Peter Asmussen

En forfatter, der skjuler sig, men som samtidig kommer mere åbent til orde end andre forfattere, ansigt til ansigt med publikum.

Det er dramatikerens paradoks. Og det er Peter Asmussens paradoks. Et af hans mange paradokser.

Ligesom skuespilleren bærer dramatikeren masker Han bliver sig selv ved at være en anden - nogle andre - end sig selv. Hvis han ikke selv er til stede i sine stykker, er de ikke til at spille. Men hvem han selv er og hvad han selv er, vil det ofte være umuligt at sige.

Lettere naturligvis hvis der er tale om dramatik med et personligt – politisk - budskab. Men hvad dette budskab er i Peter Asmussens forfatterskab - det dramatiske især - er heller ikke sådan at sige.

Spørgsmålet er, om det ikke netop er det tiltrækkende ved det. Det mener jeg, det er.

"Jeg spørger helst, mit kald er ej at svare", som Ibsen sagde. Som Peter Asmussen også kunne have sagt. Og som han nogle gange har sagt - med lidt flere ord - når han har ladet sig presse til at udtale sig om sit forfatterskab.

I et interview i forbindelse med sin debut som scenedramatiker med skuespillet ”Ungt blod” (1993) sagde han:

Jeg ved godt, det lyder højrøvet at sige, at man ikke kan forklare, hvad ens teaterstykke handler om. Men det er altså umuligt. De, der ser det, bestemmer, hvad det handler om. Jeg gør ikke. Jeg skriver aldrig noget, der skal eksemplificere en eller anden livsanskuelse eller et budskab. Jeg kan slet ikke konstruere historier på den måde. Og hvis jeg havde en tanke eller idé, som jeg ville formidle, så ville jeg skrive et essay. Jeg begynder altid med en person. Konkrete personer interesserer mig. Jeg har altid syntes, at abstrakte begreber, politik og moral er uinteressante.

Og i en artikel i programmet til opførelsen af skuespillet ”Knogler” (1997) skrev Peter Asmussen:

Jeg indrømmer, jeg intet kan overskue. Jeg kan ingen mening finde med noget. Der er totalt mørke omkring mig. Jeg kan føle mig i live, og jeg kan være optændt af den største lykke og lyst, men nogen mening med det hele kan jeg ikke finde. Og et eller andet sted burde én, der stiller sig op og skriver et værk om verden, kunne finde en vej gennem det hele, bare en lille gnist af indsigt eller vejviseri. Et lille håb om forandring. Jeg kan ikke.

Det siger sig selv, at dette er et på én gang meget vanskeligt og meget frugtbart udgangspunkt for et dramatisk forfatterskab - og for et forfatterskab overhovedet. For Peter Asmussen har også skrevet andet and teater-dramatik.

Han har skrevet radiospil og TV-spil. Han har skrevet prosa - små romaner, tekstsamlinger, ofte modtaget med vrangvilje af kritikken, men trods alt med en stigende forståelse for, hvad der gemmer sig bag den surrealistiske-minimalistiske stil. Først og fremmest har han op gennem 90’erne skrevet en række skuespil af vekslende værdi og vægtfylde - det sidste: en anden moderne udgave af Gustav Wieds lille komedie "Skærmydsler", nærmest en spøg.

I de bedste af disse skuespil har Peter Asmussen imidlertid vist sig som en af de mest originale nye danske dramatikere. Han har været dramatiker på sin egen måde, en dramatiker, der ikke ligner nogen anden, selv om vel især indflydelsen fra Harold Pinter kan spores bag det mystificerende hos ham, i hans evne til at LADE en dramatisk situation med spænding, der får personerne til at føle sig truede, uvist hvorfor. Ligesom Kjeld Abell, hvis pris han modtager i dag - ligesom Kjeld Abell har han på nogle helt andre præmisser opløst et dramatisk univers og skabt et nyt.

Uden at jeg derfor vil skjule, at det kan føles som en mangel, at han er så utilbøjelig til at fortælle, hvem han selv er, og hvor han selv står. Der er i disse år - tror jeg - et meget stort behov for at se dramaet åbne sig mod verden, for at se det sprænge det privatlivs-fængsel, naturalismen langt tilbage i 1800-tallet spærrede det inde i. En tendens, der har rørt på sig hos adskillige af de yngre og lidt ældre danske dramatikere.

