Marianne Larsen

Dan Ringgaards tale for Marianne Larsen

Universet vågner

En morgen, Bodil vågnede, pegede det hele på hende. Hver genstand i sovekammeret, Edith og Ingvars dobbeltseng, det store skab, toiletmøblet, især dets spejl, hendes egne hænder og øjne, håret og Ediths skrumlen i køkkenet. Det pegede alt sammen på hende. Frugttræerne flokkedes om pladsen i vinduet.
Hun pegede på det alt sammen og kunne det. Med ord.

Sådan begynder Marianne Larsens roman fra 1989, Gæt hvem der elsker dig, den første af fire om Bodil, en pige fra en vestsjællandsk landsby. Det begynder med at den treårige eller yngre Bodil opdager sit sprog. Hun opdager at ordene er magiske. Hvis man peger på tingene med sine ord, så peger tingene tilbage. De ser én. Hendes egen krop bliver virkelig, hendes mor, Edith, bliver virkelig, frugttræerne uden for vinduet bliver så virkelige at de må flokkes. 

Det er en oplevelse af at universet er reciprokt, at noget strømmer tilbage imod én. Det blik man kaster ud i verden, kaster verden tilbage. Verden kan for eksempel tage skikkelse af en and: ”Jeg så en and stå på en søbred. Jeg forstod den and. Og beundrede den som anden i sig selv […] Dens liv var and. Mit liv var menneske. Det var tilpas virkeligt. Vi stod der. Engang så en and mig stå på en søbred.” Eller det kan være en kop:

mon den kop
der står foran mig
den som jeg har tømt for te
prøver den virkelig
eller bedrager mine øjne mig
prøver den at komme imod mig
for at gøre mig synlig
den har stiliserede ranker med blomster
og fjendtligt sidelænsseende fugle
geometrisk vender de sig imod mig
uden duft i de præcise grønne og blå
og violblomstrede farver
indeni brune striber fra teen jeg drak
eller bedrager mine øjne mig
en kop
for at gøre mig synlig

Bemærk mariannelarsen-ordet ”sidelænsseende”. Det gør fuglene lidt livligere. Det får os til at se dem. ”sidelænsseende” er det særlige ved dem. Havde de bare set til siden, havde vi næppe hæftet os ved dem. Det er som om ordet selv er ved at vælte, dratte sideværts og tage fuglene med sig i faldet. Det handler om at skabe et forhold til tingene, om at gøre verden levende, at lade den strømme tilbage imod sig. Det kræver at man opdager ordene. Og bliver ved med at opdage dem, genopdage dem digt efter digt efter digt efter digt. 

Ordenes medvider

Marianne Larsen udforsker verden gennem ordene. Eller hun udforsker ordene og finder en verden. Hun er ordenes medvider, én som er indviet i en ellers hemmeligholdt viden. Ordenes hemmeligholdte viden. Ordene ved noget om verden som de ikke sådan bare kæfter op om. Man får dem ikke uden videre i tale, ordene. De må ommøbleres før de giver deres hemmeligheder fra sig. Som nu ”sidelænsseende”. Eller dejsesæsoner, forventningsafvænning, udmandet, sprogsomhed, væksyn, livsunøgen, pralerifter, glædesglemt, udhimlet, dukkemalice eller skumvejr. Listen er uendelig. Disse hitte-på-ord forrykker sproget, og dermed vores blik på verden. Man støder på sætninger som ”hvad er det for et bjerg der klatrede/ ned ad sine græssende geder” eller ”Jeg lytter til drikkende kvæg langt borte i tiden/ før den slags blev til skyer” eller ”se på boligkomplekserne/ hvem har fyldt dybet af blåt med sådan noget”.

