Lars von Trier og Niels Vørsel

Det danske Akademi består som bekendt af en samling gamle nisser - det er derfor denne gaveuddelingsfest­lighed er lagt her op under jul - for hvem tegneserier er noget med små søde drenge der ikke kan falde i søvn.

En film som Europa, eller Zentropa som den hed­der i udlandet, er som de andre film i trilogien på mange måder svære at forstå uden en ordentlig trivial­sensibilisering. Ikke blot som intellektuel disciplin el­ler æstetisk legetøj, men som rigtig naturlig infektion af blodplasmaet. En fornemmelse for skridninger, over- og undertoner, henvisninger og underforståethed, som er en anden dannelse end den klassiske. Det er derfor Europa aldrig er blevet så værdsat her til lands som i udlandet. For de nye og snedige filosoffer i Slovenien og hippe personer i Santa Fee, New Mexi­co, er Zentropa en helt naturlig reference. Den hører allerede til de par håndfulde film der har denne status, som Dreyers Jeanne D’Arc, Fritz Langs M osv. ad den vej. Her hos os har der været en understrøm af ikke at tage det alvorligt, eller rettere mere præcist at tage det alvorligt på den danske måde, hvad der betyder at man anklager den for at være uden dybde, uden solid per­sonskildring og alt det andet dynd. Alle de brave fil­matiseringer af andres bøger eller pæne manuskripter.

Nisseakademiet er ikke - gudskelov - et filmaka­demi, og vi skal ikke uddele gaver til filmkunstværker. I så fald ville der heller ikke være meget at uddele til. Der er så uendelig få film der kan regnes for kunst­værker. Og de der kan, ser naturligvis aldrig ud som et „kunstværk". Zentropa hører til denne meget lille gruppe af ægte kunstværker. Og det gør den blandt an­det på grund af manuskriptarbejdets karakter. Og af den anledning kan vi uddele en gave med „fra Kjeld Abell". Til de to manuskriptforfattere Lars von Trier og Niels Vorsel. Det passer til sommerhuset, Niels.

Det der er det anderledes og fine ved deres manu­skript, er at det sikkert ikke er værd at udgive. Det er ikke den sædvanlige procedure med den kultiveret middelgode film og det litterære manuskript der sam­tidig udkommer i lange baner på Gyldendal. Niels’ og Lars’ arbejde må være fremtænkning af filmen, ikke et oversætteligt, litterært værk. Selv sproget bliver tale­bobler og lignende piktogrammer. Det er tænkt og fedtet frem til den artificialitet som hvert nyt kunst­værk må etablere. Men især for det visuelle kunstværk er det nødvendigt men også sværere at overskride en nedlagt forestilling om det naturlige. Man tegner umiddelbart og aflæser også umiddelbart en omridsli­nie af en figur eller et bjerg, selv om der slet ikke fin­des en sådan linie i virkeligheden. Og helt galt er det naturligvis med de mekaniserede billeder. I et filmkamera er nedlagt alle de mest kedsommelige visuelle fordomme. De er blevet institutionaliseret i de der avancerede kasser. Løsningen på det problem er lige præcis ikke den som repræsenteres af det øjensynlige „kunstneriske", den såkaldte læggen vægt på billedet, slør og skæve kameravinkler, som får det hele til at se ud som dårlig abstrakt kunst (endnu en gang håbløst tabt af vognen, men populært blandt det dannede publikum der altid befinder sig lige der bagved), ej heller den patetiske, symbolladede overfedning af bil­ledet (igen godt hos det smalle publikum som bliver smigret ved at det godt forstår alle henvisningerne). Niels’ og Lars’ trick er at sætte sig helt ud over proble­met ved at betragte mediet som den kunstige maskine det er. Så de ikke kommer til at ligge under for nogle tumbede forestillinger om naturlighed. Det er tegne­serie. Og mediet bliver som et stykke papir. Det mest elementære hvorpå du med de simpleste midler kan frembringe virkelig hvad som helst.

Det er sværere end det lyder, for folk - i mange tilfælde vi, os alle sammen - tror jo efterhånden at ver­den ser ud som på Kodak-color-billeder og main- stream-film. Men hvis man så oven i købet kan spille med denne meta-virkelighed som adgang til en virke­lighed, som altså ligner noget andet, som er en slags spilfuldt og nydende sammenbrud af normale billeder som derved kommer til at afsløre deres sande natur - som altså ser helt kunstig ud - så begynder det at blive interessant.

Og det har aldrig generet mig det mindste at de ikke nødvendigvis talte dansk. Det gør den virkelighed fak­tisk sjældent. Men det er (er det stadig?) et problem for en dansk tilskudsordning. Selv om man ikke er ret stor, kan man godt have en elefanthukommelse. Ele­lefathukommelser består af indbildte fornærmelser og fortrædeligheder og ser konspirationer overalt. Der er naturligvis en vis drivkraft i det, som der overhovedet er i såkaldte negative følelser, kunstnerisk drivkraft. Men netop elefanthukommelse kan ved sin evne til at opbygge falske konflikter paradoksalt nok være et for­svar mod rigtige konflikter, dem der gør ondt og tvin­ger til indsigt i hvad det er for noget lort man har la­vet. For enhver kunstner ved jo at det er det man laver mest af - lort. Men det er lettere at sidde på potten og se sig sur på nogen og noget. Med denne sikkert helt uforståelige og utålelige snak om tolerance mod de an­dre og intolerance mod sig selv, vil jeg gerne sige til lykke til Niels og Lars.