Tale for Ernst Bruun Olsen ved overrækkelsen af Kjeld Abell-prisen i november 1991
Kjeld Abell-fonden stammer fra en indsamling, som blev foretaget i forbindelse med Kjeld Abells død 1961. Efter Grete Abells død 1975 er kapitalen indgået i et legat, som Det danske Akademi bestyrer. Det er således renten af en folkegave til Kjeld Abell og hans hus, hvilken vi som Kjeld Abell-prisen (40.000 kr.) kan tildele Ernst Bruun Olsen, hvem sygdom desværre forhindrer i at være her idag. Ligesom Kjeld Abell er Bruun Olsen en sand digter og en engageret politisk moralist. Siden 1958 har han drevet sit spil i Radio-teatret, TV-teatret og på diverse scener. I alle medier har han demonstreret sin praktiske teatererfaring. Som skuespiller fra 1946 til o. 1960 og som instruktør, mest af egne skuespil. Han lever i og med teatret, hvis teknik ikke har nogen hemmelighed for ham, ligesom han kan sætte masker op, både på et dramas forskellige personer og inden for den enkelte person. Replikker - har han sagt - hører jeg, medens jeg skriver, talt af bestemte skuespilleres mund.
Spillet hos denne teaterdigter og samfundsrevser er dialektisk, som hans politiske doktrin lægger op til. Da Harald Engberg 14. okt. 1962 anmeldte Teenagerlove i Politiken, skrev han, „at en virkelig dramatiker, en sand teatermand har gjort sin entré på den danske scene. Bruun Olsen kan ikke bare skrive en tekst, der barberer sine ofre med kynismens ragekniv. Han kender hele teenagerepokens undselige følsomhed, han kan - o, mirakel - skrive en erotisk scene mellem en mand og en pige, som der er både mand og pige i [...]. Der er så meget had i hjertet, at der må være megen kærlighed.“ Jeg citerer dette stykke, ikke blot for Bruun Olsens skyld, men også for Harald Engbergs. Han var en teaterkritiker, som ikke bør glemmes. Det kunne synes en skuffelse for den politiske agitator, at hans budskab nærmest blev borte i Det kgl. Teaters overdådigt talentfulde fremførelse. Men her på næsten tredive års afstand er det vel en triumf for skuespillets tekst, at dets grumme ironi stadig hænger i vore ører:
Hvis vi si’r dippedippedut til verden,
Si’r den dippedippedut til os.
Festlig satire fik vi også med Bal i den borgerlige (1966), og dog slog Marx og merværdien kraftigt igennem. Socialdemokratiets ledere ømmede sig svært. Det politiske budskab var meget direkte i Hvor gik Nora hen da hun gik ud? (1968) - det var ind i et socialt engagement. Dobbeltspillet kunst og kamp når et højdepunkt med Postbudet fra Arles (1981), hvor vi skal se kunstnerne, van Gogh og Bruun Olsen, i deres solidaritet med det ægte folk, og med Den poetiske raptus (1976), hvor Holberg er en kritiker af tidens svagheder - og selv svag over for konventionen og systemets magthavere. Her står kampen om åndens frihed, ligesom i Prometeus i saksen (1981), dramatisk blændende udført afsløring af en minister, som søger at knægte en moralsk bevidst og intransigent radiomedarbejder.
Det er en meget levende og aktiv dramatiker, Det danske Akademi har ønsket at hædre - nylig havde han en stor succes med skuespillet Betty Nansen, på Betty Nansen-teatret.