Ommøbleringen sker i ordene, i sætningerne og for fuldt udtræk i de enkelte digte. Som nu digtet ”Engen”:

engen virker i aften som det egentlige
og det vi snakker om i aften
handler på grund af den
om stængler og rislen og frøer
og insekter og æg og solsorte
og mangel på frygt for arbejdskontrakter
lejekontrakter og andre kontrakter
i aften
lidt borte fra os går børn rundt
med deres voksne i hånden
det er en eng
der står ganske vist en storby på de

Et økodigt anno 1978. Digtet kaster et omvendt og befriende skær over det som trods alt gror under samfundstvangen, og som man kan se hvis bare man kigger efter fordi børnene jo findes der midt i storbyen med deres voksne i hænderne som om de spadserede på den eng der var engang, og som digtet fremkalder i præsens: Der er stadig en eng underneden. 

Sådan vender Marianne Larsens ord med forkærlighed op og ned på alting. Et digt kan være ”en lys sløring/ af det indbildt forståelige”. En drilsk kritik altså, en upåfaldende rystelse af verdensbilledet hvori noget nyt og endnu ikke helt forståeligt skimtes. Måske er det digte Marianne Larsen tænker på når hun i endnu et af sine mange opvågningsdigte taler om ”mine legetøjsbevidstheder om ingenting med buler i”. Ordene leger med ingenting og det hele i ramponerede og alt andet end højglanspolerede tekster, hvis det da ikke er digtene som slår buler i pænheden, storagtigheden og konventionen. De gør det ved ”at spørge hvem som helst – hvad er du for en poesi?” Poesien findes ikke kun på vers, den findes overalt hvis man bare gider spørge efter den. 

Overvirkeligt

Gæt hvem der elsker dig begynder med at barnet Bodil vågner op til verden og ordene. Den næste roman om Bodil, Fremmed lykke, begynder også med en opvågnen. Men nu er noget gået tabt. Gymnasieeleven Bodil vågner midt i en drøm og kan ikke huske den: 

Drømmen var blevet forstyrret; flænget og derefter klappet sammen som en spindelvævstynd masse omkring hendes hoved og krop. Hun var fanget i de gennemsigtige rester af noget hun havde drømt. Det føltes som om hun havde drømt sit liv – og glemt det.

Man får en verden, og man mister en virkelighed. Drømmenes virkeligere virkelighed tages fra én hver morgen, og resten af dagen og livet går med at finde på måder at vinde den tilbage. Marianne Larsens måde er at skrive digte. Drømmeriske digte. Overvirkelige digte. Digte som spinder og væver en højere virkelighed. Eller de bakser med i det mindste at få gnedet den klistrede fluefælde af fjæset for bedre at kunne se det alt sammen. Det der nu er. At digte er også at vaske øjnene.

At vågne på den gode måde er at være ”i drift med sølvhavsflyvere/ og drømninger vævet ind i det tynde slør”. Det er endnu ikke at have samlet sig: ”Da jeg vågnede/ var jeg omkringfarende/ atomer/ der måske måske ikke/ samlede/ kroppen op på vejen”. Dette ”Vågneri” kan i heldigste fald fortsætte dagen igennem forstår man på digtet med den titel, fordi man hele tiden bevæger sig ind i nye foranderlige tilstande. Der er åbne døre mellem drømmene og dagsverdenen. Et festklædt par ”krydsede med dødsforagt en trafikeret gade/ jeg tænkte:/ de skynder sig for at nå ind i min drøm i nat” Der findes barndomserindringer ”jeg til stadighed kan høre […] i drømme om natten”, står der i et digt som begynder: ”Jeg går med min mor i den ene hånd og små klokkeblomster til farfar under jorden i den anden og resten af livet i den tredje.”

Men der er også dage hvor spindesvævet klæber til ansigtet og kroppen: ”depressionens indbyggere kaster stivelse ud i luften/ med deres blikke// jeg bliver indfanget af stedernes klistrede masse/ karusseller sidder fast i det svimlende”.

