Solvej Balle

1.

Til sidst i Solvej Balles erindringsbog Frydendal – og andre gidsler er mor og søn på vej hjem. Trætte har de sat sig på en bænk. De har været på udflugt tilbage i tiden på sporet af morens tabte barndom i den fynske landsby Seden som i mellemtiden er blevet til Odenseforstaden Vollsmose. Moren, som også er fortælleren, har igennem hele bogen været omhyggelig med at skelne mellem hvad hun husker, og hvad der faktisk skete. Gang på gang gendrives hendes minder af dem der var der. Alligevel er de forkerte erindringer ægte fordi de er det hun husker fra sin barndom. Det som er virkeligt for hende, er bare ikke de andres virkelighed. Ikke engang hendes søns indser hun da de sidder der på bænken ud på dagen: 

Ekspeditionen er slut. Min søn spørger om vi snart skal hjem. Han er træt, og han vil gerne ud af min barndom. Jeg har taget ham med herind, men nu vil han ud. Jeg sidder og tænker på træet, der var en birk, men blev husket som en bøg. Jeg ved ikke, hvordan det er sket, men det er ikke hans træ, og nu vil han hjem.

I Frydendal virker det jeg der husker, som et prisme for et vi der alt efter omstændighederne kan være en flok børn, kernefamilien, slægten eller samfundet. Det er en bog om den korte periode i Danmarkshistorien vi kalder velfærdsstaten, vinduet mellem det gudfrygtige landbrugssamfund hvor man gjorde sin pligt og kendte sin plads, og en grænseløs liberalisme forblændet af vækst og skinnende ting. Derimellem var der en generation eller to der troede på at det kunne blive bedre, at menneskene kunne tage vare på sig selv og have sig selv og ikke Herren at takke for besværet. Frydendal er en beretning om dengang Staten ville os det godt. Dengang fra midt i halvtredserne og til midt i halvfjerdserne hvor det så ud til at lykkes. Bogen beskriver en uddrivelse fra Paradis, sådan hed det sted bedsteforældrene først boede, til Frydendal der lyder som en vækkelsesbevægelse men endte som et bordel midt i et udkantsdansk motorvejssprawl. Fortællerens forældre derimod, læreren og sygeplejersken, brød op og rejste ud i det nye Danmark. Deres erhverv er symboler på det fællesskab og den fremskridtstro der var engang.

Det som strejfer moren som en kold vind der på bænken, er ikke kun sjælenes ubodelige ensomhed, det er også hvor porøs virkeligheden er. Det fællesskab Frydendal skildrer fra et enkelt menneskes perspektiv, viser sig at bestå af adskilte individer som husker hver sit. Der er ikke hold i virkeligheden. Og det er som om pronomenet ’jeg’ hele tiden dratter ud af pronomenet ’vi’. 

2.

Solvej Balles forfatterskab begynder med at en ung kvinde skylles i land på en øde ø. Der står hun så. En nøgen eksistens. Overladt til sig selv. Civilisationen er nulstillet og kan begynde forfra. Som altid i robinsonader. Men modsat oplysningens robinsonader løber civiliseringen af sporet. Freia, som kvinden hedder i romanen der hedder Lyrefugl, indretter sig som Robinson Crusoe og ræsonnerer som Descartes og Linné, men ender med at hallucinere. Hun kan ikke holde på virkeligheden når hun ikke har de andres virkelighed at holde den op imod. 

Der er ikke hold i virkeligheden. Det er det ene. Vi er ladt alene, eller er vi? Det er det andet. Og så er der et tredje grundtræk ved Solvej Balles bøger, det som måske er det mest karakteristiske. Det angår hverken væren eller eksistens, men erkendelse: Mennesket er et væsen som vil forstå. Freia går straks i gang med at udforske øen. Fortælleren i Frydendal er også i færd med at udforske noget: sin barndom og den omgivende samfundshistorie. Det er Solvej Balles personer altid, og altid på vegne af deres forfatter. De er sendt ud for at undersøge noget. Der er altid noget at undersøge. Og det er altid noget fundamentalt. Noget man må tænke over. Og helst fra bunden af. Noget man må komme til bunds i, og som må skrives frem. Fiktionen er der til at tænke med. Stilen er derefter. Enkel og klar. Personerne er på en gang menneskelige og eksperimentelle, astronauter i alternative universer. Stederne er ofte ubestemte og kosmopolitiske.