Den tendens kan også spores hos Peter Asmussen. Men helt derud - på den anden side af det private liv - er han trods alt ikke nået endnu. I den forstand kan hans hidtidige dramatiske forfatterskab ses som forstudier til noget, der skal komme. Omtrent som en begyndelse af samme karakter som det, der skete med Ibsens dramatik, da han fra naturalismen nærmede sig symbolismen.

Man kan se hele Peter Asmussens forfatterskab som en serie forsøg som sagt, som en række eksperimenter, hvoraf de dristigste og mest radikale også er dem, der er lykkedes bedst. I nogle af sine skuespil - f.eks. "Flammer” og til en vis grad '”Isbrandt" - lægger han sig tæt op ad en sært gammeldags melodramatisk tradition, folkekomedie uden ret megen folkelig appeal. Han er som dramatiker et opmuntrende eksempel på, at jo mere han har vovet, desto mere har han vundet.

Det gav han allerede en prøve på i sit debutskuespil for scenen "Ungt blod". Og denne linie har stort set holdt sig stigende i hans stykker fra de meget produktive år 1995-96-97: ”Øjne", "Stranden" "Knogler" og "Værelse med sol".

Det sidste viser maske tydeligst den tendens og den teknik hos ham, der kan ligne en opløsningsproces. En opløsning af den enkelte figurs psykologiske konsistens og af det konsekvente handlingsmønster mellem figurerne - et firkant-drama, der varieres, efterhånden som tiden skifter fra 1920 til 1997 og atter frem til 2020. Tiden skifter, og det gør rollerne også - og alligevel ikke. Pointen er nemlig, a vi betragter dem, fængsles af dem - ikke som de mennesker, vi plejer at møde på scenen, men som de mennesker, vi møder i virkeligheden. Vi ser dem udefra, brudstykkevis, uden løsninger på deres konflikter, uden nøgler til deres gåder.

Men Peter Asmussens kunst er, at denne teknik - som er mere end en teknik, nemlig en dramatisk-verbal måde at opleve og skildre verden på - at den sætter den dramatiske virkning maksimalt i vejret. Og mindst lige så vigtigt: Ved at opløse det traditionelle dramatiske univers og den traditionelle dramatiske psykologi gør Peter Asmussen rollerne mere fristende og mere spændende at spille.

Hvad man oplevede ved opførelsen af ”Værelse med sol” på Rialto Teatret, var det, Peter Asmussen forlanger af skuespillerne: nemlig en ny måde at spille komedie på. Men man oplevede også, hvad hans før citerede tros- eller tvivlsbekendelse til meningsløsheden dækker over - set i sammenhæng med det konfliktfyldte nederlag over for kærligheden, som i forstærket grad kan siges at være blevet ledemotivet i den sidste fase af Peter Asmussens dramatiske forfatterskab. Også i erkendelsen af meningsløsheden kan der være en mening, når dramatikeren har lidenskab nok - varm eller kold – at sætte op imod den. På én gang at acceptere den og at trodse den - uden at kapitulere for den.

"Værelse med sol" er det foreløbige højdepunkt i en udvikling eller måske snarere i et forløb, der har resulteret i en ny dramaturgi med direkte konsekvenser for teatret, for iscenesættelsen og for skuespillernes spillemåde. Men det er også det af Peter Asmussens skuespil, der fortæller mest om arten af det menneskelige univers, han som forfatter bevæger sig i - både som dramatiker og som prosaist.

Det er ikke tilfældigt, at han har benyttet de samme personer - og trekant-situationen mellem dem - både i skuespillet ”Knogler" og i romanen (romancen) af samme navn.

Den ironiserede, kuldslåede mand, den komiske-romantiske samleverske, den "elsker", der måske kun eksisterer i fortiden, drømmen, fantasien - deres drama er nok en demonstration af den meningsløshed, Peter Asmussen principielt bekender sig til, nøglen til stykkets og romanens projekt. Men dramaet og romanen bliver i mindst lige så høj grad en demonstration af, hvad man kunne kalde tilværelsens grundbegreber: Liv og død, kærlighed og angst, lys og mørke.

