Jørgen Leth

Poesiens blå dreng Med titlen „Gult lys“ over sin debut-digtsamling kunne Jørgen Leth i 1962 antyde, at han stod ved en overgang; „Gult lys“ og den følgende „Kanal“ blev betragtet som lovende.

Der er i de to bøger en særpræget distraktion kombi­neret med små pludselige vækkelser, punktvis fascina­tion af selve almindelighedens hændelse, der virker anderledes. Og der er receptive opdagelser i en ny jazzvirkelighed og allerede, i digtet om Koméda, en filmisk indlevelse. Mest fylder de prøvende tekster, hvori poeten søger at hale sig op i ordene, ved ordene. Jørgen Leth var, om ikke kommet til verden, så i hvert fald til hovedstaden: en masse var i gang, og han måtte se hvor strømmen kunne bære hen og se at komme videre. Og som det hedder på s. 23 i „Kanal“:

Et brev sendt afsted er mere værd end en uafhentet pakke

I mit eksemplar af „Kanal“, som Jørgen sendte mig, står der skrevet i hans dedikation: „Med en klimprende hilsen langs stakittet“.

Jeg troede, han hentydede til et digt i min sidste bog, hvor der forekom en dreng i gummisko, løbende langs et gitter, hvis stænger han spiller på ved at lade en pind løbe hen over dem i farten.

Men siden har jeg tænkt, at det måske var en kryptisk hilsen fra den nærmeste fremtid, at han tænkte på et nyt stakit i virkeligheden, og at det på hans side i hvert fald var malet blåt. For dér, omkring midten af 60’erne, begyndte lyrikkens verdenskulisse at blive hvid og blå, klar, glat og taktil.

Forestillingen: det blå stakit, har i øvrigt opnået relativ berømmelse efter at Per Kirkeby, i kunsten beslægtet med Leth, en gang malede et flere hundrede meter langt billede af et blåt stakit, med den gamle tågede og gådefulde virkelighed bag tremmerne, langs væggene i Louisiana-museet. Den store fascinerende trivialitet.

En vis udviklingsmæssig samtidighed kommer til syne i kunstarterne, og de litterære brostrømme deles i flere retninger og nye kanaler. En mængde poetiske breve til samtiden blev sendt af sted, papirflyvere der krigedes eller fløj sammen i nye formationer. Jørgen Leth kom til at bevæge sig midt i alt dette, som en eminent tidstypisk skikkelse, men med sin særlige accent.

I 67 udgav han to bøger. Det var „Sportsdigte" og „Lykken i Ingenmandsland". Sportsdigtene vakte op­sigt, passede ikke til gængs forestilling om poesi, pirrede nysgerrigheden. Men foruden at dreje sig om idræt og helte, kammeratskab, konkurrence, strategi, omkost­ninger, koncentration, timing ovs., spejler bogen en række mulige livsholdninger, en særverden, der over­raskende reflekterer civilisationen. Det er nutid, så det forslår, skrevet på entusiasme og accept, - ikke analyse og forklaring af sport som et eller andet symptomatisk. Snarere som signaler. Men man ser også baggrunden, måske især. hvis man ikke har indgående kendskab til alle navnene i bogen. Det gælder noget i det proviso­riske i livssynet, der er centralt, - også, og især, i den betydningsfulde „Lykken i Ingenmandsland". Et af sportsdigtene, lidt atypisk i sammenhængen ved at være næsten James Bond-agtigt, et rolledigt, der lige så godt kunne være fra Ingenmandsland, attituden er den samme, hedder „Mit Navn":

Mit er navn er leth / jørgen leth / jeg har en beretta / i armhulehylster / jeg har ingen tid / at spilde / jeg stoler / på dig // Dette ansigt er mit / disse skuldre / disse pansrede knæ / det er altsammen mit / jeg har en plan / jeg har tillid / til dig / jeg synes / du lugter dejligt // Mit navn er min vogn / jørgen leth / sølvgrå / splintfrit glas / armerede døre / katapultsæde / jeg kører med handsker / jeg kører / helst om natten / jeg har kun et øjeblik / jeg kan godt li / at tale med dig / jeg synes / at du / har smukke bryster // Mit ansigt er på vej / mine skuldre / mine pansrede knæ / det er altsammen på vej / resten / kommer jeg selv med / jeg må dække / et betydeligt område / jeg samler det hele igen / et sikkert sted / jeg er sent på den / jeg skulle ha været der / jeg lægger mit liv / i dine hænder / jeg lægger min hånd / imellem dine lår//