Om det så er undersøgelsen selv, så må den også undersøges. I Ifølge loven undersøger Solvej Balle undersøgelsens vildveje og overdrev, men også dens lidenskab. Der hvor den kommer til kort fordi den bliver monoman. Personerne i bogens fire forbundne noveller er hver optaget af én ting. De har hver deres projekt Men så slås de ud af kurs. 

Som Tanja L. der “ønsker at lære smerten at kende”. En smerte hun har set hos et andet menneske som en fysisk kollaps en formiddag på banegården i Basel. Det er et menneske hun har levet sammen med, og som hun nu forlader. Efter oplevelsen i Basel er hun et menneske med et mål, “et enstrenget væsen” der “bevæger sig i den retning, der er indlagt i dens natur og fortsætter denne bevægelse til den har fundet sin endelige plads”. Hun drives rundt i Europa og følger efter personer hvis bevægelser hun overtager indtil de falder om på gaden, men smerten finder hun ikke. I stedet finder hun meningen i skakspillets alt andet end ensrettede mulighedsrum. Det uventede træk i et spil. Det var det hun så på perronen i Basel tænker hun, og ikke et menneskes uoprettelige smerte. Det er op til læseren at afgøre om hun har ret. Novellens åbning er en klassiker og chokerende i måden den, som var det Kafka, gestalter kærlighedens smerte korporligt. 

3.

Modsætningen mellem de lineære, ensrettede projektpersoner i Ifølge loven og så skakspillets uendeligt komplicerede mulighedsrum er værd at tage med videre ind i Solvej Balles fem- snart syvbinds romanværk Om udregning af rumfang. Tara Selter er fanget i den attende november. Hun vågner op en dag i Paris og opdager at hun er vågnet op til i går. Hun ser det samme stykke toast falde til jorden ved morgenmaden på hotellet som hun så dagen før. Hun er havnet i gentagelsen af den samme dag. Det er der alt sammen igen, det vi kender fra de andre bøger: Kvinden slået tilbage til nul, et ensomt menneske uopretteligt adskilt fra den og det hun elsker, et menneske som er fanget i en alternativ virkelighed som hun skal lære at forstå, fornemmelsen af hvor skrøbelig virkeligheden i grunden er. 

Om udregning af rumfang er en romanfilosofisk undersøgelse af konsekvenserne af at være sat uden for tiden som vi kender den. På et tidspunkt kaster Tara sig over studiet af Romerriget foranlediget af en romersk mønt, en sesterts som hun har bragt med sig. Hendes altædende, opslugte og umetodiske studier af Romertiden samler sig til slut i en indsigt: ”At alting hos romerne var beholdere.” Alt, amforaerne, olivenkrukkerne og de flettede kurve, atriumgårdene og boligblokkene, havnebassinerne og badeanstalterne, templer og mausolæer, byen, selve tanken om en by, og riget, selve riget med dets klare grænser, Hadrians mur for eksempel, gør også riget til en beholder. Måske er tiden ikke problemet, måske skal den attende november tænkes som et rum. At afsøge dette rum i mindste detalje og i alle dets konsekvenser vil være som at udregne et rumfang. 

Romangenren kan ikke vriste sig fri af kronologien, hævder Ali Smith i Artful. Alligevel var det det den forsøgte igennem det meste af det tyvende århundrede. Tiden mistede kontinuitet og romanen gik i tusinde stykker, men aldrig så mange at læseren ikke kunne sammenstykke et nok så hullet forløb. Tara Selter tæller sine dage. Så langt er Om udregning af rumfang kronologisk. Men det er en roman om en tid som er gået i udu. Den er hvad vi nu til dags kalder en bæreposefiktion. Den undersøger dagen som et rum, fouragerer i den som var den en skov eller en mark, den sanker viden og indtryk. I stedet for at gå den lige vej til målet, kigger den søgende rundt, den drives ikke fremad af en konflikt men undersøger et problem (tiden), og den har ikke en helt som redder verden, men et almindeligt menneske der bogstavelig talt ikke kan finde ud af sin verden. ”Mine cirkler er blevet større”, skriver Tara på dag #1041. Og sådan bliver det ved fordi det rum hun udmåler bare udvides. 