Umærkelige mirakler

Disse døre til drømmene, som digtene også er, strejfer et større metafysisk rum. Ofte med barnet som vejviser:

jeg gik en tur som barn
og kom til en bakke med blomstrende
abeblomster og gudeblomster

over bakken hang et reb
ned fra dét tomme
(jeg blev høj af ikke at kunne rumme)

jeg greb fat om rebet
bandt det om livet
og trak det efter mig

det gør jeg stadigvæk

Man prøver at se det for sig: barnet og nu også den voksne digter med rebet om livet, rebet som forsvinder op i det blå. Et reb der hænger på en bakke lover død, men den tomhed der følger, er løfterig, den gør én høj. Barnet og rebet er forbindelsen til den store tomhed uden hvilken man lige så godt kunne hænge sig. Den samme sære vægtløshed genfindes i parablen ”Oplevelse af støv”:

Jeg husker ikke de nærmere omstændigheder, men der faldt støv ud af mig. Mit støv ramte et råt bræddegulv, varsomt, som bar hvert støvfnug sit barn på armen. Jeg mener, det var en skelsættende oplevelse, som jeg stadig lever højt på.

Uhyggeligt at ”der faldt støv ud af mig”. Men lækagen er poetisk ”som bar hvert støvfnug sit barn på armen”. Først uhyggeligt, så poetisk og til sidst bare ligefremt konstaterende: ”Jeg mener ...” Så mange toneskift på så kort tid. Digtet efterlader mig med fornemmelsen af at noget umærkeligt og mirakuløst har fundet sted midt i ødelæggelsen.

Politiske digte

Vi forlod gymnasieeleven Bodil idet hun vågende og mistede drømmens virkeligere virkelighed. I romanseriens tredje bind, Galleri virkeligheden, vågner hun op til en mere håndgribelig realitet. Som Mikkel Thøgersen i Kongens Fald stikker hun som nyankommen universitetsstuderende ”hovedet ud af et tagvindue” i København og opdager at det overvirkelige ikke er forbeholdt drømme, det kan også eksistere nu og her. Hvis man er ung, lige kommet til storbyen og ens kæreste ligger og sover i værelset bag én. Bodil er lykkelig lige der. Hun står og kigger ud over samfundet. Hun opdager efterhånden at hun er en del af et stort og konfliktfyldt fællesskab. Marianne Larsens digte er politiske, næsten fra begyndelsen af.

Det begyndte i Hvedekorn i 1969. Den første af foreløbig otteogfyrre digtsamlinger hedder Koncentrationer og udkom i 1971. Den begynder så mariannelarsensk som man overhovedet kan tænke sig med et ”Goddag, mit navn er op ad trapperne”. Læs de skizofrene prosadigte i Koncentrationer. De virker spritnye. Personerne, eller skulle jeg sige pronominerne, er fanget i kulrede spejlinger og ombytninger. De befinder sig i andres hjerner og har svært ved at finde ud. 

Halvfjerdserne var produktive to say the least. Sytten digtsamlinger på ni år. I 21 digte producerer den modernistiske metaformaskine ord grebet ud af den fremmedgjorte kapitalistiske virkelighed, ord som ”sindets råvaresystem” eller ”pauser/ i adfærdssne”. Magtens og mediernes møgsprog får fuld skrue i Billedtekster der bærer genrebetegnelsen ”uskønskrifter”. Gækken slås løs i ord og tegninger i den lille Noget tegnet syv gange. Cinderella taler kvindesag, dels på de store linjer på arbejdspladsen, men også om de små overskridelser (eller overskidelser som jeg kom til at skrive), ubehaget i baren hvor sjofelheder imod bartendersken omtales som ”et sociologisk godkendt fænomen”, imens en anden kvinde i et andet digt kan de reaktioner hendes udseende fremkalder, ”udenad” og til kvalmegrænsen. 

