at synke ned og forsvinde i åndsfraværelsen. Det drejer sig om fortællere som musik river i på flænsende ubehagelige måder, fortællere med stive kroppe, ensomme fortællere,– og døden og tabet er hele tiden nærværende. Og dog er de ikke ofre.

I vores tid er de fleste ofre, om ikke andet så for sig selv og deres identitet. Men nogen formår at få os til at tænke om bag dette floskuløse menneskesyn, hvor folk har en tendens til at blive ens, – og finde frem til det særprægede, det interessante. Christina Hesselholdt har et blik for originalitet hos mennesker, som hos andre måske først og fremmest ville blive set som ofre. Christina Hesselholdts personer er levende, tænkende følende originaler.

En klog litterat har engang sagt, at den type bøger, der er mest relevant at oversætte til andre sprog er dem, det pågældende land ikke selv har i forvejen. Kigger man på den fart med hvilken Christina Hesselholdts værker i øjeblikket bliver oversat til andre sprog, synes der at være noget om det. For ud over at være kvalitetslitteratur af højeste rang, er bøgerne kendetegnet ved ikke at ligne noget andet der findes på skrift. Og det er faktisk ikke så tit, man kan sige det. Har de også deres tydelige forbillede og inspirationskilder i den internationale prosamodernisme fra begyndelsen og midten af det 20. århundrede – Woolf, Faulkner, Mansfield – står de dog først og fremmest som fuldkommen selvstændige litterære universer, der med deres på én gang højt svungne og jordnære prosastil formår at indfange det mulige og det umulige i os alle sammen.

Ja. Der er en særlig blanding af det levede og det kunstfærdige i Christina Hesselholdts bøger. Replikkerne kan lyde som noget der bliver læst op af en bog – der er sandelig ingen trang til mimesis, og dog har vi det ikke som om vi overværer et absurd teater, men som om vi befinder os i livet selv, ja, endda i selve livets mening, fordi det er her det begynder, fordi det er første gang.

Dét vil vi gerne sige dig tak for, Christina. Vil du komme herop og modtage prisen?

Ida Jessen