På et tidspunkt (kronologien er ikke sådan at komme af med!) udvides rummet med andre i hendes situation. Og så er vi tilbage til det med pronomenet ’jeg’ der har det med at dratte ud af pronomenet ’vi’. Det er nemlig også sådan hos Solvej Balle at fællesskabet besidder en tyngdekraft som har det med at trække jeg-satellitterne tilbage imod vi-planeten. I Om udregning af rumfang omfatter vi’et ikke kun menneskene men også tingene. Her er en beskrivelse af det nye fællesskab mellem dem som er strandet i tiden: 

Én rejser sig og samler kopper eller glas, og straks gør en anden det samme, og sådan sad vi aftenen igennem, en mosaik, en sammenfletning, så mange bevægelser og alle de hænder og arme og ben, der låner og mimer og spejler og udveksler […] Det er ikke kun vores udvekslinger og alle vores sætninger og den måde, vi forbinder os med hinanden på. // Det er også den måde vi forbinder os med tingene på. Det er malingen i håret efter en dag i kælderen, det er ømme fingre og hård hud efter arbejdet med polsternåle og møbelstoffer […] Det er ikke kun skyen af spørgsmål og svar over morgenbordet eller vores konstante forbindelse med tingene, det fælles arbejde med kælderens genstande. Det er også tingene, der føjer sig sammen, råvarer der hentes og bæres og hakkes og skæres og bliver til måltider, det er tingenes forbindelser med hinanden. 

Sådan skildrer Solvej Balle ”et rum fuldt af bevægelse” i en syntaks fuld af bevægelse, en ordfletning, sætninger der ”låner og mimer og spejler og udveksler” indtil de til sidst danner, ikke en mosaik, men en mobile af syngende saglighed.

4.

Mobilerne findes i ren form i de fire små hæfter Solvej Balle har udgivet igennem årene: &, Eller, Hvis og Så. Også de er undersøgelser, undersøgelser af de sproglige mindstedele som styrer fortællingen og tanken. &’et der danner forløb uden kausalitet, konjunktionen ’eller’ der standser &’ernes strøm og i stedet angiver parallelle muligheder eller virkeligheder. ’Hvis’ som er det ord al fiktion begynder med, men også det første led i en simpel følgeslutning hvis andet led er ’så’, et så som også er datid af verbet ’se’. Det bemærkelsesværdige ved de fire hæfter er nemlig hvordan den sproglige undersøgelse avler sære visioner af natur og mennesker i bevægelse igennem dagen og natten, af rutiner, rejser og udsatte eksistenser. Det meste af tiden strømmer teksterne igennem et ’vi’ for momentvis at dratte ud af det og over i andre pronominer. De samme motiver driver gennem hæfterne og giver dem dette præg af mobile. Et af motiverne er udtrykket ”kærligheden bærer”. For ikke kun fællesskabet, men også kærligheden ejer den tyngdekraft der kan trække pronomenet ’jeg’ tilbage i kredsløb omkring pronomenet ’vi’: 

Det er kærligheden, der har båret. Den har lagt sig i værelset ved siden af. Væk den ikke. Lad den vågne langsomt under frakkerne. Giv den æbler og rosinkager. Styrk den med varme drikke og beskyt den med slidte luftlag eller fuldendte himmelsfærer lånt fra glemte universer.

Skriften er der hvor jeg og vi bytter plads, hvor den porøse virkelighed trykprøves, og det alt sammen undersøges. Tara solgte antikvariske bøger i sit tidligere liv. Hun holder af bøgernes taktilitet, alt det materielle ved litteraturen. I det nye fællesskab bliver hun arkivar og kronikør. Hun er den der trækker sig tilbage for at skrive. Hun skriver om fællesskabet, om hvordan de ”filtrer sig ind i hinanden”, så man ”næsten ikke kan vide, hvor ét menneske slutter og et andet begynder”. ”Måske er det derfor jeg skriver”, fortsætter hun … 

Måske er det min måde at blive alene på. Måske er papiret min dør ud af virvaret. En måde at finde vej i alle de tanker og stemmer, der blander sig ind i hinanden. At sidde alene med papiret og en kuglepen og vide, at der ikke er andet end Taras hånd hen over papiret, en blød bevægelse, at jeg samler stemmerne og bevægelserne i min hånd, tanker og forklaringer, alt det, vi deles om, at vi er mange, at vi er et fællesskab, et flok, en sær forsamling, og så alligevel: min hånd i en simpel bevægelse, alt det, der er sivet ind i mine sætninger, ind i min hånd, og jeg skriver mig ind på en spinkel sti, sætning for sætning, jeg bevæger mig listende fremad, listende, ganske stille. Alene.

Fordi Solvej Balle kan skrive sådan, får hun Det Danske Akademis Store Pris. Tillykke med den.