Fællessprog drømmer om sådan et, et sprog af ”Spontane felter/ signaler for tilkobling – og/ koblen fra”. Sig det enkelt hedder en digtsamling fordi digtet skal tale til fællesskabet og lige ud af posen. Her findes kolonikritik som kønskritik side om side med elskende dybhavsdykkere. Sætninger er et højdepunkt, en højoktan sprogomvæltende skrift fræset op i to spor, et som følger en anonym kvinde på sin daglige tur til arbejde, og et sprogkaotisk spor som måske er det virvar der bare vokser i kvinden jo mere hun forsøger at passe ind. Aforismer siger det igen helt enkelt. Det er korte beskeder skrevet med plakatversaler. Her er tre på en gang tidstypiske og højaktuelle:

PRØV ENGANG
AT SIGE EN AF DE KAMPE DU FØRER
HVER DAG HØJT
BARE EN AF DEM
MEGET MEGET HØJT

MENNESKETS BEVIDSTHED ER MÅSKE IKKE
FUNDAMENTAL SOCIAL
MEN MENNESKEKROPPEN ER
HUDEN ER SOCIAL
ØJNENE KAN IKKE LEVE ISOLERET FRA
ANDRES
RET LÆNGE AF GANGEN

SHE WANTED TO MIND-FUCK ME
I SAID OK

Det politiske og det eksperimenterende er integreret i Marianne Larsens halvfjerdserdigtning. Det er de fordi digtet må vriste sig fri af magtsproget. Én strategi er at tale enkelt og råbe budskabet ud over gader og stræder, men digteren kan også tale mærkeligt som i Sætninger. Eller også – og det blev den dominerende strategi i de følgende årtier – kan hun vælge mere underfundige måder at drille magt- og vanesproget på eller vride på det i al utilforladelighed. 

Det politiske forsvinder ikke. Der er stadig digte om ”Kvinderne der syer vores tøj” under kummerlige arbejdsforhold og i en umenneskelig hede. ”De vil bare sne” læser vi. Der er en parabel om ”Small-touching”. ”Hvad nyt er der i det”, spørges der. Et digt med hippietitlen ”Love-on” foregår på et møntvaskeri. Det er lige så surrealistisk som det er socialrealistisk. Eller den her frise med titlen ”Soldaterfamilie”: ”De er samlet i en stue i tavshed./ Der er én tavshed for lidt./ Telefonen ringer.”

Et fortløbende arbejde

Det imponerende antal digtsamlinger og de fortsatte formvariationer samling efter samling giver indtryk af det at digte som et fortløbende arbejde. Digtenes uskrømtede måde at være i verden på trækker i samme retning og vidner om at skriveriet er noget man gør midt i tiden. Det virker som om det at skrive for Marianne Larsen er som at trække vejret. Godt nok er det sværere at skrive end at trække vejret. Man skal tænke mere over det, og det kræver øvelse og evne til fornyelse. Men at trække vejret ordentligt er heller ikke nogen enkel sag. At trække vejret er at tage verden ind. At trække vejret er til stadighed at tage verden ind. Så langt holder sammenligningen. Marianne Larsens digte formår at være sjældne og ligetil i et hug. Som al god poesi omfatter de det hele.

”Pigen der var født med anlæg for surrealisme” hedder et digt. Det er ubestrideligt at dagens prismodtager er begavet med netop den evne. Men det skulle vise sig at hun havde anlæg for meget andet også. Det er for summen af sine drømmeriske, sjove, foruroligende, revsende, og frem for alt tilstedeværende tekster at Marianne Larsen i dag får Det danske Akademis store pris. Tillykke med prisen.

Marianne Larsens takketale

Mange tusinde tak for den store pris. Det er en fantastisk glæde og opmuntring. Og hæder. Og sådan en fantastisk og oplysende tale til mig, Dan, tusind tak!

”Hold da op!” udbrød jeg forbløffet og glad, da Lasse Horne Kjældgaard i telefonen fortalte, at jeg var valgt som modtager af dette års Store Pris. Drømmer jeg eller er jeg vågen, begge dele. Skønt! 