Er det ikke et stykke af mytologien? Man skal lægge mærke til at han siger: mit navn er min vogn. En af modernismens nyklassikere, Saint John Perse, skrev .Jeg bor i mit navn“. Det var i et berømt digt; under landflygtighedens vilkår, i en nivel- leret, meningsløs, splittet, værdifri og nationalt diffus virkelighed blir identiteten væk, der er kun navnet at opholde sig i, og det endda et pseudonym, en metafor. I Leths tilfælde drejes den en tand, navnet som eksempel identificeres med modellen, der er et apparat, bevægel­sens værktøj til rekognosceren af den udstrakte virkelig­hed, dens overflade og synlighed. Også i en flot accept af den, som den er, eller ser ud til at være.

Rejsende uden bagage i et ubestemt ærinde. - Mo­dernisterne er kun optaget af formel nyhed, de har ikke noget på hjerte, hed det engang fra ældre litterært hold, men det skyldtes en efterblevet tro på en virkelighed, apriori, og på, at kunst bør handle om noget, der altså skal findes i forvejen. Den endnu mere muldne beskyld­ning for nihilisme gir heller ingen mening, da nihilis­mens attitude, et dramatisk ateistisk standpunkt, er gan­ske fremmed i nutidens livsstemning.

Jeg har selv sagt og skrevet, at jeg synes, det banale er nærende. Jeg har også ytret, at vi må bebo det foreløbige. Oplever man virkelighed og muligheder på den måde, som vilkår, er udtrykket et spørgsmål om temperament, metode og personlighed, - hvad det sidste angår, skal der ikke lægges noget højtideligt i det. Jørgen Leth foretrak i sit Ingenmandsland og den følgende samling af „Glatte hårdtpumpede puder“ at hælde verden over med blåt. for at fremkalde den. Han malede byen - ikke rød, men blå. Og alle figurerne! Der optræder i de bøger så mange navngivne personer, der alle sammen males blå, foruden Ole Ritter, Simon Spies og Jane Fonda, så mange andre, hvis navne man ikke kan udtale, med­mindre man er enten sportsfanatiker, filmentusiast eller hjemmevant i modens verden, så det fritager mig for vidtløftig citation. Der er fest og underholdning i den tømte verden, en prekær lykke, et syntetisk håb. Der trykkes på en knap, - ikke den til verdens undergang, - men den, der udløser farven, og landskabet biir helt blåt, hvorefter små flyvere lader guld- og sølvpulver strø ud over det hele.

Efterhånden opdager man, at det også er en ren sprogets verden, der er system i de mange gentagelser, formeringen af tingene og dagene følger ikke en ved­tagen kausalitet, men står som punkter af begivenhed. Han skriver, at man skal passe på, når man tar på ham, for den blå poesi er endnu ikke tør! Men ved siden af dette koketteri og de mere mondæne kulisser findes disse opstandsninger i den distraktion, som jeg har nævnt. Så bliver effekterne næsten umærkelige, stille og små, men ladet med uopklaret betydning. Foruden de raffinerede, nu næsten klassiske sproglige numre som f.eks. digtet "Jeg bevæger min hånd og min fod" kan han, i digtet "Jeg har ikke glemt“, uden at skrive hvorfor han kom, skrive, at han ikke har glemt hvorfor, og gentage det til vores accept:

Jeg har ikke glemt hvorfor jeg kom, jeg ser mig omkring.

Her er alt som behøves for dagen og natten, alle lamper og levende lys er tændt. Musikken strømmer gennem huset og lægger plomber af sølv og guld ind i stilheden.

Med Jørgen Leths digte fra de år har dansk kunst og poesi nu ikke blot blå blomster og blå pekingesere, men også blå stakitter, blå rum, blå citroner, blå handsker, blå personer og glatte hårdtpumpede blå puder. Det er tableauer og bevægelser i et uendeligt rum eller et lukket rum, ofte farlige punkter mellem opgivelsens stivnen og den rytmiske, levende bevægelse, de prekære afgørende sekunder før tingene enten bærer eller brister i intet. Holdningen er ikke uden omkostninger, og efterhånden viser krakeleringer sig i de rene flader.

