Kirsten Dehlholm

Verden som scene

Hotel Pro Forma ligger i Sturlasgade, i samme indu­striområde som Dansk Soyakagefabrik, ombølget af lugten af klor, midt i et vildnis af bygninger, ståltråd og himmel.

Det er her Kirsten Dehlholm holder til. Man går ind gennem porten. Hotelskiltet hænger lige til højre ved indgangen. Der er sørget for, at man ikke tager fejl.

Alligevel forestiller man sig uvilkårligt, at man er fa­ret vild. At man som en sidste forvildet turist, i udkan­ten af en uoverskuelig historie, bliver nødt til at op­søge dette risikable logi.

Sagen er selvfølgelig den, at man allerede uden for porten, langt ude på gaden, er iscenesat. Kirsten Dehl­holm befinder sig jo i nærheden. Så hele nabolaget, med gader og pladser og portåbninger, samtlige huse, og husenes mellemrum, og alt hvad der bevæger sig i disse mellemrum, er iscenesat. Inklusive mig selv.

Så jeg drejer ind gennem porten, hen langs med bogbinderiet, ned gennem maskinværkstedets for­ladte gård, helt ind i krogen, hvor jeg til sidst når frem til Hotel Pro Formas skumle og frønnede indgangsdør.

Hotel Pro Forma, som altså til trods for navnet ikke er noget hotel med værelser, men en gammel fabriks­etage, store hvidmalede rum, med udsyn til alle sider, også til København.

Det er her Kirsten Dehlholm har sit teater. Eller ret­tere sit teaterværksted.

Herfra hun udtænker, hvordan hun skal iscenesætte byens rum, både de lukkede og de åbne, fra Glyptote­kets vinterhave til Svømmehallen, fra Kolonnaden i Stormgade til selveste Rundetårn.

Hele København har efterhånden stået til hendes rådighed, næsten da, og hun har vist os byen som en række forskellige scener, hvor indbyggerne og deres gæster glider ud og ind afhandling efter handling, der midlertidigt tager form og så forsvinder, og hvor per­sonerne snart er mere betragtende, snart mere age­rende, men altid delagtige i en forestilling, de aldrig helt kan få overblik over.

Sådan har hun vist os verden som scene, og os selv som vigtige personer, aldrig hver for sig de vigtigste, men tilsammen aldrig uvigtige for tingenes forløb.

På denne måde har Kirsten Dehlholm vist, at hun ikke blot er et filosoferende øjemenneske, en tingsam­ler og fantast, men også en stædig krabat med et åbent og lysende sind, der forstår at samle mennesker om­kring sig, så de i fællesskab kan indkredse, hvad de vil forstå ved teater lige nu.

Så måske er der alligevel tale om et hotel. Sådan pro forma. Som noget midlertidigt og rent formelt. Men også om et hotel, pro forma for formens skyld, hvor for­men midlertidigt kan få ophold, blive passet og plejet og gransket, indtil den er parat til at træde ud i verden igen og falde i ét med sit indhold.

For det er jo dét der er hotellets funktion. Ligesom f.eks. banegårde og cafeer er hotellerne en del af byen, men de er samtidig udenfor, en art fristeder, af­grænsede scener med bestemte ritualer, med et utal af individuelle variationer, en slags heller hvor de almin­delige regler er sat ud af kraft, hvor man er uden for legen og for en tid hverken kan fanges eller rives med af den flygtende strøm gennem gaderne.

Sådan er hotellet netop uden for det hele. Og ho­telgæsten med den lille kuffert, og de få rekvisitter, får lidt tid, eller rettere får et lille rum stillet til rådighed, for uforstyrret omtanke. Men midlertidigt. Og hver gang man træder ud af sit hotel, træder man ud på en scene, hvor forestillingen allerede er i gang.

Dengang det begyndte i 70’erne, med Billedstoftea­tret, ca. 25 forestillinger frem til 1985, koncentrerede Kirsten Dehlholm sig om stoffet som materiale, om en sanselig udforskning af det stoflige, som forsøg på at finde stoffets udtrykte billede i mennesker og deres ting. Og det var næsten som om det usynlige, det der lå i luften, kunne materialisere sig og træde frem, så fortættet, at det ofte kom til at ligne en drøm. Og når man tænker tilbage på disse langsomme og ufattelige bevægelser, gennem f.eks. Glyptotekets antikke sam­linger, så tror man jo det er noget man har drømt. Men det er jo også i drømme, at alt det vi normalt overser, melder sig og bliver en del af vores forsøgsvise viden.