Og derved får dette skuespil - med romanen som en slags uddybende kommentar - en mening ud over meningsløsheden. Lige så fornyende og lige så foruroligende som den store lilleverden, man møder i den seneste fase af Astrid Saalbachs dramatik, trilogien "Morgen og aften”, ”Det velsignede barn” og ”Aske til aske - støv til støv".

Takket være de nye dramatikere er dramaet blevet det sene 1900-tals førende litterære genre herhjemme, selvom litteraturen officielt viger tilbage for at tillægge dramaet den betydning, det fortjener. Dramaet betragtes enten som et anneks til et "rigtigt" forfatterskab eller som en slags halvfabrikat - hvad Shakespeares, Molières, Ibsens, Strindbergs skuespil også var. Den skæve rangforordning eller nedvurdering, der senest synes at have gjort sig gældende i den den ny udgave af "Danske digtere i det 20. århundred”. Den har ganske vist ikke valgt dramatikken fra - skønt de ”rene dramatikere”, Erling Jepsen og Line Knutzon, mangler - men den har skubbet den tilbage i anden række. I kapitlerne om de enkelte forfattere og i værket overhovedet.

Peter Asmussen har i 90’erne været en af vores mest produktive dramatikere - og en af dem, der har været oftest opført i udlandet, i de øvrige nordiske lande, men også i Frankrig. Jeg indrømmer, at der har været skuespil af ham, som det har været svært at se kvaliteterne i. I ”Flammer” f. eks. kunne i hvert fald jeg ikke se andet end en Tjekhov uden liv, en Lars Norén uden lidenskab. Der har været andre, hvor den dramatiske Pinter-bølge har givet sig udslag i en slags perfekt dramatisk virtuoseri.

Det gælder f.eks. "Øjne", sært, uhyggeligt, næsten skræmmende, hvor den mandlige hovedperson - der betaler et ungt par for at forestille de erotiske situationer, han selv kun tør tage tilløb til - måske er et (selv)portræt af kunstneren som voyeur, aldrig fri, altid udenfor. Og den Pinterske fortielses-teknik hos ham nåede et første højdepunkt i skuespillet "Stranden". Her får fortielserne en funktion som et signalement af nogle mennesker - et ældre og et yngre ægtepar - der en række solbeskinnede somre kommer til at holde ferie sammen på et hotel ved kysten. Et signalement af nogle mennesker hvis liv har tabt sit indhold og sin mening, men gennem disse mennesker et signalement af en generation. En ny fortabt generation - var man lige ved at sige.

At dette er et dækkende, endsige et udtømmende signalement af Peter Asmussen, er jeg imidlertid ikke så sikker på. Han er som forfatter - og især som dramatisk forfatter - de mange hemmeligheders, de mange paradoksers, men også de mange muligheders mand. Der er en ironi hos ham, en humor, som han kun delvis har fundet anvendelse for endnu. Der er også en lyst ,hos ham - tror jeg - til at gå op i det store format, som kun har ligget på spring i nogle af hans skuespil, "Isbrandt" f. eks.

Han kan skrive roller, han kan skrive replikker, han kan skabe situationer. Han kan i det hele taget så meget, mindre end han indtil nu har villet. Så jeg kan egentlig ikke se nogen hindring for, at det skulle blive ham,ja, hvorfor ikke, der kom til at skrive vor tids ”Hamlet”, vor tids ”Kong Lear", vor tids ”Othello”, vor tids ”Macbeth”. Hvorfor ikke tage munden fuld? Hvorfor ikke tage springet, det store spring? Det er tiden ved at være moden til.

Den pris, Peter Asmussen får i dag, får han for alt det, han til nu har skrevet. Men han får den også i forventningen om alt det, han vil kunne skrive. Han er i mere end en forstand en dramatiker på vej. Og det er den fremtid - går jeg' ud fra - Det Danske Akademi har villet ønske ham til lykke med ved at give ham Kjeld Abell-prisens lille værelse med sol.

Købmand Skaarup i komedien ”Sparekassen" ønsker at bruge de penge, familien har arvet, til at engagere ”en lille fuldmægtig til at løbe ærinder". Det er den rolle, jeg har spillet l dag. Og i den funktion vil jeg gerne føje min lykønskning til Akademiets. Til lykke!