Der er ingen moralsk værdi, men måske æstetisk. Men selv den æstetiske kategori i traditionel forstand er egl. uden mening, for kælen, for énsidig, for gammel­dags og kassabel. Dersom man karakteriserer denne lyrik - hvad enten som tekst eller som film - som overfladisk og mener det nedsættende, skulle man må­ske tænke på, hvad den også kan ligne. Minder den om eksploration og opdagelsesrejse i en ellers overset hver­dag, kan det være en fordel, at den er uden værdier, apriori, altså fordomsfri. Og er den som et skib på det blå ocean, kan man komme til at tænke på, hvad der står et sted hos Karen Blixen vedr. overfladiskhed, at det jo er en virkelig god egenskab, ja, endda den væsentligste egenskab - ved skibe.

I „Eventyret om den sædvanlige udsigt“ fra 1971 udgør de sammenhængende eller komplementære tekststykker ikke, som man kunne tro, et eventyr, det eventyrlige er ekspeditionen i et rum af normalitet, forundrede opda­gelser af den sædvanlige udsigt og af tankerne som selve sprogbevidstheden fremkalder. Bogen er filmisk som en drejebog - i „15 indstillinger" - og den er en poetisk collage, der udgør ét langdigt. Den er skrevet omtrent samtidig med forlæggene til filmen „Livet i Danmark", der siden afføder scener i filmen „Det Gode og Det Onde", der er færdig fire år senere. Lyrik og filmskaben indtræder fra denne tid stedse tydeligere som to sider af samme bestræbelse. Dan Turéll kalder Leth en filmisk digter og en digterisk filmer. „Eventyret om den sæd­vanlige udsigt" kunne også uden store tillempninger, anvendes som manuskript til et hørespil, da ikke mindst lyd-regien under og imellem monologens ord spiller en stor rolle for den særlige stemning, det udprægede nærvær.

En stemme taler. Af og til erindres man om Beckett. Men hvor han afskræller lag efter lag af betydning, synes Jørgen Leth skræmt af at følelsen for hændelsen kan udeblive, eller rent ud af at fremmede betydninger er ved at bryde fladerne. Figuren, stemmen, taler med sig selv, om sig selv, om stedet og dets omskiftelser. En af indstillingerne ser hele tiden den blånende horisont. Stemmen bekender: „jeg har set ud ad vinduet og ser kun sjuskede træer og jeg ved fra andre dage, at stranden ligger dernede - gopler, optrukne både, råd­den lugt af tang - rådden smag af ord i munden. Alting er kun alt for brugt — mange års sved hænger ved de porøse tapeter - skåret porcelæn og tabte bolcher - den der banale lysnen på himlen lige over den blygrå kyst - alt det tyndtsejlede vand, som man ikke kan holde uden for sit skrøbelige hoved. Jeg åbner døren ud til al det lort og trækker vejret for at blive tilstrækkelig sløj — man siger jo ikke hele tiden noget - gider ikke forivre sig med at give lortet navn

Stemmen taler også ihærdigt til et du, som man ikke sikkert ved, om er et nærværende du, et du i et brev, der klapres ned på maskinen, eller et imaginært du, et andet, kvindeligt, modtagende ego, som man ikke kan lyve for. I en verden, der forbruger sig selv.

Der er noget nøgent, åbent, blottet, paradoksalt, sprogligt økonomisk ved denne indsigt i det sædvanlige, en rejse i tid og stemning i en sparsomt møbleret lejlighed i et moderne etagebyggeri. Stiliseret og for­meret i monotont musikalske gentagelser, af vendinger som stikord eller stafetter fra den ene indstilling til den næste, lyde, ladede ord. Indstillingerne er også indstil­linger på det uforudsete, - som overalt hos Leth er der tale om en improvisation, der disciplineres her og nu. Og bag ved alt står stilheden, til sidst materialiseret i et menneskes regelmæssige åndedræt i kabinettet. Måske er der nogen. En anden.

