Inger Christensen

Noget naturligere end at Inger Christensen skulle have Kjeld Abell-prisen kan jeg ikke tænke mig. Hun repræ­senterer i sin person og sit værk alt det Abeli var - plus en del mere, som jeg skal komme tilbage til. Inger Christen­sen er lyriker og dramatiker, hun er som Abeli en lyrisk scenedigter måske endda med eftertryk på det lyriske, men hvor han ofte bevægede sig i guirlanden, er Inger Christensens metode en anden. Hun bruger ordet til at komme ind bag ordet, som dækker over ordet, som dæk­ker over livet - for nu at bruge en mundart, der minder om hendes egen.

Uden at spilde tid på at opregne forskelle og ligheder mellem giver og modtager, er der dog en interessant pa­rallel mellem udviklingen i det abellske og det christensenske forfatterskab, som er værd at lægge mærke til. Med en modificerende tilføjelse kan man sige, at de begge bliver mere og mere politisk bevidste og samfundsmæs­sigt orienterede efterhånden som årene går. Springet er faktisk stort mellem Inger Christensens debut-radiospil »Spejltigeren« fra 1966 og TV-dramaerne »Ørknens luft­syn« og »Ægteskabet mellem lyst og nød« fra 1975. Der er lidt af den samme forskel som mellem Abelis lyriske me­lankoli i »Melodien der blev væk« og den lidenskabelige tilslutning til kampen og opgøret med borgerskabet og den latente nazisme i »Anna Sophie Hedvig«. Den tilføje­de modifikation må ligge i den paradoksale tilnærmelse, som findes i de to forfatterskaber, hvor Abeli i slutningen af sin karriere skriver skuespillet »Skriget«, en modernis­tisk scene-elegi på kanten af absurdismen og et drama, der ekkoer temaer og tendenser man kan finde også i In­ger Christensens tidlige forfatterskab:

Fjerindhyllet forening
Du og en solsorts vinge
Det syngende aftentræs smykke Mandens skjul i fuglen
Fuglens klarsyn i ham
Naturflugt Bevidsthed
Jeg
jeg er den der betragter

Sådan står der i Inger Christensens debutbog fra 1962 »Lys«. Og der er andre fugledigte i bogen, som udtrykker en længsel efter gennem forklædningen at komme ind til det oprindelige og ucamouflerede, en jagt, der går gennem forfatterskabet fra begyndelse til foreløbig slut. »Mandens skjul i fuglen«, men altså også »fuglens klarsyn i ham«, drømmen om fuglens stemme ikke kun som et abellsk skrig, men også som sang, der godt kan være uhørt, men opleves i foreningen af ham og hun, i kærlig­heden eller med Wallace Stevens’ ord, som Inger Chri­stensen citerer: »A man and a woman/Are one. A man and woman and a blackbird/Are one.«

En tendens, der også forstærkes i Inger Christensens værk, som årene går, er lysten til at iscenesætte. Man kan roligt sige, at de lyriske digte efterhånden antager mini­dramaets karakter, den bløde konflikt og forening i fugle­digtet, skærpes, og mekanistiske tendenser, der senere skulle komme til stor udfoldelse, kan aflæses allerede i den næste bog »Græs«, hvor det lyriske drømmespils karakter udbygges med toner, der kan hentes et andet sted f.eks. hos Strindberg, i ægteskabsdramaerne og »Frk. Julie«:

Jeg frygter det upersonlige imellem os, ting vi kaster fra os uden at
tåle og bære, ting,
hvis historier vi ikke mere
prøver at huske, og vejene der går rundt og
rundt uden forventning
jeg frygter ryggen, endnu med en rest af
forvandlingspresset under ryg­huden, endnu med små nervøse lys
under lukkede øjenlåg, frygter jeg ryggen
frygter tøjet, dynerne,
skabsdøren alt som skjuler, endnu med liv,
med små bevægelser og åbninger i kødet
frygter jeg øjenlåget
vil ikke åbne det helt,
vil ikke se ryggen, og vil ikke ingenting se.