Der var dengang som regel tale om meget store fo­restillinger, ofte med op til 200 medvirkende. Selvføl­gelig med rødder i 50’erne og 60’ernes happening osv., men også med mindelser om barokken. Ikke helt så vidtløftigt som under festlighederne i anledning af Leopold I's bryllup i Wien, der varede i mere end et år, med den store hesteballet i 1667 som forestillingens højdepunkt. Her optrådte hele regimenter af heste klædt i alle mulige kostbarheder, så de kunne illudere som de fire elementer: luft, ild, jord og vand. Og så ka­stede de sig ellers ud i elementernes rasen. Mindre kunne gøre det, når Billedstofteatret var i aktion. Men elementernes bevægelse i menneskeskikkelse var tyde­lig nok.

Med Billedstofteatrets nedlæggelse og Hotel Pro Formas fremkomst er scenen blevet mere enkel. Formen ren­dyrkes, og de forskellige virkemidler træder frem som selvstændige mere eller mindre sideløbende spor. Der er færre medvirkende, til gengæld har de fået tekster at fremføre, ofte ret vanskelige tekster, som f.eks. Æter, som jeg selv har skrevet, og Carpe, Carpe, Carpe, en række digte af Per Aage Brandt, og endelig Hvorfor blir det nat, mor - digte hentet fra Søren Ulrik Thomsens digtsamlinger.

Denne sidste forestilling blev for nylig opført i Rådhushallen i Århus og i trapperummet på Den ny Handelshøjskole i København, begge steder med pub­likum anbragt i anden og tredje sals højde. En på alle måder svimlende teaterbegivenhed. Ikke alene så man som publikum forestillingen i fugleperspektiv. Fore­stillingen i sig selv, de fire danseres mest liggende be­vægelser, dybt nede på gulvet under én, udstillede netop perspektivet, fremviste alle mulige perspektivi­ske forskydninger, så tyngdeloven blev ophævet og vi blev sendt langt ind i Søren Ulrik Thomsens digte, og langt ud i det rum hvori vore liv foregår. Også foregår.

For de foregår også som i Carpe, Carpe, Carpe, opført på B&W, en ikke mindre foruroligende forestilling, med digte af Per Aage Brandt, fremsagt af børn i syv- otte årsalderen. En forestilling, hinsides smukt og sandt, hvor børnenes medbragte liv er indskrevet i de naturvidenskabelige ritualers univers.

Her går de rundt i et hvidt laboratorium og passer de forsøg de allerede ikke kan undgå selv at være en del af. Imens fremsiger de monotont disse voksne digte, med deres kultiverede verden af vold, porno, kærlighed, fortvivlelse og død. Og man skulle måske ikke tro det, men forestillingen er ikke uden humor. Og i hvert fald ikke uden et af kunstens stærkeste ken­detegn: evnen til at forplante energi i form af poesi. For som altid når man forlader en forestilling af Dehlholm, er verden blevet en anden at se på, og lysten til at give sig i kast med den er genopstået.

Kirsten Dehlholms takketale

Efter Inger Christensen smukke tale:

Det har altid været vanskeligt for mig at forklare, hvor­for vores teater hedder HOTEL PRO FORMA, når folk spørger. Det vil herefter være lettere at besvare spørgs­målet med Inger Christensens ord i minde.

Inger Christensen var den første, der gav os ordet i mund efter ni års ordløst, men billedrigt teater. Det var en stor og glædelig opdagelse, at ordet kunne bruges i et teater, der opstår og lever i arkitekturens og billed­kunstens verden. Menneskefiguren, musikken og lyset var altid tro ledsagere.

Og det er en stor glæde idag at modtage Kjeld Abell-prisen, netop fordi det er en teaterpris. Tak til alle der har været med til at skabe og udføre BILLEDSTOF-TEATERs og HOTEL PRO FORMAs særlige form for teater.

Tak til jer der giver prisen.