Samlingen er filosoferende, men ikke i begreber, ikke med henvisninger, analyser, beskrivelser. Der kommer ingen pointeret anekdote ud af det, - og det er det samme i Leths film, - der forklares ikke, vises kun. Og lvttes. Og tales, ofte stumpet, i nærende banaliteter. Underfor­stået, netop som filmreplik. En underliggende eksistens­problematik bliver mere og mere tydelig gennem de sidste ti år — og den slår helt igennem i hans sidste film, spillefilmen „Udenrigskorrespondenten", på en måde der har konfunderet mange. Man far nemlig ingen forklaring, får det ikke skåret ud i udviklingshistoriens eller biografiens pap. Ingen tro på kausalitet - eller skæbne.

Vi har set omkostningerne ved den „værdifri“ ver­den, lad os sige kedsomheden, depressionen, blikket i afgrunden. Faren for at sensibiliteten forfalder til dog­me: nedturen for tresser-generationen med den store, romantiske, delvis trodsige accept af den artificielle verden, er omslaget i ligegyldighed, acedi, - eller, som det ikke er sket hos Jørgen Leth, i den politiceren af kunsten, der gør den ringere, også som politisk værdi ...

I digtsamlingen „Det går forbi mig“ fra 1975, har liere af digtene bogens titel, på varieret måde udtrykker de flygtigheden og foreløbigheden som vilkår og mulig­hed. Betragtningen er uden patos eller kulturkrise- bravader, og samlingen er delvis præget af en hemme­lighedsfuld fortrøstning til livet. En passioneret nøg­ternhed vedr. det, der er. En af teksterne er dog næsten en erklæring: ..Jeg tror ikke mennesket bestemmer noget som helst“, siges det. Styres vi af ukendte kræfter? .Jeg hader at tale om det, for det har ingen mening“, siges det videre. „Hvis man er determinist, så må man altid tro, at der er en årsag som frembringer en virkning. Jeg er ikke determinist, men jeg tror heller ikke på tilfældighed. Det er bare en anden „forklaring“ af verden“. - Stykket konstaterer med René Magritte: - „Der findes ikke noget udgangspunkt".

Dine film, Jørgen, er noget selvfølgeligt nærværende i dette her, og i dagens anledning. De udspringer direkte af poesien, der imidlertid er mindre kendt. Og så er det endda også i Kjeld Abells ånd at være multikunstner, som du, og det gerne i elegant regie. At forene billede, lyd, ord i begivenhed, i den store hændelse, hvor der altid må regnes med det uforudsete, det er kunstens risikable drøm. Du har din bestemte stil, som man næsten kan kalde omhyggelig, — men improvisationen, den pressede situation, er dit es, dér, hvor vejen fra indgivelse til udførelse er kortest mulig.

Abell var lyrisk scenedigter, du er poet og lyrisk filmkunstner, områderne beslægtede. - Filmbranchen er noget dyrt stads, noget tungt og indviklet. Så den usædvanlige begavelse, den nyskabende, den legende, den krævende, har svært ved at fa sine værker realiseret. For dig - og for os - har det da været et held og en lykke, at nogle af dine poetisk-episke, dokumentariske film, cykelrytterfilmene, balletfilmene, er gået hen og blevet internationale successer, der går verden over. Det har åbnet dig døre for meget andet, du drømmer film om.

Du har så vidt jeg ved ikke deltaget i debatter om samfund, kunst og kultur, har ikke skrevet dit „pro- gram“. Men du praktiserer din kunst i stedet for at demonstrere en teori. Og værkerne afviser tilmed de alt for tydelige litterære fortolkninger. Men du har frem­manet en myte med dine cykelhistorier, og bogen „Filmmaskinen“, som Dan Turéll redigerede i 79 for „Swing“-forlaget, en collage af manuskriptfragmenter, udkast, noter, breve og ideer om film, siger som værk­stedsbetroelser nok så meget om meningen i det hele som en stak teorier.

Med din ejendommelige legering af opmærksomhed.

distraktion og situationsfornemmelse, synes du at leve i én lang film. Jeg tror, du bor i din film. Jeg skal nu takke dig for alle dine indstillinger, udstillinger, opstil­linger og på Akademiets vegne prise dig, fordi du som poesiens blå dreng, gang på gang har gjort livet, verden og figurerne i den mere blå ...

... i flere betydninger af ordet!