Harmonien er sprængt, foreningen i sang brydes af det endnu beherskede skrig i udsagnet: Jeg frygter ... hvis per­spektiv fordybes af den karakteristiske dobbelte negation »vil ikke ingenting se!« Det er en moderne Nora, som frygter tøjet, dynerne, skabsdøren, alt som skjuler, og det er san­delig også en Nora, der stolt, men fuld af frygt bevæger sig bort »Med ryggen til mit digt, til mig selv, til mit ord, går jeg væk fra mig selv, fra mit digt, fra mit ord, og be­standig nærmere ind i mit ord, i mit digt i mig selv.«

Man skal lægge mærke til at bevægelsen er dramatisk, og at den lyrisk-dramatiske spænding ikke kun opstår i paradokset: at gå væk fra og ind i på samme tid. Der er tale om et bestandigt, eksistentielt opbrud, der godt kan kaldes en slags fortsat revolution, og så sandt al nyska­bende poesi er revolutionær er Inger Christensens forfat­terskab revolutionært, selv om hun ikke altid udtrykker sig så lidenskabeligt sammensat til fordel for kærligheden som i samme digt:

med ryggen til døden og livet går vi væk fra døden og livet og nærmere ind
i døden og livet,
gennemspiller dette for­færdende tema, jeg tror vi har nævnt det
for tit, på dette vort
fremmede sprog har vi kaldt det for
kærlighed, jeg burde nævne det igen og igen, men ord yder ikke samme modstand som
ting ...

»Ord yder ikke samme modstand som ting«, det er som om der i udsagnet ligger en besværgelse, findes en slags indbygget håb, og det er i denne konstateringens dobbelt­hed, Inger Christensens egne ord finder deres vældige dialektiske styrke »Det, der fik væren, ville aldrig få væ­sen, hvis ikke det væsensforskellige eksisterede og fra sit overskud uddelte døden så langsomt, at den lignede liv«. Sådan hedder det i portal-digtet til det foreløbige hoved­værk, digtsamlingen »det«, hvis betydning er så mange­ledet og uoverskuelig, at det vil være vanskeligt at finde betydningsparalleller overhovedet i dette århundredes danske lyrik. Der sker jo nemlig det særlige i denne bog, at flere generationers værksteds-erfaringer og forsøg løber sammen med en filosofisk-politisk smeltestrøm og finder sin skabelon i en form, der nærmer sig perfektionen. Men det er altfor snært kun at holde sig til formen, som man kunne kalde for »væren anskuet som dramatisk system«, det er meget vigtigt at understrege den modenhedens rig­dom, som her multisensitivt kommer til udtryk. Alle de gamle kompleksitets-ideer er med, paradokserne, afskrælningen af de skjulende lag og de kvælende dyner, men pludselig har det nøgne udsagn også gyldighed, parolen, banaliteten, om man vil. Den får sin dimensionalitet ikke blot gennem solidariteten, med »det almindelige«, »de al­mindelige«, men netop på baggrund af sammensatheden og strukturens kontrapunktiske filigran. Det, det gælder om, er at »overleve angsten med angsten i behold«, men i afsnittet »Handlingen« er der nu også plads til at sige:

Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chock

Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop.

Tove Ditlevsen? Jesper Jensen? Nej, Inger Christensen!

Jeg skulle nævne den finurlige, måske lidt seebergske gråtone-roman »Evighedsmaskinen«, Ionesco-parafrasen og opgørspillet »Intriganterne«. Jeg kunne opholde mig ved suggestibiliteten og den helt selvfølgelige udnyttelse af radiomediet gennem hørespillene »Klædt på til at overle­ve«, »Et uhørt spil«, »Masser af sne til trængende får« og »En aften på Kgs. Nytorv«, men jeg foretrækker at slutte med at sige noget personligt om Inger.

Hun er som sin poesi eksklusiv og samtidig nær på. Hun er til stadighed omgivet af et noli me tangere, men jeg ken­der få, der modtager venlighed med større generøsitet. I årenes løb har jeg haft lejlighed til at rejse sammen med Inger Christensen i forskellige poetisk-litterære ærinder her og i udlandet. Det føles altid som en særlig udmær­kelse, når hun er med. Man taler tit om det lokale versus det globale, men jeg kender intet forum, hvor den poeti­ske tekst forelægges - den gyldige, vil jeg sige - hvor ram­merne ikke øjeblikkelig sprænges, mikro bli’r makrokosmos, det uendeligt små, det uendeligt store og verdens­omfattende. Ferlinghetti siger i et digt, at »Picassos klov­ner omspænder jorden«. Med sine digte gør Inger Chri­stensen det samme, og jeg har aldrig oplevet en forsam­ling, der ikke var både grebet og bevæget, når hun læste op af sin poesi.

Før jeg af hjertet ønsker dig til lykke med legatet, som du fortjener mere end nogen, vil jeg gerne i din egen ånd citere et citat, som du har citeret. Det står i »det« og er af William Blake:

If the Sun and Moon should doubt
They'd immediately go out!

*Hvis sol og måne kom i tvivl ville de øjeblikkelig gå ud.