Påskønnelse og værdsættelse er - som den dejligste gave og føles som at få vinger, eller simpelthen at svæve uden. 

Tiden kommer og går med alt muligt. Hvad har digte med til den?

Tiden i sig selv er usynlig ligesom tyngdekraften. Men sætter sine spor. Uanset hvad, så bruger jeg meget tid til at skrive. Sidde ved skrivebordet eller vandre eller rejse rundt forskellige steder og observere bevægelserne og fænomenerne omkring mig og forestille mig stort og småt, danne billeder i hovedet, tit og ofte i karambolage med den rationelle og funktionelle verden. Billeder og situationer, som ikke kan fotograferes, eller scannes fordi de ikke findes som direkte målbare fakta ude i virkeligheden omkring mig eller blandt mine indre kropsdele. Jeg må gribe til sproget, ordene, for at beskrive hvad der sker. Pludselige manifestationer, før de forsvinder ud i det blå. Iagttagelser, som kan være kommentarer til og kritik af givne omstændigheder. Spontane omskabelser af regerende fakta og data. Omskabelser til noget forstyrret eller uforstyrret andet, der så kommer ind i verden som en anden verden i verden, som et digt i verden. Hvad det så end er. 

Der er metoder til at fakta-tjekke det rationelle og funktionelle, får jeg at vide. Men poesi, hvad er det for et ord, der kan være både hårdt som en sten og skarpt som en diamant og blødt som solskinsregn på én gang. Poesien er der ingen der har tjek på. Har jeg ikke tjek på mine egne forestillinger og oplevelser og handlinger, mit eget arbejde og hvad det medfører af digte og andre historier? Egentlig ikke. Det er selve det uafgrænsedes styrke. Det skrøbelige for fuld styrke. I det uvisse. I opgør med alskens magtbrynde, vil jeg sige.  Digtere klarer sig gennem tilværelsen ved at frembringe skumle eller lysende eller bedrøvede eller flagrende eller alt muligt andet digte af bogstaver og ord og glæder og skræk og forvirringer. 

Og uvirkeligheder, når verden virker uvirkelig. Der er hele tiden en modstand, der skal overvindes, en afmægtighedsfølelse over for en overvældende masse af ting og sager, teorier og udviklinger og afviklinger, katastrofer og afgrunde nær og fjern. Og i det indre. 

med kroppen suser jeg til en plads i hjernen 
der giver de letteste celler på jorden ret

Kunstig intelligens, ægte intelligens, falsk intelligens. Kunstig tid, ægte tid, falsk tid; hvad er forskellen? Alt er i spil.

Det kan da godt ske, at forskellige størrelser af super driftige androider i en eventuel fremtid bliver sat til at skrive romaner og digte. Fra start af teknisk og forskningsmæssigt programmeret til, må vi forstå, sproglig og længselsløs kreativitet, baseret på big datas verdensomspændende arkiv af overvågede befolkningers adfærd. Specielt designede og algoritmebaserede, digtende bestseller-væsner under udvikling, for profittens eller kunstens skyld, eller hvad? Svært at sige. Eller jeg kan bare sige, at for mig er arbejdet med og lysten til at skrive en organisk og mental søgende foreteelse og væren i verden. Muligheden for selv at gå på opdagelse med krop og sjæl og sprog og kritik og forestillinger om frit liv. Og så finde frem til mangt og meget de flygtigste steder:

– steder hvor frivilligt dvælende eksistenser / sidder på store runde sten / de med tiden har fået i gave fra jordens indre –

–  steder hvor gryende dage med marskel og svajende popler og birk rumsterer/ til lyden af pensel og tusch / der fuldender træernes viften i vinden på papiret / flere år senere –

– steder hvor lys intensiveres /når der en dag stryger solsikkemarker og fred alle vegne /forbi et togvindue – 

Igen mange tusind tak for prisen! Det er en stor ære og glæde–!